«Laurits Hermanssøn

Lorens Berg[i] forteller:

«     … Ifølge et utrykt brev av 1554 skal han være sat ind som prest her seks aar tidligere, altsaa 1548, og muligens er han identisk med den Laurits Hermanssøn som ved denne tid slutter som prest i bø i Telemarken. Hr. Laurits maatte 1554 tilkalde seks lagrættemænd og lensmanden Henrik Perssøn for at faa gaat op prestegaardens delemerker mot Hasle og Sverstad, da bøndene egenraadig hadde tilegnet sig stykker av prestens skog og mark.

         Hasle og Sverstad-mændene møtte vel frem, men gik sin ve, da lensmanden og lagrettemændene skulde begynde at gaa op grænsene efter gamle brev som presten la frem. Delemerkene blev likefuldt leitet op og gransket – «og saa tykkes s, som og er i sandhed, at før nævnte Hasle- og Sverstad-mænd gaar alt for meget ind paa prestebolets skog og mark baade med hugg og havn». Mændene satte op brev om forretningen og avslutter med en indstændelig henstilling til øvrighet og almue om at hjælpe til med at bekytte prestegaarden.

         Grænsetvisten blev endelig ordnet 1557, da kansler Peder Huitfeldt møtte frem paa et ting holdt i Tjølling for hele lenet; prestegaarden fik jorden sin igjen og kirkens gods blev fredlyst».

Et nylig fundet brev i prestarkivet viser at hr. Lauris endnu var i embedet 1563, og sandsynligvis gik han av 1566, for aaret efter bor han paa Vindal og er da sysselsat med at skrive en gammel lovsamling. Denne sidste oplysning som viser at hr. Laurits var fortrolig med det gamle maal, tvinger os desværre til at minstænke ham for at ha laget et falskt brev om VIndals grænser (omtalt under Vindal)».

Forholdene omkring grenseoppgangen er beskrevet i et brev[ii] datert Sandeherred 19 april 1552:

Brevtekst (fra den trykte utgaven):

«Wy effterchreffne, Arne stenulffzøn, Olleff oleffzøn, Tostenn osmundhsøn, gunnulff østensøn sorne lagretis mennd i Sandehered gører witterligtt Med thette vortt Opne breff, Att wy wore j sandehered prestegord tredie dag posche Anno dnj. M:d. Lij, kom ther tha for oss och fflere gode Mennd Thesse effterscreffne Mennd, fførst anund Nielssøn, oc aa bock swoor Med ffullan edzstaff, offuerverendis konge Mtis Lendzman, Henrick Perszønn som then eed staffuede i saa modhe, att anund forne tienthe laffrentz iac(o)bzønn i xij samfalle aar, Och hørde hannom altid sige oc suerge effter sine *foredlers ord, Att hasle Menn otte intet westen Semms vey, icke ett tre, oc ey hug eller haffn, thy ende Merckenn bewis[e] det, ther stor wed galteryggen, som wise delen och wtrasten til dyupe dope, Først westenn sems vey, tiil prestens enng oc ther aff dopen thenn, och østeste Nederste i manden lige iemth med andre øde gorde, westenn for hasle skoug lige oc ther aff sedenn, wtt Met Mannenn, vester i sems skoug, och ingenn annen skou ther i Mellom, och seden neden galthe rygen, preste gardz skoug vesten vegenn, i Nedre brecke, Tiill suerstade østre, oc huarcken hug eller haffnn i odde skoug haffuer suerstad, oc almenningen war fordj tha y enng tiil preste gorden Ned i siøn, Oc seden tiente Anund forne i prestegarden oc høg ther effter the ord, altt fra Nedre brecke, vesten vegenn tiill diiuphe dope, oc ingenn formente hannom thet, oc seden paa bode Sider om dopen, oc nederst i mannen, oc vester i sems skoug, Men op fra brecke, westen aasen aa høxste haffue, høg hann til mofiellet, Seden samengn tiil Musrud, /l-/men/-l/ ther møter1 mit aff aasenn, som delen staar mot skeret, oc tha fandz ther aldrig andre stene, eller laglige ende merke, vten, the offuen galteryggen stoo, besynderlige henge sten, Somm atskil hasle skog, prestegorden oc suerstad, hasle oc suerstad østen vegen och preste gordz skoug westen, Thaa var oc hengestenn ransaget, och giortt gil och geff for sit Mercke en korshuggen stenn met holl igennem, Saa ær nw anund ved lxxx aaer gammell och en ther offuer oc ingen gich offwer the dele for æn anund hasle oc hans mogh solffue2 Jttem olaff /l-/olsøn/-l/ bestod alle forne ord, oc suor til Met, att han tiente och her Niels i sandeheret i .v. aar, thaa var altid her Niels ord til Sine drenge saa, Minne kiere drenge, hugger inntet østenn sems vey: for en i komme til dyupe dope, y Mosrud, seden hugge i østen wegen, alt østen vnder aasenn Nederst i Mannnen, oc vester y sems skoug, Menn østen sems vey, vnder brecke aass, er hasle skog, tiil galte ryggen, til hengesten seden suerstad skog, Neden føre, oc østen vegen, westen prestegardz skog, oc brecke, som haffuer ther hia sine delestene, tha funnes ther aldre andre deler, eller endemercke, ther nogen menniske kunne nogen tid aff sige, vthen the ved galteryggen, Jngen gich oc ther offuer, for en anund hasle, och hans mog, Tha war oc odde skog alene til prestegorden, Med hug oc haffn in til ragnille bro med lille brecke oc øffuere brecke, a høstehoff en ængen seden samæng, til mosrud teker, saa ær nw olaff lx aaer gammmell Jttem Tosten osmundsøn bestod oc alle forne ord, oc til met suor sin hustrus ord Margit gunnarsdotter, att hun var opfød y sandeherett prestegord, i her Niels tid, tha var lagt a samengnn bode hager vester oc øst(e)r tiil ragnille bro, med suerstad, vten wdde skog, Men seden her peder komm, tha bytte kell suerstad oc her peder samme hage, saa att huer skulde følge sin hage, oc ingenn annen giøre vmag Med sit quech, Men i then tid, tha lot her Niels hugge aff lille brecke alt vesten semms vegenn, till diupe dope, oc seden poo boode sider i Mosrud, Ned i Mannen nest ved hasle skog, och wester i sems skog, Men vesten brecke ose, a høxste hoffn oc samengnen til Mosrud tog ved, offuen skeret, Tha gette forne margit i brecke skog i mannge aar oc aldrig fannd nogre dele stene, vten the ved galteryggenn staa, somm huar man hølle for endemercke, oc retthe deler, Saa er Margit lxxx aaer oc ther offuer, Jttem Rasmus tostensøn suor oc hermede sin faders och Moders ord, som thinte och bleffue giffte aff preste gorden, i her Niels tid, alle forne ord, Att thaa høgge icke hasle mend vesten sems vegenn, thy endemercken i galteryggen formente dem det, oc war sure aff, att hengge sten var proffuet oc ther funnes rette mercke vnder med koll oc en stenn firrekantt, med korss oc hol igenem, oc var ty dømd gill och geff, med the andre stene, ther hoss staa vesten vegen oc østenn, ther attskil hasle, brecke, suerstad oc prestegordz skog, oc ther fandz aldrig andre stene, vden the samme oc sanuiste ere, tha aatte mosrud bode vesten och østen dopen, nordeste nederst3 i Mannen, oc vester til sems skog, oc ingenn anden skog ther i mellomm, tha aatte prestegorden tiil ragnille bro oc alene odde skog, oc helten i lille brecke, som breff omm watter, Men seden i her peders tid bleff en hage giortt, oc lagtt til suerstad øster tiil broen, oc presten beholt altt lille brecke til sinn hage Szoo er Nu Rasmus lx aar eller ther offuer, Saa gick oc ingen offuer Sems wey for en anund hasle oC hans mog effter hannom Solffue4 Jttem suor oc bestod alle forne ord Karine Nielsdotter, som var opfød i prestegorden, Att ingen trette tha om nogen skoug, ty hasle mennd høgge østen sems vey, oc prestegordz folcked vestenn, til dyupe dope, oc seden paa bode seder nederste y mannen, vesten hasle skog, och vester i sems skog,

innd til anund hasle kom, och hans mog effter hannom, som begynte at hugge oc kanne vestenn vegen, oc helten aff mosrud, tha aatte alene prestegorden odde skog, til hug och haffnnn, Men lille brecke oc hagen øster, til ragnille bro, lagdis i samengnn til her peder kom, seden tog huar sin hage, tha vare rette dele oc endemercke ved galteryggen oc ingen anner steds, i then skog oc march, soo er Nw offuer lx aaer samme karin nielsdotter; Jttem suor oc hermffde for os anund torffindzøn att han tienthe her Niels poo sandum i vij samfulle aar oc att han haffde soo offte, oc lenge get oc gonget i prestegordz skog, att han motte kenne bode tre oc stene, i all then skog oc march, bodhe i breke skog oc neden fore, oc fand han aldrig nogre de[le]r oc endemercke, vdhenn the rettiste, ther stoo wed galterygghen, som nu tid nemffde ere, oc forsøgte vore fordom for rette deler, oc myndige sagde, for the mercke, med koll och korshuggen holen sten, som aldrig bliffuer dreffuen, thy haffde hasle menn ther intet gøre, paa then tid, Men seden her tru(l)s kom, tha steg anund hasle ther offuer, oc først med loffue, oc sedenn mog oc fegge effter hannom, oc then sten ther stor nest offuen galteryggen, vesten vegen, atskill brecke skog oc preste gordz skog, som Nu er ett, oc viser til dype dope, oc øster seden i mannen, oc vester i sems skog, Men henge sten atskill hasle skog oc brecke, oc viser til thenn neste sten, som atskil hasle oc suerstad skog, oc prestegordz skog vesten vegen til suerstad, thette hermde han i sin yterste tid effter sin forelder, oc her nils ord, oc var lx aer oc mere Jttem peder tordsøn suor oc hermde sin faders ord, att wed suadhellen offuen risbron, ther begynnes mosrud, oc øster i mannen oc vester i myreen, och ned med aff brecke aase til dyupe dope, oc ned i mannen, oc vester i sems skog, oc ved dyupedope østen wegen, hasle skog, til henge sten, Oc neden for østen til suerstad skog, oc westen brecke oc preste godz skog, och ingen andre stene ware til, til endemercke we[sten] th[er] ved galteryggen, Att saa er y sanhet sette wy wore Jnsigle for thette breff screffuit aar oc dag somm fyre syger et cetera»

Tillegg: På fjerde side med hånd

«b:Jtem hermde oc swor for oss samme tid elin trygge dotther sin faders ord som offte sagde for henne then tid the ginge til kircke fraa haatuet oc komme til swadhellenn nest wed Mosrud aff sems skog at ther begynthis mosrud vesten vegen oc heller østher met mannen nederst i mannen til hasle skog oc vester i dyupedope vt met aassen oc vester *wtnett brecke aass til skeret oc heden offuer risbron seden alt østen vegen Men aff dyupedope oc til galteriggen vesten vegen brecke skog oc østen hasle skog oc suerstade oc y the stene offuen galteriggen ere rette deler oc endemercke oc inge andre sa hielpe mig gud Jtem gunnulff5 swor oc hermde for oss at han var fød paa hogehem oc hørde baade aff fader oc moder alle forde elins ord om Mosrud oc brecke skog med *sanne deler oc endemercke som fors(a)gt er Ty kan det ingen rygge oc driffe effter saa monge danne mendz oc quinners sworne ord oc samtycke som viste til visse oc seet oc forstaat haffde rette deler oc endemercke om all prestens engn til hug oc haffuen som gammell breff registre oc kircke bøger med oss sanhet beuisse at sa er i sanhet».

Som så mange av sine forgjengere lå likevel Laurits Hermanssøn i strid med bøndene, ikke minst om grensene mellom deres gårder og prestegårdens, og slikt var en krangel med Hosle og Sverdstad, som tilslutt ble forsøkt gjort opp ved at seks lagrettemenn, seks andre menn, og flere til, i Lensmann Henrik Perssons nærvær gikk opp disse grensene, hva skog og utmarksteiger angikk. Dette er reflektert i et brev[iii] datert Sandeherrred 3 august 1554:

Brevtekst (fra den trykte utgaven):

Wij effterschreffne Lagrettes Mend y Sandeherred Naffnlige Petar østensønn, kopmand trondsønn, Olaff Jeppesønn, Gunnulff østensønn, Haluord anundssønn oc Torckill kiøstølffsønn, giøre vitterligtt att wy sex mend med andre sex oc end flere, wore till neffnde aff hederligh Mand her Lauress hermansønn vor sogne herre, oc aff Hasle mend oc Suerstadz Att Lyde oc høre bægge theres proff oc witne om skoge oc marck som de trette om. komme vy da alle tilsammen oc forsambledes paa Sandeherredz kircke gaard, then øffre Sancte Olaffs Dagh Anno Dni. MD Liiij oc wor Lænsmand offuer værendes Henrick persønn. Lagde Da samme stund for oss her Laures forneffnd sitt Register, Om all kirckens oc prestbolsengnen, med gode Suorne proff oc witnes breff, Oc med Leffuendes mendz Røst till meth, som alle herffnde ett oc proffuede ende mercke oc hoffued Deler, mellom brecke skough oc hasle, oc prestegaardz skogh oc suerstadz, oc om aaddeskogh oc Moessrudh huem det tilhørde, Men paa den andre sijde var ingen breff eller proff med hasle oc suerstadz mend, wden eniste almennings breffuit, som de kannedes ved om oddeskogh Var tha forne her Laures begiærende aff oss, oc aff forne hasle mend oc suerstadz Jens Lauressønn tolff olaffsønn, Nils Solffuesønn oc *Oc oluff kiælsønn, Att vy skulde b.21 s.766   gaa oc ransage deler oc ende merche mellum kirckens oc prestens skough oc hasle oc suerstadz schough oc march oc see oc beprøffue, om vy kunde lægge thennom saa i mellum, ath the tørffte iche yttermere gøre them noged wmagh offtere ther effther, om Delerne, oc rætte Dele stene fundes thær, Lige som breff oc proff beuisteMen tha vilde iche forne mend hasle oc suerstadz gaa med oss, vden de ginge strax hem, oc skøtte iche huad Lensmannen them ther till kraffde Men vy forne Lagrettes mend alle till sammen, ved xij: mend Oc en flere, ginge vy Da op till galte Ryggen, med herr Lauress oc lensmannen, oc funne ther alle deler, med stener oc heller som breffuen oc proffuen Vitned haffde, oc tha syntes oss iche annet, en att samme Deler oc stene bliffue io gille oc geffue, saa ingen kand dem driffue, att de ære Jo rette Dele mercke, mellum prestbols skoge, hasle oc Suerdstadz, oc saa tyckes oss, som oc er y sandhed att forne hasle oc suerstadz mend gaa altt formegitt ind paa prest bols skogh oc marck baade med hug oc haffn som mand kand klarlige tage paa oc menige mand welbeuijse, Oc funne vy ther oc saa the stuffue igænn, wed brecke, som hasle mend haffde taged tellieth oc i fra kørtt hem till sitt, Det som her Lauress haffde Lated hugge, till sitt nye huss hand haffuer y bygning, for wthen thet stuffue wircke, hasle mend høgge y bræcke aass tw aar sedhen oc bortt sælde y Laghuernen, oc en nu tage y skogen som Laghuertt wartt paa tinge i vinter forledeth. Thij bede vy nu ydmygelige oc kierlige all godh Christen almoge, Besynderlige øffrigh heden: Rigens raadh Erligh oc welbyrdigh mand Jesper Frijs Høffuidz mand till Agersshuss oc brunlaulænn, medh Flere kongelige Maiestadz befelnings mend y by oc bygd her i Norges Riige, som thette wortt breff hender faare at komme, Att y for gud#z skyld oc paa Retuisens vegne, wære oss behielpelige med skytt oc beskærmelse offuer thenne wor frij prestegaard som nu Lider Møgen offuer Lagh Att Vor Sogne Præst oc vor rette kircke tienere i gudz ord oc hellige Sacramenter Motte Haffue frij sin gaard med all sinn rætte till Læggelse skough Marck Fæhaffn oc anned som Thill ligger, Vy willie och gierne tilhielpe Samme Forfalne Preste gaard effther wor mact oc formoge som then gode mand oss badh oc tillsagde Peder Hanssønn hues siæll gud haffue Nu senest hand her hoess oss war. 6. aar forledne Oc her indsætte thenne gode sogne herre Her Laures som vy Nu Haffue, y skulle oc befinde oss weluillige i alle maade Baade y denne oc annen huar wy kunne wære ether till tienest oc gode som tilbørligtt er, oc att thenne b.21 s.767 sach oc trette motte komme wnder xij: mend oc en endelig dom saa her effther iche offtere torffte wmage folck effther, thette ær alles wors bønn oc begiæringh Att saa ær i sandhed sætte vy wore Jndsegle for thette breff som giortt war aar oc Dagh som faar Sijgher”.

I noen tilfeller var presten involvert i tvistemål mellom helt andre, fordi det var kirken som eiet en gård. Dette var tilfelle da Salve Nilsson og Margrete Kaupmannsdotter var usamse om åsetet på Haneholmen, der presten Laurens Hermansson var eier av størsteparten. I et brev[iv] av 10 januar 1556 får man vite at lagmann i Tønsberg, Peder Andersson, hadde avsagt kjennelse og pålagt partene å møtes, sammen med sognepresten Laurens Hermansson, 25 februar samme år.

Brevtekst (fra den trykte utgaven):

«Ollum Mannum them som thette breff see eller høre Sender peder Anderssøn lagman i Tonsberg Q. g oc sina kunoct giørende att *att ffredagen j lagtinget2 Anno dnj. M d l v j Tha kom for meg oc Raadett Salwe Nielssøn oc Margrette Kopmans dotter om nogen trette som them var i mellom om a settien paa haneholm liggendes i Sande herett oc salwe forne Sagdes haffue med sin søster mere i gaarden en margrett oc ther tiill att hederlig Man her laurens hermandssøn i sandehærett som mest o[g]er i forne /l-/hane/-l/ haneholm hade bygtt forne salves son olaff3 gaarden, En Margitte forne sagdes att aage mer i gaarden en salve oc sagde att thett war hennes rette gamle odall oc mentte att hun vor Nermere tiill att besiitie same gaard en olaff, Tha effther tiilltall oc giensuar bleff thett saa for

Rette affsagt att salwe forne oc hans son olaff oc Margrette Kopmansdotter skulle møttes her igen the iij Søgne i første fulle wecke faste nest komendes oc tha skulle the bedie forne her laurens att han will møtte ther mett tiill en rett rettleding oc Ransag huem han will vnde aasetten oc om huar ther er med farett her tiill dags oc Sammeledes huilcken aff them skall nytte aasetten ther paa effther thene dag oc effther therres breff oc bewisning oc effther Norges lag tiill mere beuisning trycker ieg mitt Incigle for thette breff som giortt var dag oc aar som fore sigher.»

Det møtet som skulle holdes 25 februar ble visstnok gjennomført, for et brev[v] datert Tønsberg samme dag formidler opplysninger om at Salve Nilssøn, en deleier i gården, hadde tapt saken om å få inn en ny bygselmann; Lagmann Peder andersson i Tønsberg stadfester at Finn Kjelsson og hans mor Margrete skulle ha rett til å holde bygselen på Haneholmen fra Laurens Hermanssøn, sogneprest i Sandeherred:

Brevtekst (fra den trykte utgaven):

«Ollum mannum them som Thette breff See eller høre Sender peder Anderssøn lagman j Tonsberg Q. g. oc sina kunnoct giørande att aa Tiisdagen j første fulle Vcke Ffaste anno dnj. Mdlvj Tha kom for meg oc raadett hederlig Mann her laurens hermanssøn Sogne prest j Sandeherett oc berette her for Rette att han haffde Bygt en gaard Som hetter hanne holm en vng karll som hetter Ffin kieellssøn med sin moder Margrette forne kieells effther leffuerske som vor Rette odels Man tiill Samme Gaard oc Ffram tedde ett besigltt breff ludendes att gode men haffde werett god for Ffin bode for anbud oc landskyll for all gaarden oc Salwe Nielssøn wor sielff tiill stede oc Sagde att han ville haffue en annen karll in paa gaarden paa sin anpartt som hetter albrectt pederssøn En ffin forscreffne sagdes att icke trøste seg forlickes med hannom Ther fore bleff thett Saa for Rette affsagt att fiin forscreffne skall bliffue ved gaarden oc bygsle oc giøre sin Redelige aabud oc landskyll Effther thj som forne her laurens haffde bygt oc bygslen Raader effter thj som kongelige Maiestattes ordinans inne holler oc vt wisser Tiill ytter mere bewisning Trycker Jeg mitt Jncigle for thette breff som giortt vor dag oc aar Som fore Siger»

Et annet tilfelle er reflektert i et brev[vi] datert Tjølling 6 mars 1557, undertegnet av Kansleren Peder Huitfeldt, Høvedsmann på Flekkerhus, og som ble lest opp for almuen på et alminnelig ting i Brunla-len.

Brevtekst (fra den trykte utgaven):

«Wy efftherschreffne mendtt Hendrick Pedersen lensmandt y Sande herrith, Tordtt Biørnsen lensmandtt y Tiøling sogn, Viking Anderssen, Tordtt Pouelsen, Hellie Gulleicksen och Michill vurissen, laghrettis mendtt y Nommedals skipreide, bekiendes medh thette wortt obne breff, att wy wore paa eth almendeligtt tiing, hoss Tiølings *kiricke gaardtt, løuerdagenn nest effther fastelagens søndagh anno domini 1557.

Tha war erliigh och welbyrdig mandtt Peder Huitt fældtt Norrigis rigis canzelær, høuitz mandtt paa Flecker huuss, personlig till stæde, och tingid medtt menige almuge y Brunlag læn paa kongl. maiestadhs wægne, och lodh handtt oss der høre wor naadigste herris breff och befalning, menige almue till nytte och gaffn, och der nest laguerde handtt aabenbarligh, alle kronens, kirckens, och prestebols jorder och egedeler medtt fiske och fygle, och alle lunder, som der till ligge och legith haffuer, och effther then samme befalling erlig mand Peder Huitfæld haffuer paa kongligh maiestadhs wegne, att skicke huer mandtt lagh och rætt, baade fattige och riige, aandelige och werdslige personer, da till sagde handtt sielff, besynderlig her Lauritz y Sandeherrith, prest boelsens skogh, marck, och haffn y heffden y gienn, som fra wor kommen wden rett och dom, vdaff Hasle bønder, naagen tiid lang siiden, att hand then y gien nyder och bruger, friith och fast, medh andre saadanne deeler, som prestebolith wlaglig frakommidtt er, efftherdy thet haffuer till faaren laglig y heffden wæridtt, effther som then gode mandtt war sagtt oc vnderuiist, aff menige mandtt, medtt breff, proff, register, och godh skiell, indtt till saa lenge att thet worder forne preste boell fra vundit medtt Norgis lag, och fordy war same prestegaardtt ilde stannendes, for hans rette lunner var fra kommen, som mangen mandtt vitterligtt er, men huem der dierffuer sig till att offuer træde effter denne dagh, da suare sig konglig maiestatz ombudz mandtt, Norriges lagh och effther kongelig maiestatz ordinantz och recess att staa ther till rette faare. Att saa vdy sandhet er som forschreffuit staar, trycke wy waare indsegle neden paa thette vaartt aabne breff, schreffuidtt aar och dagh som for schreffuidtt staar».


[i] Berg, Lorens: Sandeherred: en bygdebok: historisk skildring av bygdens utvikling fra gammel tid ned til kjendte nutidsforhold; Kristiania: I kommission hos Norli, 1918, p124, https://urn.nb.no/URN:NBN:no-nb_digibok_2013100924001
[ii] Sammendrag: 4 svorne lagrettemenn i Sandeherred (Sandar) kunngjør forskjellige vitne-prov, opptatt av dem i nærvær av kongens lensmann Henrik Persson, om grensene for prestegardens utmark. Kilde: Original på folioark i Riksarkivet. Merke etter 4 påtrykte segl nederst 
på tredie side. En annen hånd (hånd b, fra samme tid) har gjort enkelte til-føyelser i brevet og skrevet til et nytt avsnitt på fjerde side.Nummer: 968. Dato: 19. april 1552. Sted: [Sandeherred.]; https://www.dokpro.uio.no/perl/middelalder/diplom_vise_tekst_2016.prl?b=17812&s=n&str=
[iii] Sammendrag: 6 lagrettemenn i Sandeherred (Sandar) med 6 menn til og flere andre, oppfordret av herr Laurits Hermansson, sokneprest til Sandeherred, går i nærvær av lensmannen Henrik Persson opp delet mellom skog- og utmarks-teigene til prestegarden, Hosle og Sverstad.Kilde: Original på papir i Riksarkivet. 6 påtrykte segl. Nummer: 1003. Dato: 3. august 1554. Sted: [Sandeherred.]
[iv] Sammendrag: Peder Andersson, lagmann i Tønsberg, avgir kjennelse i tvist mellom Salve Nilsson og Margrete Kaupmannsdotter om åsætet på Haneholm i Sandeherred (Sandar). Partene pålegges å møte på nytt 25. februar 1556 sammen med herr Laurens Hermansson, sokneprest i Sandeherred, som eide mest i garden. Jfr. nr. 1030. Kilde: Original på papir i Riksarkivet. Samme hånd i nr. 1030. 1 påtrykt segl. Nummer: 1028. Dato: [10. januar 1556.]1 Sted: [Tønsberg.]; https://www.dokpro.uio.no/perl/middelalder/diplom_vise_tekst_2016.prl?b=17872&s=n&str=
[v] Sammendrag: Peder Andersson, lagmann i Tønsberg, tildømmer, i samsvar med kongelig ordinans, Finn Kjellsson og hans mor Margrete retten til å bygsle Haneholmen, som Finns far hadde vært rette odelsmann til, av herr Laurens Hermansson, sokneprest til Sandeherred (Sandar). En medeier i garden, Salve Nilsson, ville ha inn en ny leilending, Albrekt Pedersson. Jfr. nr. 1028. Kilde: Original på papir i Riksarkivet (fra Kristiania bispearkiv). Samme hånd i nr. 1028. 1 påtrykt segl. b.21 s.787. Nummer: 1030. Dato: 25. februar 1556. Sted: [Tønsberg.]. https://www.dokpro.uio.no/perl/middelalder/diplom_vise_tekst_2016.prl?b=17874&s=n&str=
[vi] Sammendrag: To Lensmænd og 4 Lagrettemænd i Numedals Skibrede kundgjöre, at Norges Kantsler og Hövedsmand paa Flekkerhus Peder Huitfeld paa almindeligt Thing lod for Almuen i BrunlaLen oplæse Kongens Breve og lovfæstede alt KronensKirkens og Presternes Gods, samt tillagde Hr. Laurits, Prest i Sandeherred, Prestebolets Skov, Mark og Havn, som Bönderne paa Hasle ulovlig og mod gamle Breve og Registre havde til-taget sig. Kilde: Efter Orig. p. Papir i norske Rigsarkiv med Spor af 6 paatrykte Segl. Nummer: 1118.Dato: 6 Marts 1557. Sted: Thjödling. https://www.dokpro.uio.no/perl/middelalder/diplom_vise_tekst_2016.prl?b=1119&s=n&str