Vi satte nu kurs for Malta og 2den december vare vi paa Valettos havn og lod ankret fald paa omtrent samme sted, hvor vi havde ligge sidste gang vi vare her.

             Nogle dage efter skrev chefen et cirkulære til alle konsulerne i Middelhavet, at de skulde bekjendtgjøre for egne og fremmede handelsskibe, at Tripoli havne fra 8de januar var blokerede, at pachaen havde krig med Danmark etc.

             All kanoner bleve nu tagne du af fregatten, idet skulde underkastes reparation. Chefen flyttede 19de december sit tøi fra borde for at ligge i land. Thorvaldsen og jeg, som chefen har foreslaaet at bo med sig, har isinde imorgen at flytte fra skibet.

            Mere end hundrede gange paa denne reise til tripoli havde den franske lods, Francois, blant de øvrige fornøielser han vilde forskaffe et par af os, talt om julenatten, om hvad vi da skulde faa se.

            Alt længe havde han indbudt os til den aften at spise i hans hus. Hvergang han vilde udbede sig en tjeneste, fremsendte han dette som preludium, og da jeg til slutning af togtet satte en smule ranson pa tobakken for ham, blev endog julenat erindret, naar han vilde have en pris.

            Aftenen var der nu, og Francois selv afhentede os to udvalgte. De øvrige gik i en anden baad og skulde med en kop chokolade hos konsulen oppebie kirketiden. Ved indtrædenelsen til vor lods fandt vi bordet dækket til 5 personer.

            Vi blev modtagne af hans brave kone og vakre datter og af ha selv paa en ganske prægtig maade. Konen og datteren havde vi kun set ved barrieren, men nu var det straks, som vare vi gamle bekjendte. Ingen cermonie faldt det os in at iagttage, ingen tvang at paalægge os; vi bleve begge fuldkomen i vort es; fik vore piber, og nu leirede hele selskabet sig til samtale.

            Hans datter, Angeline, behagede os begge usigelig; smuk, inderlig godlidende, lutter liv og ild; hun vilde nu saa gjerne snakkee med os, havde saa meget at spørge om.  Jeg havde paa denne reise kun lært noget italiensk af en grammatik og hørt enkelte tng, som jeg kunde slaa fra ig med, men hun vidste at tale saa tydelig og talte saa sødt, saa vellydende, at jeg gjorde mig al umage, at ikke disse smukke ord af denne behagelige person skulde udtales til mig som til en klods og spildes. Faderen, som taler fransk, vilde hun ikke tillade at være tolk imellem os. «Lad ha snakke selv» sagde hun, «han kan jo brav italiensk og forstaar, hvad jeg siger». Og saa gik det løs med passiar den hele aften.

            Nu kom en prest fra hospitalet, som og skulde spise her i aften og siden følge med i St. Johanneskirken. han sad længe stille, men da han siden henvendte sig til mig med diskurs paa italiensk tungemaal, brød han vores af. Ikke var jeg saa heldig i at forsta ham som Angelica; maaske var nu mind hjerne efter dette arbeide noget sløvet eller maaske, jeg ved ikke hvad der kunde være aarsag i, at jeg her kom rent tilkort med mitt italiensk.

            Da vi havde spist et tarveligt, men godt aftensmaaltid og drukket kafffe, røgt tobak, alt med behag, begiver vi os til St. Johanneskirken for at se dens høitidelige julenatsceremonier. Tjenesten begyndte kl. 10, til hvilken tid vi indfandt os i felleskab med Francois, hans datter og hospitalspresten.

            Allerede ved vor indtrædelse vare en mængde mennesker samlede i kirken, og de vidløftige messer allerede begynt. Det skin, adkillige tusinde lys, hvoraf der i en lyskrone var 200, udbredte, det pragfulde i kirken, den liflige røgelse, de søde stemmer, som straks langt borte lod sig høre, gjorde indtrædelsen i templen denne nat som indtrædelsen i en underjordiks helligdom og mig som til et forvandlet væsen.

            Da vi omtrent til kl. 2 havde opholdt os i St. Johanneskirken, gik vi ind i St. Nicolai eller «Amimima purgatorie», som og var meget smuk, hørte der nogen smuk musik og saa forskjellige ceremonier, førend vi gik hjem til Francois, hvor vi kl. 3 ½ gik tilsengs.

            Da vi om morgenen havde drukket kaffe og røgt tobak, tog vi afsked med Francois. Juledagen tilbragte vi hjemme. Da jeg om aftenen sammen med Thorvaldsen skulde søge en barg, havde jeg det uheld at plumpe i vandet. Saa uventet og saa nær staar døden tit paa lur; dennegang undgik jeg dens greb.