Paa Malaga rhed. 7de oktober. Om eftermiddagen gik vi i land; spadserende omkring gaderne og over torvene; spiste vindruer og kastanjer, som blev stegte og falholdte til meget billig pris paa hjørnene af gaderne. Ved aa gaa over et lite torv standsede vi ved den høitidelige samklang fra de fleste af byens kirkeklokker, hvoraf kathedralkirken alene har 12.
Donket fra dennes store klokker var saa rædselsfuldt, saa høitideligt, og saa forfærdelig sterkt, at vi maatte standse. Det var næsten et minut mellem hvert af de slag, som kom fra den, og brummet af et slag var ei ophørt, før det andet fulgte. Slig lyd af en klokke havde jeg aldri troet mulig. Der var ligesaa stor forskjel paa lyden fra Fruekirkens stormklokke i Kjøbenhavn og paa lyden fra denne kathedalkirkes klokke, som det er paa Nærstrands kirkeklokke og Fruekirkes.
Søndag d. 9de oktober: Gik i land om formiddagen med det forsæt at gaa kirke. Som en kjæmpe mellem dverge havdde allerede fra havnen kathedralkirken vist sig, stolt og stor, mellem alle øvrige kirker og bygninger her. Da vi havde spadserert lidt omkring, gik vi hen for at bese den.
Indgangen var overordentlig pragtfuld og skjøn; en meget smuk og stor stentrappe leder op til den høie svære portal med de kolossale piller., ad hvilken man gaar ind i kirke.
Studsende maa den fremmede, som ingen større og smukkere kirker har seet end Kjøbenhavns, træde ind ad døren, og hans studsen maa være des større, jo mere han før ansaa hine for prægtige. Kirken syntes at indbyde til taushed; vi talede ikke til hverandre uden hviskede, og neppe kunde vi høre vore egne fjed paa det spraglede marmorgulv.
Om eftermiddagen gik vi ind i en anden kirke. En munk solgte smaa Mariabilleder ved indgangen. I vestibulen ved kirken hang tampe, som til at presse sandhed af misdædere med en stokhuskommission.
Indenfor var det mod forventinging skjønt og prægtigt. Ligedanne fordybninger eller nicher med alter i som i den store kirke.
Hverken i den store kathedralkirke eller her har noget maleri gjort saa meget indtryk paa ig som et billede af en munk eller biskop, som stod i et særskilt kapel overfor koret. Jeg kom ind ad døren og var ovebevidst om, at det var et levende menneske. Jeg gik omkring og saa paa de øvrige malerier – endnu indtog det samme rolige stilling. Jeg gik nærmere; saa at det ingen bevægelse gjorde; jeg listede mig til at lade min kikkert føle over det, men jeg kunde ikke opdage det var dødt, førend jeg kom hen at føle derpaa.
Paa alteret stod den deiligste Maria; meget smagfuldt klædt i hvidt med sort belte og staalspende om livet, armbaand om de skjønne haandled, et tørklæde beklædte hendes bryst og skuldre. Hun var i fuld mennestørrelsen; hun havde noget særdeles tækkeligt i sit ansigt, deilige øine, men fulde av vemod. Skjøn forekom hun mig, det ved jeg deraf, at ønskede at kunne seet paa hende saalænge som muligt.
Da jeg var kommen ind i kirken igjen fra dette sakristi eller kapel, nærmede sig et fruentimmer sig koret og knæelede i nogen afsand fra samme. Erindringen om hende vil jeg aldrig tabe; den andagt, hendes ansigtstræk udtrykte, var ubeskrivelig, Ifald andagten, der opfylder vor sjæl med skjønne og ædle følelser, naar den opløfter den fra jorden og alt forfængeligt, var falsk hos hende; ifald denne knælende ikke i disse øieblikke, da synet av hende opfyldte mig g flere med høitidelig henrykkelse, ikke selv brændte af dens rene ild, saa var det vist en av de skjønneste masker, jeg nogensinde saa og ble skuffet ved.
Den 10de oktober. Den smukke maner, en spanier kom vor oberkanoner til hjælp paa, fortjener at erindres, Han var om aftetnen, som han skulde om bord, falden i vandet. En spanier iler straks til, saa sluproerne, stolende pa dennes iver, ikke fandt det fornødent at gjøre sig vaade. Spanieren var det dog ikke saa meget om personen som om pengene at gjøre. Disse reddede han, løb fra kanoneren, som blev liggende i vandet, og fra sluproerne, der maatte tage sig af den druknende kanoner.
Af den gravitet, som man pleier at tillægge spanierne, fandt jeg noget hos mandfolkene i Malaga, det er at sige, jeg saag oftet nogen, der brystede sig, gik med afpassede trin, satte hovedet høit i sky og saa alvorlige du. Den kappe, de flænger om den ene skulder, som tillige ganske nedækker den ene haand og arm, bidrager maaske lidt hertil, men dette ved jeg, at de for den fremmede ser lidt mistænkelige du, naar man i denne dragt møder dem i disse snevre, skumle gader, der synes megeet bekvemme for stratenrøvere, isærdeleshed om man har havt fordom om, at denne haandtering skulde være brugelig. Fruentimmeret fra alle klasser bærer sort fra isse til fod. Forgjæves søger man lilliens sne og rosens purpur paa deres kinder, men en ynde og tække, jeg ved ikke om den er større eller mindre, men den er annerledes end hos vore piger, behagede mig meget hos adskillige af disse brunetter.
11te oktober lettete vi anker og gik fra Malaga. 15de oktb. fik vi den barbariske kyst at se og kl. 7 den følgende dag Alger i sigte. Landet her er bjerfuldt, og byen ser du som en vidløftig strækning med afbrændte ruiner.
En utaalelig beklemmende hede piner os her, og den vind, som temmelig skiert blæser fra landet, er varm som den kom fra en bagerovn. Jeg undres ei over, at Alger er pestens sæde, og hvis jeg ikke allerede igaar havde fornummet den upasselighed, som i dag har tiltaget hos mig, vilde tilskrevet den denne giftige vind.
Løitnant Bille foer med med jollen tillands for at modtge breve fra den danske konsul og anskaffe noget til forfriskning. Da det mørknede, heistes lanterner under raanokken til veiledning for løitnanten, som nu ventes. Kl. 6 ½ kom han paa en barkasse, der tilhørte en dansk skipper, som laa i Alger, og medbragte en del grønt til madskabet og 5 stude, som blev opheise efter efter hornene og fandt sig meget taalig deri, samt en løve. som løitn. Leutken havde givet i kommission at kjøbe – den er meget stor af sit slags. Forresten fik vi af Algers produkter nogle gode løgabler og skjønne modne vindruer. VI styrede da igjen vor kurs.