Lorens Bergs[i] avsnitt om Peder Pavels har dette å fortelle:
«Peder Pavels 1833-46. Født 1769 i Hjelmeland i Ryfylke og søn av provst Peder Pavels og Birgitte Kirsstine, f. Hjelm. Mistet faren i 7 aars alderen, men moren egtet senere sogneprest Nils Friis i Nærstrand, og stedfaderen læste med ham og hjalp til saa han kunde studere. Var fra 1794 av i syv aar skibsprest og med paa turer til Middelhavet og Vestindien.
Sogneprest i Gloppen 1801-29 (provst fra 1817), i Kragerø 1829-33, i Sandeherred 1833-146, da han søkte avsked efter i 1844 at ha feiret 50-aars jubilæum som prest.
Peder Pavels som var fætter av den kjendte soltsprest og Bergensbisp Claus Pavels, hadde livlige minder fra yngre dager.
Som skibsprest fik han leilighed til at se fremmede land og folk; hade paa en Middelhavstur billedhugger Torvaldsen til reisefælle; var 1801 øienvidne til engelskmændenes angrep paa Kjøbenhavn. Men han var tilaars (64 aar) og allrede svækket, da han kom til Sandehered, og to snart kapellan (fra 1836 Daniel van Kervel). Noget kraftigere embedsvirke kan i derfor ikke vente, og det skortet nok adskillig paa god orden i Pavels’s tid, men bygdefolket synes ellers at ha sat pris paa hans venlige væsen og gode vilje.
Av livsyn var han vel nærmest en avbleket rationalist. Kræftene to snart merkbart av, og særlig synet slo feil. Efter at ha tat avsked 1846 flyttet han til Sandefjord, hvor han døde 30 juli 1855, over 85.
Gift 1801 med Anne Elisabet Hedvig Pflueg, datter av major ved livregimentet Nikolai Pflueg. Hun døde 1857, 82 aar. De hadde tre døtre, alle ugifte».
En fremstilling[ii] av slekten Munthe forteller Pavels’ liv slik:
«Peder Pavels, f 15/12 1769, – blev efter flere Aars Undervisning af sin Stedfader Provst Friis (som var en dygtig, omend emget streng Informator) indsat i Bergens Latinskole 1786 og ble herfra Student 1788 (med bedste Charakter), tog det følgende Aar Ex. philos. (ligeledes med Laudabilis.) – var derefter en Tid Huslærer hos en Kammerherre Berregaard ved Slagelse, – underkastede sig i Mai 1792 Ex. theol (Haud illaud. og Laud. til Dimis).
Efter i flere Aar at have forrettet som Orlogspræst og i denne Egenskab medfulgt forskjellige Krigsskibe paa lange togter i Middelhavet og til Vestindien[1] – blev Pavels 18/1 1801 udnævnt til Sognepræst i Gloppen i Nordfjord, hvor han var i 28 Aar og heraf 12 Aar (fra 1817) tillige Provst i Nordfjords Provsti.
Udnævntes 7/1 1829 til Sognepræst i Kragerø og 17/9 1833 til Sognepræst i Sandehered.
Efter at have været Præst i over 50 Aar erholdt Pavels paa Ansøgning Afsked 25/2 186 og tilflyttede sit eget Hus i Sandefjord, der senere blev hans og hans Efterladtes Bolig, saalænge nogen af dem var ilive.
Provst Pavels døde 85 ½ Aar gml., 30/7 1855 af et Slagtilfælde.
Han var i de sidste Aar af sit Liv blind, en Skjæbne som han bar med stor Taalmodighet og Resignation”
[Han giftet seg (2/5 1801 i Kjøbenhavn) Anne Elisabeth Hedevig Pflueg («Lise»), f. 9/7 1775 U 13/12 1857 i Sandefjord; Datter af Oberstlieutenant Nicolai Henrik Pflueg og Maren Teilmann[2]]
Provst Pavels og Hustru f. Pflueg havde 3 Døttre:
1 Marie Pavels f 2/1 1802 (ligesom sine Søstre i Gloppen) U 16/1 1849 i Sandefjord, Ugift.
2 Birgitte Christine Pavels, f 26/12 1802, U 5/4 1891 i Sandefjord, 88 Aar gml. Ugift.
3 Charlotte Dorothea Pavels, f. 22/2 1805, U 24/3 1862 i Sandefjord. Ugift.
Provst Pavels I Sandefjord døde som en velhavende Mand og efterlod sin Enke og sine Børn en liden Formue, af hvilken hans to gjenlevende Døttre, Frøknerne Birgitee og Charlotte Pavels, senere (i Aaret 1858) oprettede to Legater[3]».
En privatperson[iii] med interesse for historie har publisert dette om Pavels:
«Lidenskapeleg opptatt av eple
I samband med undersøkinga av fullmakta frå Vereide prestegjeld i 1814 hadde eg sett litt nærare på soknepresten Peder Pavels. Den eminente bygdeboka kunne fortelje at Peder Pavels var sokneprest i Gloppen 1801-1829. I tillegg til å vere prest, var han også utruleg interessert i fruktrær. Truleg var han den første i området som byrja nokon nemneverdig produksjon av frukt. Han var faktisk så lidenskapelig opptatt av frukttrea sine at han lærte bøndene i Gloppen og pode frukttre. Slik at dei kunne dyrke fram betre, saftige og smakfulle eple. Bøndene likte vist eple dei også for i dag er det lange tradisjonar for fruktdyrking i distriktet. Og alle som veit å setje pris på eit godt norsk eple i haustsola veit at eit eple i frå Nordstranda kan vere sjølve saligheita.
Om du syns historia til eplet er spanande anbefale eg denne historia frå Digitalt fortalt: Eple – ei god historie
Men livet til Peder Pavels hadde ikkje alltid sirkla rundt fruktdyrking og åndeleg oversyn over soknebarna i Gloppen. Før han kom hit var han nemlig skipsprest på den danske krigsflåten. Eine turen gjekk så langt som til Vestindia. Dette nemner bygdeboka også. Det dei ikkje nemner er at Peder Pavels skreiv dagbok om eit tokt til Middelhavet med fregatten Thetis».
For å gå tilbake i tidsrum, Peders far døde, og det hadde virkninger:
«Vaaren 1777 var provst Peder Pavels i Hjelmeland pludselig død «af en hidsig feber», kun 55 aar gammel, efterladende enke og 5 smaa barn hvorav den ældste var idiot og døvstum («skrøbeligere end et umælende kreatur, kan hverken tale eller skjønne» – sier enken i sit pensionsandragende til Kongen).
Paa kaldet «hvilede» i forveien to presteenkner, den avdøde provsts mor og svigermor, som begge hadde ophold og underhold i prestegaarden. De var nu gamle og skrøpelige og trængte stadigt tilsyn.
Provst Pavels hadde paa grund av de trykkende byrder, som hvilte paa kaldet, ikke magtet at «interessere i nogen Kasse», som enken uttrykker det, saa hendes pension var beroende av Kongens naade. Kort sagt, det hele saa rigtigt mørkt ut for den stakkels Birgitte Christine Hielm. Men hun var en energisk og dygtif kvinde og om ikke ung, saa dog i sin kraftigste alder, 38 aar. Og som det heter: Naar nøden er størst er hjælpen nærmest. Hælpen blev her – nabopresten, den 2 aar yngre Niels Friis, en født Fyenbo, der kort før fra Danmark var kommet op som sogneprest til Næstrand.
Om vaaren efter «naadensaaret» holdt fru Pavels auktion over forskjellige av sine eiendele og her møtte ogsaa Friis og blev straks, som det synes, indtat i provstinden. Han betror in dagbok, hvori han fortæller om auktionen, at han «synses vel om Enken», og straks efter sendte Friis provstinde Pavels et brev hvori han «tilkjendegav hende sine Tanker til Egteskabs-Forening».
Men enken overgav sig ikke ved første angrep. Ved utgangen av aaret (1778) skriver Friis i sin dagbok: «Jeg har nu faaet Provstinde Pavels’s mindste søn Peder til mig, som jeg skal læse for. Det er et godt Tegn til at hans Moder vil nok komme siden».
Imidlertid trak det ut og et aar senere – ved nytaar 1779 – heter det: «Jeg staar i god Forstaaelse med Provstinne Pavels, som dog ikke er kommet til nogen Virkelighed førend Skiftets Slutning».
Endelig den 9. mai s. a. kom det til «virkelighet» – da stod nemlig deres bryllup og efter 3 aars enkestand rykket den da 40-aarige Birgitte Christine Hielm ind som prestekone paa Hinderaas beskedne, men smukke prestegaard i det lille og fattige Nærstrands kald.
Det blev smaa kaar hun gik ind til. Hun og Friis, som allerede fra studenteraarene hadde øvet lærervirksomheten, hvortil han synes at ha hat mere end sedvanlige anlæg, forsøkte nok at hjælpe paa økonomien med at ta elever i huset til privatundervisning og som kostgjengere, men det gik ikke allikelvel i længden. Noget maatte gjøres.
De mange ansøkninger om bedre kald hadde ikke ført til noget, og Friis’s kommisionær i Kjøbenhavn raadet ham til personlig at indfinde sig i residensstaden for der at tale sin sin sak.
Da Friis imidlertid av flere grunde ikke kunde komme fra, beslutter den energiske Birgitte Christine at forlate hus og hjem, mand og barn for i «Kongens Kjøbenhavn» at tale sin mands sak hos de høie herrer i Kancelliet.
Efter omtrent 3 maneders fravær kommer den tapre prestekone hjem igjen. Hun hadde, som Friis skriver i sin dagbok, «gjort sit og faaet gode Løfter. Det øvrige vil Tiden lære» føier Friis til.
Ak ja – tiden lærte dem at de gode løfter er litet at bygge paa. Det blev intet nyt kald. Friis fortsatte at «søge», men forgjæves. Halvandet aar efter – i januar 1786 – heter det: «Med min ansøgninger gaar det kun slet. De som har magten gjør hvad de vil. Om de altid gjør, hvad de bør, maa deres Smavittighed og den Alvidende dømme om».
Aarene gik og Friis, som imidlertid var blit provst, sier selv 3 aar senere, at han e «kjed og undselig» ved at nævne alle de ansøkkninger han har indsendt. Og dog var han ingenlunde nogen klodrian – tvertom. Men grunden var sikkert den at han manglet protektion.
Endelig – efter forgjæves at ha meldt sig til ikke mindre end 39 forskjellige embeder (!) – fik Friis i 1791 Hafslo prestekald i Sogn. Det var ikke nogen særlig storartet befordring efter saa mange aars venten. Hafslo var en noksa avsides liggende fjeldbygd, hvad ogsaa Friis er opmerksom paa. Idet han sammenligner sit nuværende kald, Nærstrand, med det nye Hafslo skriver han bl. a.:
«Der (i Hafslo) skal ellers ikke gives nogen Conversation (!), hvoraf her (i Nærstrand) er overflødig, og som er fornøielig naar man har Formue dertil». Han trøster sig imidlertid med de formentlig større indtægter og haaber at han i Hafslo vil faa «saa meget til overs at kunne holde en Capellan som kan lette noget ved tiltagende Aar».
Ut paa sommeren 1792 gik da hele prestefamilien – undtagen den ældste datter Christine Margrete, der, som vi siden skal se, ikke var hjemme paa den tid – med alt sit jordiske gods om bord paa en jagt, som var leieet for turen. Reisen, som gik over Stavanger og Bergen til Sogn, vart, iberegnet et kortere ophold i sidstnævnte by, 26 dage. 6 personer av begge kjønn foruten fartøiets besætning stablet sammen med al slags flyttegods i næsten 4 uger paa en liten jagt, det var datidens befordring».
Det er vel rimelig å tenke seg at Peder Pavels – den yngre – ikke var med på denne reisen, for han var begynt i øverste klasse på Katedralskolen[iv] i Bergen allerede i 1786, og gikk ut derifra med karakteren «m.g.H» – det er mulig at han gikk ut i 1788. Han er, uansett, nevnt av Professor Arentz[v] blant elevene i hans tid, fra 1781.
Om hans studenterår er, foreløpig, ikke noen informasjon funnet, og i og med at han kunne bli skipsprest i 1794 må han vel ha kommet seg fra Bergen til København nokså snart efter 1788.
En annen fremstilling forteller dette om Peter Pavels levnedsløp frem til han tok til sjøs i da han var midt i tyveårene:
Peder Pavels er født paa Hjelmelands præstegaard i Ryfylke 15de decbr. 1769. Hans fader, som var prest i Hjelmeland, døde da han var 7 år gammel. Hans moder sad da igjen med 5 børn; deraf vr 3 gutter og 2 piger. Den en av guttene var døvstum; han døde samme aar som faderen. De to søstre var yngre end Peder; den gjenlevevnde broder 7 aar ældre end han. Hans Moder giftede sig senere med Nils Fris, sogneprest til Nerstrand, og her opdroges han.
I 1786 blev han elev af Bergens latinskole, hvorfra han 2 aar senere dimitteredes til universitetet i Kjøbenhavn, hvor han tog artium med hovedkarakteren laudabilis. Det følgende aar tok han 2den examen med samme karakter.
Et par aar var han saa huslærer udenfor Kjøbehavn, men fik derefter plads paa «Regenten», et sted, hvor trængende og anbefalede studenter faar frit ophold.
I 1792 skulde hans stedfader flytte fra Nerstrand til sit nye embede i Hafslo i indre Sogn. Hans moder ønskede nu, at han skulde hjælpe dem «paa den lange vei til Bergen og derfra til det nye opholdsted i Sogn».
Han tog av den grund embedsexamen et aar før bestemmelsen med karakteren Haud Illlauabilis.
Om høsten vendte han tilbage til Kjøbenhavn, og da han var berettiget til endnu i 4 aar at nyde godt af det stipendium, han havde faaet, fortsatte han et par aar sine theologiske studeringer. Han paahørte forskjellige forelæsninger ved universitetet, deriblandt biskop Balles.
I 1794 udnævntes han til prest ved den kgl. orlogsflaade og ordineredes af biskop Balle d. 21 juli 1794.
Han var først prest paa orlogsskibet «Den Prægtige» (Tidligere kaldet «Dronning Karoline Mathilde»). Dette linjeskib hørte med til den sskaldte «grønne eskadre», som paa de tider gjorde et togt i Østersøen. Senere var han prest paa et par andre orlogsskibe. I 1796 var han med paa fregatten Thetis, chef generaladjutant Lorentz, som det aar sendtes ned til Tripolis for at faa stanset de overfald, som sjørøvere den stat øvede mod danske og norske skibe. Saa samme fregat medfulgte den bekjendte billehugger Thorvaldsen, som da skulde foretage sin første reise til Rom.
Pavels har efterladt sig nogle optegnelser fra sin reise med fregatten Thetis, af disse skal vi i det følgende levere et og andet uddrag».
Karrieren som skipsprest er dokumentert, og delvis transkribert av S. A. Sørensen og tatt med i Pierre Pomeau Flors utgivelse av Peter Flor’s notater om Sandeherred Sogn. Dagboken han skrev under reisen i Middelhavet følger ham gjennom kanalen, over den «Franske Søe» og tilsvarende spanske, til Malaga, Middelhavet, kryssing utenfor Algier, og karanteneopphold på Malta. Og flere andre steder: Cagliari, Citta Vecchia, Tunis, forbi Lampedusa, St Vincent, og tilbake via kanalen, Norsjøen og Kattegat: 4 august 1797 fikk de Norge i sikte.
I 1801[vii] finner man Peder Pavels – «Præst i Norge» – som 33 år gammel, ugift leieboer hos en damefrisør i København, i Købmager kvarter, nær «Regensen», et sted der studenter kunne få losji. Damefrisøren heter Peter Lind, han er 42 år gammel og gift med den jevngamle Lovise Juliane Carlsen: det ser ikke ut til at de har noen barn. Sammen med dem bor hennes niese, Juliane Carlsen, som er 18. Peter hadde en frisørsvenn og en læring – de het Jens Møller og Peter Carl Jyrgensen, henholdsvis 24 og 18 år gamle. I tillegg holdt Lind og konen seg med ei Pike, 28 år gamle Johanne Cathrine Madsen.
Ved siden av Pavels var der fire andre leieboere, en interessant samling av ugifte menn: Wilhelm Frimann Krag (35) var sysselmann på Island; Paul Scheel (28) var medisinsk doktor; 36 år gamle Peter Strøm livnærte seg som «Renteskriver[viii]»; og Henrich Hornemann, med sine 22 år den yngste av dem, var «Supercargo».
På denne tiden var Pavels ansatt som annen kapellan i Nikolai Menighet[ix]: kirken var brent ned i 1796 da København ble rammet av en stor brann:
«Nikolai Sogn bestod endnu selv efter at Kirken var ødelagt, saalænge den gamle Sognepræst Hr Sartorph levede, og det var ved denne menighed Pavels var ansat som anden Capllan, men allerede førend Sartophs Død var det foreløpig bestem, at Kirken skulde for bestandig nedlægges, og Menigheden fordeles melle de andre Sogne (Res. af 27 Juni 1800). Da han nu døde (1803), skulde denne Resolution strax træde i Kraft, men enkelte af Sognets Medlemmer fik en Collect istand med Regjeringens Tilladelse. Pavels, som den gang var den eneste Præst for menigheden, anbefalede denne Collect paa det varmeste i en Prædiken over det Thema: «Er den tiltagende Ringeagt for Religionen Tegn paa den stigende Oplysning?», men det var forgjæves; der blev tegnet en Sum af 16,338 Rdl, som befandtes utilstrækkelig, og Regjeringen bestemte da (Reskr. af 21 Decb. 1804), at det skulde have sit Forblivende ved den tidligere Resolution. Pavels blev kort efter forflyttet til Norge, og det folkerigeste Sogn i Byen blev saaledes fuldstændigt opløst, idet Medlemmerne fordeeltes mellem de andre Sogne».
Peder Pavels giftet seg snart efter folketellingen – den foregikk antagelig[x] 1 februar 1801 – med Frøken Anne Elisabeth Hedevig Pflug. De ble viet[xi] – ved en «Huuscopulation» foretatt av en prest fra den danske menighet i Garnisons Sogn i København – 15 mars 1801.
Så ble altså Peder Pavels utnevnt til sogneprest i Gloppen.
Utnevnelsen kom i januar, han giftet seg i mars, og gjetningsvis kom han frem til sitt kall, og til sin kirke, Vereide Kirke ved Gloppefjorden, utpå våren engang.
Pavels og konen fikk sitt første barn, en pike, allerede like efter nyttår året efter. Maria ble døpt[xii] 17 januar 1802, og hadde da fadrene Hr Capitain Otto v: Synnestvedt; den Reisderende Capellan til Lindaas, Hr Gabriel Heiberg; Enkeprovstinde Anne Christien Heiberg; Jomfru Dorothea Synnestvedt; og Jomfru Karen Marie Heiberg.
Annet barn fulgte nokså snart – nokså nøyaktig ett år efter Maria – og var også en pike. Birgitte Christine ble døpt[xiii] 30 januar, og denne gangen bar moren selv barnet; fadrene var Frue v: Synnestvedt; [NN] Jaren Witterop; og Klokkeren Didrich Vitterup.
Tredje og siste barn var Charlotte Dorothea. Hun ble født 22 februar 1805 og hjemmedøpt. Dåpen[xiv] ble bekreftet i kirken 24 mars. Denen gangen var fadrene Abraham Jetmundsen Yttre-Houge; Arne Pedersen Indre Werejde; Ane Elisabeth Hedwig Pavels; Synneve Larsdatter Indre Werejde; og Borni Knudsdatter Ryg.
Det underlige året 1814 opprant efterhvert; det var Kielerfred og kongens avståelse av Norge i januar, Christian Fredrik lot seg overtale. på notabelmøtet på Eidsvold i Februar samme år, til å finne en politisk vei til Norges selvsetndighet og hans egen trone: et brev gikk ut til hele landet om å velge representanter til en forsamling som skulle møtes på Eidsvold i april og gi Norge en ny regjerningsform.
Utover landet ble valgene avholdt i to omganger – det minner, i struktur, om det amerikanske presidentvalget, med valg i enkeltstater, men avgjørelsen ble tatt i et valgmannskollegium.
Enhetene som valgte – i landdistriktene – var sognene, og dermed fikk Peder Pavels en viktig rolle i prosessen som utpekte valgmennene fra Gloppen, de som skulle samles «paa Gaarden Vange i Viig[xv]» 30 mars 1814 for å utpeke amtets representanter til riksforsamlingen.
Det falt nok på Pavels skuldre å skrive utkast til den «adressen[xvi]» – henvendelsen – som skulle sendes til regenten:
«Til Norges Regent, Deres Kongelige Høihed Prinds Christian Frederik!
Efter høieste befaling blev Fredagen den 18de Marts 1814 holdet Bededag i Gloppens Præstegjeld, og i dets Hovedkirke efter tilendebragt Gudstjeneste, hvorunder Kong Frederik den Sjettes aabne Brev af 18de Januar 1814, og det aabne Brev fra Norges Regent, Deres Kongelige Høihed Prinds Christian Frederik af 19de Februar, med Høisammes Kundgjørelse, bleve oplæste, samt den befalede Fædrelands-Eed af Folket aflagt, foretaget Valg af tvende Præstegjeldets bosatte gaardbrugende Bønder, til at overbringe denne underdanigste Adresse, og faldt da valget paa
Hvilke tvende mænd og herved befuldmægtiges til paa Folkets vegne at møde og stemme ved den berammede Forsamling af Nationens udvalgte Mænd.
Skrevet i Gloppens Præstegjelds Hovedkirke, den 18de Marts 1814
Underdanigst»
Adressen er undertegnet av Pavels og 12 andre – alle bøndene er notert «m. p. P.» – med påholden penn.
Et par år senere forsøkte Stortinget og myndighetene å håndtere lands finansielle krise gjennom opprettelsena av en nasjonalbank, og for å kapitalisere den ble det utskrevet en «sølvskatt» – ikke en egentlig skatt, men et tvunget aksjekjøp i det nylig grunnlagte selskapet. I Gloppen og Breim – som var eget tinglag – ble det valgt to kommisjoner[xvii] til å påse at ligningen for sølvskatten var rettferdig eller, i Pavels ord «lovmæssigen affatted». Tilsammen ble innbyggerne Gloppen ilignet 1’320 daler på en samlet formue – i sølv – på 3’550 daler.
Pavels – for anledningen under navnet «Povelse» – Sognepræst i Wereyds Sogn og bosatt på Indre Wereyde – måtte avgi 75 speciedaler[xviii], det høyeste i sognet.
I Pavels tid ble det mer fart over fruktavlen i Gloppen, delvis takket være nettop ham:
«J. Aaland legg mykje av ære for framgangen i fruktavlen på prestane, særleg G. Heiberg og P. Pavels, som var gode «fyredøme for bøndene». Særleg hadde Pavels (1801-29) sterk sans for fruktavl, og «han lærde bøndene m. a. podekunsten og dyrking av kirsebær, plomor og pæror». Eit epleslag som vart kalla «Presteple» skal visst også vere etter han[xix]».
I bygdeboken[xx] for Gloppen og Breim er det også en mer almen beskrivelse av Peder Pavels’ tid som prest der:
«I tida 1801-29 var Peder Pavels sokneprest i Gloppen. Frå 1817 var han dessutan prost over Nordfjord, efter Claus Frimann. Biskop Pavels, som var syskinbarn til gloppepresten, skriv mellom anna følgjande om han i dagbøkene sine: «Han messer smukt, haver maadelige Talegaver, men er avholdt i Menigheden».
Den seinare så kjende statsmannen Jørgen herman Vogt, som budde ei tid på Apalset medan han var sorenskrivar i Nordfjord, skildra Pavels som ei «behagelig og smagful Mand, som sang udmærket godt».
Alt tyder på at Pavels var ein repektert og avhalden prest mellom bygdefolket. Ikke mist har ettertida dessutan hugsa han for den store interessa han vist for hagebruk og fruktdyrking.
Hagen i prestegården var mønsgtergyldig velstelt og vørdsla, med frukt- og prydtre. Alle viktigast i denne samanhengen var nok det arbeidet han la ned for å lære bøndene podekunsten.
Det såkalte «Preste-eplet» skal være etter han, dette skal heilt inn i vår tid ha vore mykje dyrka i indre Nordfjord, særleg i Gloppen og Breim.
Etter kva ein kan skjøne, var Pavels ein velhalden mann. I testamentet sitt sette han opp at Gloppen prestegjeld skulle ha 2’000 spd, av formuen hans. Resten av summen skulle døtrene ha så lenge dei levde, men etter den tida skulle fattige gaardbrukarar og husmenn i Gloppen nye godt av rentene. Dette talar for at han ahdde samkjensle med bygda og folket her.
I ein annan samanheng får vi også vitnemål om at han hadde ein mild natur – han ville vere forsiktig med at setje nokon frå sakramentet, slik lova tilsa for visse brot.
Lat os så høyre litt om korleis Pavels sjølv såg på «Kirketugtens Tilstand» – frå året 1819: I Gimmestad sokn fann han lite å klage over, her rådde det «ønskelig Orden og Velanstendighed». Utanom dei 63 gardbrukarana og husmennene der som då sokna til Gimmestad, søkte også mange fra hovudsoknaa kyrkje der. Inge forlet kyrkja før gudstenestene var over. Kyrkjelyden førte seg med «Stilhed, Rolighed og Andagt» ved kyrkja».
Bygdeboken[xxi] har flere andre observasjoner om disse sognene, og så kommer det noen passager som kaster lys over Pavels som moden mann, kanskje noe formet av ungdoms-opplevelsene i Nord-Afrika:
«For heile prestegjeldet sett under eitt har prestane gjeve uttrykk for misnøye i samband med bryllaup. Pavels skriv at når brudefølgja kom til kyrkje, var det vanleg at «en eller to Violinspillere ledsager Brudeparet til Kirkeledet, og naar Gudstjenesten aldeles er endt, da igjen møde de (brudeparet) der igjen og følge med sin Musik til høytidelig Procesion tilbage, hvilken ældgamle Skik sikker meget ugjærne ville savnes – -».
Pavels fann for sin del ikke noko usømeleg eller skadeleg i nett denne gamle skikken. Og i motsetnad til fleire av kollegaene sine tykte han at «Beruselse», som lett medførte «Skriken og Støyen af Bryllupsfolket» på kyrkjevegen, altid stilna ned når dei nådde fram til Kyrkja.
Kyrkjetukta var i det heile betre enn for 20 år sidan, då han sjølv tok til som prest her. Noko slikt var han nok i innberetninga interessert i å overtyde sine føresette om også. Den forbetra tilstanden gav seg etter hans syn til kjenne ved at uekte born ikkje lenger kom til verda så årvisst som tidlegare, at husandakt var «almindeligt udbredt» morgon og kveld, og på festdagar, og at såkalla «Trættekjærhed» mellom allmugen slett ikkje var utbreidd».
Peder Pavels stefar døde midt i mai 1814 – han var tross alt dansk – og ble begravet[xxii] i Hafslo 26 den måneden. Moren flyttet da til Peder i Gloppen, og døde hos ham 5 januar 1820. Hun ble begravet[xxiii] 16 samme måned.
Mens Pavels var i Gloppen etablerte han og konen et legat[xxiv]:
«Peder Pavels og Anne Elisabeth Pavels Legat, stort kr. 8’000. Renterne blir at tildele fattige, ædruelige og agtværdige gaardbrugere og husmænd, og hvis nogen rest paa grund af omstændighederne bliver til overs, da ogsaa husarme enker eller fattige gamle piger».
Hvorfor Pavels besluttet å slutte som prest i Gloppen og finne et kall i Kragerø er ikke kjent – han kan ha følt at Gloppen Prestegheld efterhvert var for stort: i 1829 var han tross alt 60 år gammel. Familien kan ha ønsket det. Han kan ha ønsket seg nærmere den utbane kulturen han levet med i ungdommen i Kjøbenhavn.
Uansett: han ble utnevnt[xxv] av kongen 7 januar 1829 til « … Sognepræst i Kragerøe og Sannikedals Præstegjeld i nedre Tellemarkens og Bambles Provstie, Agershuus Stift».
En Kragerø-historie[xxvi] inneholder en liten biografi over Pavels, men den føyer lite til – utover det at han var forlikelseskommisjonær i Gloppen i 16 år.
Et annet avsnitt i samme verk[xxvii], om kirkelivet, kaster en anelse lys over hvordan han ble oppfattet i Kragerø:
«I begyndelsen af det 19de Aarhundrede var almindelig Rationalisme den raadende Retning inden Kirken. Biskopper som Peder Hansen, Christansand og Bech, Christiania, førte an. De var ivrige for Folkeoplysning og Folkebibliothekers Oprettelse. Et Bibliothek blev oprette her i Byen allerede 1811 «og blev benyttet af mange». Det var her somandetsteds i Landet mest de «dannede Klasser», som var grebet af denne Retning; Smaakaarsfolk holdt sig mest til «den gamle Tro», og brugte flittig de gamle, gode Huspostiller, Bønnebøger og Salmebøger. Kragerø Menighed havde den dyktige Dreyer til Sogneprest i Begyndelsen av Aarhundredet, og det er betegnede, at det er som den interesserede Oplysningsven og Skolemand Samtiden har karakteriseret ham. Hans Efterfølger Peder Pavels var ogsaa smittet af Tidsaanden, og gamle Folk kan endnu med sine Bedsteforældre som Kilde give mange underlige Uddrag af hans Prædikener».
Peder Pavels var også medlem[xxviii] av skolekommisjonen, men noe synderlig inntrykk gjorde han nok ikke før han, i 1834, ble forflyttet og altså havnet i Sandeherred.
Utnevnelsen[xxix] ble gjort av Kongen 17 september 1833:
«Sognepræst til Kragerøe i nedre Tellemarkens og Bamble Provstie, Provst Peder Pavels, udnævnt til Sognepræst til Sandeherreds Præstegjeld i Laurvigs Provstie, Agershuus Stift, med Forpligtelse at finde sig i de Dispositioner over en Deel af Præstegaardens Areal og nogle under samme henhørende Grunde, som ifølge Kgl. Resol. af 22 Mai d. A. maatte blive iværksatte, (cfr. Depts.-Tid for d. A. Pag 423).
Disse «Dispositioner[xxx]» som skulle kunne komme var et tidlig skritt for Sandefjord på veien til å bli en selvstyrende enhet, en status som skulle vedvare til 1968, da byen ble, på tross av at navnet fortsatte, underlagt Sandar igjen:
“Ved Kgl, resol. af 22 mai sidstl. er det, overeensstemmende med Kirke Departmentets og Regjeringens underdanigste Indstillinger, naadigst bestemt,
1) At det Sandeherreds Præstegaards tilhørende Areal, som er beskrevet i 1ste Post af en under 9 Mai 1827 mellem Ladestedet Sandefjords magistrat og Borgerrepræsentanter samt Sognepræst Schrøter afsluttet Overeenskomst, og begrændset paa et i 1828 optaget Kart med Linien A-Q samt en Bæk og Søen, overdrages Ladestedet Sandfejord til fri Disposition saaledes, at Ladestedet oppebærer de nu betingede Afgivter, og bliver berettiget til efterhaanden, som nogen tomt eller Løkke bliver Fæsteledig, igje at bortfæste den, mod herfor aarlig inden Juul at erlægge til Sognepræsten til Sandeherred en Afgivt af 200 Spd. i Sedler og 36 Spd. i Sølv, samt mod stedse at vedligeholde forsvarligt Hegn omkring ovenmeldte Areal:
2) At der herom mellem Kirke Departementet, paa det Offentliges Vegne, og Ladestedet Sandefjords Vedkommende skal oprettes lovformeligt Document, hvilket bliver at læse til Thinge».
Akkurat det med at Pavels var litt eldre, som Lorens Berg gjør et nummer av, og ikke like effektiv som i sin ungdom bekreftes – eller gjentas – av Vilhelm Møller[xxxi] i hans Sandar-bok:
«Med det store område Sandarpresten i gammel tid hadde å rå over, fra Mosserød i Nord til Oddefjell i sør, kunne det vel undertiden være vanskelig for ham å holde oppsyn; det gjaldt ikke minst i Peder Pavels tid, sogneprest i Sandar fra 1833 til 1846; han var nok allerede noe svekket av alderdom da han kom hit, og neppe i stand til å holde orden i sine mange gjøremål. Ellers bør vel tilføyes at bygdefolket satte stor pris på hans vennlige vesen. Men «hans store jordbruk ble tatt mindre godt vare på. Til Prestegården hørte også megen stor skog. Det fortaltes at bygdens unggutter endog hugget skibsmaterialier og solgte til skibsverftene». Slik skrev en eldre, utflyttet Sandarmann i en lokalavis i 1934, der han fortalte om sine barndomsminner».
Gunnar Christie Wasberg, i sin bygdehistorie[xxxii], forsterker inntrykket av at Pavels var noe avfeldig da han gikk av og gir samtidig et innblikk i efterfølgerens inderlige ønske om at forgjengeren snart skulle takke for seg:
«Grunnlov, kirke og skole – vil skal her ikke drøfte faktorenes orden, men nøye oss med å fastslå hvordan de gjensidig har fremmet det nittende århundres kulturuvikling i Norge.
Peder Pavels som var prest i Sandar da Formannskapslovene ble vedtatt, utmerket seg ved lærdom, vidsyn og kristentro. Etterfølgeren skriver i kallsboken 1846:
«Jeg Peter Harboe Castberg er bleven Pavels Eftermand i Embedet, af hvis Indtægter jeg svarer en aarlig Pension til min Formand stor 200 Spcd., og som jeg haaber uden savn at kunne utrede. I al Fald ønsker jeg den Gamle mange Aar, ikke fordi jeg antager at han ikke er bedre tjent med at fare herfra og forlade dette Liv, for hvilket hans tiltagende Svagelighed forenet med en i betænkelig Grad tiltagende Øyensygdom gjør ham mindre skikket, men fordi der inden Familien hersker en sterk, gjensidig Kjærlighed, og jeg under den kjærlige Ægtefelle og de lige kjærlige Døtre at beholde den Gamle hos seg endnu nogle Aar indtil de selv maatte ønske ham Udfrielse»».
Han kan nå ikke ha vært helt bortreist, for han hadde kraft nok til å få bygget seg et hus i Storgaten, og efterhvert leie det ut til Dr Ebbesen, som hadde overtatt som badelege i byen, og som sikkert var inderlig lei av å bo midlertidig i «De Tre Løvers Hotell» i Torvgaten[xxxiii].
I 1837 var den en nasjonal innsamlingsaksjon til «Eidsvoldsmindet», og Pavels bidro[xxxiv] med 50 daler i desember det året.
Det var antagelig i 1839 at Peder Pavels foretok sin siste utenlandsreise – til Danmark denne gang. Datoene er litt tåkete, men tanken er klar, og dette er hentet fra billedhuggeren og ungdomsvennen Thorvaldsen biografi[xxxv], i to avsnitt.
Thorvaldsen var siden Malta blitt berømt, og det hadde sine sider – og som kjendiser flest søkte han seg bort, og endte opp på herregården Nysø, helt syd på Sjelland:
«Her ventede ham nu atter en Fest.
For at han mere uforstyrret maatte kunne hegive sig til sine Arbeider, var der i Nysøes Have opført en lille Pavillon, der skulde tiene ham til Studio. Denne Gratiernes Helligdom skulde nu indvies med Sang og Tale, og foruden Oehlenschlager var ogsaa Grundtvig og Flere indbudet til Festen. Især overraskede det Thorvaldsen, her at favne en Ungdomsven, Præsten Pavels, som han ikke havde seet, siden han i 1797 ved Malta forlod Fregatten Thetis, paa hvilket Skib Pavels den gang var Præst».
Og videre[xxxvi]:
«Sommerlivet paa Nysø synes at være hengaaet temmelig uforstyrret af den store Verdens ellers sædvanlige Paavirken. Vi kunne dog ikke forbigaa at berøre de Spor af Sligt, som ligge tilbage i hans Brevskaber.
Vi have allerede tidligere omtalt, at han under dette rolige Landliv overraskedes ved et besøg af sin Ven, Pavels, Skibspræsten paa Thetis i 1796, der nu fra sit Præstekald i Norge var kommen til Danmark, for a favne den kiære Ven, der var bleven saa berømt siden sidst.
Efter nogle Dages Samliv paa Nysø, adskiltes disse Venner i det Haab, om fire Aar at mødes igien, og det er begribeligt, at Torvaldsen ikke har afslaaet den venlige indbydelse til et Besøg i Sandeherreds Præstegaard, hvor man endnu bevarede den Tagning «af den lette og luftige Maltheserridder», som Thorvaldsen den gang tegnede «i Pallatioet paa Maltha».
Et Brev af 29de Juni 1840, som Thorvaldsen nu modtog fra Pavels og hvoraf vi saaledes have meddeelt det Væsentlige, blev deet sidste mellem disse to Venner».
Året efter var “vår mann” på Christiania-tur: Provst Pavels med Datter ankom Christiania fra Sandefjord 28 mars 1840 og tok inn på Hotel de Scandinavie[xxxvii].
Neste sommer var han der igjen: Prost Pavels med to døtre fra Sandefjord ankom Christiania 17 juni og tok inn på Hotel de Scandinavie – de likte seg tydeligvis der[xxxviii].
Pavels var efterhvert en aldrende herre, og i 1844 hadde han 50-årsjubileum som prest – og det ble behørig feiret, kan man lese i Morgenbladet[xxxix] 30 juli dette året:
«Laurvig, den 23de Juli. – Den 11te Julisidstleden høitideligholdtes en vakker Fest i Sandeherreds Kirke, hvortil Ladestedet Sandefjord i geistilig Henseende sogner. Provst Pavels’s Embedsjubilæum indtraf paa denne Dag, og Menigeden fant, at en saadan Dag, der saa sjelden indtræffer, ikke burde gaa upaaagtet hen. Den vilde derfor give Jubellæreren, Hr. Provst Pavels, et Beviis paa den Agtelse og Kjærlighed, der næredes for ham, og som hans lysende Exempel paa Gudsfrygt, herlig uddannede Aand og bramfri Færd i Menigheden fortjente, hvorfor han paa denne Dag overraske hamensmuk Foræring af Sølv, bestaaende af et Bordservice og et Par Kontorkopper, indvendig forgyldte, samt med en Inskription, der tilkjennegav Anledningen. Man havde tillige, efter menighedens Ønske, Gudstjeneste paa denne Dag. Kirken var derhos festilig smykket med Løv og Blomster samt med en Æresport, der var anbragt ved Indgangen til Choret, hvilket Alt var simpelt, men smagfuldt udført og gjorde, ligesomdenhele Handling, et høitideligt Indryk paa de Tilstedeværende, der havde indfundet sig i et stort Antal, hvilket noksom beviste, at Festen [Præsten?] hyldedes af Menigheden. Samtlige Præster i Provstiet vare tilstede. En Deputation fra disse endfandt sig hos Jubellæreren, hvilken Deputation ledsagede ham til Kirken, hvor han ved Hovedindgangen modtoges af de øvrige Præster, og blev nu af Samtlige fulgt til den for ham bestemte Hødersplads i Choret, hvorefter de placerede sig paa begge Sider af ham. Under Akkompagnement af orgelet afsang derpaa Menigheden Psalmen No. 129 efter Guldbergs Psalmebog:
Hvorpaa Provstiets Provst, Hr. Winsnes, fremtraadte og i en Tale, der greb Hjerterne, tolkede de Følelser, som denne Anledning maat paatrænge sig Enhver, der var tilstede. Efter Hr. Winsnæs fremstod Jubellærerens personelle Kapellan, Hr. Van Kervel, der i nogen hjertelige Ord lagde sin Erkjendtlighed for Dagen for den kjærlige Veiledning, han under sit Embeds Førelse havde nydt af ham. Jubeloldingen henvendte sig derpaa i en Tale sin Tak til Gud for hans Førelse med ham og tolkede sin Taknemlighed for de Hæders- og Kjærlighedsbeviser, som var ham bleven til Deel paa en saadan Dag, som Gud af sin Naade havde ladet ham opleve. Aften sluttedes med en til Festen forfattet Sang, der blev afsungen af et Kor, fra Orgelet, af Damer og Herrer. Efter Gudstjenesten moddtog Jubellæreren Lykønskninger i Præstegaarden, og under et muntert og livlig Selskab endte denne for Oldingen vistnok Minddeverdige Dag, paa hvilken hans gode og menneskekærlige Hjerte ei lod ham forglemme de Fattige, hvilke han bespiste i begge Kommuner.
(J. og L. Amtstid.)
Peder Pavels, kunne man lese i Norsk Rigstidende[xl] for lørdag 7 mars 1846, fikk avskjed i nåde og en pensjon på 400 speciedaler årlig. Han var nå 77 år gammel.
Han og familien levet nok temmelig stille de neste årene: man hører ikke til dem, hverken i Sandefjord eller annetsteds.
Tragedien rammet tre år efter at Pavels gikk av med pensjon – eldstedatteren Marie døde 16 mars 1849, bare 57 år gammel. Hun ble begravet[xli] 29 samme måned.
Peder Pavels, selv, døde i Sandefjord 30 juli 1855, i sitt 86 år. «Afskediget Sognepræst Peder Pavels» ble begravet[xlii] 4 august.
Dødsfallet ble notert i Drammens Tidende[xliii] dagen før begravelsen, tydligvis efter noen forsinkelse i formidlingen av nyheten: det står at han «afgik vevd døden igaar». Den Norske Rigstidende[xliv] hadde samme opplysning selve begavelsesdagen.
Konen, Lise, rykket inn annonse i Morgenbladet 8 august:
«Dødsfald
Med dyb Vemod bringer jeg herved til fraværende Slægt og Venners Kundskab, at min inderlig elskede mand, forhenværende Provst og Sognepræst Peder Pavels, efter 54 Aars Ægteskab, den 30te Juli d. A. i en Alder av 85 ½ Aar bordtkaldtes av Herren fra mig og 2de Døttre, som savne og begræde en kjærlig Ægtefælle og fader, med hvem det er vort kjæreste Haab engang at gjenforenes i et bedre Liv.
Sandefjord, den 2den August 1855.
Begravelsen ble nevnt i Christiania Intelligentssedler 15 august[xlv]:
«- Provst Pavels’s Ligbegængelse foregik Løverdag Middag Kl. 12 med megen Høitidelighed og med mange Beviser paa hans forhenværende Meigheds Agtelse og Kjærlighed. Provst Münster talte i Kirken. Pastor Stockfleth baade i Sørgehuset og ved Graven, hvor han paa de tilstedeværende geistlige Badegjæsters Vegne sagde deres kjære afdøde embedsbroder et hjerteligt Farvel»
[1] Blandt de Orlogsskibe, Peder Pavels medfulgte som Præst, var ogsaa Fregatten «Thetis» paa dens Togt til Middelhavet i Aaret 1796, da den 26-aarige, senere saa berømte Billedhugger Thorvldsen var Passager ombord og blev Pavels’s ven for livet. Han tegnede ogsaa paa denne Reise det udmærkede lille Portræt (Pastelmaleri) af Pavels, som nu eies af Landskabsmaler Gerh. Munthe».
[2] Malede Portrætter av Provst Pavels og Hustru f. Pflueg findes i Sandeherreds Kirke.
[3] «1. Peder Pavels’s og Anna Elisabeth Pavels’s Legat (Kapital 8 000 Kroner) til Bedste for Almuen i Gloppen («Norske Stiftelser» V).
«Birgitte og Charlotte Pavels’s Legat» (Kapital 60 000 Kroner) til Bedste for ældre Damer (Frøkener og Enker). Dette Legat Bestyres af Sognepræsten for Vor Frelsers Menighed, 1ste Assessor i Christiania Byret og Byfogden i Christiania.
Fundatsen bestemmer, at Udbyttet af Legatets Kapital skal deles i Portioner paa 120 Kroner, som Bestyrelsen hvert Aar uddeler til agtværdige, velopdragne over 40 Aar gamle Frøkener eller Enker, hvilke tiltrænge Understøttelse; Frøkener foretrækkes for Enker, og Kvinder av Oppretternes Slægt har under iøvrigt lige Omstændigheder Fortrinnet, endog Enker for Frøkener udenfor Slægten. Den, der engang er tilstaaet en Portion, nyder den hvert Aar, saalænge hun lever som agtværdig Dame i ugift Stand og i trængende Kaar («Norske Stiftelser V»)»