Da Even Otto Rosschou giftet seg i Sandeherred i 1831 var han en 31 år gammel enkemann, og bosatt i Moss. Bruden var den to år yngre Anne Maria Sørensen fra Sandefjord. Som forlovere hadde de Hr J: Andersen, Kjøbmand i Sandefjord; og Hr C. L. Sørensen, også Kjøbmand i Sandefjord. Vielsen[i] fant sted 13 mai 1831. Ekteskapet ble avertert i Den Norske Rigstidende 19 mai 1831:

«Ægteviede.
Even Otto Rodskou, Kjøbmand i Moss, og Jomfru
Anne Marie Sørensen, den 13de Mai i Sandefjords Kirke[ii]».

 

Navn og alder på brudgommen stemmer godt med antagelsen om at Even Otto ble født på Stange, der han ble døpt[iii] 10 februar 1799. Faren var Luccas Wahl Rosschou og moren Lisbet Olsdatter, hun bodde på Saxlund Eje. Fadrene var Frøken Holm, Jomfrue Werner; Engebret Gillund Eje; Hendrich Kjemstad; og Engebret i Præstegaarden.

Ved folketellingen i 1801[iv] finner man familien på Ringness i Stange. Luccas kalles her Sørensen og er «Jordløs husmand og skrædder». Konen er Lisbet Olsdatter, med sine 27 år er hun fire år yngre enn mannen. Begge er i første ekteskap, og Even – navnet Otto mangler her – er eneste barn, så langt.

Emil Otto var først gift med Sara Grete Ulsteen – hun var 23 år gammel da hun giftet seg, han likeså og allerede kjøpmann. Vielsen[v] fant sted «hjemme» – efter bevilling datert 1 mai 1823 – 19 mai 1823. Det første barnet som er funnet kom til verden 1 april 1826 og ble døpt[vi] 23 mai og fikk navnet Karen Mathea. Omkring to år senere fikk de en sønn. Emil ble født 7 mars 1828 og døpt[vii] 1 mai.

Madame Zara Grethe Rodskau født Ulsteen døde i Moss 7 mars 1829 og ble begravet[viii] 13 den måneden. Hun var 29 år og 5 måneder gammel. Dødsårsaken var tæring.

Even Otto annonserte dødsfallet i Den Norske Rigstidende:

            «Med dybeste Smerte bekjendgjøresfor fraværende Familie og Venner, at min inderligelskede Hustru, Sara Grethe, født Ulsteen, idagmorges Kl. 2 ½ blev mig ved Døden berøvet, i sin Alders 30te Aar, efterladende sig 3 uskyldige smaae, som med mig begræde dette grusomme Tab af hendes tidlige Bortgang. I 6 Aar var min hulde og troe Ledsagerinde; hendes strøben for sine kjære Efterlade var utrættelig til henddes sidste Stund, men 7 Maaneders haare Lidelser tilintetgjorde hendes Livskraft, og Alherren bød, at hun ikke længere skulde være iblandt os. Gud signe dit Minde!

            Moss, den 7de Marts 1829.                               E. Otto Rodskou[ix]».

Efter dette forlot altså Even Otto Moss, og det var kanskje foranledningen – eller del av den – til at han efterhvert solgte en båt:

«Fartøi.

            En Slup i god Stand, drægtig 10 Commerclæster, er for billig Priis tilkjøbs paa 3 Aars henstand, mod antagelig Sikkerhed og med 1/3 Part aarlig Afbetaling af Kjøbesummen. Det Fornødne kan videre afhandles enten med Herr E. Otto Rodskou junior i Moss, hvor Fartøiet er beliggende, eller her paa Stedet med

Werner[x]».

Behandlingen av Sara Grethes bo ble annonsert[xi] å finne stedet 23 juli 1831. Da var Even Otto dukket opp i Sandefjord der han giftet seg tidligere på året. Annonsen ble gjentatt i Christiania Intelligenssedler 18 august 1831:

«Proclama.

            Med Hjemmel af Kongelig naadigst Bevilling af 9de dennes, er det jeg, som Skifteforvalter i Kjøbmand Even Otto Rodskous afdøde Kone Sara Grete Ulsteens Boe, herved, med Aar og Dags Varsel, sub poena præclusi & perpetui silentii, indkalder bemeldte Boes Creditorer til for mig at anmelde og beviisliggjøre deres havende Krav.

            Mosse Byfoged-Contoir den 15 August 1831.

Vogt[xii]».

Behandlingen av boet gikk videre, og senhøstes kunne man lese i Christiania Intelligenssedler for 3 november 1831, at en del eiendeler skulle selges på auksjon i Moss 18 november:

            «Efter tagen Beslutning i Kjøbmand Even Otto Rodskous afdøde Kones Boe bliver Fredagen den 18de November førstkommende, Klokken 4 Eftermiddag, offentlig Auction afholdt paa Moss Byes Raadhus over: a) Sluppen Anne Catrine, drægtig Commercelæster med Inventarium, hvorom Liste ligger til Eftersyn paa mit Contoaair; b) circa 44 Hundrede Bord af forskjellige Sorter, beliggende paa Strandtomten til Gaarden No. 13 her i Byen. Liebhabere indbydes.

            Moss Byfoged-Contoir den 31te October 1831.

Vogt[xiii]».   

Efter vielsen i Sandefjord – naturligvis var det Sandeherreds Kirke – slo Rødskou seg ned der i byen, og bodde der da første barn med Anne Maria ble født 27 juni 1833. Emil Zacharias ble døpt[xiv] 16 juli. Fadrene var Madame Lorentz Sørensen; Jomfru Inger Thorsen [?]; Kjøbmand Hans Johannesen Grøn, Lunden; Ole Nielsen Gogstad; Henrik Reinert, Sandefjord; og Vilhelm Hvidt, Sandefjord.

To år senere ble det en pike da Anne Hellevard kom til verden 13 juni 1835 og ble hjemmedøpt av sognepresten. Dåpen[xv] ble bekreftet i kirken 30 juli. Denne gangen var fadrene Madame Dorthe Kirstine Reinert; Jfr. Andrea Nicoline Andersen; Kjøbmand Christen Lorentz Sørensen; Kjøbmand Hans Johannesen Grøn; og Giert Sørensen.

Tredjemann, Sørens Lorents, så dagens lys 21 juni 1837 og ble døpt[xvi] 20 september. Denne gangen ble fadrene Karen Marie Gogstad; Jfr: Hanna Sørensen; Kand. Jacob Berg; Kandidat Theologi Heiberg; og Student Magnus Falkenberg.

Tidligere dette året var en gammel sak dukket opp og måtte behandles delvis gjennom rettsvesenet, men reflektert i avisene, i et hvert fall i Morgenbladet 9 mars 1837:

«Bekjendtgjørelser

            Da adskillige Rygter hav Krydset hverandre angaaende mit Forhold i Anledning af en i Aaret 1831 af mig afgiven Vexel, stor 2000 Fr., til ordre Hr. Verner i Christiania, som blev protesteret i Dunkirquen, hvilke Rygter i høieset Grad ere ærekrenkende for mig, saa seer jeg mig nødsaget til, paa offentlig Vei at fralægge mig samme, for derved at redde min Ære og Credit, eftersom de om Sagen uvidende, ja endogsa mine nærmest beslægtede staae i den Formening at Rygtet medfører Sandhed, men af Beskedenhed slaae mine Paarørende kuns løseøig paa denne Streng, med dog til Krænkelse for en ærekjær Mand. Sagen var egentligen: at min forrige Svigerfader i Moss, Hr. Garvermester Svend Ulsteen, under 18de August 1826 meddeelte mig si Fuldmagt til, baade at trasferere endossere Vexler i hans Navn med hans Underskrift, i hehold til hvilken Fuldmagt jeg i hans Navn endosserede ovennævnte Vexel til Hr. Werners Ordre, men da Vexlen retournerede med Protest, benektede ikke alene Hr. Ulsteen sit Navns Underskrift paa Vexlen, men ogsaa at have medeelt mig Fuldmagt til at endossere Vexlen, uagtet han i Forveienved Protestens forevisning havde givet denne sin behørige egenhændige Paategning. Følgen var naturligvis, at man antog S. Ulsteens Underskrift som ag mig foretaget uden Fuldmagt. I Førstningen antog jeg Sagen saaledes, at min Svigerfader vilde vilde henskyde sig under Benægtelsen, for derved at vinde Tid med Indfrielsen, men da jeg erfarede Sagens alvorligeVending, nemlig at hans Hensigt var at aldeles at unddrage sig Vexlens Indfrielse ved at benegte Tilværelsen, af den paapegede Fuldmagt, saa saae jeg intet andet Raad tilbage, end beskikkelsesviis at søge lys i detfremstilte Mørge, jvoraf Følgen bleg, at som ærlig Mand afgav si egenhændige Svar paa Fuldmagten, som vidner om min rene Sag. For at denne Akt ikke nu skulde, som saa meget Andet, blive nedlagt i Forglemmelsens Bog, lod jeg den thinglæse, ved hvilken Thinglæsning min Svigerfader var tilstede og gjorde en Protest, som paaskreven, for at hindre Fuldmagtens Vedligeholdelse for Fremtiden, hvilket endvidere vidner om Documentets Ægthed.

            Fuldmagten med øvrige Paategninger lyde saaledes:

         Stempel                                                Tredive Skilling Specie Anden Classe                                                  Beskikkelse 1832

          

  Paa Grund af de forskjellige Rygter om mit Forhold, som Eerfaring har lært mig, hvor skadelige disse ere, saa er det for at afværge dette Onde for Fremtide, jeg nødsages til at anmode Varselsmændene i Moss, beskikkelsesvis at indfinde sig hos Hr Garvermester S. Ulsteen i Moss, for at affæste hans Erklæring om at han vedkjender sig at have afgivet et Document til Undertegnede af saadant Indhold: «Da min Svigersøn Even Otto Rodskou heraf Stedet agter sig til Danmark for om muligens at kjøbe en Ladning Kornvafer, skulle han til dette Øiemed magle 400 Spd, i Sølv, da indestaaer jeg som Cautionist og Selvskyldner for bemeldte Beløb efter Overeenskomst paa Tid af 3 Maaneder, ellerpaa hvad Maade som helst, ente at trasferere paa mig eller at underskrive paa mine Vegne som Endossent eller Acceptant, og Alt, som vedtages i mit Navn, fra min Svigersøsns Side, paa denne Maade skal have saadan Forbindelse som det var indgaaet og vedtaget af mig selv, under min Haand og Segl.

            Moss, den 18de August 1826                                         S. Ulsteen.

    S.

Udstæderen heraf r. S. Ulsteen er her almindelig erkjendt for en velhavende Mand, der altid paa det Nøieste opfylder indgagne Forpligtelser, og da Hr. E. O. Rødskou, til hvem Cedtivet er utstedt, er en særdeles flittig og ordentlig Mand, tør jeg med Tryghed anbefale disse Herrer til enhver af mine Bekjendte i Danmark.

Moss, den 19de August 1826.   H. Gerner

            Da min Svigersøn ikke har gjort Brug af dette Creditiv og Fuldmagt til Dato, saa er det jeg, ifald han finder Anledning til at benytte samme, til hvilkensomhelst Tid og Sted, skal have samme Forbindelse fra min Side som Ovenstaaende han maatte vedtage. Under min Haand og Segl

Moss, den 21 Novbr. 1828                                             S. Ulsteen

                                                                                                   L.S.

Da Documentet ikke er Udstæderene tilbageleveret, bedes Vedkommende, at hans Svar i det Hele maa blive herpaa tegnet.

Moss, den 26de Januar 1832                                         ærbødigst

Otto Rodskou

Jeg erklærer at have udstædt et saadant Document, som heri er omspurget, samt ovenstaaende Paategning af 21 Novmbr. 1828.

Moss den 27de Januar 1832.                                         Svend Ulsteen

Aar 1832 den 27de Januar blev dette Document paa lovlig Maade indhændiget Garvermester Svend Ulsteen, som selv egenhændig afgav foranstaaaende erklæring, hvilket attesterse af Undertegnede, i Kraft af aflagt Eed som Varsels- og Beskikkelse-Mænd i Moss.

            Herfor betalt 1 Mk, er en Ort

Asch                                        Hans Paulsen
                                                                                     Holdt i Pen.

           Læst inden retten ved Moss Bything den 17de Decbr. 1832, extraheret i Justitsprotokollen samt odrlydende indført i Skjøde- og pante-protokollen No. 4 Fol.

            Ved dette Documents thinglæsning er passeretfølgende Protest: «Svend Ulsteen fremstod og protesterede mod dette Documents Thinglæsning, da Rødskoud forlængst har lovet ham at tilbagelevere det originale Document, hvilket COmparenten anseer for tilbagekaldet og ugyldigt, ligesom han herved tilbagekaldte smat begjærede tilintetgjort.»

            For Thinglæsningenbet 96 sk er fire Ort.

Vogt.

Under Vexlens Gang forandrede jeg min Stilling og indgik nyt Ægteskab, hvorved Hr. Kjøbmand Sørensen i Sandefjord blev min Svigerfader. Denne kom tilfældigviis til Christiania og der i Samtale med Hr. Werner, som endda var i Besiddelse af Vexlen, og, efter hvad jeg har fornummet underrettede Hr. Sørensen om mit Forhold, saaledes som det af Hr. Ulsteen var fremstillet, og dertil ymtede om at min Person svævede i Fare formedelst denformeentlige falske Underskrift. Hr. Sørensen som ikke kjendte de sande Forholde mellem mig of Hr. Ulsteen i Moss, troede virkelig at Foregivendet medført, om ikke Sandhed, saa dog saa megen Tvivl, at min Ære derved kunde lide – Creditten var allerede tabt – hvorfor han den mit Vidende og naturligviis mod min VIllie, paa denne Grund indfirede den manglende Rest paa Vexlen med 300 Spd. Hos Hr. erner, om hvilken Transaction jeg omtrent 1 Aar bagefter er bleven oplyst, og af hvilken Aarsag jeg først nu, efter til enkelte Tider at have høret ilde, offentligen vil fralægge mig en Beskldning, som hemmeligen har bidraget til at undergrave min Credit og derved udsætte mig og Mine for alle de Krænkelser, den offentlige Agtelses Tab medfører.

            En vægtigere Grund er endnu tilstede, nemlig den: at Hr. S Ulsteens høie Alder bebuder om kort Tid hans Overgang til hine Egne, hvor vi alle Samles for at gjøre Rede for vore værdslige Handlinger, forinden Adskillelsen give ham Adgang til at refærdige min Færd.

            Sandefjord, den 14de Febr. 1837.

Otto Rødskou[xvii],[xviii]».

To år efter Søren Lorents kom til verden, 29 desember 1839, meldte datteren Grethe Kristine sin ankomst og ble hjemmedøpt av sognepresten. Dåpen[xix] ble bekreftet i kirken 12 november 1840. Fadrene var Moderen A: M: Rødschou; Jfr. Lene Barbara Abel [?]; Kjøbmand Jonas Andersen; Skibsfører Jonas Andersen; og Kjøbmand Frederik Grøn.

Even Otto hadde godt selskap, dømt ut fra den forholdsvis høye sosial status barnas fadre hadde, men finansielt var det for ham, som for så mange andre, litt berg-og-dalbane. Det kan være man skal se hans reise til hovedstaden, referert i den Constitusjonelle 29 september 1840:Kbmd. Otto Rodskow fra Sandefjord ankom Christiania 28 september og tok inn på Hotel de Scandinavie[xx],[xxi],[xxii],[xxiii].

Hvilket ærend han enn hadde, kan det ikke ha løst alle vanskeligheter, for han rykket inn en annonse i Morgenbladet 6 januar 1841, der han forsøker å nedkjempe en av sine motstandere:

«Bekjendtgjørelser

   For at forebygge unyttige Reiser for Liebhabere til den under 13de & 14dene dennes berammed Auktion over mine Fartøier, som er rekvireret af Procurator Holst paa P. Stribolts Vegne af Drammen, som jeg nu kan mærke, fuldkommen svarer til Navnet – vil jeg saaledes give følgende tilkjende Følgende: første have disse Karle faet Udlæg i faste Eiendomme for sin Fordring hos mig, som er meer en tilstrækkelig, men var endda uforskammet nok og vilde have alt hvad jeg eiede til Udlæg; saaledes fik de endelig omsider 5 Gange saa meget som Værdien til Udlæg for sit Tilgodehavende, og det kunde Administrator give sit Samtykke til, som synes meget besynderligt; med hva bryder disse Folk sig om, at udsætte en Mand for Kreditspilde, og at binde Hænderne paa ham, hvorved han paaføres en heel Hoben Omkostninger, og hvem skal betale disse? Den stakkels Debitor naturligvis. – Dernæst at Koffen «Concordia» ligger under et betydelig Haveri og under Certepartie.

   Sandefjord, den 4de Januar 1841             E. Otto Rodskau[xxiv]

Hvordan det gikk med Stribolt er ikke kjent, men straks efter ble det likevel invitetert til auksjon:, slik det fremgår av en annonse i Morgenbladet 13 februar 1840:

«Auktioner

   Torsdagen den 20de d. M. , KL. 3 Eftermiddag, bliver, efter Rekvisition fra Procurator Petersen paa Proprietær Johan Gudes Vegne, offentlig Auktion afholdt i Madame Reinerts Huus i Sandefjord over følgende Udlæg hos Kjøbmand Otto Rodskaug, der er Rekvirenten givet ved Executionsforretning af 20de November f. A. , fc., Koffskibet Concordia, drægtigt 70 ½ Kommercelæster med Inventarium samt 2 Fade og Matter Tobak. Konditionerne bekjendtgjøres paa Auktionsstedet.

   Laurvigs Byfogedkontor, den 4de Februar 1840.   Olsen[xxv]».

Hva som lå bak er naturligvis vanskelig å vite såpass lenge efter, men det var ikke slutt ennå, i henhold til en annonse i Norsk Handels Tidende 23 mars 1841:

«Advertissements.

Auctions-Placat

   Fredagen den 2den Aprilførstkommende Kl. 11 Formiddag, bliver, ifølge Reqvisition fra Procurator Elieson , ofentlig Auction afholdt i Madm. Reinerts Huus i Sandefjord over den i Sandefjordsfjorden beliggende Koff «Marthine Margaretha» med Inventarium, drægtig 48 Commercelæster, og tilhørende kjøbmand Even Otto Rødskau.

   Conditionerne bekjendtgjøes paa Auctionsstedet.

               Laurvigs Byfogedcontoir d 18de Marts 1841.

                                                   Olsen[xxvi],[xxvii],[xxviii],[xxix],[xxx]. »

Senere samme år, ett år efter forrige kjente reise, var Otto tilbake i Christianian, slik det er notert i Morgenbladet for 28 oktober 1841, at Kjøbmand E. Otto Rodskau – Rodschou[xxxi] – fra Sandefjord ankom Christiania 27 oktober og tok inn på Hotel de Scandinavie[xxxii].

Det er ikke funnet noe videre opplysninger om Otto i 1842, men ting ble antagelig ikke lettere, det går frem av en annonse i Morgenbladet 4 mars 1843:

«Auktioner

Efter Forlangende af Prokurator Juul paa Garver Svend Ulsteens Dødsboes Vegne kontinuerer i Madame Reinerts Huus i Sandefjord Mandagen den 13de Marts førstkommende, Kl. 11 Formiddag, den fra den 15de Februar sidstleden udsatte Auktion over Kjøbmand Even Otto Rodskaugs eiende og til Rekvirenten udlagte Kofskib Methinne Margrethe med Inventarium, drægtig 48 Kommercelæster. Fartøiet, der fremdeles er beliggende i Sandefjords Havn, vil ved denne Auktion absoølut blive bortsolgt og Budet approberet.

   Laurvigs Byfogedkontor, den 25de Februar 1843.

                                                                  Olsen[xxxiii],[xxxiv],[xxxv]

Even Ottos kone,  Anne Maria, døde forholdsvis tidlig, men hverken dødsfallet eller begravelsen[xxxvi] kan finnes i kirkeboken for Sandeherreds Menighet, for nettopp den siden der dette burde vært notert er skadet. En person på 52 er synlig med alderen alene – omtrent på riktig tidspunkt, og aldersmessig er det riktig.

Dødsfallet ble, imidlertid, annonsert i avisene i Christiania, blandt annet i Morgenbladet 2 juli 1844:

«Dødsfald.

Med dyb Smerte tilkjendegives fraværende Familie og Venner, at min kjære og uforglemmelige Hustru, Anne Marie Rødskou, født Sørensen, afgik ved Døde den 22de Juni i Sandefjord efter længere Tids Sygelighed. Vort lykkelige Ægteskab i noget over 13 Aar skjænkede os 4 Børn, der Alle er for smaa til at kunne skjønne hvad de tabt i en brav Moder,der var for sit kald utrættelig og i Prøvelsens Gjenvordigheder taalmodig indtil hendes sidste Stund. Gud give os Alle Styrke at bære de Tilskikkelser, Allstyrerens urandsagelige Villie tildeler os! Tvende Stedbørn  og, vore uskyldige Smaa begræde med mig hendes for os alt for tidlige Bortgang.

Otto Rødskou[xxxvii],[xxxviii]»

Det skulle bli flere feider både før og efter konens bortgang: den neste dreiet seg antagelig om vraket av skipet «Tartar» som drev i land nord for Christiansund i september 1843:

           ” -Sidstleden Løverdag modtog man hersteds Underreetning om, at et Skonner- eller Brigskib, «Tartar af Hull», er som Vrag, uden Rig og Roer, indbjerget til Veiholmen paa Smølen, hvor Losning af Ladningen, der fornemmeligen bestaaer af Liinfrøe og Baskematter, nu foregaaer under Øvrighedens og Toldvæsenets Tilsyn. Af levende Væsener om bord fandtes ikkun en Hund, der stod bundet i Kahytten. Folkene antages, eftr de forhaandenværende Omstændigheder, at være reddede om bord i et andet Fartøi. Skibspapirer fandtes ikke, hvorfor man ei heller veed, fra hvilken Havn Fartøiet var afgaaet.

                                                                  (Romsd. Amts[xxxix].)»

 

I løpet av et par måneder var Tartar berget og bragt inn til Christiansund:

«Christiansund, d. 25de November.

            Veiret har i denforløbne Uge været meget variabelt, afvexlende med Stille, stormende Veir med Regn og Hagelbyger. I de sidste Dage har Vinden været nordlig, og ved denne Leilighed ankom hertil Vraget af det i Høst ved Snølen strandede Skib, «Tartar af Hull», og Briggen 4 Sødskende, Lieutenant Riis, af Trondhjem gik tilsøes igaar.                                                                  (R. Amts.-T[xl].)»

 

Uansett, saken rullet tydeligvis gjennom både rettsapparatet og i avisene, slik man finner det i et leserbrev fra Rødskou, publisert i Morgenbladet av 31 mai 1846[xli]:

«En mærkværdig Tildragelse!!!

            Da Rygter krydse hverandre i Anledning af en Sag, der verserer imellem mig og Kjøbmnd Hans H. Dahl af Christiansund, er det paa Grund af Omstændigheder jeg finder det passende, at sagens faktiske kommer til almeen Kundskab. Undeer 28de september 1843 undfandt jeg mig ved et Sted, Veiholmen kaldet, liggende omtrent 5 Mile nordenfor Chrisstiansund i en vild skjærgaard,hvor der var berammet Auktionover et splintrnyt engelsk Egskibsskrog, «Tartar» kaldet, so havde mistet Riggen og Masterne paa sin første Reise, men var lykkeligt indbjerget imellem disse vilde skjær,hvor det laa tilankers. Ved Auktionen over dette Fartøi paa 64 ½ Kommercelæst fik jeg Tilslag for 251 ½ Spd. uden noget Inventarium dertil. Som fremmed for Enhver havde jeg forsynet mig med Selvskyldnerkaution fra Hr. Konsul N. H. Knuntzon i Christiansund. Denne Kaution præstenterede jeg for Inkassator, Foged Gøtsche, ved Tilslaget; Fogden læste den, men efter et lidet Ophold raabte han mig ind til sideværelset og tilkjendegav mig, han ikke kunde antage denne kaution; hvad det var dem imellem, veed jeg ikke, imidertid forgav jeg strax,  at jeg saa mig nødt til at protestere i kraftigste Maade, og paabandt Inkasssator alt muligt Ansvar, og forøvrigt forbeholdt mig alt lovlig, som jeg bad tilføiet Auktionsprotokollen, og da denne Kaution var fra et av de størst og solideste Handelshuse i Christiansund, fand jeg saamegen større Grund for min Paastand; men hvad skeede, Fogden ytrer sig omtrent saaledes: «Lad os være gode Venner, og De kan sikkerligen faa en anden Mand her paa Stedet til Kommisionær, saaledes at De ikke bliver forlegen, og jeg tror at forskaffe dem en god Ven, som vil paatage sig samme». Velan, jeg lod mig dertil narre; saaledes raaabte Fogden Kjøbmand Hans H. Dahl ind til os, hvor han forklarede Omstændighederne for ham (Formodentlig undte han Dahl denne Fortjeneste) samt bad ham tillige paatage sig at være Kommisionær for Undertegnede i Anledning af mit Tilslag. Dahl var strax villig dertil, hvorfor han forlangte 5 pCt. Kommission. Jeg var taabelig nok til at indgaa derpaa, for at undgaa videre Disput, og saaledes blev Dahls Navn nedskrevet pr. Kommision for Undertegnede, uden at noget opraab skeede paany med «Tartar» og fremdeles for alt Inventarium, som sidenefter blev kjøbt af mig. Saaledes kan enhvert Retsindig indse, at briggen «Tartar» med Inventarium er kjøbt af mig, efter de paa Stedet oplæste Auktionskonditioner, uden at disse i nogen Deel ere blevne tagne tilfølge eller anvendte paa mig, men uden bbaade Lov og Dom brugt de Midler, Vedkommende selv have behaget, nemlig: taget sig til Rette. Nei! til saadant et Uvæsen kan man ikke tie – Retfærdigheden maa dog tilsidst engang seire!! Da Auktionen var tilende, reiste jeg tilbage til Christiansund og ved mit første Komme dertil henvendte jeg mig til en paalidelig Skibsfører for at bringe Fartøiet lykkelig til Christiansunds Havn. Denne skibsfører lod hyre Folk paa min Regning og afreiste øieblikkelig for at tilrigge Fartøiet og fortsætte Reisen til Christiansund, naar gunstig Leilighed gaves. Noget over 5 Uger medgik førend Skipperen med Mandskabet bragte fartøiet lykkelig til Christiansund og saaledes efter fuldendt Reise udbetalte jeg efter akkord til Skipperen og Mandskabet ialt 131 Spd. 110. sk. Imidlertid erholdt jeg af Kjøbmand Hans H. Dahl en Conto Courant over Fartøiet med Inventarium, skreven med hans egen Haand, hvori han nævner sig som Kommissionær for Undertegnede og med Tillæg af 55 pCt. Kommission tilligemed en reservation saalydende: «I Tilfælde af mislig Betaling til Forfaldstid, nemlig 9de November d. A. (som var auktionsdages Forfaldsdag), forbeholder jeg mig at realisere skibsskroget «Tartar» med dets Inventarium og holder mig til Dem for det Manglende.

            Christiansund, den 1ste november 1843.

                                                                        Hans H. Dahl».

            Nogle Dage førend Forfaldsdag henvendte jeg mig til Hr. Konsul N. H. Knudzon og bad ham assistere mig med det Fornøddne til Dahl; meen hvortil han svarede, at ha paa den Tid ikke kundet give mig andet Løfte end for det Første paa 2 a 3 Maaneder gjøre Udlæg med anviisning paa Inkassator, indtil jeg kunde faa arragertmine affærer i hamburg, og da hr. Konsul Knutzon skulde have Bjergningslønnen for Bjergerne af Fartøiet og Ladningen, som bestod i Liinfrø, er det klart, at denne Anviisning var bleven antagen, og for at Dahl ikke skulde komme i Forlegenhed for Penge til Forfaldstid, var det af Godhed Hr. Konsul Knudzon tilbød mig denne Tjeneste, saamegeet mere som Hr. Konsulen gjentog samme i Samtale med dahl og mig førend 9de November. Dahl var netop i denne anledning kommen ind til Hr. Konsul Knudzon for at erfare Afgjørelsesmaaden, og under dette Tilbud svarede Dahl, at han intet kunde svafre ddertil, førend han havde svar fra Inkassator, men vilde tilskrive ham desangaaende, og nærmere lade høre fra sig. En Tid gik hen uden at høre noget, kun løse Rygter, at Dahl var nødt til at beholde Fartøiet; men fra hvilken Kilde disse Rygter vare uddsprungne, overlader jeg til Tanken, som er toldfri, at bedømme. Jeg forsøgte da, strax efterat deette var kommet mig for Øre, at bringe sagen paa det Rene med Dahl, og overtydede ham om, at ha kundde faa sine penge uden nogen anviisning samt tilbød ham beløbet flere Gange, men alt var forgjæves, kun forgav han, at jeg ikke havde betalt til Forfaldsdagen, og paareraabte sig at have betalt inkassator, saaledes var nu han Eiermanden af «Tartar» efter sin Formening, uagtet jeg ingen Kontrakt eller aftale havde indgaaet med ham derom, jeg ansaa det Hele for bare Spøg og Drilleri, og som jeg i dette Øieblik og fremdeles anseer i samme Betragtning. Uagtet Dahl var frisk Fyr og paaberaabte sig Auktionsregningen til rette Tid af ham erlagt, var dog dette ikke Tilfældet, og blev heller ikke betalt af ham førend i Begydelsen af 1844, som jeg har hørt af Flere, der kjende til Sagen temmelig nøie. Imidlertid lod jeg sælge underhaanden 3/8 Parter i Briggen for 1800 Spd. i komplet Stand, og overlod i Et og Alt mie affører til Hr. Konsul Knutzon og paa Grund af min lange Fraværelse fra Familien drig jeg afsted overland til Hjemmet, da jeg ikke havde nogen Anelse om, at det var Dahls Alvor, han i Virkeligheden vilde handdle saaledes, eiheller Nogen dengang havde den Mening, at han vilde benytte et saadant Remedium. Strax efter min Afreise fra Christiansund, som var i December Maaned, lod Hr. Konsul Knudzon Dahl bestikke ved sin Handelsfuldmægtig, Hr. Jensen, paa mine Vegne med 840 Spd., som var Beløbet af min Conto Courant med Dahl, men han vedblev som forhen og nægtede at modtage Beløbet, men ansaa Briggen med Inventarium for sin Eiendom paa de samme Grunde som forhen. Under disse Omstændighedeer henskyder jeg mig under Publikums Domstol, hvad denne Handling fortjener at betitles for?

            Strax efter min Hjemkomst erfarede jeg fra Hr. Konsul Knudzon, at var Dahls Alvor, at han hverken vilde udlevere Fartøi eller Inventarium, men vilde beholde samme uden at have nogen Hhemmel derfor, hvorfor jeg paa Grund af disse Omstændigheder saa mig nødt til at anlægge Søgsmaal mod ham, som desværre medtager Række af Aar, førend man naaer Endemaalet. Tillige fortjener ogsaa at oplyses, at der maa existere et særdeles Venskabsforhold imellem Konsul Hans Clausen af Christiansund og Hans H. Dahl, saasom den sidste har bortskjødet Briggen «Tartar» med det Inventarium, som ble kjøbt af mig, til den Første for 300 Spd., som ikke i Virkeligheden har stort at betyde, da det ikke er med anden Hjemmel, end den Dahl er i Besiddelse af, men uagtet dette Skjøde er udtædt senere, end den Tid, baade af mig og igjennem Hr. Handelsfuldmægtig Jensen paa mine Vegne var præsenteret Beløbet med 840 Spd., men der seer man – at Venskab gaar for Alt. Omendskjøndt Konsul Clausen tilfulde viste, at jeg var den oprindelige Kjøber, indgik han Handel med Dahl alligevel; men da et Venskabsforhold som dette med en lokkende Profit tilsmiledeham, kunde han jo naturligvis ikke andet end møde Dahl paa halv Vei, og hvorfor han rimeligviis har faaet den behørige Hjemmel for sine Penge; dem derom. Men at denne Venskabshandling imellem disse Herrer har laboreret paa min Bekostning har jeg vel Grund til at ytre, og som vel ikke kan nægtes, da jeg under disse under disse Omstændigheder er berøvet min Eiendom, som jeg lovligen har kjøbt, og uden mit Samtykke i nogen Maade, eller Dom overgaaet mig, er dog alligevel denne skjønne Eiendom mig aldeles frataget. Saaledes er det beklagelsesværdigt, at man paa denne Maade seer sig nødsaget gjennem Lovens Arm at søge sit ikke ubetydelige Tab af flere Tusind Daler erstattet, og man kan desværre bringes til Gravens Rand, førend man seer Retfærdigheden seire. Et Sidestykke til denne Handling fortjener ogsaa at se Dagens Lys!

At fire meget indsigtsfulde Borgermænd af Christiansund have afgivet et Skjøn eller Taxt paa Briggen «Tartar» for min Regning, efterat Sag mod Dahl af mig blev anlagt, nemlig: Skibsbygnester Holm, Seilmagermester Hansen og Skibsførerne Bjørn og Olsvig, hvor de taxerede «Tartar» for 500 Spd., som man paa samme Tid ikke i hele Norges Land kan kjøbe for 3000 Spd., og som er det første og beste Handelsskib i Christiansund med Hensyn til Godhed i alle Henseender. Deres Indsigt røber Tænksomhed og svarer fuldkommelig til Navnet «Alle Medborgere af Dahl» og for at bevise at de ikke hade famlet i Blinde, tillige for at se sine Samvittigheder frelste, eller høre noget mere Eftersnak, beedigede de alle Taxten paa Stedet, som naturligviis var i sin Orden. Men om disse Herrer have den Sovende eller Vaagende eller Ingen, det veed jeg ikke, Tiden vil vise det! Om denne Sag kan siges Mangt og Meget, og man kan lettelig eftr det passerende fristes til at tro, at saadanne Mænd kan være lidt forbeholdne hos sig selv, naar bare Gendrægtighed kan harmonere, det vil sige, naar Sagen er af den Natur at samme staar i Disharmoni med sin Byes Interesse. Men saameget er dog vist, at dise fire Hædersmænd havde saamegen Kundskab og Skjønsomhed for sig selv, og beregnede sig for sit hæderlige Dagværk pa Hjemstedet 3 Daler pr. Snude, som jo kns er 1 Daler for hver Finger de løftede i Veiret, og for et Arbeide af denne Natur kan det ikke være formeget, saa maaske Faa ville gjøre det for den Priis.

                        Sarpsborg i April 1846.             E. Otto Rodskou[xlii]».

Svaret kom noen uker senere, i Morgenbladet 7 juli 1846:

«Bekjendtgjørelser.

«En mærverddig Tildragelse!!!»

            Under denne velvalgte Titel har Hr E. Otto Rodskou af Sandefjord eller Sarpsborg, eller hvor han for Tiden har sin Hjemstavnsret, Mgbl. No. 151 ladet indføre en Bekjendtgjørelse af hva han behager at kale de «Faktiske» af en imellem ham og mig verserende Retssa, der efter i August Maaned f. A. ved Underrettet at være paadømt aldelse i overeensstemmelse ed min Paastand, nu af ham, ifølge erhvervet Opreisningsbevilling, er indanket for Throndhjems Stiftsoverret.

            Omendskjønt Hr Rodskous Opsats baade i Materie og From er af den Natur, at ethvert Tilsvar fra min Side kundde synes overflødigt – og vistnok være det for Enhver, der har ringeste Bekjendtskab til Sagen eller nogen af dens Parter – saa har jeg dog den Eerfaring, at Stænk lettelig pletter naar et ikke strax afvaskes, funder Bevæggrund til med nogle Linier at oplyse, at hvad hr. R. kalder det «Faktiske» ikke er synderligt andet end faktiske Fordreielser og Usandheder.

            Det forholder sig vistnok rigtigt, hva jeg under Proceduren har vedgaaet: at der mellem Hr. R og mig ved den omtalte Sammenkomst paa Veiholmen fandt en muntlig Aftale Sted, ifølge hvilken han skulde indtræde i mit Bud som Kjøber af Skibsvraget Tartar med Inventarium imd en Avance af 5 pCt., hvorimod det er aabenbar usandhed, at jeg i Auktionsforretningen blev indført som Kjøber «for Hr. Rodskou», hvis Navn ikke findes i bemeldte Forretning. Tillægget «pr. Kommisjon» stede alende i den hensigt senere at kunne faa en britisk Undersaat indført som Kjøber og derved Skibets Nationalitet vindiceret.

            Men vil man som Beviis for den stedfundne Aftale benytte min egen frivillige Tilstaaelse (og denne er, vel at mærke, det eneste Fundament, hvorpaa hr. R. har kunnet reise Sag imod mig), saa faar man ogsaa tage den samme Tilstaaelse som Beviis paa Foreningens Betingelser og iblandt disse var den. At Hr. R strax efter vor Tilbagekomst til Christiansund; altsaa senest inden 8 dage, skulde skaffe mig betryggende Sikkerhed for Kjøbesummens Erlæggelse inden den i Auktionskonditionerne bestemte Betalingstid (6 Uger), saaledes at jeg hverken skulde have noget Pengeudlæg, eller bære nogensomhelst deel i Risikoen ved Vragets Transport hertil, som jeg, i Betragtning af dettes daarlige Tilstand, dets beliggenhed imellem «vilde Skjær» og den stormfulde Aarstid, neppe vilde have overtaget for 50 end sige 5 pCt.

Nu er det ved et af Hr. Rodskous egen Sagfører under Sagen førte Vidnesprov tilstrækeligen oplyst, at ikke alene 8 Dage men 8 uger hengik uden at Hr. R. formaaede at skaffe denringeste skygge af Sikkerhed, endmindre penge, og Alt hvad han desangaaende i sin Opsats anfører er lutter Usandhed og Fordreielse.

            Det eneste mig gjorte Tilbud af denne art – og som vel atmærke først fremkom efter at Vraget var vel udfriet fra de «vilde Skjær», hvorom Hr. R. taleer – var for det Første betinget af et høist tvilsomt Samtykke fra Inkassators Side til en Likvidation med de saavel Hr. R. som mig lige uvedkommende bjergere, og for det andet skulde jeg forpligte mig til, saafremt Hr. R. ikke i sin Tid kunde tilfredsstille Kausjonisten, da at tilbagebetale denne det modtagne Beløb. Med andre Ord: jeg skulde forbinde mig til at skaffe Rodskou et skib istedetfor det, hvormed han kom hid og som af hans Kreditorer blev ham frateget, og saa lade det kom an paa hans Evne eller gode Villie (begge dele høist ubestemte størrelser), om jeg nogensinde skulde faa en skilling af mine udlagte Penge tilbage.

            Efter saadan Trakasserier og efter forlængst at have udbetalt Auktionsregningen – der er kvittert i November 1843, ikke som Hr. R. behager at sige først i Begyndelsen af 1844 – samt baaret Risikoen ved Vragets Hidbringelse*) kan vel Ingen undres over, at jeg, da en solidere Kjøber meldge sig, betragtede Handelen med R. som hævet og – efter at Vraget var solgt ikke længer kunde indlade mig paa hans Tilbud eller lod mig skræmme ved hans demonstrationer, Proformasalg o.s.v.

            Vil man indvende, at jeg, istedetfor at hæve Akkorden med R., burde have forfulgt min Red mod ham, skal jeg gjøre opmørksom paa, at der gives Tilfælde, hvori, ifølge ordsproget, selv «Keiseren har tabt sin Ret» og i et saadant Tilfælde vilde jeg være blvende hængende ved Skibet, der, trods Hr. Rodskous Forsikring om dets store Værd, neppe var bleven naturaliseret som norsk Eiendom, hvis ikke (som om der hvilede et Fatum over dette Vrag) havde faaet gjøre med en engelsk Rodskou, der dog ikke gik saa vidt som den norske: at vilde tilprocedere sig en Eiendom, han ikke kunde betale.

            For at vise den mageløse Drisitghed, hvormed Hr. R. fremfører ubeviislige Paastand, skal jeg til Slutning hidsætte et kort Uddrag af Vidneforhøret over den Mand, ved hvem han gjentagende paastar at have tilbuden mig Skibets Kjøbesum:

«N. N. Begjærede Vidnet forelagtunder Litr. : erindrer ikke Vidnet med Vished, at det gjentagne Gange paa Indstævntes (Dahls) Opfordring har nægtet at udbetale Auktionsbeløbet for «Tartar» for Citantents (Rodskous) Regning, in specie ved den i 4de Kvæstion ommeldte Sammenkomst? Vidnet svarede hertil, at det erindrer ved den i 4de Kvæstion ommeldte Sammenkomst, som fant Sted formeentlig førend Autionsbeløbet Udbetaling til Inkassator, at have sagt til Indstævnte at Vidnet, som var Kommisjonær for Bjergerne, var villig til at tilskrive Inkassator, at auktionsbeløbet midlertidigen kunde likvideres i Bjergelønnen, for at spare indstævnte for kontante Udlæg, men at vidnet derhos forbeholdt sig, hvis det hele med Tartar ei var arrangeret paa den tid, Bjergelønnen skulde ud-betales, da af indstævnte at erholde tilbagebetalt det saaledes midlertidigen likviderede Beløb. Vidnet husker med fuld Vished, at der ikke inden Auktionsbeløbets Forfaldstid har anbudet Indstævnte Pengene.»

Christiansund i juni 1846.

                                    Hans H. Dahl.

*) Dersom Vraget var blevet sønderslaaet paa de «vilde Skjær», vilde min Eiendomsret dertil neppe være bleven disputeret[xliii]»

 

Even Otto Rødskou lot seg imidlertid ikke vippe av pinnen så enkelt, og henvendt seg påny til publikum gjennom Morgenbladet[xliv] 11 september 1846:

 

«Bekjendtgjørelser.

Mere mærkverdigt!!

            Skjønt overflødigt vil jeg dog for denne Gang, som fraværende paa en Reise i Udlandet, besvare Hr. Dahls anførte i et tidligere No. Af Morgenbladet, men dersom Hr. Dahl for Fremtiden finder Lyst til at opvarte med sine Eventyr , maa han forsyne disse med troværdige Vidnesbyrd, i modsat Tilfælde kommer intet Svar fra min Haand, førend engang Retfærdighedens Domstol lyser sin Dom over ham. Hr. Dahls hele Produkt stinker af lutter Fordreielser og Usandfærdigheder, ikke at tale om alt det Vaas han indblander, som ikke komme Sagen ved; men deri viser han netop ikke mindre end at hans Sag staaer paa daarlige Fødder, og det skal sandelig ikke stort Begreb til at skjønne, at han er i en stor Vildfarelse med sig selv, og naar man først læser mit Anførte og hans Tilsvar, kan Enhver med sund Begreb erfare, at han er i en Forlegenhed og ikke paa de rette Høider, men i et saa ureent Farvand med sin Sag, at Skibbrud er uundgaaeligt from Ham. Endskjønt Hr. Dahl vil være baade klog of rig, er det forunderligt, at han vil binde Publikum noget paa Ærmet, som aldrig har existeret og som ubeviist, hvorfor jeg befinder mig beføiet, pa Grund af det Passerede, naar Beskyldningere ere af en saadan Art, at de egne sig til Usandheder, at belære Hr Dahl, at han burde have ledsaget sit Anførte med troværdige Attester for Virkeligheden, men dette er ikke nogen let Sag naar man brisker sig til at debitere Usandheder. Til Exempel Hr. Dahl siger paa et Sted i sin Opsats «8 Uger» – men fra 9de Novbr. Til nogle Dage førend Juul (i alle Aar), som beviist i Retten, at i denne Mellemtid har Hr. Dahl være tilbudet Beløbet i Kontanter, foruden hvad jeg selv i denne Tid tilbød ham, kan Enhver lettelig indsee, mildest udtalt, at han har løbet fra Regnemesteren for tidlig, og en lille Skoledreng kan strax gjøre Stykket uden nogen Feil.

Hr. Dahl behager ogsaa at fordreie mit gjorte Tilslag og Bud for Sit, som aldrig har existeret, og de Tilstedeværendde ved Auktionen, DHrr. Kand. Sevaldsen, Toldbetjent Holm, Kjøbmand Rognskoug og Handelsbetjent Luth, foruden mange flere brave mænd, kan bevidne Rigtigheden af mit Anførte, at Hr. Dahl ikke opløftede et eneste Bud paa Tartar, men at hans Navn blev nedskrevet Pr. Kommisssion, var og maa blive for min Regning, er klart som Dagen, og Hr. Rognskoug, som var den Sidste og næsten den hele Tid, der kjempede og stred med mig om, hvem af os skulde have Tartar, kan bedst erindre samme, naar Prov bleve afhørte. Maaden, hvorpaa jeg fik en saa uordholdende Kommissionær for mit Tilslag, har jeg forhen oplyst, som skede igjennem Hr. Fogden, og den Gang gjorde ha det i en god Hensigt, og havde vel den Anskuelse om Dahl, som han senere er komme eller kan komme til Oplysning om. Men naar Hr. Fogden i Forening med Flere bleve lovligen afhørte, vil ma strax komme til det Resultat, at Tillægget, som Hr. Dahl kalder det, nemlig «Kommission», nettop var og er for min Regning, men ikke som Hr. Dahl siger, for nogen Anden. Ingen kan bedre belyse denne Sag end Hr. Fogden, som arrangerede denne Kommissionær for mig, og har Hr. Fogden antaget denne Mand for mig efter andre Konditioner, end de paa Stædet oplæste Auktionskonditioner, eller med andre Ord, som jeg ikke kjender til, at have undergaaet andre Betingelserend til Salget henhørende, er jeg saa fri venskabeligen at anmode Hr. Fogden til forklare sig desangaaende. Hr. Kand. Sevaldsen samt Flere kom ind i Sideværelset og hørte Afgjørelsesmaaden. Og finder min Sagfører flere Prov nødvendige, kan det vel ikke være forseent endnu? og jeg tænker han vil sørge for Opdragelsen. Men paa den anden Sidet betragtet synes saadanne Prov overflødige, da Hr. Dahl har givet mig sin egenhændige Kontokurant, der er udstedt i Novemer og noksom stadfæster, at Hr. Dahl erkjender sig som Kommisjonær for Undertegnede, og denne Tilstaaelse hvilr i rettens Hænder, me er ikke denne tilstrækkelig oplyst, som jeg ikke bærer ringeste Tvivl om, vil min Sagfører noksom sørge for Resten, dersom finder nødvendigheden kræver denne Assistence. I al Verden kan Hr. Dahl indbilde os, at jeg havde indgaaet med senest 8 Dage efter min Ankomst til Christiansun at skaffe ham betryggende Sikkerhed for Kjøbesummen, som ikke hvade været nogen Vanskelighed for mig; men som Hr. Dahl yttrer kan man nok tro han havde fattet de samme Principer med Kautionen, at Forkastelse som Hr. Fogden ved mit tilslag gjorde, saaledes betragtet havde jeg riktignok komme i samme Forlegenhed igjen. Hahaha!!! Jeg maa riktig lee af saadant Snak, at give 5 pCt. Kommission og saa nogle Dage bagefter skaffe betryggende Sikkerhed, hænger ikke ret vel sammen, og havde saadanne Betingelser, som Hr. Dahl skriger om, fundet Sted, – kan man tro, han nok under Sagens Gang havde oplyst dem, og i November giver han mig en Kontocurant, som tydelig bærer Præg af det sande Forhold med Kommissionsskabet, og havde en Aftale annerledes existeret uopfyldt fra min Side, kan man tro han havde allarmeret i en Helvedes Grad og noteret samme i Kontocuranten. Nei! Saadant Sludder klinger ikke godt for gode Øren, kun for Hr. Dahls Konforter eller de Taabelige kan maaske et Saadant finde en Plads, men ikke hos et dannet Publikum. Hr. Dahl er for klog og ffig il at begaa en Bommert af den art, naar Interessen var saa betydelige tilstede, som han ha beviist med Handlingen. Men da han gav mig den tilmelde Kontokurant havde han vel ingen i Ledtog med sig om Planen den gang for Tartar, og da haan senere er kommen paa saa urene Tanker, maa han forsøge at fordreie alt med Kunstværk. Hr. Dahl har forandret, seer man, 5 pCt. Kommission til 5 pCt. Avance; jeg holder med ham, at han forsøger at fordreie det derhen, for han veed som Kjøbmand, at alt hvad som gaar over 2 pCt., henhører under Delereder & Resiko og for Pengeudlæg, og naar han seer sig nødt til at gaa Krogveie, maa jo Ordet Avance klinge bedre, ellers kommer han til at modsige sig selv, og dette Paafund har jeg ikke seet eller hørt noget til før. Kontokuranten, som ikke vidner mindre end at han er min rette Kommissionær for Tartat, og indeholder, at samme er kjøbt for min Regning og Risiko i ethvert Tilfælde, og denne Betydning vil jeg haabe Hr. Dahl i sin Tid kommer til at føle dens Værd. Endskjønt Hr. Dahl har forsøgt at tilvende sig samme, har dog dette ikke lykkes for ham. At jeg gjorde denne betydelige Bekostning med Transporten af Brigen Tartar, foruden min egen besværlige og kostbare Reise til Fartøiet, hvor jeg opholdt mig i flere Dage ved Skroget og sørgede omhyggeligt for at sikre det for al Fare, kan jeg vel ikke, efterat have mødt en saadan Behandling, være tilfreds for al min Slæb og Møie, hvorved Fartøiet er frelst og bragt lykkelig i Havn, og jeg har Grund for min Ytring, at jeg bragte ham en god og fed Steg lige i Halsen, hvortil an intet Bryderi eler Besvær har havt, og heller ikke betalt en eneste Skilling af mine ikke ubetydelige havte Omkostninger, men blot spiist og fisket i fredlyste Vande, som det lader til han endnu befinder sig vel af, men om han kan fordøie Retten, vil Tiden formeentlig vise, og det maatte ikke findes Lov og Ret til i Landet, naar en saadan Handling skulle staa til Troendee ved enhver Domstol. Hr. Dahl er nu ikke lideet tilmode, at Dommen er i Favør af ham, som kun varer en stakket Tid, og at Dommen kun i et Tilfælde af hans Paastande er taget tilfølge, men heller ikke mere. Min egen Sagfører har sagt, at saadant vilde ramme mig ved Underretten, af hvilke Grunde ved jeg ikke, men de tilsyneladende Mangler, som ikke kunde prsteres under Sagens Gang, maa fornemmelig være Aarsagen. Endelig omsider i dette Aar har man været saa heldig og jenfundet et Hovedvidne for Sagen, som lykkelig er tilbagekommet fra Udlandet, hvor det næsten i samfulde 2 Aar har været forreist, har man i Forening med alt andet kommet paa gode Spor, at Sagen ar faaet en ganske anden Retning, og som Hr. Dahl vist aldrig har ønsket skulde komme for Dagens Lys. Men saa snil Mand er vor Herre, naar han mærker at Retfærdigheden trædes under Fødderne. Med mageløst Dristighed finder Hr. Dahl Smag for at kalde mine lovlige Salgskontrakter med mine Kjøbere paa Tartar for Proformasalg o.s.v. at han har kommet i slem Vane med at løbe med Liimstangen, seer man hører til hans Orden, men at han endogsaa vover at nedsætte sine egne brave Medborgere som Deeltagere til en saa afskyelig Handling, lader sig ikke tænke; men kanske det er derfor at disse Herrer skal have Snerten af Remmen, at nogenledes have fundet og givet for sine Parter i Fartøiet et Værd, som det i sig selv fortjener, – dette har naturligviis ikke konveneret Hr. Dahl, naar man seer hen til alle hand Foranstaltninger for at give Fartøiet et ringe Værd. Nei! Dhrr. Konsul N. H. Knudzon og Skibsfører Storm ere altfor hæderlige og velbekjendte Mænd, at de nogensinde af hvad Navn nævnes kan ville nedværdige sig til paa 2de saa vanærende Dokmenter at nedskrive sig som Kjøbere mod Vitterligsheds-Vidners Underskrifter, lader sig ikke realisere; men naar man fegter med saa slette og daarlige Vaaben, som aldeles fortæret, hvor god end Fegtemesteren kan være, er det soleklart, at han befinder sig i en høist miserable Stilling, og kan saaledes ikke tilvinde sig nogen Priis, eller erlangen nogen lovende Seier. Kjære Hr. Dahl! Vær ikke vred paa Taxationsmændene for det Værd, de satte paa Tartar, og giv dem ikke noget Slængord; jeg, tilligemed flere, Synes de vare snille Gutter den Gang – ihvorvel de have vurderet Tartar for 2200 Spd. høiere end hvad De bortkjøbede samme til Hr, Konsul Clausen for 300 Spd., som nok ikke var ret længe bagefter. Det er sandt! De solgte med Tab, som de ikke var nødt til, saaledes ere jo disse Herrer lovligen undskylde. Men hvad kalder man en saadan Transation? – ikke mindre Skin end Proforamsalg, – dette kan man sige udfylder en stor og smuk Plads, som et prydefuldt Kundsmøbel, iblandt hans øvrige kostelige Kunstsager. Vel at mærke, ogsaa iblandt Hr. Dahls Paafund, «at jeg vil tilprocedere mig mig en Eiendom, som jeg ikke kan betale», er Nonsens, som alt hans andre Tøv. Jeg har ikke forlangt noget Skib eller Skjøde derpaa, førend jeg kunde betale samme, er noksom tilstrækkelig beviist i Retten; at Beløbet i Kontanter har været ham tilbudet førend nogen Proces er reist mod ham, saaledeser det overflødigt at udtale sig mere desangaaende, men dette ligner han øvrige Førd, og man kan let fristes til at tro, at Hundedagene ere for tidlig ankommet der Nord, og som have faaet sine Indvirkninger paa Ham. Netop den Spekulation havde jeg, da jeg fik Tilslaget for Tartar, at vindicere dets Nationalitet, ved at faa det solgt til en Englænder, og som jeg strax kom i Underhanddling om. Denne Plan fik Hr. Dahl at vide, som han han nu har brugt som ABC for sig, formodentlig at give sin Sag et bedre udseende, og det er overflødigt at spilde Ord derpaa. Hr. Dahl siger, at Auktionsregningen er kvitteret i November, deri har han paa en Maade Kanske ret, men i Virkeligheden ikke, vel at mærke; alle regninger, den auktion vedkommende, bleve udstedte og daterede i November, og uanset hvilken Tid bagefter, Vedkommende have erlagt Summen, har Modtageren af Beløbet kun skrevet betalt og navnet, som jo ogsaa maa være nok, eller i et andet Tilfælde kan man tænke sig, at de maa være Modtageren af Beløbet ligegyldigt, for at føie Betaleren, naar han ønsker Regningen kvitteret under ande Dato. Ønsker Hr. Dahl at jeg maa bevise en af disse tilfælde, er det ingen vanskelighed at skaffe Data for samme. At Regningen til hr. Dahl, mig vedkommende, ikke til rette Tid er erlagt, trøster jeg mig paa lovlig Maade at dokumentere, og finder min sagfører, at Sagen kræver denne Assistance, vil jeg haabe, at han heller ikke taber sammee af Sigte! – reigtignok seer man, at Hr. Dahl citerer Keiserens Red, og vel at mærke, at den Fattige ikke skal have saadan Medfart som den rige i lovlig Omgang, forstaar jeg med disse Ord saaledes, at Hr. Dahl ikke alene har, som beviist, menogsaa herefter vil handle efter Behag, hvor han kan dominere, alt paa Andres bekostning naturligviis, – men om han kan forsvare det er noget ganske Andet. Stakkels Hr. Dahl, havde han blevet hængende ved Skibet, som han har beviist ikke var ham Attraa! – og som han siger: «Som om der hvilede et Fatum over dette Vrag», – var han dog heldig og kvitterede, eller solgte det some det hedder med et Tab af over 500 Spd., NB. Inventariet iberegnet, og da han ikke kunde øine nogen Velsignelse med det, tog han heller ddette Tab, som var og er klogt handdlet af ham, men dermed er dde ikke endt. – riktig nok om Høsten 1843 kom jeg til Christainsund med mit skin iforkommet tilstandfraEngland, efterat have havte mange forskjellige Ulykker meddet i Udlandende, ha saagar lidt Skibbrud, saa jeg mig nødt til atgive Slip paa denneEiendom, allehelst da Assurandørerne disputerede mig min tilgodehavende assurance for Forliset. Dere Annmærking om dette skib kan velikke styrke noget til Deres Sag mod mig, Hr. Dahl! 0g man burde feie først for sin egen Dør, førend man forsøger hos Andre, Deres Skonner «Hermoder», hvori dde eier en Deel, havde ikke ret længe siden den Skjæbne og omtumlede i Udlandet under Bodmeri, saaledes burde De ikke være saa kry; thi saadanne Tilfælde kan vidst hænde enhver Skibsrheder. «Vi have Alle set Vuggen, men ikke Graven».

            Brest i Juli 1846.                                               E. Otto Rodskou[xlv]».

Efter dette forsvinner saken fra avisene, antagelig fordi rettsapparatet fikk hjulene i gang, og rullet og gikk helt til Høyesterett, hvis dom ble publisert i Morgenbladet 5 august 1848:

«Høiesteret.

Under 12te f. M.blev dom afsagt i Sagen O.+No. 16, Kjøbmand E. Otto Rodskoudg mod Kjøbmand Hans H. Dahl. Den var procederet af advokaterne Rolfsen og Dunker. Under en paa Fiskeværet Veiholmen paa Smølen i Edøens Thinglag den 28de, 29de og 30te septbr afholdt Auktion over det dertil indbjergede Skib «Tartar – Hull,» med Inventarium og Ladning, blev Kjøbmand Hans H. Dahl af Christiansundd høistbyddende til skibet og Inventariet og sig i Auktionsprotokollenantegne som Kjøber pr Kommisjon. Kjøbmand Rodskoug lod derefter i den første Halvdeel af Oktober Maaned ved Hjælp af Kjøbmand Hans H. Dahls skipper skibet Tartar med dets inventarium trnssportere fra Veilholmen til christiansund, hvor det senere blev solgt af Kjøbmand Hans H. Dahl for 300 £. Da Rodskoug paastod, at det var ham, for hvem Dahl havde kjøbt Skibet med inventarium, og at Dahl havde været uberettiget til at disponere over samme, sagsøgte han, efter Forligsprøve forgjæves var anstillet, i 1844, ved Christiansunds Bything til enten at udlevere ham Skroget af Tartar og dets Inventarium saaledes og i den stand, hvori han pr. Kommission for ham havde kjøbt det paa Veiholmen, samt den i anledning af Kjøbet udtedte Auktionsregning imod at blive udbetalt dens paalydende Beløb og 5 pCt. Deraf i Provision, eller til at give ham Erstatning for det Tab og den Skade han havde Lidt formedlest hans, Dahls, Misligholdelse af den imellem dem indgaaende Forening og ved hans, Dahls, Fremgangsmaade ved egenradigen ar disponere over hans – Rodskougs – Eiendom, enten med 2000 Spd. Eller med det Beløb, som ved lovligt Skjøn og Taxt over Eiendommen maatte blive bestemt, samt i begge Tilfælde til at erstatte ham de 131 Spd. 110 sk., som han havde udlagt for at bringe Skibet og Inventariet fra Veiholmen til Christiansund, eller endelig til at udbetale ham det Overskud, som fremkom ved at trække Auktionssummen plus de Dahl tilkommende 5 pCt. I Provision fra den Sum, som Dahl havde erholdt ved igjen at sælge Skibet og Inventariet, enten med eller uden Fradrag af formeldte 131 Spd. 110 sk. At Dahl ved Auktionen havde kjøbt Skibet og Inventariet pr. Kommission, var under Sagen baade in confesso og beviist, ligesom de ogsaa var erkjendt af Dahl, at han ved at lade sig antegne i Auktionsprotokollen som Kjøber pr. Kommission havde havt Hensyn til en med Rodskoug truffen mundtlig Overeenskomst om at være ham assisterlig ved at fa kjøbt Skibet. Derimod vare de uenige angaaende Indholdet af den trufne Overeenskomst og sammes gjensidige Opfyldelse, og da Overeenskomstn havde værer indgaaet mundtlig ikke i nærværelse af Vidner, samt da de indirikte Beviser, hver af Parterne gjensidigen paaberabte sig, vare temmelig svage og ubetydelige, saa beroede Sagens Udfald fornemmelig pa, hvem af dem Beviisbyrden maatte antages at paahvile. Rodskoug forklarede Sagens Sammenhæng omtrænt saaledes: Den 28de September 1843 infandt han sig ved Auktionen i den Hensigt at kjøbe Skibet med Inventarium. Da han imidlertid var fremmed for Inkassator og ikke forsynet med saadan Kaution, som denne fandt aantagelig, nægtede han ham Tilslag. Han kom derfor overeens med Dahl, som var tilstede ved Auktionen, om, at denne paa hans Vegne skulde kjøbe Skibet og Inventariet og lade sit Navn antegne i Protokollen som Kjøber pr. Kommission. For sin Uleilighed og Resiko hermed, efter den trufne Aftale, erholde af ham 5 pCt., beregnede af den eventuelle Kjøbesum, hvilken tilligemed den betingede Provision skulde betales saasnart Inkassators original Auktionsregning af Dahl blev ham præsenteret Overensstemmende med denne Aftale ble Dahl Kjøber pr. Kommission af Skibet tilligemed en Deel af dens Inventarium for 812 Spd. 59 sk., efter hvad Dahl i en ham – Rodskoug – overleveret Nota af 1ste Novbr. 1843, hvori han tillige havde beregnet de 5 pCt. i Provision, havde anført. Den 14de Oktober 1843 havde han, som oven bemærket, ved Dahls Skipper ladet Skibet bringe fra Veiholmen til Christiansund uden nogen Indsigelse fra Dahls Side, og denne Transport havde kostet ham 132 Spd. 110 sk., ligesom han ogsaa med Hensyn til Skibet havde paadraget sig andre Forpligtleser, der vilde forvolde ham stort Tab, hvis det, formedlest Dahls Misligholdelse af Kontrakten, skulde blive ham umuligt at opfylde dem. I stedet for at præsenteren ham den orig. Auktionsregning og modtage dens paalydende Beløb med deraf gaaende 5 pC.t Renter, havde Dahl derimod, efter Rodskougs, ved sit Forhold godtjort, at det ikke var hans hensigt at opfylde den indgaaende Forening. Kjøbmand dahl, sm under 7de December 1843 af Rodskoug var bleven bestikkelsesviis opfordret til at erklære, om han vilde vedstaa, at han som Kommissionær for Rodskoug have kjøbt Skibet Tartar med Inventarium, samt om han var villig til a modtage den ham forhen tilbudte men af ham nægtedde Afgjørelse af regningens beløb, naar en saadan præsteredes af Inkassator for Skroget og Iventariet, men som han havde nægtet hidtil at afgive noget Svar, naar ikke Pengene med det samme prøsteredes ham, har han derimod forklaret Sagens Sammenhæng væsentligen at være følgende: Forinden den omhandlede Auktion fandt Sted, kom Parteerne overeens om, at Dahl, forsaavidt han blev Høistbyddendem skulle for Auktionsbeløbet og 5 pCt. I Godtgjørerlse lade Rodskoug som eiendom erholde det ommeldte Skibmed Inventarium, saafremt han betalte bemeldte Beløbtil Dahl inden den ved Auktionskonditionerne fastsatte Forfaldstermin *), men skulde Betalingen udeblive over denne Tid var Aftalen den, at Foreningen ddermed var ophævet. Som Følge heraf forbeholdt Dahl sig, for dettee Tilfælde, Dispositionsret over eiendelene, dog saaledes, at saafremt Sammes realisation maatte opstaa, skulde Dahl derfor have sin regres mod Rodskoug. Dahl blev derefter Høistbydende og lod sig indføre som Kjøber pr. Kommission. Dahl kunde saaledes ikke have noget imod, at Rodskoug i Oktober 1843 lod Skibet bringe til Christiansun, da det paa den Tid ikke kunde falde ham ind, at Rodskoug ikke vilde opfylde sin Forpligtelse ved betimeligen at erlægge Betalingen, og da Transporten steede ved hans egen Skipper og til hans eget Hjemsted, hvor inventariet derhold blev oplagt i hans egne pakhuse, og altså saavelsom Skibet var i hans besiddelse, Indtil Rodskoug opfyldte sin Forpligtelse, at betale den omkontraherede Sum inden 9de November 1845, var Dahl, efter dennes formening, Eier af Skib og Inventarium, og da rodskoug ei til den nævnte termin eerlagde betalingen, vedblev han, dahl, at være Eier af bemeldte eiendele, over hvilke han altsaa maatte være beerettiget at disponere, og det, efter Aftale, mod regres til Rodskog, forsaavidt han derved maatte blive skadelidende. Saaledes  paastod altsaa Dahl, at Sagen forholdt sig, og meente derhos at Beviset for, at ikke saa skulde være Tilmeente derhos at Beviset for, at ikke saa skulde være Tilfælde, maatte paahvile Rodskoug. Denne Mening blev, bifaldt saavel af Under- som Overretten, og som Følge heraf kjendte hiin under 16de August 1845 saledes for Ret: Indstævnte Kjøbmand Hans H. Dahl bør til Citanten E. Otto Rodskoug betale 131 Spd. 110 sk som Erstatning for de med omhandlede Skibsskrog Tartar og Inventariums Transport fra Veiholmen til Christiansund forbundne Omkostninger, men forøvrigt bør Indstævnte for Citantens Tiltale i denne Sag fri at være. Processens Omkostninger ophæves, og Throndhjems Stiftsoverret kjendte Dom af 9de November 1846 saaledes for Ret: Underrettens Dom bør ved Magt at stande; Processens Omkostninger for Stiftsoverreten ophæves etc. I Høiesteret blev afsagt saadan Dom: Indstævnte Kjøbmand Hans H. Dahl har imod at betale til Citanten Kjøband E. Otto Rodskoug 131 Spd. 110 sk for dennes Tiltale i nærværende Sag fri at være. Processens Omkostninger for alle Rette ophæves.

*) Som var den 9de November 1843[xlvi]».

Dommen ble referert, i kortere form, også i Den Norske Rigstidende, 24 september 1848:

«I Høiesteret paakjendte Sager.

Den 12te Juli

            No. 316. Kjøbmand E. Otto Rodskoug (ved Advocat Rolfsen) mod Kjøbmand Hans H. Dahl (ved Dunker.) Sagen angik Indstevnedes Negtelse af at udlevere appellanten et ved Auction paa Veiholmen i Edøens Thinglag den 28de og 29de September 1843 kjøbt indstrandet Skib, Tartar kaldet, med Inventarium m. V. Ved Christiansunds Bythingsdom af 16de August 1845, stadfæstet af Throndhjems Stiftsoverret den 9de November 1846 var Indstevnte Dahl tilpligtet at betale Citanten (Rodskoug) 131 Spd. 40 sk. som Erstatning for de med omhandlede Skibsskrog Tartars og Inventarium Transsport fra Veiholmen tilChristiansund forbundne Omkostninger, men forøvrigt frifunden for Citantens Tiltale, hvorhos Processens Omkostninger vare ophævede ved begge Retter.

            Høiesteretsdom: Indstevnte Kjøbmand Hans H. Dahl bør imod at betale Citanten Kjøbmand E. Otto Rodskoug 131 Spd. 110 sk. for dennes Tiltale i nærværende Sag fri at være. Processens Omkostninger for alle retter ophæves[xlvii]».

Så Even Otto kom så noenlunde skadesløs ut av denne saken, men det var vel Dahl som vant – og noe mer ikke kjent om Rødskou på mange år.

Men han dukker opp igjen – som oppfinner: det fremgår av en notis i Den Norske Rigstidende 8 juli 1862:

            «I Juni Maaned dette Aar ere Efternævnte bevilgede Patenter:

Skibsfører Hans Martin Poulsen paa 5 Aar paa et af ham konstrueret Apparat til Rensning af Skibspumper;

Sadelmagermester Johan Gundersen af Throndhjem paa 10 Aar paa en af ham konstrueret Maskine til Fletning af Svøber;

Mekanikus L. Bertol af Christiania paa 5 aar paa en af ham konstrueret transportable Haandmølle:

Kjøbmand Even Otto Rodskou paa 5 aar paa en af ham konstrueret Vadskemaskine;

Litograph O. R. Hold af Christiania paa 10 Aar paa de af ham konstruerede Apparater og Midler til Photographering i det Frie:

Forstkandidat C. Buchner paa 10 Aar paa:

et Apparat til af Tyri at fremstillee et Raaprodukt til Belysnings-væske:

et Apparat til gjennem en særegen Methode at rense dette Raaprodukt[xlviii]».


[i] Kildeinformasjon: Vestfold fylke, Sandar, Klokkerbok nr. 1 (1814-1835), Ekteviede 1831, side 221. 
Permanent sidelenke: http://www.arkivverket.no/URN:kb_read?idx_kildeid=8226&idx_id=8226&uid=ny&idx_side=-223
Permanent bildelenke: http://www.arkivverket.no/URN:NBN:no-a1450-kb20070427610416.jpg
[iii] Kildeinformasjon: Hedmark fylke, Stange, Ministerialbok nr. 7 (1788-1813), Fødte og døpte 1799, side 72-73. Permanent sidelenke: http://www.arkivverket.no/URN:kb_read?idx_kildeid=9118&idx_id=9118&uid=ny&idx_side=-38
Permanent bildelenke: http://www.arkivverket.no/URN:NBN:no-a1450-kb20070513130121.jpg
[iv] Folketelling 1801 for 0417P Stange prestegjeld, http://digitalarkivet.arkivverket.no/ft/person/pf01058238002204
[v] Kildeinformasjon: Østfold fylke, Moss, Ministerialbok nr. I 5 (1814-1828), Ekteviede 1823, side 414-415. Permanent sidelenke: http://www.arkivverket.no/URN:kb_read?idx_kildeid=7519&idx_id=7519&uid=ny&idx_side=-210
Permanent bildelenke: http://www.arkivverket.no/URN:NBN:no-a1450-kb20061024020466.jpg
[vi] Kildeinformasjon: Østfold fylke, Moss, Ministerialbok nr. I 5 (1814-1828), Fødte og døpte 1825-1826, side 302-303. Permanent sidelenke: http://www.arkivverket.no/URN:kb_read?idx_kildeid=7519&idx_id=7519&uid=ny&idx_side=-154
Permanent bildelenke: http://www.arkivverket.no/URN:NBN:no-a1450-kb20061024020410.jpg
[vii] Kildeinformasjon: Østfold fylke, Moss, Ministerialbok nr. I 5 (1814-1828), Fødte og døpte menn 1828, side 380-381. Permanent sidelenke: http://www.arkivverket.no/URN:kb_read?idx_kildeid=7519&idx_id=7519&uid=ny&idx_side=-193
Permanent bildelenke: http://www.arkivverket.no/URN:NBN:no-a1450-kb20061024020449.jpg
[viii] SAO, Moss prestekontor Kirkebøker, F/Fa/Faa/L0006: Ministerialbok nr. I 6, 1829-1844, s. 133
[xiv] Kildeinformasjon: Vestfold fylke, Sandar, Ministerialbok nr. 5 (1832-1847), Fødte og døpte 1833, side 24-25. Permanent sidelenke: http://www.arkivverket.no/URN:kb_read?idx_kildeid=1259&idx_id=1259&uid=ny&idx_side=-11
Permanent bildelenke: http://www.arkivverket.no/URN:NBN:no-a1450-kb20051018050844.jpg
[xv] Kildeinformasjon: Vestfold fylke, Sandar, Ministerialbok nr. 5 (1832-1847), Fødte og døpte 1835, side 86-87. Permanent sidelenke: http://www.arkivverket.no/URN:kb_read?idx_kildeid=1259&idx_id=1259&uid=ny&idx_side=-43
Permanent bildelenke: http://www.arkivverket.no/URN:NBN:no-a1450-kb20051018050876.jpg
[xvi] Kildeinformasjon: Vestfold fylke, Sandar, Ministerialbok nr. 5 (1832-1847), Fødte og døpte 1837, side 132-133. Permanent sidelenke: http://www.arkivverket.no/URN:kb_read?idx_kildeid=1259&idx_id=1259&uid=ny&idx_side=-68
Permanent bildelenke: http://www.arkivverket.no/URN:NBN:no-a1450-kb20051018050901.jpg
[xix] Kildeinformasjon: Vestfold fylke, Sandar, Ministerialbok nr. 5 (1832-1847), Fødte og døpte 1840, side 194-195. Permanent sidelenke: http://www.arkivverket.no/URN:kb_read?idx_kildeid=1259&idx_id=1259&uid=ny&idx_side=-102
Permanent bildelenke: http://www.arkivverket.no/URN:NBN:no-a1450-kb20051018050935.jpg