Fik 23de april Tripoli as se.
24de april kl. 7 gik ambassade-skretæren iland for at anmelde sin principals ankomst. Vi holdt det imidelertid krydsende tæt under kysten. Kl. 11 kom de igjen ombord, og kl. 12 ankrede vi. Siden blev chaluppen udsat, og med den fulgte ambassadøren og svite iland.
Han var i sin fulde pomp og blev givet honnør af 15 skud, da han gik fra borde, Kl. 5 kom schaluppen tilbage. Pachaen havde, imod hvad man ventde, afslaet audiensen til imorgen.
Alle mand ere nu tilkøis uden de vagthavende. Hvert øieblik raaber man paa dækket: «Alt vel». Det bliver dog ikke alt for vel, om freden med Tripoli nu ikke bliver istand. Vi ligger her paa denn fiendtlige kyst som paa gøder, beredte hvert øieblik til at modtage og afbane en entrink, om Tripolitanerne skulde være forvovne nok til sligt et foretagende. Veiret er stille og bekvemt til slige entrepriser, men da de hodentil har holdt sig tilbage, vil de vel fremdeles gjøre det. Ærgerligt er det, at vi paa ingen maade faar leigighed at fa fat paa nogen af dem, ad kunde føle vikrningerne af vore kanoner og vor harme og lære at blive lit beskedne og ydmyge, om det skulde være muligt.
25de april. Idag blev ambassadøren hentet ombord igjen. Han medbragte amassadørpresenter af 1 negerinde og 2 negere, mange faar og høns og appelsiner. Hvem skulde nu tro andet, end han havde gjort sine sager megeet godt, saa vi kunde se et forønsket udfald paa tingene men tvertimod denne mand, som før slog saa med sin høie nakke, havde baaret sig ad som en hathue, spilt den flaueste rolle, ladet sig forbløffe av pachaen, har ikke tordet tale rent ud, og da han dog kjendte affairerne, lade sig binde løgne paa ærmet av pachaen, som sagde, at det var langt, langt fra Morea, at de tvende danske skibe ikke vare tagne, og at korsarkaptienen selv var nærværende for at bevidne det, fremdeles at den danske konsul selv før havde bydet ham 150’000 pjastre for freden, og at han ifølgde dette maatte finde deyen af Algirs anmodning besynderlig, siden konditionerne vare saa ringe. Han vilde dog i regard af deyen i Algir slutte fred med Danmark for 100’000 pjastre og den medfølgende brig.
At konsulen havde bydet ham denne sum, skulde han paa stedet fremstille 20 mennesker og flere, om forlangtes, til vidner paa. Med dette to ambassadøren til tak, tog sine presenter og gik ombord.
Ambassadøren, som havde begaaet den lidet kloge streg, strax at modtage presenterne, begik nu den meget dumme at lade dem paany blive pakket i schaluppen, gaa iland med dem og give dem tilbage. Alt blev smidt iland meget haanligt, da ingen tog mod samme, ogsaa de tvende negre og den arme pige, som søsyg kom ombord og græd og svedede af angst, da hun igjen skulde i sluppen.
Disse bleve hensatte blant faarene, for hvem de sandelig ikke heller syntes at have meget forud. Naar vi ved at se disse usle skabninger, tænker vi blot at have gunstigere omstændigheder at takke for, at vi ikke staar paa samme trin som se, er det sandelig et ydmygende syn.
Ambassadøren var vred, ærgerlig og kruset i turbanen, da han selv eller ved sin sekretær begreb, at hvad han ikke gjorde galt nok første gang, erstattede han ved at gjøre 10 gange galnere den sidste.
Pachaen har nu ladet melde, at vi strax skulde erholde freden for 150’000 pjastre; seilede vi først, da ikke ringere end 200’000.
Vi ere nu igjen under seil.
Chefen har besluttet, at «Sarpen» skal sætte ambassadøren af i Malta, Imidlertid bleve vi gaaende her at se paa Tripoli. Det ser fremdeles ud til intet bedre end evig blokade i sommer, om ikke chefens planer og korrespondencer i Konstantinopel og Algir vil virke, særskilte ellere forenede, til et forønske udfald paa denne ubehagelige expedition, eller det held maa falde i vor lod at kunde faa fat paa nogen af pachaens skibe og prygle dem.
11te mai. Fik idag den ligesaa uventede som behagelige efterretning, at fregatten «Najade» var komme fra Kjøbenhavn til Malta og var udseilet derfra med de andre for at møde os her; videre at vi skulde afløses af den og gaa til Kjøbenhavn.