«Norske Tollere i 300 År[i]» har bare en meget kort innførsel:
«Grube, Claus. Veier og havnefoged i Larvik og Sandefjord 20. april 1669».
I førstehåndskilder som er tilgjengelig, er det funnet intet om Grubbe, som navnet oftest staves. Navnet nevnes i Sandherred, av Lorentz Berg[ii], først i 1587 i forbindelse med at den daværende sognepresten, Peder Vemundssøn, fikk lov av Knut Grubbe, som da hadde Brunla Len, til å bygge en gård i Sandefjord. Mer spekulativt, og meget senere, nevnes[iii] familienavnet Grubbe som et mulig opphav til gårdsnavnet Grubbestad, under Nordre Førstad.
Om noe av dette knytter Claus Grubbe til den store adelsslekten Grubbe fra Sjælland er ikke kjent.
En slektshistorisk webside[iv] som virker pålitelig, forteller at Claus var født efter 1636 av foreldrene var Jacob Knudsen Grubbe til Røgle, en kar fra Skåne, og Hilleborg Clausdatter Daa, opprinnelig fra Trondhjem. Han skal ha hatt 10 søsken.
En kort oppsummering av hans militære karriere – med henvisninger til Danmarks Adels Aarbog, ulike utgaver ingen av hvilke er tilgjengelige – er der også:
En Herman Grubbe førte 1688 den i Sandefjord da bosatte Claus Røyems «Eksempsjonsskib», Fløite Caritas, med åtte manns mannskap og seks kanoner; de seilte på København, forteller en skipsliste gjengitt av Knut Hougen[v]. Om han var en slektning eller ei, er ikke fastlagt.
Claus Grubbe nevnes, forteller Johnsen og Aagaard, i forbindelse med skattemantallet av 1688[vi], som en av to tilhørende fjerde av fem klasser skattebetalere i Larvik: begge de to er kroverter. En note til denne opplysninger står det:
«Claus Grubbe er vist den samme som var den unge U. F. Gyldenløves hovmester i 1662; i 1679-80 var Claus Grubbe tiendeforpagter i Larvik – Sandefjord. Han var forarmet ved en ildebrand og kom tilkort i sit regnskab. I 1683 blev hans samtlige eiendeler værdsat til 149 rdlr. 14 sk., med konfiskation for øie for restanserne».
Om det har noe med Claus å gjøre eller ei er ikke kjent, men samme bok[vii] nevner at Gyldenløves annen kone, for en kort tid før de ble skilt, var Marie Grubbe.
Slektsindeksen Geni har fanget opp informasjon om Claus Grubbe og hans familie, men intet av dette er verifisert i originalkilder.
Her blir de samme foreldrene angitt, at han var født i 1646, og det fortelles at han var gift med to kvinner, Malen og Marit, med den siste karakterisert som «usikker». Man hører også om fire barn, Maria; Magdalena; Ole; og Hermann.
Om lite er kjent om Grubbes liv, så får man et innblikk i hverdagens hans gjennom en sak som kom for retten i 1679, og som er beskrevet av S. A. Sørensen i hans «Af Larviks Historie: Uddrag af Larviks gamle Skifteprotokoller[viii]»:
«I 1679 indstevnes Sr. Joseph Bourne, Raadmand i Larvik, af Tiendeforvalter Claus Grubbe for mod Forbud at have indskibet i et engelsk Skip 2 Tylter Furuplanker, som ikke var «Fortiendet», samt 12 Tylter Bøgeplanker, som var arresteret og kronet».
En hel Del Vidner var i Sagens Anledning indstevnet.
Sr. Joseph Bourne lader ved sin Søn Jan Bourne svare, at Byens Stevnevidner havde sagt, de havde sagt, de havde en Stevning til ham, men at han ikke havde faaet Lov til at læse den eller røre derved. Han behøvede derfor ikke at svare. Han indleverede dog et skriftligt Indlæg.
Sr. Grubbes Fuldmægtig svarede, at Stevnevidnerne havde Ordre til ikke at levere Stevningen fra sig, da han frygtede for, at Joseph Bourne skulde omgaaes slig med Stevningen, som han havde omgaaet med den arresterede Last, som han med Magt havde ført ind i Skibet; og at han derfor ikke havde ladet ham faa selve Stevningen, men en Kopi deraf, og henstiller til Byfogden at afhøre Vidnerne, da ellers stor Bekostning foraarsages.
Byfogden dømmer, at Stevningen paany maa foretages, og indkalder Vidnerne og Sr. Joseph Bourne til nyt Møde.
Heller ikke da møder Sr. Bourne op, men efter Byfogdens Kjendelse optoges alligevel Forhør.
Vidnerne forklarer:
«Joseph Bournes Skude var indkommen fra Sandefjord med nogle Bøgeplanker og Stolper, som blev indladet i Samuel Constants Skib. Af Monsr. Grubbe blev Christen Arveschoug paa Hans Høie Excell.s Vegne befalet at advare Joseph Bourne mod at indtage disse Planker i Skibet uden Følgeseddel fra Monsr. Grubbe, eftersom Planker var forbuden Last at udføre. Arveschoug lod da sin Tjener Guttorm Jensen ro om bord. Da Guttorm Jensen kom om bord i Skibet, hvor Joseph Bourne var, og forbød Indladningen, sagde denne: «Jeg har givet min Last an i Sandefjord, jeg har ikke behov for at give den an mere end en Gang». Guttorm sagde da: «Jeg vil slaa Krone paa den efter mmin Hosbonds Begjæring». Saa sagde Bourne: «Slaar I Krone paa den Last, som er angiven, saa tager jeg eder og kaster i Vandet»; og «dermed drog jeg i Land og turde ikke slaa Kronen paa den», vidner Guttorm.
Da Guttorm kom i Land, foer Christen Arveschoug selv du til Skibet og «forbøde Joseph igjen paa Kongl. May.s Vegne Plankerne at indtage», hvortil han svarede: «I haveer mig Intet paa Kongens Vegne at forbyde; I tjener Borgerskabet og ikke Kongen». Christen Arveschoug kroned da Plankerne tvende Gange med Kronen, hvorpå Joseph sagde: «Kroner ikke for hart!» og saa sprang han straks af Skuden ned paa Flaaden og to selv Plankerne, som var kronet, og stak i Skibet og sagde: «Min Last er i Sandefjord angivet og kommer Eder intet ved».
Imidlertid bad Skipperen de to Mænd Peder Gjelstad og Josef Rønning at tage Skøiten, som Furuplankerne var i, og fare i Land efter en Favn Enerved. Saa tog Christen Arveschoug sin Baad og for i Land for at høre hos Mr. Grubbe, om Plankerne var angivne, hvortil denne svarede «Nei» og sagde: «Lade dem blive her ved Bryggen; jeg vil straks gaa hen at se de Planker». Saa gik Arveschoug straks ned igjen og forbød dem at drage fra Land med Baaden og «kroned» Plankerne med rødt Kridt. Straks efter kommer Mr. Grubbe og Byfogden og siger til Peder Gjelstad og Josef Rønningen, at Plankerne er Prise, og bad dem kaste Plankerne paa Flaaderne ved Bryggen». «Da svarede vi «Nei», vil de have dem af Baaden, maa de selv skaffe dem deraf». Saa kommer Bysvenden, Boe, og de befaler ham at kaste Plankerne af Baaden. Som Joseph Bourne faar se det fra Skibet, kommer han roende i land med sin Jolle, springer op paa Flaaden og slaar Boe med sit Spanskrør to Slag over Halsen». Der han faldt neder, sagde Boe: «Hvorfor slaar i mig? «Hvem har befalt dig at tage min Last paa Land? spurgte Bourne. «Lad dem komme, de Fyldehunder, saa skal de nyde samme Ret som du! Men hvor er de henne? Jeg saa Claus Grubber et nu, at han krøb bag en Bordstabel!» raabte Bourne. Og saa sagde han til Peder Gjelstad og Claus Rønningen: «Tag Bordene og før dem om bord; har de mig noget at tiltale, saa lad dem søge mig med Loug og Ret».
Joseph Bourne havde vistnok ret i, at Lasten tidligere var anmeldt i Sandefjord; ialfald frikjendtes han for at have ført Lasten om bord og modsat sig «Inqvisition». Derimod dømmes han til at bøde 8 Ortuger og 13 Mark Sølv for at have slaaet Byens Tjener og paabydes at betale Mr. Grubbe 10 Rdlr. i Procesomkostninger»
Noen år senere, vinteren 1683/1684 nevnes Claus Grubbe i en komplisert rettsak mellom to helt andre personer, selv er han involvert som vitne – men man får vite at han, ved siden av toller-gjerningen, også er krovert. Og man får et tidsbillede av kommers og rettsvesen, av mellom-menneskelig forhold og drukkenskap, og en mengde frem og tilbake omkring en kontrakt.
«To Medredere.
Ole Mortensen i Larvik havde kjøbt af Mr. Moritz Jørgensen i Kallundborg Halvparten i Kreierten «Emanuel», ogsaa kaldet «Kjempeskuden».
Det oprindelige Kjøbebrev af 10de Mai 82 blev, efter Ole Mortensens Fremstilling, ikke opfyldt af Moritz Jørgensen, hvorfor der ble utstedt nyt Kjøbebrev af 12te Septbr. s. A. Heller ikke denne Kontrakt opfyldtes, og A. 5te Sept. Aaret efter blev der da oprettet en ny skriftlig Kontrakt. Ole Mortensen havde, siden han kjøbte Halvparten i Skibet, ikke havt en Skilling eller en Skillings Værd i Fortjeneste «men mere derpaa med reiser og andet gjort stor Omkostning». Nu haabede han da efter den nye Kontrakt at faa god Fortjeneste, da han selv skulde have Fordelen af den første Reise. Men istedenfor at lade Ole Mortensen faa fragte Skibet og faa Fortjenesten deraf, lader Morits Jørgensen Skibet seile du fra Langesund og ned til Kallundborg og der oplægge, idet Moritz Jørgensen paastod, at Kontrakten var bleven omgjort d. 13de Oktober 1683 ved mundtlig Samtale i Hans Simensens Hus i Helgeraaen, hvorefter han havde fragtet Kreierten for Reisen.
Dette kan ikke Ole Mortensen huske og herom var de da Ugreie. Saa var derogsaa Strid om Tredieparten av Skibet skulde sælges.
Saa kommer Moritz 24de November s. A. kjørende med en Hest og Slæde, som han har leiet i Helgeraaen, til Larvik og stander paa Almenveien bag Ole Mortensens Hus mod Statholdergaarden. Der møder han en Strandsidder fra larvik. «God Dag, Dannemand! Ved I, hvor Ole Mortensen bor?» «Ja men ved jeg saa». «Vil I gjøre vel og bede Ole Mortensen komme til mig, jeg vil snakket et Ord med ham». Dette gjorde Drengen. Ole Mortensen tøvede lidt, o imedens kom Hans Isacksen, som nogle Timer før havde været der og fordret Svar paa en beskikkelse fra Mortiz om Salg af ⅓ Part i Skibet. Ole Mortensens Kone, Mette, gik nu bort til Moritz i Slæden og hilsede ham. Saa stod Moritz op af Slæden og tog hende i Haand. Saa bad Mette, om Moritz vilde gjøre vel og drage hjem med hende. Men Moritz svarede, han havde ikke Tid denne Gang. Saa kom Ole Mortensen og Hans Isacksen bort til Slæden, og Ole Mortensen bad Moritz gjøre vel og følge med ham ind; han skulde intet andet end Godt vederfares; og bad ham mange Gange kjøre ind i hans Gaard. Men Morits svarede: «Nei, jeg har ikke Leilighed; dersom I vidste, hvor høit det var mig angelegen, saa skulde I lade mig fare». Og saa satte Moritz sig i Slæden og vilde kjøre vest efter. Saa tog Ole Mortensen i tømmen og vigte Hesten af Veien. Saa talte Ole Mortensen om det Brev, som Hans Isachsen var nede efter og sagde til Moritz: «Du skal bie, du skal ikke fare, før du har en Mand i Pladsen for dig». Saa svarede Moritz: «Hans Isachsen skal være i mit Sted». «Vil du være i hans Sted og give mig din Haand derpaa?» spurgte Ole Mortensen og rakte sin Haand over Slæden til Hans Isachsen, men denne svarede Intet til det. Da greb Ole Mortensen anden gang om Tømmen, og vilde vige hesten. Saa sprang Moritz op af Slæden og hen paa Marken og raabte til dem, der de stod: «Ran og Vold!» «Drages det til Minde, I Dannemænd! At han raner mig min Hest og Slæde ifra!» Og dette raabte han mange gange. Og Ole Mortensen raabte til Moritz: «Havde jeg Bud til Byfogden, skule jeg faa Eder i Arrest, efterdi I stiller Eder saa an». Og Moritz løb ned til Broen, vendte sig saa om, trækker sin Kaarde op of viftede med Kaarden
Saa kommer Moritz 24de November s. A. kjørende med en Hest og Slæde, som han har leiet i Helgeraaen, til Larvik og stander paa Almenveien bag Ole Mortensens Hus mod Statholdergaarden. Der møder han en Strandsidder fra larvik. «God Dag, Dannemand! Ved I, hvor Ole Mortensen bor?» «Ja men ved jeg saa». «Vil I gjøre vel og bede Ole Mortensen komme til mig, jeg vil snakket et Ord med ham». Dette gjorde Drengen. Ole Mortensen tøvede lidt, o imedens kom Hans Isacksen, som nogle Timer før havde været der og fordret Svar paa en beskikkelse fra Mortiz om Salg af ⅓ Part i Skibet. Ole Mortensens Kone, Mette, gik nu bort til Moritz i Slæden og hilsede ham. Saa stod Moritz op af Slæden og tog hende i Haand. Saa bad Mette, om Moritz vilde gjøre vel og drage hjem med hende. Men Moritz svarede, han havde ikke Tid denne Gang. Saa kom Ole Mortensen og Hans Isacksen bort til Slæden, og Ole Mortensen bad Moritz gjøre vel og følge med ham ind; han skulde intet andet end Godt vederfares; og bad ham mange Gange kjøre ind i hans Gaard. Men Morits svarede: «Nei, jeg har ikke Leilighed; dersom I vidste, hvor høit det var mig angelegen, saa skulde I lade mig fare». Og saa satte Moritz sig i Slæden og vilde kjøre vest efter. Saa tog Ole Mortensen i tømmen og vigte Hesten af Veien. Saa talte Ole Mortensen om det Brev, som Hans Isachsen var nede efter og sagde til Moritz: «Du skal bie, du skal ikke fare, før du har en Mand i Pladsen for dig». Saa svarede Moritz: «Hans Isachsen skal være i mit Sted». «Vil du være i hans Sted og give mig din Haand derpaa?» spurgte Ole Mortensen og rakte sin Haand over Slæden til Hans Isachsen, men denne svarede Intet til det. Da greb Ole Mortensen anden gang om Tømmen, og vilde vige hesten. Saa sprang Moritz op af Slæden og hen paa Marken og raabte til dem, der de stod: «Ran og Vold!» «Drages det til Minde, I Dannemænd! At han raner mig min Hest og Slæde ifra!» Og dette raabte han mange gange. Og Ole Mortensen raabte til Moritz: «Havde jeg Bud til Byfogden, skule jeg faa Eder i Arrest, efterdi I stiller Eder saa an». Og Moritz løb ned til Broen, vendte sig saa om, trækker sin Kaarde op of viftede med Kaarden. Og Ole Mortensen saa sig om, og han kunde faa noget i Haanden at værge sig med, men Hans Isachsen sagde, «han vifter ad Pigen og ad Eder». Saa gik Pigen fra Hesten og Slæden, som blev staaende igjen paa Veien.
Da ingen kom for at at hente Slæden og Hesten, vidste Ole Mortensen ikke bedre end at kjøre Hesen og Slæden til Byfogden, men efter en Stund kom Byfogdens Søn tilbake med den. Saa lod han sin Stedsøn kjøre den du til orstrand til det Hus, hvor han vidste Moritz Jørgensen var; men dat Gutten kom dit, havde Moritz faaet fat i en anden Hest, som han steg op paa, og red afgaarde med til Helgeraaen.
Stedsønnen kom da kjørende tilbage med hest og Slæde igjen til Faderens Gaard, hvor Hesten blev staaende til du paa Kvelden. Ole Mortensen bad da sin Thener kjøre den du til Helgeraaen til ejeren Nils Gjesten, men her havde nok Moritz før været ude og afkjøbt Nils Gjesten baade hest og Slæde.
Tjeneren, som kjendte til, hvorledes Alt var passeret, da han havde fulgt med Husbond du til Slæden «for at lye paa» og siden gaaet tilbage «for at gjøre mit Arbeide, som jeg burde gjøre», fortæller, at han kom om Aftenen til Helgeraaen og «leverede Hesten og Slæden og Høiene*[1]) i Nils Gjestens Gaard og gik ind til Gjesten og sagde: «Her er Eders Hest og Slæde, som Moritz Jørgensen havde i Larvik». Nei, de havde alt faaet Betaling for hesten. Saa sagde jeg: «Der star Hesten og Slæden og Altsammen; vil I ikke annamme den, saa gaar jeg herfra», og saa gik jeg min Vei igjen. Og den Tid jeg kom et Stykke paa Veien, kom en karl, som jeg ikke kjendte, efter mig kjørendes med samme Hest og Sllæde og kjørte forbi mig og sagde: «Der er en hest og Slæde, jeg leverer Eder». «Nei, jeg har leveret den fra mig, jeg befatter mig ikke mere med den. Saa gik jeg om Natten hjem, og hesten gik og den anden fra».
Et par Dage efter sad Mr. Moritz Jørgensen i Sr. Claus Grubbes Hus og drak en Krukke Vin. Samme Tid kom Ole Mortensen ind og gik paa Gulvet og spadserede. Og som han saa gik, da sagde Ole til Moritz: «ja vit to skal drages sammen». «Ja» svared Moritz. Da sagde Ole: «I har givet mig an, men jeg har sat Jer i Arrest, som jeg har udi min Lomme, som I skal faa at vide inden en eller to Timer, at jeg mener I er en Æretyv; men I giver meg absolute an for Ran og Vold. Havde i Sat som jeg, at i mener det, saa havde det maaske været bedre for Eder». Da svarede Moritz: «Tier stille, Ole, Tiden skal lære os det». Da sagde Ole: «I har gjort som en Skjelm og en Æretjuf, og I skal faa en Ulykke for det». Da sagde Moritz: «Det hører I vel, Godt Folk; dog at det gjøres maaske ikke behov; ti jeg har alt desforuden nok imod hannem».
Saa blev der Stevning over en lav sko.
Mr. Moritz instevner Ole Mortensen «for den store Vold og Overlast, som hannem er vederfarer strax overfor Ole Mortensens Hus paa hans alfare Vei fra Torstrand til Schien» og stevner derefter for de Ord han havde talt hos Grubbe. Ole Mortensen skriver, at Moritz Jørgensen havde sendt ham «æreskændende og beskyldende Brev, hvorpaa han havdet forhvervet en lovlig Arrest paa hans Person». Og da der ikke handles om Penge, men om en Æressag, maa han søge ham med Rigets Stevning, og dette skulde for længe siden være skeet, hvs «Rigens Segl ei saa lang fraværende udstedes»
I et nyt Indlæg skriver Ole Mortensen, at han hun «i Beredelsens Uge før Juleaften er belven stevnet med fire Stevninger: en Mandag, en anden Tirsdag, en igaar under Prædiken og formoder, at han nu St. Thomasaften ei med retten skal overiles, men gives Dilation, og at saaledes ingen Vidner forhøres i hans Fravær».
Moritz Jørgensen svarer, at Ole Mortensen har sendt ham først tvende Stevninger i hans Legemente, hvorfor han ogsaa maatte stevne, sin reise at befordre, og formoder, at han som fremmed kongelig Arveundersaat, wohnhaftig udi Callundborg i Sjælland ikke bliver opholdt formdelst Ole Mortensens ugrundede Protestation, men får nyde Gjæsteretten efter ChristianIV’s Reces.
Retten «nødsages dog denne Sinde at stille dette i Bero til næstkommende Aar, til næste Søgne efter Juelfreden».
I det nye Aar møder begge parter igjen op. Moritz Jørgensen har nu overdraget thomas Bugge at føre sin Sag «eftersom jeg selv udi saadanne Sager, som angaar Ære og Velfærd og udi dette Lands Lov ei selv er dreven eller kyndig. Of hvos Thomas Bugge herudi annerledes gjør og procederer end forsvarligt er, da han han selv derfor at stande til Rette. Og om han min ret ikke saa strikte paastaar, som det sig bør til en revanche mod Ole Mortensen for hans ubillige Øvende mod mig Hans Kong. Maj.s Undersaat, wohnhavtig udi Callundborg, da min Ret mig forbeholden, og sligt ei at komme mig til Hinder eller Skade i nogen Maade».
Ole Mortensen førte sin Sag selv, hva dog ikke kom noget godt fra.
Først var det Sagen om «Ran og Vold» som Ole Morten havde øvet, da han vigte hesten tilside. Ole Mortensen anfører, at han ikke havde gjort andet, end han «af et godt Hjertelga brugte al Høflighed til a persvadere Moritz Jørgensen til at gaa ind i Huset at tage til takke, hvad Tractement efter Leilighed kunde gives», og at «Moritz’ Adfærd kommer ham fore som et forstilt Raad, naar han forvendte saadant til Skjelderi og Sagsanlæg». Han fører ogsaa Vidne for, at han ikke rørte Tømmen, da han skjønte Moritz ikke vilde det, og ligesaa, at Pigen havde taget i Tømmene, efterat baade Moritz og han havde gaaet fra Slæden.
Modparten fører derimod Vidner for, at de «droges» om Tømmerne, at Moritz havde Tømmerne»om sin Haand vreden»; og Pigen Vidner at hun rørte hverken Tømmen eller Slæden.
Thomas Bugge gjør tilsidst følgende Paastand:
«Eftersom de 4 Vidnesbyrd overensstemmer, a Ole Mortensen haver raner mauritz Jørgensen hannem sin Hest, Slæde, Bjørnekind og Pudhynde ifra, sætter derfor i Rette, om Ole Mortensen ikke pligtig at være hannem at indestaa, første efter Louge for den Begaaelse at straffes, og endelig til hesten, Slæde, Pudehynde og Bjørneskind at svare og betale saavelsom den Spot og Skade, Tidsspilde hannem derpaa tilføiet, forbeholden Tiltale om Arresten og des Beskyldninger; ellers indives en kort Specification paa allerede gjort og anvendte Bekostninger».
Ole Mortensen «formener, at Vidnerne, ihvorvel de have været villige, ikke har bevist nogen ran og Voldsgjerning, of formoder en retsmæsssig Kjendelse for, at Moritz bør erstatte ham al foraarsaglig Omkostning, Tidsspilde, Næringssvækkelse og Forsømmelse, saasom jeg sidder med fattig Hustru og smaa Børn, og han mig den bedste Tid af Aaret med sin Bekyldning har forhindret som jeg estimerer for 300 Rdlr».
Dommen lyder:
«Saasom Vidnerne har bekjendt, at Ole Mortensen vel først har medet Moritz Jørgensen ind, mens dog han sig undskyldte, og saa Ole sagt, at han skulde, og videre øvet sig med tømmen og Kjørsel af Veien og talt at ville have Moritz i Arrest, saa ser jeg ei andet, end Ole Mortensen sig derudi har forgreben og imode Lougen handlet, idet han bemægtigede sig Moritz Jørgensens hest, Slæde med videre og saaledes paa almindelig Vei forment hannem sin Reise at fortsætte.
Thi tilkjendes Ole Mortensen efter Lougen, Landsbalkens 40de Cap., at bøde en halv Mark Sølv og indestaa og betale Moritz Jørgensen for Hest og Slæde med Pudehunde og Bjørneskind; samt desuden at betle for denne Sags Omkostning 49 Rdlr.,[2]*) hvilke 49 Rdlr er imod den store Opskrift, som er indgiven og ei saaledes videre for billig kan ansees, hvilke Ole Mortensen har at betale inden ½ Maandes Dag under Lougens Excution og des Følge».
«Begge parter begærede den Act beskreven» heder det i Protokollen.
Saa var det de Ord, som Ole Mortensen havde sagt i Claus Grubbes Hus, at Moritz Jørgensen havde handlet «som en Skjelm og som en Æretiuf og skulde faa en Uløkke for det».
Moritz Jørgensen havde stevnet ham ind for denne «grove Beskyldning paa Ære, Velfærd og Liv» og indkald Sr. Claus Grubbe og Mester Johan Meier, Barber, som Vidner.
Thomas Bugge gjør paa sin Principals Vegne Fordring paa, at Ole Mortensen for slig Æreskjelding og Undsigelser skal lide Straf efter Manhelgbelkens Cap. 21 og desuden stille Borgen, at Moritz Jørgensen efter Lougen paa sit Liv kan være forsikret, eftersom han paa Livet har undersagt».
Ole Mortensen lader indføre, at han en Dag var kommen i Mr. Grubbes Hus, og som han ikke rettere saa befandt Moritz Jørgensen samt rubbe og Consorter sig da ved en god Rus. Han blev da angreben af Moritz med nogen Ubekvemsord, som de muligt nu for Rusens Skyld ikke erindrer; formener at saadant Kroprat ikke bør komme hannem til Hinder.
Desuden nedlægger han Indsigelse mod, at Johan Barber og Claus Grubbe skal føres som Vidner, this Johan Barber er beskyldt i en Sag mellem ha, og Jacob Balberer, og Grubbes Hus er et Krohus, hvor der holdes Øl og Brædevin tilfals; formener, han ska være fri for Skvalderprov, som kommer fra Møllerkroer og Smiddehuse.
Retten afgiver Kjendelse for, at saavel Johan Meier som Claus Grubbe kan aflægge Vidnesbyrd, og Thomas Bugge lader afhente Grubbes Gut, for at han kan vidne om, hvormeget der den Dag var drukket.
Gutten fortæller:»Som Moritz Jørgensen kom ind om Morgensen, begjærede han en Krukke udlendsk (?) Vin og fik den som var en halv Pot, og sad ved Bordet. I det samme kom Ole Mortensen og begjærede for 2 Skill. Brædevin, som han fik. Da hørte jeg, at de begyndte at skjendes, og idetsamme jeg kom op af Kjelderen, hørte jeg, at Ole Mortensen skjælte Moritz Jørgensen for enSkjælm og en Æretyv og sagde: «I skal faa en Ulykke». Saa gik Ole Mortensen med det samme, og de fik ikke mere af Vin eller Brændevin den gang.
Retten finder, at da det her handles om «Æreskjenderi», er Sagen af saa graverende Art, at den maa sendes til Overdommeren.
«Saa er det Striden om «Kjæmpeskuden», som skal afgjøres.
Ole Mortensen vil have gjort Ansvar gjældende mod Moritz Jørgensen fordi den Tid «han var her i Byen og spillede paa en Okse til Anund Olsen, havde givet Skipperen paa Skibet, hvori snart al hans Velfærd bestaar, Ordre til at komme til ham igjen udi Ladepladsen Brevig, tvers imod hans egen haand og Kontrakt, og at han ligeledes den 5te Oktober havde ladet Kreierten for Skjemt udsegle fra Langesund».
Thomas Bugge svarer paa sin Parts Vegne, at alt dette blot var en Skrøne af Skipperen, og «for ugjort Gjerning bødes ufød Fæ».
Ole Mortensens Hovedanke mod Moritz Jørgensen var den, at han havde ladet Kreierten seil ned til Callundborg, skjønt Ole Mortensen efter Kontrakten af 5te Sept. skulde have ret til at disponere over Skibet den reis. «Det var da den fordelagtigste Tid, som har været paa en 10 Aars Tid, eftersom Godset koster i Danmark og nu kan bekommes her paa Lofterne; formener derfor at Moritz Jørgensen maa erstatte ham 1 Rdlr, i Fragt for hver Tønderum, samt betale ham igjen de 500 slette dlr., som han havde givet for Halvparten i Kreierten, da den saaledes uden min Vilje er mig ulovligen fra kommen, samt desuden tilbørlig Rente, Reise og anden Omkostning».
Thomas Bugge fører paa sin Principals Vegne et Par Vidner for, at Ole Mortesen den 13de Oktober i Helgeraaen med «Handerband» havde indgaaet en ny Akkord med Moritz Jørgensen, hvorefter denne skulde have den første Reise imod 24 Rdlr., og desuden have Kreierten i Pant for 200 Rdlr. til 11Juni næstkommende eller da at auktioneres til Høistbydende».
Ole Mortensen formener at «en Kroaccordatie», som mulig er funderet paa en Aftenrus, ikke bør findes at den Kraft, at den kan dæmpte Haand og Segl, helst naar observeres Datum, da det vel kan bevises, at Kreierten er udseglet tilforn. tilmed om saa havde været, at vi derom skulde have accorderet, kunde vi begge skrive, og havde vi vel havt et Ord skriftlig fra hverandre derom».
Thomas Bugge svarer: «Naar Ole Mortensen urgerer, at ingen skrift dennem imellem er opsat om den Reise, som nu tvistes om, saa skeede Accorden udi Helgeraaen, hvor ikke stemplet Papir er at bekomme; formener derhos, at de lovfaste Vidner, som derved var overværende, er nok for denne Kreierts Fragt, endog om det var for det bedste Skib af Laurvigen segler».
Ole Mortensen indvender: «Skulde jeg den Aften med hannem være accorderet derom, havde jeg ikke havt fornøden at tage mig den besværlig Reise til Langesund for at søge efter Kreierten; og havde vi været forligt, kunde vel Moritz Jørgensen anden Dagen, der han igjen fulgtes med mig til Laurvig faaet forseglet Papir at skrive paa. Og jeg ved ikke at saadant skal være passeret, men har Moritz Jørgensen eller Thomas Bugge ringeste Hand eller Skrift fra mig at bevise med, skal jeg være førnøiet».
Han tilspurgte ogsaa Moritz Jørgensen, «hva Sted i Helgeraaen, og paa hvad Tid han slig Ruse-Vinde har erholdt. Da jeg reiste derfra om Natten til Langesund, ved jeg ikke rettere end jeg jo den Tid jeg gik paa Døren, betalte, hva Øl og Brændevin jeg der havde consummeret.
Thomas Bugge gjør Rette opmerksom paa, at «Ole Mortensen bekylder den fornemme Mand Hans Simensen, en af Byens bedste Borgere, for at holde Krohus, givende som Aarsag, at han betalte, hvad han der fik».
Ole Mortensen fører Thingsvidner for, at han den Nat var reist til Langesund, for at lede efter Kreierten og at der da blev svaret ham, at Kreierten var udseglet Fredag Eftermiddag den 12te Oktober. Han fremlægger ogsaa copi af Toldseddelen, som er utstedt 1ste Oktober».
Thomas Bugge concluderer, at Ole Mortensens ugrundede Paastande ei mod saa laug faste Vidner bør agtes gyldig, thi «Gjort Gjerning haver ingen Vending» om der noksaa megen Smykker derpaa sættes.
Ole Mortensen indigiver tilsidst et vidløftigt indlæg, hvori han protesterer mod de 3 Prov, som «underfundige Kroprov». Han lader ogsaa indføre, at han af Skriveren udi Dag udi Byfogs og Dannemæsnds Bivær, ikke som hans Modpart faar Lov til mundtlig at indføre «Og efterdi dette af mig Jørg. Orse for nær talt, og han derudi følger sin Vei mod rette Sandhed, som aldrig skal bevises at være – det er vel, at Ole Mortensen stod for Retten og havde fattet sit Indlæg paa Slet Papir og ville diktere den derefter, at jeg den ord efter anden skulde indføre – svarede jeg ikkun: «Ved sligt afgaar Hans kgl. May.s Interesse af det cronet Papir etc. forhaaber at Hr. Byfogden sligt vel observerer». (En ny Proces blev følgen af denne Ole Mortensens Beskyldning).
Den 25de Febr. 1684 falder Rettens Kjendelse: «Efter Contract af 5te Sept. 1683 eiede Ole Mortensen Halvparten i «Kjæmpeskuden». Ole Mortensen mener, at Moritz Jørgensen ikke har efterlevet denne Kontrakts bestemmelser, idet han har ladet Kreierten forsegle 12te Oktober og udi Callundborg oplægge og formener, at Moritz Jørgensen bør betale hannem sin Part af Kreierten og desuden 1 Rdlr, for hver Tønderum; hvormimod Moritz Jørgensen ved Thingsvidne beviser med trende laugfaste Prov, at han og Ole Mortensen blev ved handerband forligt og accorderet den 13 Okt, udi Helgeraaen, at Ole Mortensen skulde have for den Reises Afstaaelse 24 Rdlr., og om Skuden noget skulde tilkomme da at betale til Oluf 200 Rdlr. – Saa endog Ole Mortensen ved sine Vidner, som alene hørt af andre, sogar bevise, at Kreierten var den 12te Oktbr. udseglet, ser jeg ikke, at jeg som en ringe Udnerdommer saadanne ergagne lovlige Prov kan undstaa mig at fælde, men samme Accord, som udi Helgeraaen skeede bemeldte 13de Okt, at bør stande ved Magt”.
I 1685 har Ole Mortensen en ny proces»
Når Claus Grubbe døde er ikke slått fast.