Vi lettede anker og gik under seil. Der var gaaet ord om, at pachaen vilde i aften, naar det var mørkt, lade udløbe sin korsar og den udrustede prise, saavidt troede man neppe hans dristighed kunde gaa.
Kl. 10 ½ blev det gjort allarm; alle mand purret du og klart skib. Jeg blev liggende, indtil et vældigt skud rystede min køie. jeg kom da op og mødte i døen forvalteren som og i denne hurlumhei var kommen i klæderne.
Der var en seiler, som var forud, og som nu blev gjort jagt efter. Han satte op under landet, men en 2, 3, 4, 5, skud, som begyndt at hvine om ham, nødte ham at at holde ned til oss. O, hvor ønskede man, at det var pachaens fregaat! Han syntes stor i maaneskinner; lunterne vare tændte, alting klart. Han kom ved siden af os; det var en liden brig med fransk flag.
«Hvorfra kommer de?»
Fra Tripoli i barbariet; vil til Tunis, har omtrent 40 passagerer».
«Da gjør det mig ondt for Dem»
Travaillesluppen blev straks sat du, og den franske kaptein hentet om bord. Strax efter blev de tvende tunesiske kjøbmænd, som havde fragtet skibet, hentet om bord; de fremviste papirer og gjorde forklaringer. Det var en slakken frem og tilbage og frygt paa disse folk, hvorledes det skulde gaa dem. Det blev opsat at efterse tingene, til det var dag og morgen. Imidlertid gik løitnant Bille der om bord med 10 mand, hver med pistol og sabel, de overnattede hos de fremmede.
13de febr. Paa det franske skib var 16 slavinder og 8 slaver, som vore kjøbte inde i landet til beien af Tunis. et par Tripolitaner vare der.
Chefen fandt det ikke kvalificeret til prise, og hjertelig glade bleve alle der ombord for tilladelsen, de fik, at fortsætte reisen. Af passagerene vare de fleste af dem, der havde gjort pillegrimsreiser til Muhameds grav i Mekka og nu returnerte.
For engang i deres liv at kunne gjøre denne reise sammensparer de kummerlig hver 5 a 6’000 rdlr, og gaar da i karavaner av 1’000 mennesker og mere fra Alexandrie gjennem ørkener en 500 mile.
Kameler bærer for dem vand, de skal drikke, og det mel, der røres om i dette vand, hvilket er deres eneste føde. Ikke destomindre falder denne reise dem umaadelig kostbar; alle deres medbragte fichiner smelter bort, og de komme hjem tomhændte. Opholdet i Mekka skal medtage det meste, hver som melder sig at se graven, maa til Muftien der erlægge i forveien 100 fichiner.
Morinderne vare som vilde, ingen munterhed og liv hos dem. De vilde nu slet ikke indlade sig med vore naadsmandsgaster, som for spas «spraaka» med dem.
Skulde vi dog ikke bli saa heldige at træffe nogen av pachaens krydsere!
15de februar. Saa en stor galei, som man antog for tunesisk; hende kunde vi ei faat fat paa; den va kysten for nær.
16de februar. Alle behagelige forventninger denne turen gav, falder alt mere og mere bort og ere nu saagodsom forvundne. Naar vi nu har krydset her, Gud ved hvorlænge, skal vi igjen gaa til Malta og der ligge i kvarantaine.