Storm utenfor Tripolis

            Kl. 12 vækkede min dreng mig og fortalte, at de skulde kappe anker og gaa til seils; jeg skjønte at min nærværelse ikke kunde nyttede noget, blev derfor liggende og hørte den megen støien og bragen paa dækket.

            Kl. 3 vækkede man mig paany, at skulde erfare, vi vare under seil, alle mand var oppe. Den kolde vind jog mig snart tilbage i min rullende køie, hvor jeg sovnede ind efter at have hørt en stund paa den melankolske knagen og bragen.

            Vinden tog om dagen sterkere og sterkere til. Søen var i et skrækkeligt oprør, kanonerne sølede idelig i vand, slingringen truede med at kaste stængerne over bord, med møie holdt vi middag plat paa dækket i forskjellige grupper og skjønneste uorden, en under bordet, en ved en surret stol, en i en kanape i læ; nogle strakte sig midt paa gulvet med mad og vin i begge hænderne. Disse grupper bleve til dels annerledes, eftersom uventede overhalinger kom fra denne eller hin side. Mod aftenen sterk storm med tordenveir, lynild og regn. Skibet, som ved det sterke arbeide var bleven læk og havde taget ind meget vand ovenfra, havde nu saa stor portion inde at starax gik i verk med at pompe med kjettingpomperne sm i hvert 3 slag udkaster en tønde vand. Den ubehageligste nat – i min køie silede vandet ned; paa døkket, hvor stomr og tordenregnen og skibets bevægelse ved den  svære sjø gjorde opholdet skræksomt og ubehageligt, blev jeg ikke længe. Ene satte jeg mig da i messelugaret, hvor jeg forblev hele natten og flyttede for draaberne fra en krog til en anden, fra en koffert, en stol paa en anden, og de det allevegne var lige godt, slog jeg mig til rolighed og lod det dryppe. Uagtet den skrækkelige knagen og bragen i skibet,  de svære slag af kjættingpumperne lie ovenover, der uophørlig var i gang, vandets idelige styrten ned ad aabningen paa lugen syntges mig, her herskede en taushed og tomhed, som al denne melankolske lyd gjorde ubeskrivelig rædsom. Jeg vilde læse i en bog og saaledes sætte mig ind i en anden stemming, men alt hva der omgav mig, gjorde for sterkere indtryk paa sindet til at dæmpes eller udslettes.

            Jeg lod læsningen fare. Jeg vilde skrive et brev til min søster i denne guselige nat og udtømme, hvad mit hjerte da var fuldt af, men jeg saa, det vilde blevet alt for elegisk, skibets rullen ville og neppe tilladt det. Med hænderne i skjødet fik jeg mig da et fast sæde, hvor jeg lod mig bedryppe til om morgenen.

            Efter en uges krydsen i aaben sjø var vi igjen udenfor Tripolis. Travaillechaluppen gik i land for at melde chefen, hvordan tilstanden var paa fregatten, men førend den var kommen tilland, var allerede chefen paa et fransk fartøi underveis til os, og kl. 12 havde vi den fornøielse at have ham igjen friskt om bord. Angaaende freden var intet udrettet.

           300’000 piaster og en 40 kanons fregat var endnu pachaens paastand; han vil tale med konsulen i morgen, da han maaske vil nedsætte disse ublue betingelser. Men i den grad kan man ikke vente, at de skulle blive antagelige og vi befriet fra oftere at nørme os denne ligesaa farlige som interessante kyst.

            Vinden begyndte at friske, saa vi haftig og bekvemt kom til pladsen, hvor vi før laa; fik fat paa bøien af det kappede dagligtoug, satte en jagertrosse paa tampen, havde det snart for kranen, og da det blev befundet at være klart, lod man igjen ankeret falde paa 18 favne vand.