Drammens Tidende, 23 februar 1819
«AVERTISSEMENTS
Tirsdagen den 2 Marts førstkommende, Kl. 10 Formiddag, bliver, efter Reqvisition af Hr. Kjøbmand Verner og flere Interessentere, offentlig Auction afoldt paa Hr. Even Bulls Pakbod i Laurvig, over det i Hølen ved Laurvig beliggende Galiotskib Velkomsten, drægtig 133 Commerecelæster, saavelsom dets Inventarium, der sælges Stykkevis, efter Inventarilisten, som ligger til Eftersyn hos D.hrr. Kjøbmand Wibog i Drammen, Simon Biørn i Kragerøe, Just Wrigt i Langesund, Mægler Rask i Porsgrund, Mickel Melsom i Schien, Christopher Hvidt i Sandefjord, Skibscapitain Frantz Møllenhouger i Aasgaardstrand, Henderich Holst & Søn i Tønsberg, Byfoged Bryn i Laurvig og hos undertegnede.
Holmestrand, 5 Februar 1819
Den Norske Rigstidende, 3 mai 1819
«Auctioner.
Löverdagen den 20de Marts förstkommende Kl. 2 Eftermiddag, afholdes, efter Hr. Krigsraad Schnitlers og Medinteressenters Forlangende, offentil Auction udi Ole Thomassen Poust Huus i Sandefjord over det der beliggende Koffskib Alexander med dets hele Inventarium stykkeviis, efter Inventari-Lister, som ere nedlagte til Liebhaveres ftersyn hos dHrr. Lars Mörck i Fredriksstad, Lodsoldermand A. Bough paa Moss, Parr i Dröbak, W. Egeberg et Comp. i Christiania, L. J. Schwecke i Drammen, Jahn Backer i Holmestrand, Christen Endresen i Aasgaardstrand, Carl Stoltenberg i Tönsberg, Ole Poust i sandefjord, og Lods-Oldermand Falkenberg her paa Stedet.
Ved Auctionens Foretagelse kundgjöres Conditionerne, deriblandt, at Kiöberne tilstaaes 3 Maaneders Credit.
Laurvig, den 1ste Marts 1819.
Den Norske Rigstidende, 30 mars 1819
«Mandagen den 26de April førstkommende, Kl. 4 Eftermiddag, vil en Skiftesamling udi afgagne Skibsreder Vilhelm Olsens Stervboe vorde afholdt i Ole Thomassen Pousts Huus i Sandefjord, for at tage Beslutning om Et og Andet til Boets Tarv. Thi ville saavel Boets respective Arvingeer som øvrige Vedkommende da behage at møde.
Laurvigs Byfoged-Contor , den 13de Marts 1819.
Bryn[v]».
Den Norske Rigstidende, 28 mai 1819
«Som beskikket Mægler for Laurvig og underliggende Sandefjord, vil jeg ærbødigst have mig recommenderet til de Hrr. Handlende, Skibsredere og Skippere til Mægler-Forretningers Udførelse her paa Stedt og i Sandefjord, være sig enten ved Salg af Varer, Vexler, Fragtslutninger, Søprotester og det Videre, et Havrie vedkommende, eller Skibes og Varers Udklarering, samt andre Commissioner, Handelen og Skbsfarten Vedkommende, forsaavit de ved lovlig Ret kunne udføres ved Mægler. Her gives ofte Anledning til at faae Fartøier fragtede særdeles billigt, da Toldstedet har flere Fartøier af alle Størrrelser, end det selv kan emloyere. Ligesaa afsættes her og ikke ubetydelige Vexler paa Udlandet, da dette Sted har liden Export, saa baade de Handlende paa Stedt, savelsom fremmede Skippere, som oftest maae søge sig om paa andre Steder, for at faae deres Penge omsatte.
Det skal stedse blive mig magtpaaliggende, at behandle Enhver, der vil betroe mig sine Commissioner, saaledes, at jeg ved Udførelsen af den Første skal søge at recommendere mig for Fremtiden.
Laurvig den 23de Mai 1819.
Fr. H. Falkenberg[vi]».
Den Norske Rigstidende, 6 juli 1819
“Fredagen den 16de Juli förstkommende, Kl. 9 Formiddag, vil boet efter afdøde Procurator Hoppe og Huustroe videre blive behandlet udi Ole Thomassen Pousts Huus i Sandefjord, for at bringes til endelig Slutning; hvilket bekjentgjöres til Vedkommendes Efterretning.
Laurvig, den 26de Juni 1819. Bryn[vii]».
Aalborg Stifts Adresse-Avis og Avertissementstidende
28 Juli 1819
Den 24de. Indkomne: … O Simonsen fra Sandefiord…»
«Bekjendtgjørelser
Skiftet efter afdöde Skibsreder Vilhelm Olsen i Sandefjord vil vorde foretaget og behandlet, til endelig Afgjörelse og Slutning, udi Ole Pousts Huus sammesteds, Fredagen den 3die December förstkommende, Kl. 10 Formiddag; hvilket kundgjöres til betimelig Efterrening for Boets fraværende Arvinger og övrige Vedkommende, som da ville behage at möde og iagttage det Fornödne, i hvis Mangel Boets Slutning ligefuldt fremmes.
Laurvig, den 7de Septbr. 1819.
Morgenbladet, 16 november 1819
Kjøbmand Falk ankom Christiania fra Sandefjord 15de November og tok inn hos Carstensen[xi].
Drammens Tidende, 24 desember 1819
[Siste del av en reisebeskrivelse i tre deler, oversatt fra tysk og
offentliggjort i Drammens tidende No 89, 95 og 103 i 1819]
«Landingen i Norge 1815.
(See No. 95.)
Ved Middagstider var Søreisen til ende. Jeg steg i land i et Værtshus, som kaldes Bogen, der har en meget yndig Beliggenhed mellem fyrbevoxede Bjerge. Her herskede lutter Lystighed, da endeel Skibsbyggere havde opsat deres Arbeide paa lige over for liggende Nøtterland, for her at holde fri Mandag. Jeg befandt mig mellem ægte Normænd, der, i det midste hvad Sprogets Tone angaaer, syntes kun lidet at kunne skjelnes fra ægte Svenskere. Nydelsen af stærke Drikke yttrede sin Virkning paa Selskabet, der var kjedsommelig snaksomt og hjertelig fortroligt. Foran Huset stod en koparet Kone, hvis Mand havde, som Lods, mistet sit Liv paa Søen. Alle Værelser duftede af Granebær og Birkeløv, hvormed de vare bestrøede og udpyntede. For Fluernes Surren kunde man ikke høre et Ord; men forresten herskede her Reenligheld og Gjesfrihed. Med Henrykkelse nød jeg Synet af den krummende Havbugt og de høie Bjerge, der omringede den, indtil Vognen, som skulde føre mig videre, var tillavet.
Dette fordrede nogen Kunst; thi den trange Karre kunde neppe rumme min Kuffet, og jeg tvivlede ogsaa paa, at den uanseelige Hest havde de fornødne Kræfter til at trække mig over jergene. Deraf opstod en Tvist. Jeg paastod nøiaktig Opfuldelse af Skydsforordningen, som han megeet lang og bred opslaaet paa Væggen. Bonden, som skulde kjøre mig, gjorde forskjellige Indvendinger mod mine Fortolkninger, og Værtinden traadte frem som Mæglerske. Min Befordring syntes at være mange Vanskeligheder underkastet; men nogle Bancosedler over Skydstaxten lignede den Olie, hvormed man beroliger det oprørte Hav, og forvandlede Bondens Grovhed til lutter Tjenstfærdighed, og nu gik det raskt hen over Bjerget. Jeg styrede selv Hesten, medens Bonden løb ved Siden af mig. Skydsmandens egennyttige Opførsel, der dog kunde undskyldes med den alle Hænder sysselsættende Høhøst, havde formørket min Sindsstemning; men Manden søgte do siden efter paa alle Maader, at sætte sig igjen i Credit hos mig.
Denne Godmodighet behagede mig; men hvad der meest opmuntrede og endelig ganske tilfredsstillede mig, var, sm altid saa og denne Gang, den skjønne Natur der ved ethvert Skridt gjennem Grevskabet Laurvig – denne Diamant i den norske Kongekrone – vinder i høi ynde. Veien lignede et Gulv. Snart førte denne mig gjennem Gran- og Birkeskove fulde af Vellugt, snart paa kanten af bratte Fjelde. Nu styrtede den sig ned in af Landgaarde oplivet Dal, beklædt med smilende Grønt og gjennemvævet med Buske; ni gik den blidt hen over Enge, hvor travle landlige Piger, i det hvide Linned og med hvide Klæder om Hovedet, ragede det duftende Høe; nu forbi en stadselig Bondegaard i det muntreste Landskab, i hvis nærhed deilige Qvinder spadserede. Bjergrundingerne, Klippernes forskellige Skikkelser; den genialske Afvexling af blomstrende Enge, af Naale- og Løvtræer: Blomsternes Vellugt: Menneskeboligernes Venlighed: Insecternes Surren: det rene Himmelblaae: den vederqvægende Sommervarme: Ro og Liv, Lys og Skygge, Stort og Smaat: Alt hvad der har Navn eller Ikke Navn, satte mig i den lykkeligste Tilstand: i en Art af Sjelerus.
Fra Bogen til Ladestedet Sandefjord er der kun een Miil,; men hvilken Fylde af Skjønhed i et saa indskrænket Rum. Schsens, Bøhmens, Schlesiens og Holsteens meget prisede Lanskaber har jeg mere end eengang gjennemvandret, og det, oven i Kjøbet, i mit Livs, som i Naturens Foraar; men Intet har efterladt saadant et Indtryk i min Sjæl, som disse Naturscener. Hva der andensteds adspredt havde henrykket mig, det fremstillede sig her for mig ligesom sammentrængt i et eneste Brændpunkt.
Sandefjords ziirlige, skjøndt af Træe byggede, Huse, ligge paa den grønne Skraaning af romantiske Bjerge omkring en Bugt, det tilbyder muntre Udsigter over Vandet i det Gjerne og Nære. Stedees Ynde og Beqvemmelighed har trukket flere formuende Handelsmænd herhid. Paa de ubrolagte Gader herskede Landlivets Stilhed. Nogle Damer, der spadserede paa disse, faldt ikke mindre i Øine ved deres Gestalts ædle Gratie end ved deres smagfulde Paaklædning. Fpr at faae omsat danske Papiirpenge med Norske, begav jeg mig in it et Par Huse. Mit første Blik tiltrak sig Qvindernes Skjønhed, der forhøiedes ved den elskværdigste Blidhed og syntes at gjenstraale i en blomstrende Børneflok; mit andet Blik traf nogle Herrer, der under et Glas Porter talede om Handel og Politik, og snart trak mig, som en vidt bereist Mand, ind i Samtalen med. Ogsaa i Værtshuset traf jeg venskabelig Forekommenhed. En ny Reisekarre, der førtes af en Bondedreng, hvis skjønne livlige Ansigt behagede mig ligesaa meget som hans ædle Høflighed, stod, efter en kort Venten, for Døren. «Gud bevare Dem og Drengen og Hesten og Vognen og Altsammen!» raabte Værtinden efter os paa Veien.
Bag den lille Bye udgjorde en tyk Granskov paa begge sder en kunstig Gade, der levende erindrede mig om den gjennem Bøhmen førende Kaiserstrasze. Snorlige, som Heltens Bane, førte den til Maalet. Enhver Fjerdeelmiil er betegnet med en Marmorstøtte, hvis Hvidhed stikker skjønt af mo den dunkelgrønne Skov. Ned efter, langs Loven Elv, sænker Landet sig pludsleig. Saa steil er Brinken, at jeg holdt det for nødvvendigt at stige du af Vognen; men min Ledager vide ikke tiltede det. Dagfen begyndte at hælde, og en Uveirsskye trak sig op over Lovendalens Bjergryg, hvorpaa et betydeligt Antal Gaarde ligge malerisk adspredte paa den grønne Grund. Ved Stubberød svæver en Ossiansk Geist. Under den lange nybyggede Broe suser Elven, utaalmodig efter saasnart muligt at forene sig med Haveet; men da den ikke er de høie Bjerge paa begge Sider voxen, maa den tage et mæandersk Løb. Paa hiin Side stiger man igjen op af det uhyre Dybe. En Bøgeskov udbreder sine Arme og ledsager os næsten til det første Huus i Laurvig. At jeg nærmede mig en betyedelig Bye, det forkyndte de hjemreisende Landfolk, som uagtet den vædende Regn, ikke undlode at blotte deres Hoveder. Det var en kraftfuld Menneskerace, som var godt og reenligt klædt. Min Ledsager kunde ikke fryde sig nog over Regnen, der, efter flere Maaneders Tørke, endelig forfriskede Landet; mig henrykte Udsigten gjennem Skoven paa det dybeliggende Laurvig og Stykspillet over Bugten Bjerge og Klipper. Af Skoven gik det nedad til Staden. Hvilke Følelser! Hvilke Erindringer! Vognen kunde ikke kjøre langsomt nok for mig. Gaderne vare i bedre Tilstand og Husene skjønnere end for ni Aar siden. Overalt syntes Velstand at smile. Endnu kjende jeg hver Gadebøining, enhver Trappe. Bag Vinduerne slog ist nok mangt et Hjerte, som havde taget Deel i mine magfoldige Hændelser. Ingen vidste, at jeg vilde komme tilbage til Norge; mindre, at jeg allerede var der. Foran et stort guult Huus rabte jeg Holdt. Jeg sendte Dreng ind med det Budskab, at der udenor var en Fremmed, som ønskede at Modtages. Indenfor hedte det: «Hvo er den Fremmede?» hvortil den Udsendte svarede, hn kjende ham ikke. Strax aabnedes Vinduet, og en qvindelig Stemme raabte: «Tør jeg spørge om deres navn?» Mit Navn er N. N. – Man troede ikke sine Øine; man havde holdt mig for syg, ja for død. Jeg sprang du af Vognen op ad de velbekjendte Trappetrin.
O qui complexus & gaudia quanta fuere[xii]! »