S-1798

Norske Intelligenssedler 7 november 1798

            «Styrmand Jens Lie af Sandefiord under Laurvigs Byes Jurisdiction, har overgivet sit Boe under Skiftebehandling til hans Creditorers Betaling. Thi bliver alle og enhver, som maatte have noget at fordre, herved indkaldede at anmelde deres Krav for mig som competent Skifteforvalter, du i den i Loven foreskrevne Tiid, og samme at beeviisliggjøre. 
           
Laurvig den 16de October 1798.
                                                           
  Rasmussen
                                                            Byefoget[i]».

 


Norske Intelligenssedler 27 desember 1798

«Ædel Daad[ii]
”Nec tihi sed toto gentium Se credere mundo”[iii]
                                                     Lucan
Med fuldest Ret, maae Menneskevennen fryde sig, naar hans Blik iblandt de mange prentelige Bag-vaskelser, som vaare Blade forkynde, engang er saa heldigt, at møde Anmældelse af ædle Handlinger.
For en saadan Mand vil følgende Historie være kjærkommen; og for andre skriver man den ikke –

Efter at Skibet Fædrelandet, ført af Capt. Peter Fridericsen og tilhørende Hans Jørgen Blom i Holmestrand, var, af det vrede Ocean, landsat paa Uglen, eller Ulen, i Tjøllingsogn ½ Miil, o.s.o. fra Laurviig, infandte sig 3de Sandefjordsborgere, ikke – som dessverre! ved deslige Leiligheder sædvanligst skeer – for at berige sig; men for, med Ædel Velvillie, at bidrage, til Skib og Godsers Frelse.

Til den Ende, erhverve de sig, af Vedkommende, Forlov til at lægge Haand paa Sagen. Fra Fridericsværnsværf, laante diss Tienstfærdige Mænd de Redskaber, som ernødigedes, og selv forskaffede de den fornødne Folkehjelp. Om Høje Tid saa man nu Virkningen af deres Iver: den paastaaelige Klippe maatte overlade dem sit Rov, og dette bragte man derefter, under Pompen og Møie, til Hølenshavn, ¼ Miil fra Uglen. Calumniens Furie sov aldrig; før og under Arbejdet søgte denner at give handlingen en falsk Colorit, og characteriserede det hele Anlæg, for en Tossestræg-; men, pludselig blev den nu from.
Som disse Ædle Sandefjordsmænd, under Redningen, viiste den mest virksomme Menneskekiærlighed; saa viiste de ogsaa bagefter, hvor frie deres Hjerter vare for Egennytte, denne saa almægtige Bevægaarsag for vore Handlinger.  
Thi da Rederen – rørt af Glædens og Taknæmmelighedens blide Følelser – tilbød disse Folk en Belønnig af 300 Rdlr. saa undsloge de sig fra, at mottage samme. Deres egen Daad, deres Bestræbelsers gode Udfald tiente dem en Løn, dyrebarere for deres Hjerter, end alle Peruus Skatte.
Kjøbmandene Wilh. Olsen Goen, Eric Grøn  og Ole Gogstad var det, som handlede saa ædelt og skjønt: Disse Mænd var det, som – uden Hensigt til Vinding og Roes – have berettiget sig til almeen Agtelse.  Opstaaer end ingen Malling for at ovelevere deres Huder til Efterslægten; saa bør dog Samtiden verde vitterlige om samme, og opfordres til at paaskjønne dens Værd.
Saa var Anmælderens indaelle [?] Formeening, der – for at møte muelige Mistydninger – vil paa det høitideligste have erklæret: at ligesom hverken Vendskab eller andre ligesaa mægtige Forbindelser, har buden ham, at vitterliggjøre disse Mænds Roes: saa lidet ville han ogsaa i det motsatte Tilfælde – naar Opfordring dertil berettigede ham – mangle Mod til, at sige de samme, eller andre Folk, ubehagelig Sandheder; med Sal. Lurdorph tænker han, stædse; ”fornøden Sandhed er ingen Mand for braaget».
ck.”  

[ii] Se Norske Intelligenssedler 1798.12.26
[iii] Antageligvis et forsøk på å bruke sitatet ” ” Nec sibi sed toti genitum se credere mundo”.
se http://en.wikiquote.org/wiki/Marcus_Annaeus_Lucanus der uttrykket oversettes til engelsk som
”His all, as not for self
Brought into being, but for all the world:
Such was his creed.”