Man kan få å vite om Andreas Schelvens opphav, om ikke gården der han kom til verden, men om familien, i Inderøyboka[i]:
«Skjelvan r. 815 (nordre) er i 1723 som før på 2 sp. 1 øre: kongen 1 sp. 1 øre, og pastor Saxo 1 sp. Buskap: 6 storfe, 12 sauer, 4 geiter og 2 hestar. Sådde 1 ½ tn. bygg, 5 tn. havre og 1 pd. erter, og avla 25 lass vollhøy. Om garden elles gjeld det same som om den førre. Han er også dragongard. Oppsittaren no er Hans Paulson.
Kring 1750 er begge gardana brukt under eitt av bondelensmann Lars Jonson Schielven. Og i 1755, den 8. mai fikk han kongeskjøte på 2 sp. 1 øre (nr. 815) med bygsel over 4 sp. 1 øre i garden Schielven for 251 rdlr. kurant. Det som kongen hadde ått i Skjelvan er med dette gått over til privat eigedom. Hospitalet hadde framleids 1 sp. og presten i Inderøy 1 sp. landskyld, medan lensmannen hadde bygselretten.
Lensmann Lars (Lauritz) Jonson Schielven var frå Sør-Bruem i Ognadalen, f. 1706. I ung alder kom han til futen Jens Tauson. Han var flink, og tente seg opp til fullmekt på på kontoret, og då lensmannsombodet i Inderøy var ledig, fekk han det.
Han var gift med Magnhild (Magdalene) dotter til Anders og Elen Rannem i Sparbu.
Omfram Skjelvan hadde dei også Skjelvågen og ymse gardpartar elles. Lars J. S. skulde vera ein flink og driftig jordbrukar for si tid, og dreiv mykje med hesteoppdrett. Omfram det kornet han sjølv avla på gardane sine, skaffa han seg mykje med å pakte korntiende hos prestar og kyrkjeeigarar. Noko korn vart melta til malt, noko male til mjøl eller gryn, og førd til T.heim eller andre salsplassar. Kvernbruk hadde han på garden.
Kona, Magnhild, var kjend som ei framifrå husmor, så fleire i grenda sende dei unge døtterne sine til henne for å lære husstell, veving o. m.
Lars J. S. sat snart gjeldfri med gardane sine og var velstandsmann. Dei hadde 9 born, 3 søner og døtter, men berre 5 nådde voksen alder, sønene Andreas, Jens Tausan og Janus Claudius Gedde, og døtterne Inge Marie og Elen.
Andreas og Janus Cl. las teologi og vart prestar. Andreas var ei tid huslærar hos grev Danneskiod Laurvig, og var prest først i Larvik og seinare i Sandeherad og prost i Larvik prosti. Han er omtalt som ein sterk personlegdom, «en alvorsmand med salig handlekraft»
Han hadde også noko av det praktiske lag som sermerkte faren, og var interessert jordbrukar. Både i skolestellet og på andre omkverve sette han merke etter seg dernede. Han døyde år 1799».
Lorens Berg[ii] har dette å fortelle om Schelven:
«Andreas Larssøn Schelven 1775-1799. Han var født 1738 i Hustad paa Inderøen i Nordre Trondhjem av forældre lensmand Lars Jonssøn og Margrete Andersdatter Ranum. Studet 19 aar gammel, var litt senere i 3 ½ aar lærer jos grev Christian Conrad Danneskjold-Laurvig som 1762-83 var besitter av Lrvik grevskap.
I ham fik derfor Schelven en velvillig patron. 1770 blev han prest i Larvik og 1775 fik han Sandeherreds kald. Han døde av vatersot 5 januar 1799. Gift med Johanne Elisabet Bugge, født 175 og datter av kjøbmand Klaus Bugge i Lavik; hun døde i Sandefjord 1812. De hadde ikke barn.
Prost Schelven synes at ha været en kraftig personlighet, en alvorsmand med rolig handlekraft, rimeligvis en del paavirket av tidens rationalisme. Han bedret bygdens skolevæsen ved 1780 at faa vedtat en ny skolefundats, rette ogsaa paa mangler ved fattigforsørgelsen, gav endelig støtet til at Sandeherred 1790-92 fik reist en ny og rummelig kirke som han hjalp til at utstyre med orgel.
Med sin hustru fik Schelven en formue, og under forvaltningen av denne blev han adskillig indblandet i forretninger. Dette gagnet ham neppe i folks omdømme, skjønt han ikke med rette kan beskyldes for karrighet. Av egne midler kostet han paa prestegaardens hus og jordvei, anla endog en ny vei fra kirken til Haukerød».
I 1745 ble Andreas Schelven, fremdeles student, privatlærer hos Erik Simonsen Tronæs i Værdalen, først og fremst for å undervise sønnen Ole som da var 15 år gammel. Denne privatlærervirksomheten fortsatte i tre år[iii].
Senere kom han altså til greven i samme rolle, og i 1770 prest i Larvik: det er ikke kirkebøker fra kirken der for denne perioden, så man kan ikke dokumentere vielsen til Johanne Cathrine.
Forsommeren 1786 døde Johanne Cathrines mormor, Else Olsdatter i Larvik, og det ble skiftet[iv] efter henne – dette ble avsluttet 4 april året efter. Else Olsdatter hadde vært gift to ganger – med Iens Alsing og Iohan Marchussen Bøckman – og av dette var det blitt en uvanlig stor flokk arvinger: 1 sønnesønn; 7 sønnedøtre; 5 dattersønner; tre datterdøtre, en datterdattersønn og en dattersønnedatter. Dette i tillegg til fem sønner og fire døtre samt flere svigerbarn og «andre».
Om det er hentet fra skifte eller fra et annet dokument, så finner man informasjon om hvordan Schelven bodde til daglig i Larviks Historie indtil 1814[v], i et kapitel om kulturtrekk der også de høyere klassers livsstil beskrives, først og fremst de forretningsdrivende, men også andre:
«Embedsmændene stod ikke tilbake naar de hadde raad til det. Provst A. Schelven, som var gift med en datter av Klaus Nielsen Bugge og fik en formue med hende, har efterlatt sig en fulstædnig specifikation over sit indbo m. m. Det viser et hus, fuldt saa rikt, til dels endog rikere og fornemmere utstyret end selv de mest velstaaende borgeres.
Blant den lange række av rum i prestegaarden merker vi os især provstens studerværelse, hvis møblering gir et intimt indblik i den ærværdige herres daglige liv og interesser. Schelven er en lærd prest og bokven. Han har 5 bokhylder med ca. 300 bind i folio, kvart og oktav, de allerfleste indkjøpt av ham selv.
Det er mest teologiske og fiosofiske verker, morallære, prækensamlinger og andagtsbøker, nogen historiske, geografiske og naturhistoriske verken, en del klassisk litteratur, gramatiske skrifter, bøger om havebruk, humleavl, m. v.
Blant skjønnlitterære bøker, som presten ellers har svært faa av, og næsten kun i fremmede sprog, merker vi os Klopstocks Messias i 3 kvartbind, en gave fra grev Christian Conrad, hos hvem Schelven hadde været huslærer i 3 ½ aar. Bøkene staar ikke bare til pynt; presten arbeider med dem, derfor har han en bokstol med skrue, hvor de bøker han netop har bruk for, kan sættes ind; bokstolen er anbragt tæt ved skrivebordet; dessuten har han en boklæne til at lægge bøkene paa, mens han leser.
Foruten det store skrivebordet presten til daglig benytter, er der ogsaa et mindre, hvor bl. a. 2 kraveæsker og et litet skrin med beslag har plads.
Dessuten findes der i studerværelset 6 russelærs stoler, 1 chatol med jernbeslag, 1 natbord-speil med mahognyfot og ramme, 1 natstol med et kommerbækken, et par engelske kufferter, 8 glasser med «naturalia» paa spiritus, en kinesisk tobaksdaase m. m.
I sin ungdom har presten vistnok fegtet og gaat paa jagt; ti paa væggen henger 1 engelsk skytegevær med hylster og 1 par engelske floretter, rimeligvis minder fra den tid da han var huslærer hos greven».
Fra tid til annen bidro Schelven også som forfatter, eller kanskje heller korrespondent; i 1796 bidro han i Topografisk Journal[vi]:
«En Selveier paa Gaarden Mo i Sandeherred har for 3 Aar siden (altså 1793) begyndte at fabrikere Mur- og Tagsten; men ingen af Delene har synderlig Fremgang.
Formodentlig er Leret Aarsag deri; thi efter min Skjønsomhed har det for megen Blanding af Jord, og indeholder for mange grove Sandpartikler.
Den tilvirkede Sten har ikke den Fasthed at den kan modstaa Luftens Virkninger».
Gitt at Andreas Schelven på mange måter var den som fikk gjennomført rivning av den gamle og bygging av den nye kirken, er det i grunnen pussig at han nevnes bare en gang i jubileumsskriftet[vii] som ble utgitt i 1942, da kirken var 150 år gammel:
«Om kirkehuset
Om Kirkens bygdning forteller bygdeboken så utførlig at det ikke er noe vesentlig å føye til.
Det var sogneprest og prost Schelven som fikk den glede å være med på dette kirkebygg. Det blev bekostet av grev Ahlefeldt-Laurvigen.
Et par dokumenter vedrørende kirken er av særlig interesse.
Det første begynner så:
«Anno 1793 den 11. November vare forsamlede paa Sandherreds Prestegaad constitueret Ober-Inspecteur, Kancellieraad og Amtsforvalter Schwingel, Sogneprest Provst Andreas Schelven, Byfoged Rasmussen og følgende af ham udvalgte Borgere af Sandefjord, Wilhelm Hvidt, Wilhelm Olsen, Erich Grøn og Johannes Nielsen, samt Lensmand thor Klavenæs og følgende udnævnte Mænd af Sognet, Hans Wagestad, Anders Skelleberg, Hans Tolfsen bergan, Hans Davisen Raastad, Christoffer Andersen hasle, Kjeld Pedersen Gjegstad og Niels Hansen Hauan, for at forfatte og derefter til naadig Hr. Grevens Approbation indsende
Landalmuen som bruger og beboer Gaarder i Sognet og giver Tiende til Kirken, nyder frie Stole i de aabne Stole paa Kirkegulvet, nemlig: Mand og Hustru, men det er ingenlunde tilladt at tage deres voksne Børn eller nogen dra Sandefjord i disse Stole til Fortrængsle for de andre i Stolen, hvorved deres Ret krænkes til Fornærmelse for Rolighed og den Orden som Enhver bør at iagttage ved den offentlige Gudstjeneste.
Skulde nogen slettænkende ville vise saadan Egennyttighed, da bliver han derfor anseet som den uberettigede i Stolen. Den indkomne faaer finde sig deri at blive udviist, naar det af de Øvrige som tilhører Stolen, bliver paaklaget».
Så følger fordeling av kirkens stolesteder mellem gårdene i bygden, en fordeling som måtte nøie overholdes. Herom vitner følgende passus:
«Derimod bliver det nederste Pulpitur de Plads hvor unge Karle fra Landet have sine Sæder, og det østre Purpitur alle ugifte Bønder-Piger, paa det hverken disse eller hine skulde trænge sig ind paa uvedkommende Stæder».
En eiendomshandel som Andreas Schelven gjennomførte var å overta Pukkestad i 1792:
«Provst Andreas Schelven kjøpte Pukkestad for 1000 daler. Han bygget nye fram- og uthus (brandtakst 1800 daler) og eslet vel gården til enkesæte, men efter prostens død solgte enken straks eiendommen som hun nu fik betalt med 2450 daler[viii]».
Sogneprest Andreas Schelven døde 60 år gammel ved nyttårstider og ble begravet[ix] 15 januar 1799.