Prest 23  Peter Augustinussøn Flor

Peter Flor ble sogneprest[i] i Sandeherred 24 august 1736 da han efterfulgte Christian Langemach Leth[ii] som var som hadde fått et professorat i København og var gjort til sogneprest i Trinitatis.

Flor samlet selv noen notater om sognet sitt, og i presterekken[iii] forteller han dette om seg selv:

        «Jeg, Peter Flor, viceret hid 1736 d. 17 ug. fra sognepræst til Indstrup og Walsøe-lille paa Schjoldenesholm i ringsted herred i Sædland, did jeg blev voceret af hans høigrevelige exc. hr. Ferdinand Anton til Laurvigen 1734 d. 27. febr.

1735 d. 15 juli blev jeg, i den høi-grevelige families naadigste nærværelse, i Kjøbenhavn af høiærværdige hr. Andreas Wøldike provst til Holmens kirke (samme dag kaldet til biskop over Wiborg stift) copuleret til Anne-Magadalene Hofman, en datter af commandeur Hofman paa Kjøbenhavns toldbod, og enke efter hr. Claus Kemler, sognepræst først til Drangedal her i stiftet, siden til Gislef og eftested i Fyen, hvor han døde 1730 den 8de marts.

Min sal. kjæreste fulgte ham efter i den sal. evighed og forlod mig 1757 d. 24de januar. Af de mig ved hende tilbragte 3de døte har jeg havt den glæde at copulere den ældste Bolette Birgithe 174 d. 4de mai til hr. Wilhelm Adolp Worsøe, capellan til Borum i aarhus stift … senere sognepræst til domkirken i Viborg, stiftsprovst of betjenende nogle aar biskop-embedet i velbem^te biskop Andreas Wøldikes høie alder og affældighed.

Den dernæst af alder Wiwike copuleret 1758 d 13. dec. til hr. capitain, Auditeur og regimentsqvarteermester Balthazar Garben; den yngste Henriette 1774 d. 16 septbr. til hr Johan Jacob Lakier, voceret af mig d. 25de januar samme aar til medtjener i ordet her ved Sandeherred, ordineret 22de juli og indsat som præposto honorario siden den 21de juni 1771.

Jeg er fød 1707 d. 20de dec. paa en gaard Moon, hvor min sal. fader boede da, som capellan og succed. Sognepræst til Rollaugs præstegjeld i Øvre Numedal, med min moder Ingeborg Pedersdatter Opdal, hvos mormoder Ingebor Stephensdatter Dringelberg var ægtemage til 3 præster i det kald. Med sin sidste mand, Knud Jørgensen Winther fra Jylland blev hun moder til en eneste datter, Gertrud Knudsdatter Winther, som fik min morfader hr. Peder Larsen Opdal, 1671 capellan og 1682 sognepræst ib ved svigerfaderens død, saa at min mødrene Linie har omtrent et seculum være i ægteskab med præster, nar regnes til min sal. moders død som enke 1737 d. 10de aug. Min morfader døde 1713 d. 20de sept. anno æt.s 78. Min fædrene afkom er ringe, dog efter gammel, forplantet og stadfæstet merkværdig!

Den skal opstamme af et fattigt barn, der grasserende dyrtid i Italien, blev brag fra Florentz til Norge fra antichristi opklækker ovr oversat til Christi rige!

Fra dette Florebarn opstammende kan jeg regne mig 5te descendent af evangeliske sandhedslærere just i dttet stift. Jeg er opnævnt efter min sal. morfader, med mit apostoliske klippe-navn blant Numedals klipper paa min døbedag, den betydelige St. Stephani festdag, der propheterer paa den ene side Guds ords og dets forkynderes skjæbne, paa den anden side den søde vederkvægelse samt seier ved vor saliggjører. Min sal. fader har med sine forfædre i 3de opstigende led alterneret med fra Italia bragte Augustini og Ambrosti-navne uden (Gud være lov!) at være italienere.

        Min farfaders farfader, hr. Ambrosius Augustini søn Flor, var sognepræst til Fedt, ei langt fra Christiania. Ha døde 1623 d. 26de januar, har i det visse været præst der 1607, regnante Chr. 4to. …

        Min fader hr. Augustinus Ambrosii søn Flor, fød 1670 d. 12te oktbr., blev af samme dr. Hans Rosing, som i 1668 havde ordineret hans fader, ordineret 1694 som capellan ved bem^te Rollaug. … og døde der 1735 d. 18de januar anno æt 65.

        Min eneste i live værende broder, Augustinus Flor, fød paa Rollaug præstegaard 1719 d. 18de mai . …, voceredes 10de juni 1763 til res. cap. i Holbech og til Mehrløse menighed i Sædland.

        De her i Sandehered af min formand, hr. prof. Leth 1734 kaldede og af mig forfundne capellan pro persona hr. Christian Jensen Alsingianus havde være klokker her i kaldet siden 1725, siden herfra 1738 voceret til sognepræst til Torkildstrup og Lillebrænde paa Falster, derfra til com. past. paa dansk Amager, sidst sognepræst til St. Michaels kirke i Slagelse og titulær provst. Han døde 1746 d. 4de mai.

        Analecte paucula ad presbyteriologiam Sandeherrensem[1].

        I et brev af 1563 kaldes sognet Sande til Vestfolen og i samme brev nævnes som vidner til en præstebolets gaards eiendel, Tord og Oluf Klerker, uvist om eller hvad de her eller andensteds har betjent,

        Hr Borge Torjersen, korsbroder i Opsloe og sognepræst voc. hid 1310 efter en Hr Oluf af biskop Salomon i Opsloe, da kong Haagen, kong Magni søn, var i Opsloe og styrede Norgis rige.

        Hr. Joon Hallbjørnssen , præst til Sande og NB. kannike-lensmand der værende kog Erics til Norge 18de rigens aar og da hr. Østeen var biscop i Opsloe.

        Hr. Peder Thygesen anno domini 1530.

Hr. Lars Hermansen har været præst paa Sande endog i aarene 1545, 1554 og 1563, for mand for Hr. Peder Væmunsen, hvis hustru Ragne Holch, fød udi Tønsberg, hvis fader hed Lauritz Holch; hendis 2 brødre var Oluf Holch, raadmand udi Frid.stad, og Joon Holch, borger i Tønsberg .

Af et udcopiert Deelis blev angaende Mensalgaarden Windal paa den da saakaldet Valløen her i sognet efter af hr. Peder Væmundsen aar anlagt sag haves ovenstaaende om de, end han, ældre præster er ved stedet.

Mansalgodset angaaende, efter høi befaling af 1768 d. 31de mai af mig angiveet for aarlig indbringende 142 rdl. og 12 skill., hvilken summa dog ei noget aar indkommeer uden restancer og deraf flydende ofte forlis. (4de forhøielse aldrig (kræveet) af mig). Fra Søndre Strand er i min tid kun givet af de 4 opsiddere 8 rdlr. Stange blev 179 decideret at være uden bøksel.

Kaldets indtægter, visse og uvisse sammenregnede, er en og 2den gang, efter høi befaling, permonstreret ei at strække sig høiere at svare contributioner af end 500 rdl.

Om enkepensioner er i kaldsbogen indført følgende:

«Sognepræsten til Sandeherreds præstegjeld hr. Peter Flor haver for os undertegne ved fremlagde kvitteringer bevist, at han af Sandeherreds kalds visse indomster haver til præsteenken nu sal. Anthonette Grüner, sal. hr Christen Calundans (foruden fri disposition, med afstaaelse af tage for beboelses ret, item aarlig oppebaaren landsskyld, hende tilstaaet over enke-sædet Vestre-Unneberg) penseret[2] aarlig den summar 50 rdl. 1 mark og 12 skill.; haver og med kvitterings bog, for hans tid, fra sal. Barbara sal. hr. Mogens Rosenbergs godtgjordt, at samme summa ei alene af hende i den tid var antagen for en rigtig ottendel hend af kaldet tilfalden, men og at den hende tilkommende 8de del til førommeldte summa bedrog; saaledes var af kaldet visse indkomster reparteret:

1)     Af tienden medblandingskorn og oftepenge   18 rdl. 1 mk. 12 ski

2)    af de 3die høitiders offer feil[3] af paaske- og pitnse-offeret hvert           4   rdl. og af jule-offeret 6 rdl er tils. 14 rdl.

3)    af landsskylden er enkens andel anslagen til 18 rdl.

Som gjør i alt den omskr. sum 50 rdl. 1 mk. 12 ski. hvilken summa er svaret aarligen uden mindste afkortning for restanser eller skatter.

                    Hedrum præstegaard d. 16d oct. 1742.

 

        Til kirkens ornamenter er i aaret 1773 kommen en rød fløiels messe-hagel med guld-galoner, hvorpaa det sølvforgyldte crucifix, som stod paa den gamle, er efter udkogning forflyttet. Ligeledes et nyt alter-klæde af rød damask med galuner af guld beprydet.

        Skolefundats for de 2de Sandeherrets pr.-gjelds omfarende skoleholdere[4], skal til hr. provsten om fornøden agtis fordris, gives gjenpart af fra

                                                                Peter Flor.

        Ovenanførte forfattet i Sandeherets præstegaard ved Sandefjord d. 3die novbr. 1774.

        NB: at lægge til:

        Om kirke-tjenestens tid, da er den min tid saaledes holden, at sedvanlig ringes 1ste gang kl. 8, 2den gang kl. 10 (da skriftes de, som ikke har været dagen før til skrifte[5]) og sammenringes kl. 11, undtagen paa confirmations søndag 1 time før, og naar lik tildækkes i deris grave før prædiken, da ½ time senere.

        Cacthecsation i kirken har taget sin begyndelse om vaaren imellom paaske og pintstid, naar den største mængde paa engang har søgt Herrens bord; den holdes immelom kommunionen og velsignelsen fra alteret; naar de søndage, hvori præsten har behandlet catehismi lærdom, ere forover, da begynder klokkeren, som p.t. her er en student og attestatus, og vedholder indtil septembris udgang, da derpaa følger confirmationsforretningen den 1ste søndag i oktober.

        Confirmandi møder ugentlig efter almindelig bededag til St. Michelsdag hver fredag 1 time over høi-middag. Om vinteren forud alene drenge som skal til søes i marts eller indom paaske».

Lorens Berg[iv] utviklet, på sin side, et nokså surt syn på Flor:

        «Peter Augustiniussøn Flor 1736-75. Født i Rollag hvor faren Augustinius Flor, gift m. Ingeborg Pedersdatter Opdal, da var prest. Farslegten talte i flere led prester, men Peter Flor fortæller som tradition at slegten skal stamme fra et fattigbarn som under en dyrtid i 1500-tallen blev bragt fra Florens til Norge.

        Peter Flor hadde 1735 egtet Anne Magdalene Hofman, enke efter presten Klaus Kemler paa Fyn; hun døde 1757. Ingen barn med Flor, men tre døtre fra første egteskab.

Peter Flor var kommet i gunst hos grev Anton Danneskiold-Laurvig som 1734 skaffet ham et kald i Jydstrup paa Sjælland og 1736 lot ham faa Sandeherred efter Leth.

Men i ham fik Leth en uheldig efterfølger. Likesom Nils Dorph som kom efter Hersleb på bispestolen, stod Peter Flor uforstaaende, nærmest fiendtlig overfor den pietistiske bevægelse og mistet der for al retledende indflydelse på dens utvikling. Heller ikke for ortodoksien var Flor nogen god repræsentant, og han var i det hele lite skikket til prest.

Bygdefolket opfattet ham nærmest som en munter selskabsmand, uten større alvor, og han vakte ofte baade latter og forargelse. Han inbildte sig at være poet, rimet sent og tidlig, særlig ved brudevielser og begravelser, og disse rimene sine benyttet han som taletekst. Da en mand fra Kamfjord skulde begraves, begyndte han slik: «Han boede paa Kamfjord, og vendte sit aasyn mod Sandefjord. Han greide sine graa haar og tænkte paa Sande kjerkegaard». Det var teksten. I kaldsboken har hanindført opstyltede vamle vers om flere av sine forgjængere. I et barsel paa Ormestad ryddet de væk efter aftensbordet for at til med dans, og Peter Flor hængte da præstekjolen paa væggen og sa: «Der hænger presten, men er staar Per igjen i vesten».

Peter Flor skal ellers ha hat megen læsning og en utmerket hukommelse. Det faldt i hans lod at forestaa grundlæggelsen av bygdens almueskole (173), og vi kune ventet at han paa dette omraade hade vist iver, men av biskopens bemerkninger ved visitatsene kan vi se at det heller gik tilbake end frem med kristelig oplysning blandt ungdommen. Men biskoop Dorph roser Flor for nidkjær optræden mot lægpredikanter «der uden kald indsnige sig og synes at være fromme, men dog ingen anden hensigt have end at søge sin egen ære og de lovligen kaldede og beskikkede læreres foragt, vhilke udraabes av dem for kjødelige og verdslige». En postmestersøn fra Slagelse, Brun, som holdt privatskole i Sandefjord, hadde begyndt at samle barn søndag eftermiddag for at tale med dem om dagens evangelium, og studen fyldtes saa av voksne som vilde høre paa. Det blev meldt til Flor som møtte op og revset baade Brun og tilhørerne og snart fik ham væk fra byen.

Enkelte andre skal ogsaa ha holdt sammenkomster, en tid senere saaledes lensmanden paa Bjørnum som ved bud bad til sig folk til privagte samlinger; han skal ha talt godt, men traditionen føier til at livet hans svarte ikke godt til læren. Det sier sig selv at de inden menigheten som var blit varig paavirket gjennem Leth’s virksomhet, næret ringe tanker om presten Flor, og dette kommer tydelig frem i et brev som Johannes Mørch (Leth’s svoger) 1739 sendte ned til Leth. Mørch er harm over at Flor har drevet Brun væk. Presten er ikke selv alvorlig, skriver han, og forstaar ikke alvorligheten i gudsfrygt, og han slutter med: «Gud redde sin menighed! Vi faar avner for hvede og skal for kjærne!»

Et skrift[v] forfattet og utgitt i forbindelse med Sandefjord Kirkes 50-års jubileum i 1922, viser at man var oppbragt over historien med Brun selv 190 år senere:

«I Sandeherad sognekald fik man efter Leth en mand av samme type som den nye biskop – der paa sit vis passet paa kirkens autoritet og nedla et gaske betydelig arbeide for skole og oplysning, men ellers var uforstaaende overfor det kirkelige livs egenart.

        Det var Peter Flor, som var sogneprest i Sandeherad helt til 1775. For ham var vækkelse temmelig nær det samme som separatisme og en stor fare for kirken. Og heri fik han støtte av bispen selv.

        Et par brever fa denne tid er meget karakteristiske:

        I 1742 kom der et cirkulære fra prosten med en række forespørsler. Bland andet ønsket prosten»at der skal gives en Specification over de Personer som var henfaldne til Separatismum, af hver Præst, om der var saadanne i hans Meighed og da hvor, af Navn, Stand, Condition eller Wilkaar».

        Ole Tidemand i Hedrum har kort og godt paategnet brevet: Separatister wides ingen her i Menigheden». De andre prester i prostiet er gennemgaaende av samme opfatning for sine kalds vedkommende.

        Men hos Flor er forholdene vanskeligere. Han skriver: «Hva Separatister angaar, da ieg ei nægte i Aarene 1737, 1738 og 1739 forefandt, jo af mig en del af det Kliid og Klinte fornemmelig i Sandefjords Ladested , for saa vidt at de der tage en Skriverkarl til at prædike i en Stue for sig siden antage i deres Huuse baade dend fra sit Embede forviste Giert Hansen og andet Strykerpak i Læreres Stæd imod mit instændige Raad og Haab, dog har ieg icke i mit Embeds Tiid her befunden nogenhar entholdt sig enten fra Guds Huuses eller Det Høyv. Alt. Sacr.s Bivaanen og Brug.

        Gud være Lov! ieg har icke siden 1739 udvortes mærket nogen det der, som da kand give mig anstød i mit hell. Embedes forvaltning. Gud bevare hver, for det vildsomme fald, fra Residio! Saa kand ieg Gud ej fuldtake for saa roligt som et efter 3 aars urolighed har været i 3 aar.»

        Det er tydelig at nu har livet faat et knæk: Det er blit fuldkommen rolig i menigheten!

        Den «skriverkarl som har prædiket i en stue» er tydeligvis en danske ved navn Brun, som kom til Sandefjord og blev antat av presten Flor som lærer for hans og byens barn. Brun har tydeligvis været sterkt paavirket av pietismen og har begyndt at holde møter i Sandefjord. Det faldt imidlertid Flor tungt for brystet. han forbyr møtene og klager til bispen. Diskop Dorphs svar er meget karakteristisk:

        «Ædle og Velærværdige Hr. Provst, Høystærede Kiære Broder!

        Da mig af velærværdige Hr. Peter Flor, Sognepræst til Sanefiords Menighed i Laurvigs Grevskaber blevet tilmældet at en Peron af Tilnafn Brun, der skal være en Postmesters Søn i Slagelse i udi Danemarck skal være til Laurvigen ankommen sidstafvigte Høst i tanke efter hans foregifvende at blive til Skriverkarl antagen av Byefogden sammesteds.

Samme Person, efterat Byefogden icke har kiendt ham dygtig og duelig til sin tieneste, er ankommen til Sandefiords Præstegjæld, og forlanget af Sognepræsten tilladelse, der at undervise Børn i læsen, skriven og regnen, da det blev ham af Præsten udaf Christen Kierlighed at tienne og særdeles fremmede, tilladt, og Præstens egne Børn tilligemed andre gotfolks Sønner overladt, skal samme Person have begynt under Paaskud, at de ham betrodte Børn kunde finde sin nødte ved at komme til sammen hos ham hver Søndags aften at overhøres, hvad de av Prædikenen havde fatted, at fremstille særdeles stilede Bønner og Talemaader over søndags Evangelium, hvilket at anhøre i hobetal har samlet sig til ham.

Saa snart denne omgang og opførsel er bleven velbemeldte Hr. Flor bekjendt haver hand saaveld indfundet sig paa samlingsstedet som og forfundet at det lige efter underretningen som hand tilforn havde bekommet, og da hand hos samme Person fornam urgitighed alvorlig formaned ham til at afstaae fra det at forestaae, hvortil han ikke var lovlig kaldet eller sendt; Men haver faaet dette svar af Personen at hand dertil havde Guds Kald og Dend Hellig Aand lærte ham hver gang hvad hand skulde tale.

Da Presten formanede de samlede at de skulde entholde dem fra slig samlin, skal samme Person, for at beholde dem for sig, have forestillet: Gud skal adlydes meere end Menniskene. Samme person skal og have udladt sig dermed, at hand før vilde lade sit Liv end avstaae fra sit begyndte forsæt, og dersom de icke vilde lyde ham der, da vilde hand drage andet steds derfra; Hvilket er strax Dagen efter at Presten hafde gjor advarselen og tillagt Personen formaningen.

Der ieg nu finder aarsage til at berømme Hr Peter Flors Nidkiærhed og omhygggelighed for dend ham anfortrodde Memighed, samme at redde og raade til at tage sig vare for forførelse fra den sande veij: Som Guds ord i sin rette mening og forstand viiser, og de rettelig og lovlig kaldede Herrens Tienere og Menighedens Lærere ved Guds ords rette forklaring efter Troens maade anviseer og forkynder; Saa opmuntrer ieg alle kiære Medbrødre i det mig aller naadigst anfortrodde Stift til at udvise samme Nidkiærhed og omhyggelighed for dem anfortrodde Guds dyrekiøbte Menigheder, at de alvorligen raader enhver til vel at vogte sig for, at samles til at høre slige, som uden kald insniger sig, og finner at være fromme; Men dog intet ander intentionerer, end at søge deres egen ære, og de lovligen kaldede og beskikkede læreres foragt hvilke udraabes av dem for kiødelige og verdslige, og saaledes søger at forlede Enfoldige Siæle.

Gud velsigne Vor allernaadigstge Konge som en ret Fosterfader for Guds Kiercke og som icke taler at Guds Kierckes Børn i Hans Riger og Lande bliver givet steene for brød, og avner for grøde; men bær Allernaadigste omsorg for, at alle saavel maa underviises om dend reene og rette veij av Guds Ord, og opmuntres og tilholdes at vandre paa dend samme; Vaager derfor, allerkiæreste Brødre for de Siæle, der Eder allernaadigst ere anfortrodde, at de icke bliver fordervede eller forførte.

Efterspørger og eftersøger nøye de Lære-Kløer, hvorpaa Sathan gaaer, for at indkomme til at forderve Guds viinbierge; ligesom jeg self icke vil taale, nogen komme løbende uden hand er lovligen sendt, og vil ingen viide at have magt til at kalde nogen sammen for at høre ham, uden Dens som ved kald av Gud og Kongen haver dertil fuldmagt.

Ligesaa haaber ieg det, hvortil ieg herved alvorlig formaneer Dend mig udi dette Stift allernaadigt anfortrodde Geistlighed at enhver udi ald retsindighed rækker mig haanden og med ald Nidkierhed saavel af Guds Ord anviser Siælene, den rette vey til Guds Rige, som advarer dem for onde afveye, og særdeles stræber ved at utstraffeligt levnet paa samme vey at foregaa enhver, at de med apostelen kan sige: vorder mine Efterfølgere, Ligesom ieg er Jesu Christi. Dertil ynskes saavel Ædle Hr Provsten, som samtlige kiære medbrødre Guds kraftige Biistand, Naade og Velsignelse av mig indtil døden forbliver Deres Ædle Velærværdighed og Høystærede kiære Broders Ærbødige Tienere.

Christianiæ Bispegaard 12 dec. 1738        N. Dorph»

Brun blev altsaa drevet bort fra Sandefjord. At det ikke var med folkets ønske fremgaar av et brev, som skibsreder Johannes Mørch i Sandefjord i januar 1739 skriver til sin svoger Leth i København.

Brevet er fuldt av klager over sogneprest Flor, der beskyldes for «ubillig og ugudelig» at ha «bortdrevet» skolemester Brun fra Snadefjord. Skolemesteren hadde ikke bare med stor flid undervist barna i Katekismen, men tillige hver søndags eftermiddag katekisert over evangeliet, «hvilken hans gode Gierning behagede os saa vel, at mange af os gik derop og hørte paa ham med Frugt.

Men denne gode Søndags Gjerning kunde i Djævelen lide, thi derved blive mange holdte borte fra Ugudelighed og Ørkesløshed, og han udrustede derfor nogle Sladdermennesker, som for Presten beskyldte denne Gjerning for pharisæisk og hykkels, og Presten – som ikke selv er alvorlig eller forstaar den Alvorlighed i livsfrugt, som bør – kom da ned og anhørte ham og gii derfa saa stilt, at vi ikke tænkte andet end godt; men siden tog han Brun for sig of skammelig beskyldte ham for Pharisæer, Pietisk, Hykler etc., men kunde dog ikke sige at Lærdommen var urigtig, men at det var ham ikke tilladt som en læg Person at catechisere saaledes»

En annen forfatter[vi] hevder at brevet av 1739 ble sendt, ikke til Leth i København, men til Henrik Gerner, en prest av dansk opprinnelse som i 1732 ble sogneprest i Våle, samtidig som Christian Langemach Leth, en skolekamerat av Gerner, ble sogneprest i Sandeherred. De fornyet sitt gamle vennskap, de konfererte jevnlig, og forårsaket sammen – ifølge Gerner – en vekkelse.

I samme verk[vii] finner man at Gerner, efter anbefaling fra Professor Leth, ble gitt en stilling i Københavns stift. Det var visst advarsler mot denne beslutningen, og i 1747 måtte også Gerner si opp som følge av sin Herrnhutiske innstilling og avvik fra ortodoks lære.

Viktigere for å forstå Peter Flors måte å håndtere sitt embede, er denne passasjen[viii]:

        «Leth og Gerner vedligeholdt efter sin forflyttelse til Kjøbenhavn stadig forbindelse med sine forrige Ebedsbrødre, Menigheder og Tilhørere i Norge, og modtog hyppige Breve fra disse, hvoraf man kan kære at kjænde beskaffenheden af den ved dem fremkaldte Vækkelse».

Med andre ord, Leth og Gerner forsøkte å drifte menigheten i Sandeherred – og sikkert andre steder – fra sin utlendighet i Danmark, en ikke uten videre enkel situasjon for Peter Flor.

Det er i den sammenhengen man må lese brevet som Lorens Berg (se ovenfor) nevner, og som Ludvig Daae beskriver slik:

        «Fra Januar Maaned 1739 har man saaledes et brev til Gerner fra en Borger i Sandefjord Johannes Mørck, fuldt af Klager over Stedets Sogneprest Peter Flor, der beskyldes for «ubillig og ugudelig» at have «bortdrevet» fra Sandefjord en Skolemester vevd navn Brun. Denne Skolemester havde efter Brevskriverens Fremstilling ikke alene med stor Flid underviist Børnene i Catechismen, men tillige hver Søndags eftermiddag cathechiseret over Evangeliet, «hvilken hans god Gjerning behagede is saa vel, at mange af os gik derop og hørte paa ham med frugt».

     Men denne gode Søndags Gjerning kunde ikke Djævelen lide, thi derved ble mange holdte fra Ugudelighed og Ørkesløshed, og han udrustede derfor nogle Sladdermenneksr, som for Presten beskylte denne Gjerning for pharisæisk eller hykkelsk, og Presten, som ikke selv er alvorlig ellr forstaar den Alvorlighed i Gudsfrygt, som bø, kom da ned og anhørte ham og gik derfra så stilt, at vi ikke tænkte andet at godt, men siden tog han Brun for sig o skammelig uskjeldte ham for Pharisæeer, Pietist, Hykler &c., men kunde dog ikke sige, at Lærdommen var urigtig, men at det var ham ikke tilladt som læg person at catechisere saaledes»

Den fødselsdato som oppgis hyppigst for Peter Augustiniussøn Flor er 19 desember 1707 men dette har ikke latt seg kontrollere for den serien kirkebøker som er tilgjengelig for Rollag, der han kom til verden, begynner med nyttåret 1708, altså to uker for sent.

Foreldrene var, ifølge flere antagelig uavhengige kilder, presten Augustin Ambrosiussøn Flor og Ingeborg Pedersdatter Opdal – han var sogneprest i Rollag kirke[ix], en stavkirke fra slutten av 1200-tallet. Hun var – hvis man kan stole på ulike slektstavler på nettet[x] – datter av Augustinius forgjenger som sogneprest, Peder Lauritzsøn Opdal, mens Augustinius var født i Våle i Østfold, der hans far var sogneprest. Da Peter ble født hadde paret allerede en datter, Anna som var fire år eldre; senere fikk de datteren Kirsten i 1715 og sønnen Augustinius, som ble født 1718 – men ingen av disse fødselsårene har latt seg bekrefte i kirkeboken. Derimot finner man, 19 mars 1718, dåpen[xi] av «min datter – Ambrosia», hun fikk som fadre Moster Kirsten Opdal; Guri Traaen; fendrik morbror Jørgen Petersøn; Hilmar N. Kraning; og Jan Perssøn Husebye.

Peters far, sognepresten i Rollag gikk bort 18 januar 1735 «Døde H^r Augustinus Florus i hans Præste Embede som varet 40 ½ aar, der hand [xx] [xx] været for i». Han var født 12 oktober 1671 og var 64 år og 3 måneder gammel. Begravelsen[xii] fant stedd 11 februar 1735.

To måneder efter at Peter Flor fikk kallet i Sandar, 6 oktober 1736, døde[xiii] søsteren Ambrosia, – hvor er ukjent.

Peter Flors kone døde[xiv] tidlig i 1757:

«d: 31 Januarii nedsat i Kirkens aaben Begravelse min trofaste og Ekte: Sal: Hustrue, Anna Magdalena Wichmansd Hofmans, Liig, (Afsjælet med en for Hende Saligst, mig Sørgeligste Død d ej Kl. 6. Morgen:)». Hun ble 61 ½ år gammel. 

Om Madame Hofman er litt anonym gjennom sitt nærvær i Sandefjord, har hun likevel efterlatt seg et spor man kan fortsette å ha glede av – hvor man enn befinner seg: en kokebok – i det minste er det en stor mulighet for at det er hennes oppskrifter, for boken var definitivt i Peter Flors besittelse. Denne kokeboken er blitt gjenstand for en god del arbeid, som er publisert av en liten gruppe knyttet til Riksarkivet. Der finner man både bokens tilblivelses-historie, innholdet, og oppskriftene – og mere til. For de som ønsker å se en scannet versjon av boken kan man gå hit.

Et tiltak fra Flors og datterens Henriettes side, var opprettelsen av et «Testament til Lønning af en Skoleholder i Sandefjord», datert Sandefjord, 29 desember 1765:

        «I den hellige Trefoldigheds Navn, og paa vor allernaadigste, Landets Faders allernaadigst af os væntede, Stadfestelse ere vi undertegnede, Peter Flor, uværdig Sogneprest til Sandeherreds Prestegjeld i Laurviks Grevskab, og min yngste nu eneste hos mig havende og ej i Egtestanden forsynede Stifdatter, Henriette Clausdatter Kemler (som 1757 den 2 Decbr. har nydt kngelig allernaadigst Dispensation, at være under mit Curatel selv sin Mødrenearv raadig) saaledes i Gudelighed og retsindig Kjærlighed forende med hinanden, at hvilen af os Dødens sidste Kalde skulde træffe, den igjenlevende beholder da, til fuldkommen Ejendom og Eneraadighed, uskift af elers vedkommende Øvrighed, den afdødes efterladte Formue, af hvad Navn det nævnes kan. I penge eller Penges Værdi, naar standmæssig hæderlig Begravelsesomkostninger og al retmæssig Gjeld er fradragen. Dog er herudi med faderlig og datterlig enstemmig Vilje indbefattet, at naar Gud behager i Naade at bortkalde mig Peter Flor, der da, naar Naadsens Aaret er omme, skal udleveres 200 Rdlr., siger to Hundrede Rigsdaler, under geistlig Jurisdictions Opsyn, af Renterne at lægge til Skoleholders (hvoraf og en og anden lærvillig, derhos attig, i Sandeherreds Prestegjeld kunde profitere) Løn og naar ingen er, da Renten oplægges til nogen kommer, og da deraf betales, som ellers, for visse fattige Børns Information, alt som Renten kan tilrække. Men skulde Livets og Dødens Herre forflytte os begge i ugift Stand fra dette dødelige til et bedre Liv, er vort christelige of indstændige Forlangende, at den geistlige Jurisdiction, næst benævnte Sum til Sandefjords Skolehold, antager sig, somd e vil møde og paa sidste Regnskabsdag, det overblevne, med redelig Skifte og i Sikkerhed at sætte, til lige Deling uden Kjøns Forskjel til hver af Hr. Worsøes i Schive og Capiain Garbens i Laurviken da levende Børn, dog ingen at blive sin Arveparts Capital mægtig, før de efterhaanden, og for Alt christelig og duelig sig skikkende, blive sted- og bosatt, desimidlertid hvers Del staar under det geistlige Formydnerskabs Opsyn og Ansvar.

        Hvad mig Peter Flor angaar, da viste jeg, som ældste Broder, mod mine Syskende i Skiftet efter vores salig Forældre, sluttet 1739, dem al Føjelighed med Forlodders Tilstaaelse, samt Deling af Linned og Andet, uden nogen mind Del derimod; desuden er ingen af dem i trængende Omstændigheder (Gud at takke!), og 2 af dem, da de havde Trang, har (urost for Gud!) nydt langvarig og anseelig Hjelp til Underholdning saa godt, som jeg og Mine havde det selv inden mine Døren, saa a jeg ser ingen Billighed, Mindre Beretteigelse, at jeg dem skulde tillægge Noget,

        Og hvad mig Henriette Henriette Kemler angaar, da maa mine 2de ældre fra mind kjære Faders Hus udgiftede Systre tilstaa, at de ej har funder Stiffader i Savn, saasom han langt over Formue i virkelig Haandsrækkelse har vist den Agt og Elsk, han bar for vir salig Moder, paa dem, som sidde nu i god Stand og altsaa ere ganske utrængende for sig eller Sine at tage nogen Del efter mig, om jeg ugift forlid Verden før min kjære Fader, hvilken jeg ene holder mig forpligtet isaafald at undet det lidet efter mig for det meget større, hvor han har vist sig min virkelige Velgjører.

        Dette vort paa begge Sider Forenings- og sidste Viljes Instrument haver jeg Peter Flor med god beraad H baade selv skrevet, underskrevet og forseglet, saa og jeg Henriette Kemler med ligeledes god beraad Hu egehændi undertagnet, samt formaaet de gode Naboprester Hr. Gerhard Johan Vinge, Sogneprest til Stokke Prestegjeld i Jarlsbergs Grevskab. og Hr. Nicolaus Annæus Krog, Capellan pro persona til bemeldte Prestegjeld, dette til fuldkommen Vitterlighed med at underskrive og forsegle. Skrevet paa Sandehereds Prestegaard ved Sandefjord i Laurviks Grevskab anno 1765 den 29 December.

Peter Flor                             Henriette Clausdatter Kemler

                                (L. S.)                                                  (L. S.)

Til Vitterlighed, og at vi selv har seet at Jomfru Kemler dette med egen Haand har underskrevet, underskrive og forsegle

Gerhard Johan Winge        Nicolaus Annæus Krog

     (L. S.)                                     (L. S.)

Kongelig konfirmeret pa Fredriksberg 7 Septbr. 1767.»

I 1770 hadde Prost Flor en tjenestegutt som het Ole Andersen[xv] på prestegården, han var en 16 år gammel sønn av avdøde Anders Olsen som hadde vært gift med Mari Andersdatter og som døde dette året.

Fem år senere døde Peter Augustinussøn Flor, Provsten og Sognepresten, 22 april 1775. Han var 67 år, 3 måneder, 3 uker og 5 dager gammel. Begravelsen[xvi] fant sted 1 mai samme år.