Prest 21 Christian Simonssøn Callundan 

Christian Simonsen Callundan var sogneprest til Sandeherred fra 3 desember 1717[i] til han døde 16 april 1732. Christiernus Simonidis Calundan var da 39 år gammel og ble begravet[ii] 23 april.

Han har like godt skrevet sin egen selvbiografi, og den kan man finne i kirkeboken[iii] for Sandar: innskriften er plassert i en seksjon som ellers tilhører året 1720, men går frem til tidlig 1731:

«Forteignelse paa hvor ieg er født og har væred jndtil jeg blef præst paa Sande.

Ao. 1693 d. 10 Febr. er ieg barn fød udj Callundborg Min fader var Simon Olessøn, borger og handelsmand der samme steds, min Moder, Inger Christensdaatter Juel.

Jndtil ieg blef 8 aar gich ieg i schrive og Regne-Skole, thi mine Forældre tænchte at sette mig til Kiøbmandschab, Men, saasom min Morbroder Hr. Mogens Heide ansaae mig af god nemme og judicio overtalte hand min Moder, da Enche, at sette mig udj Latinsch Skole.

Ao. 1701 kom ieg under privat information hos dend vellærde Mand, min Morbroder, Hr. Mogens Heide, Sognepræst til Sneberg og Thiøring menigheder i Riber Stift udj Jydland, hos ham blef ieg udj fem aar.

Kom ieg fra min Morbroder udj Calundborg-publiqve-latinsche Skoele, fich strax mit sted udj Mester-lectie, og forblef der udj 1 1/2 aar; Siden efter Dend højbaarne Frues, Frue Berte Schels, recommendation, kom ieg 1708 udj Herlufs holms Kloster-Skoele, fich sted i mesterlectien, og blef dimitteret in Ao. 1709 til Academiet, af dend høilærde, nu Sl. Magistro Michael Hiort.

Som ieg nu i mit alders 16de aar var blefven Student, siuntes mine Forældre, det var got, ieg, som ret ungt Mske., kom paa eet sted, [hv]or ichun liden lejlighed var til ungdommens forførelse, sendte mig derfor over til jydland til merbemelte min Morbroder, i hvis huus og under vis fundamental gode manuduction ieg lærdte meget got, som iche læres i Scholerne, særdeles vejen til at blifve beqvem til prædiche-stoelen, Hos hannem blef ieg da udj to aar.

Ao. 1711 rejste ieg til Kiøbenhafn, og sustinerede examen philosophicum, ved samme ieg og tog Bacchalaurie-graden, Blef saa udj Kiøbenhafn udj 2 aar.

Ao. 1713. antog ieg condition hos velfornemme Negotiant Søfren Povlsen, da Consumtions forpagter, udj Nyborg, der ieg forblef ichun eet aar.

Ao. 1714. kom ieg til Norge, og fich condition, eftersom ieg var forschrefven af Oberinspecteur Bøhme, hos min Sviger fader [over: som vilde blive min], Hr. Friderich Grüner, hos ham ieg blef udj half andet aar, Men, som Gud hafde kaldet mig, som ieg troer, af min Moders lif, til at være hans tienere, Saa bevegede Gud, hans ….?…., at kalde mig til sin medtienere j ordet hos den Meenighed i Lauervig, 1716 d 30 Augusti udi mit alders 23 aar, hvor ieg som Capellan var udj halfandet aar, Men examen Theologicum sustinerede jeg 1716 …edt.

Ao 1717 om vinteren in Decembris blef ieg kaldet til Sognepræst for Sande herreds Meenighed, efter afgangne Sl. Hr. Jacob Stockfleth, hvor ieg lever og forbliver, saa lenge Gud behager.

Rign. D: 18 Aug. 1725. født til verden min Søn Ferdinand Uldrich, som døde d: 20 Sept: 1726. da hand var gl. 1 aar 1 maaned og 3 dage. Gud glæder Hans Sich i sit [xx] [xx], og forfølger [xx] som [xx] [xx] [xx], til hand [xx] glæde for Jesu Skyld!

Anno 1726 d: 13 Oct: om aftenen kloken 9. blef født min daatter Magrete Grüner, Gud lod hende leve og [xx] til Guds ære og sin egen saligheds gafn og gode som Christi Tjed [?].

… 27 Nov  1727 blef min hustrue som [xx] med 2de sønner, som og d= 4 December blefne døbte, den  enes med det nafn Simon Christian, den andre med det nafn Lenerd Severin, som døde siden

d: 19: Jan 1728. [xx] Gud, der [xx] [xx] disse Børn i Moders Lif, Hand dem og med [xx] i døden, Hand samle dem og [xx] andre til de levendes forsamling i det Rige, hvor Jesus er, der han samlet sin menighed af alle Stammer, og [xx] [xx], alle [xx] og [xx]!

Anno 1729 = d = 19 Sept: om aftenen blef født min Daatter som i Daaben d=25=dito blef døbt med det nafn Anna Magrete, Fadderne Fru Cathrina Winge; min Svoger Capit: Grüners Hustrue,som bar det, mad: Berthe Hund…, Sr Fabricii Hustrue som stod hos, Dem: Inger Nielsdatter, Sr Jonas Scheen, Min Border Simon Baj, og Stud: Arent Marcussen Bøchman; døde d: 3 Jan: 1731.»

Om Callundan har Lorens Berg dette å fortelle:

«Kristen Simonssøn Calundan 1717-32, kjøbmandssøn fra Kallundborg, f. 10. febr. 1693, død 16 apr. 1732. En bror Ole Calundan var handelsmand i Sandefjord. Kristen Calundan tok embedseksamen 1716 og var først 1 ½ aar kapellan hos provst Grüner i Hedrum hvis datter Antonette Amalia han egtet. Som enke kjøpte hun 1741 Nedre Bergan i Hedrum og døde der aaret efter. Deres barn var: 1. Fredrik Calundn, blev sogneprest til Sønderhaa og provst til Hassing i Aalborg stift. 2. Charlotte Eleonora, egtet Ole Tidemand (se nedenfor). 3. Inger, g.m. sogneprest til Lindaas Jørgen Engelsdorph. 4. Anne Hedvig, gift med sogneprest til Borre Lars Brønlund.

         Calundans hustru var gjennem sin mor skyldt til greven, og det var nok derfor han i saa ung alder fik det store kaldet. Han var vist en skikkelig og velmenende mand, men stak sikkert ikke dypt. I kirkeboken har han nedtegnet at han 1724 sammen med byfogden fra Larvik gik paa husbesøk i Sandefjord og indprentet alle og enhveer: 1. at leve skikkelig o forlielig med sin egtefælle; 2 ikke huse omløpende kjeltringpak; ikke sælge øl og brændevin om formiddagen, heller ikke til overflod om eftermiddagen; 4 holde barn og tjenere til kirke- og skolegang; 5. avholde sig fra drukkenskab og ikke give naboer aarsak til forargelse.

         Svigersønnen Ole tidemand blev som student huslærer hos Calundan og forførte da præstens ældste datter Charlotte Eleonore, en gang 13 aar. Dette hindre dog ikke at Tidemand 1741 blev sogneprest til Hedrum, senere prest i Bergen, saa provst, endelig biskop. Det var en begavet mand og en fremragende taler, men herskesyk og en ondskabsfuld intrigemaker».

Hans efterfølger Peter Flor[iv] har også noe å fortelle:

       «12. Hr. Christen Simonsøn Calundan, en kjøbmands søn af Callundborg, fød 1693 d. 10. febr. voceret som sognepræst hid 1717 i december, efter 1 ½ aars capellan-tjeneste hos provsten hr. Fridrich Grüner, sognepræst til Hedrum og Laurvig, hvis datter Antonette var hans hustru. Døde 1732 d. 16 april.

Hans søn Friedrich var først capellan til Ous i Bergens stift, siden sognepræst til Sønderhaae og Hørsted i Aalborg stift.

Af dødtrene er den ældste, Charlotte Eleonore, gift med Hr. Ole Tideman siden 1732, som først var capellan til Hedrum og Laurvigen, dernæst sogne-præst til Hedrum, siden flyttet til Bergen som resid. capelland og succedere sognepræsten til Nykirke, derpaa stift-provst og sognepræst til domkirken, siden baade vice- og virkelig biskop i Bergen indtil 1762 d. 24de juni, da han voceredes til biskop over Christianssands stift; 2 aar tilforn doctor theologiæ.

Den anden datter Inger var gift med hr. Jørgen Egelsdorff, sognepræst til Lindaas i Bergens stift, overlevede ham som enke; den 3die Anne Hedewig gift med hr. Lars Brøndlund, først kapellan til Stoche, siden sognepræst til Borre i Jarlsbergs grevskab; døde begge hastigt efter hverandre, han 1769 den 2den mai, hun aaret efter».

Det mest påfallende ved Flors fremstilling – og ikke det minste overraskende, siden Tidemand efterhvert var en mektig mann i den kirken der Flor var prest – er at han ikke nevner «skandalen», at Tidemand som huslærer forførte sin elev, den kant tenårige datteren av hans arbeidsgiver.

«BARNEROVET”[v]

Når Pontoppidan hadde vansker med å forsone seg med Ole Tidemand som stiftsprost, hadde det nok mest sammenheng med Tidemands fortid. Men Tidemand var kommet først til “møllen” (Domkirken i Bergen), så Pontoppidan måtte bare innfinne seg med at han var der allerede – som hans stiftsprost. For den veltalende kjøpmannssønnen Tidemand fra Kristiania hadde klart å karre seg fram i den teologiske verden mot alle odds.

Det begynte riktignok lovende med studier i København, etter at han hadde gått på Kristiania katedralskole. Da han kom tilbake til Norge, fikk han jobb som huslærer hos sogneprest Chr. Callundan i Sandar (nå Sandefjord) som hadde 10 barn.

I 1731 tok Tidemand teologisk embets-eksamen i København med laud. Etterpå vendte han tilbake til sin huslærerpost. Men her må han åpenbart ha startet seksual-undervisning med innlagte praktiske øvelser – i hvert fall overfor én elev. For allerede året etter ble han nødt til å gifte seg i all hast med Callundans datter, Charlotte Eleonora, som bare var vel 13 år gammel. Hun var da høygravid – og fødte deres førstefødte 22. oktober 1732, 13 1/2 år gammel, like etter at hennes far var død.

Om Chr. Callundan tok sin død som følge av dette “barnerovet” fra Tidemands side, sier kildene ingen ting om. Men den brave barnefar – sikkert tillike med barnemoren, måtte stå skrifte for hele menigheten og be om tilgivelse – som de fleste andre i samme situasjon. Han var likevel heldig. For mens en slik forseelse seinere (fra 1741) utelukket muligheten til å bli prest, fikk Tidemand (som Petter Dass i sin tid) kongelig oppreisning. Og med biskop Herslebs hjelp ble han i 1734 personell-kapellan hos sin kones morfar, prost Fredrik Grüner i Hedrum og Larvik.

Ole Tidemand kom seg fram i verden ved hjelp av sine talegaver – og venner. Under oppholdet i Vestfold kom han inn i en krets med pietistiske prester. Tidemand utfoldet stor aktivitet og klarte til slutt å skaffe seg noen prestestillinger i Bergen, ja faktisk flere på samme tid».

Det sier kanskje ikke så mye om Callundan eller tiden, i og for seg, men man kan merke seg at tilfellet Tideman ble brukt som eksempel i debatten[vi] om barne-ekteskap så sent som i mai 1904:

«Barnegiftermaal.

       I forbindelse med en del udtalelser om barnegiftermaal, der fornylig har staaet at læse i «Morgenbladet», vil nogle exempler paa, hvad der i den retning kunde præsteres i en tid, der saa Christian V’s lov med sin 3-18-5 forholdsvis nær, være ganske interessante, skriver en forfatter i nævnte blad.

       Som huslærer hos sognepræst Christen Callundan i Sandeherred indgik den senere, mere for sine lyder end dyder ekjendte, biskop Ole Tidemand 14de august 1732 egteskab med prestens datter Charlotte Eleonore Callundan, der var døbt 3die mai 1719. Da daaben i hin tid regelmæssig fandt sted otte dage efter fødselen, var bruden saaledes ikke fuldt 13 ½ aar. Hendes fader var død 26de mai 1732, og hans efterfølger i embedet synes af det regnestykke, han har anbragt ved vielsens antegnelse i ministerialbogen at have havt sine betænkeligheder ved at copulere dette «barn».

Det forelaa imidlertid – «periculum in mora[vii]», og lovene fik for anledningen sove! Allerede 15de oktober 1732 (daaben forettet 22 oktober) fødte «barnet» i en alder af ikke fuldt 13 ½ aar en søn, den senere arkivar og sekretær i det danske kancelli Christen Tidenmand, paa hvs aandsevner og legemskræfter saavist ikke var noget at udsætte.

 

       Denne rekord for tidligt ekteskab blev dog senere slaaet i vort frændeland Danmark. Født den 17de januar 1757 havde komtesse Juliane Sophie Dannekjiold-Laurvigen i en alder af 12 ¾ aar den 28 september 1769 bryllup med Christian VII’s bekjendte læremester og ledsager i gale eventyr, den ligesaa letlivede som godmodige greve F. B. Conrad Holck. I dette egteskab fødtes der dog intet barn før i 1773, en datter, der efterfulgtes af en søn i 1775. Grevinden døde 11te januar 1790.

       En brud i 16-aarsalderen var særlig i det 18de aarhundrede langtfra noget særsyn hos os. Lidt over 15 ½ aar gammel indgik saaledes Conradine Dunker (født Hansteen) – for a tage et exemep i flæng blant mere kjendte personligheder – sit første egteskab med kaptein Aamodt; hun var født 25de august 1780, og bryllupet stod 8de mars 1796.

       Netop i denne tid og noget ind i det 19de aarhundrede vil man ikke sjelden finde «pigebørn», som i 16-aarsalderen har feiret baade konfirmation og bryllup og endnu inden aaret var omme havt tid til at sikre arvefølgen.

G.».

Kirkebøkene fra Kalundborg strekker seg ikke lenger tilbake enn til 1706, så man kan ikke dokumentere Christens opphav gjennom slike kilder.

Mer uformelt er det de som har kommet frem til[viii] – uten å oppgi kilder – at foreldrene var Simon Olssen af Callundborg og Inger Christensdtr Juel. Her nevnves også broren Ole Christian, som også skulle komme til Sandefjord.

En privat webside[ix] inneholder informasjon fra «Kalundborg Byfoged, Holbaek, Probates» altså skifter fra Kaundborg, og der kan man lese seg til at Christen Simonsen Callundan var barn av sin mors første ekteskap. Hun hadde, leser man i det skiftet dette tas fra, vært gift med kiøbmand og handelsmand Søren Jensen Baj, og med ham hadde hun flere barn, altså Christens halvsøsken; Simon (9); Ane (4 ¾); og Elisabeth på 6 ½ – det ser ut til at det var hun som var gått bort 27 april 1713. På denne tiden var Christen student og broren Ole – som også skulle ende opp i Sandefjord og Larvik – oppholdt seg som 16-åring i København.

Hvordan det var eller ikke var, Christian Simonsen Callundan kom til Hedrum i 1714, som huslærer[x], sier Krohn-Holm, som kapellan sier Prestearkivet[xi]. Han ble kapellan i Larvik 1715 eller, i henhold til Prestearkivet[xii], i 1716 – og ble derefter sogneprest[xiii] i Sandeherred fra 3 desember 1717.

Året efter giftet Callundan seg, den utvalgte var Anthonette Amalia Grüner og altså datter av Hedrumpresten Fridrich Grüner og Anne Hedwig Hausmann. Kirkebøker for Hedrum fra denne tiden finnes ikke lenger.

Første barn var Charlotta Eleonora; hun ble døpt[xiv] 3 mai 1719. Fadrene hennes var «Min Moder, som bar det»; Anna Hedewig Hausman; Frue Capit: Hackes; Mad: Jochum Janssøns, Inger Christine; Obriste Zeplin; Forlvalter Thuersson; min Broder Ole; og min Svoger, Uldrich Grüner.

Det tok tid før annet barn meldte seg: Magrete Sophia ble født sensommeren 1724 og døpt[xv] 15 august det året. Fadrene hennes var Forvalter Thuressons Hustrue, som bar det; Mad: Hendrik Jacobsens; Mad: Bluhms; Dem: Gerner; Michel Pedersen; Uldrich Stockfleth; og Peder Jacobsen.

Neste gang ble det en gutt. Ferdinand Ulrik ble døpt[xvi] 24 august 1725. Fadrene hans var Mad: Jochum Jansens fra Larvik; Mad: Scheen; Mantse Michelsdatter; Cap: Klein; Jan Jochumsen; og Monsr Ferdinand Terchelsen – alle fra Laurvig.

Ferdinand Ulrik levet ikke opp: han døde bare litt over ett år gammel og ble begravet[xvii] 20 september 1726.

Tre uker senere kom Magareta Gruner til verden, det skjedde 13 oktober 1726. Pikebarnet ble døpt[xviii] 21 samme måned, og denne gangen var fadrene ”Min Moder Anna Hedevig Haufmann”; Mad: Anna Sopia Mørch;Mad: Ingeborg Flor; Dem: Anne Elisabeth Terchelsdatter; Forvalteren Monsr Fabricius; Hr Friderich Engelstrup; Monsr Hans Christensen fra Sandefjord; og Monsr Knud Hansen Hellevad, Sandefjord.

Nok ett år gikk, og Anthonette nedkom med tvillinger: Simon Christian og Lenerd Sewerin. De ble født 27 november 1727 og døpt[xix] 4 desember.

Simon Christians fadre[xx] var Mad: Edler, som bar det; Dem: Maren Terchelsdatter, som stod hos; Obriste-Lieutenant  Rømer; Lieut: Stabel; og Monsr Uldrich Edler.

Lenerd Sewerin fikk fadrene[xxi],[xxii] Md: Hr. Hans Lucassøns som bar det; Dem: Johanna catharina, som stod hos; Søfren Nielsen [?] – alle fra Sandefjord – samt Jens Pløen fra Laurvig og Turre Mathiøssøn fra Holum.

Lenerd Sewerin døde som spebarn og ble begravet[xxiii] 23 januar 1728.

Tre år senere døde en Anna Magrete – «Min lille Daatter» – og ble begravet[xxiv] 4 januar 1731. Noen alder er ikke oppgitt, og noen dåp er foreløbig ikke funnet, annet enn i den opplysningen som er gitt i Callundans egne opptegnelser, altså at hun ble født 19 og døpt 25 september 1729.

Så kom altså hele historien med huslæreren Tidemand som forførte Eleonora Charlotta og alle vanskeligheten som fulgt av det.

Sogneprest Christen Simonsen Calundan døde: ”D. 16 April 1732 mortuus est Dominus Christiernus Simonidis Calundan et sepultus  d. 26 April” – han ble begravet[xxv] 26 april 1732

Hva Callundan ikke kunne få med i sin egen oversikt – av den enkle grunn at han allerede var død – er at konen fødte et barn til. Christen Simon kom til verden sommeren 1732 og ble døpt[xxvi] av sin morfar, Prosten Grüner, 7 juli. Fadrene var Moderen Madme Grüner; Madme Ole Rasmussen; Madmods Marn Povelsen fra Holmen; Hr C: Bødker; Monsr Hans Christensen; og Monsr Peder Madsen.


[i] Fra Bastian Svendsen / Norsk Slektshistorisk Forening / Prestearkivet
[iii] Sandar, Ministerialbok nr. 1 (1709-1733), Kronologisk liste 1720, uten sidenr. 
Permanent sidelenke: http://www.arkivverket.no/URN:kb_read?idx_kildeid=8223&idx_id=8223&uid=ny&idx_side=-62
Permanent bildelenke: http://www.arkivverket.no/URN:NBN:no-a1450-kb20070426650348.jpg
[iv] Flor, Pierre Pomeau (Pierre Poumeau); Medforfatter/Bidragsyter Sørensen, S.A.; Om Sandeherreds kald : nogle notiser nedskrevne af Peter Flor i 1774; Laget, 1903; pp 7-8; https://urn.nb.no/URN:NBN:no-nb_digibok_2015042726001
[v] ”Foreningen Norges døvblindes hjemmeside har gleden av å formidle:Pontoppidan & Co Av Bjørn Davidsen », http://home.online.no/~fndbred/skanda.htm, kopiert 28 juni 2012
[vii] Det er, sånn omtrent, «faren ved forsinkelse»
[ix] Egentlig en utmerket side som kan konsulteres mer til fulle her: https://aurelia-clemons.dk/index.htm – og hvor man også får å vite at skaperen av stedet gikk bort i 2017.
[x] Krohn-Holm, Jan W.; Hedrum bygdebok. 1 : Kulturhistorie; [Nanset]:Kommunen, 1982; p 325; https://urn.nb.no/URN:NBN:no-nb_digibok_2015091508062
[xi] Svendsen, Bastian / Norsk Slektshistorisk Forening: Prestearkivet mikrofilm 1-1, p 152/234; http://old.genealogi.no/Prestehistorie/kort/prestearkivet_1_1/index.html
[xii] Svendsen, Bastian / Norsk Slektshistorisk Forening: Prestearkivet mikrofilm 1-2, p 7/343; http://old.genealogi.no/Prestehistorie/kort/prestearkivet_1_2/index.html
[xiii] Svendsen, Bastian / Norsk Slektshistorisk Forening: Prestearkivet mikrofilm 1-2, p 189/343; http://old.genealogi.no/Prestehistorie/kort/prestearkivet_1_2/index.html
[xiv] SAKO, Sandar kirkebøker, F/Fa/L0001: Ministerialbok nr. 1, 1709-1733
[xv] SAKO, Sandar kirkebøker, F/Fa/L0001: Ministerialbok nr. 1, 1709-1733
[xvi] SAKO, Sandar kirkebøker, F/Fa/L0001: Ministerialbok nr. 1, 1709-1733
Brukslenke for sidevisning: https://www.digitalarkivet.no/kb20070426650368
[xvii] SAKO, Sandar kirkebøker, F/Fa/L0001: Ministerialbok nr. 1, 1709-1733
[xviii] SAKO, Sandar kirkebøker, F/Fa/L0001: Ministerialbok nr. 1, 1709-1733
[xix] SAKO, Sandar kirkebøker, F/Fa/L0001: Ministerialbok nr. 1, 1709-1733
[xx] SAKO, Sandar kirkebøker, F/Fa/L0001: Ministerialbok nr. 1, 1709-1733
[xxi] SAKO, Sandar kirkebøker, F/Fa/L0001: Ministerialbok nr. 1, 1709-1733
[xxii] SAKO, Sandar kirkebøker, F/Fa/L0001: Ministerialbok nr. 1, 1709-1733
[xxiii] SAKO, Sandar kirkebøker, F/Fa/L0001: Ministerialbok nr. 1, 1709-1733
[xxiv] SAKO, Sandar kirkebøker, F/Fa/L0001: Ministerialbok nr. 1, 1709-1733
[xxv] SAKO, Sandar kirkebøker, F/Fa/L0001: Ministerialbok nr. 1, 1709-1733
[xxvi] Kildeinformasjon: Vestfold fylke, Sandar, Ministerialbok nr. 1 (1709-1733), Kronologisk liste 1732, uten sidenr.