Prest 15 Peder Vemundssøn

Lorens Berg[i] forteller:

«Peder Vemundssøn 1567-1626. Med denne merkelige mand, prest her i to mandsaldrer (59 aar), kom e fremragende repræsentant for den nye tid ind i bygden. Hans to forgjængere efter læreskiftet 1537 gir indtryk av at have været svake overganstyper, derfor kan vi trygt regne Peder Vemundssøn for evangelismes apostel i Sandeherred, en nidkjær formidler av renæssansens nye og rummeligere syn paa livet. Peder Vemundssøn var født paa gaarden Fjeldskaal i Hosanger i Søndre Bergenhus, sandsynligvis omkr. 1540. I sin ungdom studerte han ved universitetet i Rostock hvor han findes indtegnet 1563 under navn av Petrus Wemundensis Bergensis. 1567 fik han Sandeherreds kald.

        Kong Fredrik 2 skriver 30 januar til Oslobispen Frants Berg: Vider at denne brevviser Peder Vemundssøn har for os ladet bretette, at Sandeherredds prestegjeld ved Tunsberg skal være ledig … Da efterdi dr. Hans Albrektssøn, superintendent i Sjælland, giver ham et godt vidnesbyrd at han r flittig og vel studeret, og kjender ham duelig og god som sjælesørger, sa veder Vi Eder at I ham eksaminerer, og siden, om I finder ham bekvem, ordinerer og tilsteder ham at maatte bekomme før nævnte præstegjeld.

        1573 udsteder kongen et nyt brev om Peder Vemundssøn som nu har søkt om lov til at reise til utlandet «for at studere og sig udi boglige kunsteer at forfremme». Kongen indvilger heri; han maa holde kapellan, men skal slippe at betale skat. Denne studiereise efter godt og vel at være kommet til rette i et godt kald viser at Peder Vemundssøn hadde interesser og kundskapstrang over vanlig gjennemsnitsmaal.

I sine bedste ungdomsaar hadde han hat den lykke aa faa varme sig i renæssansens morgensol og drikke af det aandelige gjennembruds vaarlige kilder, og hankunde ikke stagge lysten til ny utfart. Senere hører vi at han døpte et nybugd hus Florens, et træk som som hvisker om længsel mod syden. Et avgjørende vidnesbyrd om Peder Vemundssøns anseelse i samtiden ligger i at adelsherren paa Fritsø Peder Ivarssøn Jernskjeg og Oslobispen Jens Nilssøn begge pleiet nært venskap med ham.

Jens Nilssøn (biskop 1580-1600) stod paa høiden av sin tids dannelse, va en oprigtig tilhænger av den nye lære. en fremragende taler, hadde alsidige interesser omfattende litteratur, sprog, hstorie, folkeliv og natur, og det er ikke mange av stiftets prester som naadde at komme i kritthuset hos ham.

Fra 1580 var Peder Vemundssøn provst i Brunla, hvortil fra 1590-aarene av ogsaa Rollag og Flesberg i Numedal hørte med.

        Høsten 1589 oplevde Peder Vemundssøn et sjeldent besøk i Sande Prestegaard. Gjesten var ingen ringere end Maria Stuarts søn kong Jakob 6 av Skotland. Han skulde egte den danske prinsesse Anna, Kristian 4’s søster. En eskadre paa 12 orlogs-skibe skulde føre prinsessen over til Skotland. Den avseilte fra Kjøbenhavn 1 september, men kom ut for stygveir og sjøskade, og turen endte med at prinsessen 25 oktober kom til Oslo. En domstol bragte paa det rene at en trollkjærring hadde sendt to smaadjævler i en tom øltønde efter flaaten, og de hadde voldt ulykken. Kjærringen fik sin straf paa baalet. Imidlertid hadde kong Jakob, ængstelig of utaalmodig av venting, bestemt sig til at seile bruden i møte. Med 5 skibe gik han 22 oktober til sjøs fra Leith, kom i land ved Flekkerø og fik her basked om at prinsessen hadde tat til Oslo, fortsatte seilasen langs kysten til Langesund og maatte 19 november søke havn i Sandefjord.

Her tok han ind i prestegaarden til provst Peder Vemundssøn som selvfølgelig øvde gjestfrihet efter bedste evne, og kong Jakob maa ha likt sig bra, for ved avreisen spurte han provsten om han hadde et eller andet han ønsket sig, og Peder Vemundssøn bad da om at Flesberg og rollag i Numedal maatte bli lagt til Brunla provsti. Det skedde ogsaa senere. Kong Jakob seilte videre til Tunsberg, tok derfra overland til Oslo og holdt bryllup. Kong Jakob var selv en lærd mand; som vi kan skjønne maatte han sætte pris paa  biskop Jens Nilssøn, og han blev sikkert ogsaa behagelig overrasket ved i en bygde-præstegaard at træffe en saaps velstudert og breist mand som Peder Vemundssøn.

         Vi regner op en del av det vore kilder ellers melder om Peder Vemundssøn. 1579 fik han kongens forleningsbrev paa sin fødegaard Fjeldskaal.

         1587 stadfæstet kongen et brev utstedt av Knut Grubbe, som gav P. V. lov til at bygge en gaard i Sandefjord.

         1591 fik han brev paa kongens anpart av korntienden i Sandeherred.

         Peder Vemundssøn viste store nidkjærhet i at verge kirkens og prestebordets jordegods, og det kunde nok trænges for det var adskillig uorden. Han vandt alle de processer som blir omtalt, men i enkelte tilfælde vistnok bare fordi han var en gløgg prokurator (se Klavenæs, Lundeby, Skjælberg, Aabol).

Allerede aaret efter sin ankomst begyndte han oprydningen. 1568 blev nemlig Laurits skriver stevnt ind til Akershus, da han hadde bygslet bort gaarder han ikke hadde noget med.

1578 holdt han opgjør med Tjøllingpæsten om Hyppestad, aaret efter om laksefisket, m. m. 1582 fik prestebordet ved lagmandsdom tilbake part i Klavenes.

Fra 1585 til 91 procederte han om Sande kirkes ret til Berg i Botne. 1587 opgang av delet melem Kjelberg og Fetja. Omkr. 1590 opgjør om Svines. 1596 forlik om Hellenes. Samme aar proces om Lundeby og Svines, lagmandsdom aaret efter. 1598 fik han lov av fru Gyrvhilds godsfogd til at bygge mølledam ved Pukkestad som han hadde bygslet.

1603 hadde kirken faar nyt taarn av træ, og i knappen la Peder Vemundssøn ind optegnelser om kaldet. 1609 blev delemerker mellem Mo og Mosserød gransket.

1621-22 førte han en bitter strid med futen Jørgen Jørgenssøn som hadde luret fra ham bygslen paa Pukkestad og efterpaa vilde ha kloa i et jordstykke østenfor bækken, men presen fikk dom for at bækken delte.

1623 begyndte den samme futen at ruinere skogen paa Aabol, og øvrighetens hjælp maatte paakaldes. 1624 hadde hr. Peder sin sidste proces, og den gjaldt delet mellem Lundeby og Østre Sem.

        Peder Vemundssøn døde 1626, efter at ha været prest her 59 og provst i 36 aar. Ved sin død maa han ha været melle 80 og 90, og han hadde da længe hat kapellan. 1608-12 omtales Jørgen Jørgensen Steen som kapellan, søn av raadmand Jørgen Steen i Oslo, og fra 1614 Oluf Prytz som fi kallet efterpaa. Peder Vemundssøn var gift med Ranhild Holk, datter av Laurits Holk i Tunsberg. Vi kjender ikke ætlinger».

Chr. Bang[ii], i sitt verk om geistligheten i Norge fra reformasjonen til 1600, har et avsnitt om Peder Vemundssøn:

«Peder Vemundssøn

         Han havde i sin ungdom gaaet paa latinskolen i Oslo samtidi med Halvard Gunnarssøn. I 1563 blev han immatrikuleret i Rostock (Daae: «Matrikler», side 87). Da han ved denne leilighed betegnes som «Bergensis», maa han være født enten i Bergens by eller ensteds i Bergens stift. Den 30te januar 1567 var han i Kjøbenhavn, hvor han fik et kongebrev udstedt til biskop Frants Berg, gaaende du paa, at da biskopen i Sjællands stift, dr. Hans Albrektsson, havde givet ham vidnesbyrd for at have studeret flittig og at være duelig til sjælesørger, saa skulde Frants Berg eksaminere ham og, om han fandt ham duelig, ordinere ham til prest i de da ledige Sandeherreds kald («Rigsregistranter», I, 537). Som indehavet av dette embede nævnes han første gang den 6te mars 1568, da han lod lensherren Kristen Munch indstævne en foged angaende bortbygslingen  af en gaard (utrykt diplom, rigsarkivet).

Efter have gjort tjeneste nogle aar som sognepræst i Sandeherred reiste han atter du paa studium (1573). I denne anledning gav kongen ham tillaldelse til at holde kapellan til at udføre prestetjenesten, mens han var udenlands, ligesom ogsaa skattefrihed for samme tidsrum blev tilstaet ham («Rigsregistranter», II, 58). Ved hvilket universitet han denne gang studerede, derom haves ingen efterretning).

Peder Vemundssøn modtog tid efter anden flere gunstbevisninger af kongen. I 1579 fik han lensbrev paa gaarden Fjeldskaal i Hammer prestegjeld (Hosanger sogn), der laa til Trinitatis alter i Bergens domkrike, og som tilstodes ham afgiftsfrit («Rigsregistranter» II, 355). Den 4de juni 1587 fik han mode ringe godtgjørelse en gang for alle ret til uden afgift at bruge en kronen tilhøreden gaard i Sandefjord (ibid. II, 711). Den 12te junin1591 gav kongen ha korntienden af Sandeherred prestegjeld (ibid. III, 188).

        Efter at være blevet provst sees han med iver og dygtighed at have tilbageprocederet jordegos, der var frakommet provstiets kirker (utrykte diplomer i rigsarkivet af 22 februar og 19de mars 1591), ligesom han selvfølgelig ogsaa varetog sin egen prestegaards og kirkes interesser. I 1579 erhvervede han saaledes dom for, at gjærdet mellem en hans kirke tilhørende gaard og nabogaarden var ulovlig opsat (utrykt diplom, rigsarkivet). Den 20de juni 1597 fik han dom for, at en gaardpart, som den tidligere sogneprest Nils Perssøn sagdes at have frasolgt prestebolet, skulde tilbagegives dette (urtykt diplom, rigsarkivet).

Af aandsretning tilhørte Peder Vemunssøn den østlandske humanisme, slig som den var representert af hans ven Halvard Gunnarssøn og hans lærer Jens Nilssøn. Et interessant videnesbyrd om hans interesser er det, at han gav en bygning, han omkrig 1590 lod opføre paa sin prestegaard, navnet Florens («Jens Nilssøns Visitatsbøger), side 59). Her fik biskop Jens Nilssøn herbærge, da han med sin søn Kristofer den 2den september 1591 kom til Sandeherred, hvor han holdt visitas den følgende dag (ibid). Ligeledes var biskopen hasn gjest fra 21de til 22de september 1593 (ibid., side 38). Den 23de september samme aar var han tilstede ved barnedaaben paa Fritsø (ibid. side 91). Den 11te februar 1596 var han tilstede ved Pross Lauritssøns jordefærd i Gjerpen og ved det derpaa følgende gravøl i Skien (ibid., side 27, flg.).

Peder Vemundssøn havde i 1589 æren af at have til gjest den skotske konge Jakob den sjette, der kom til hans prestegaard den 10de november nævnte aar og efter at have overnattet der reiste videre om morgenen 11te november («Norske Samlinger» I, 68). Traditionen fortæller, at kong Jakob skal ahve anmodet hr. Peder Vemundssøn om at udbede sig en naadesbevisning for den udviste gjestfrihed, og at han som følge heraf skal have bedet ham udvirke hos den danske konge, at hans provsti maatte forøges med to prestegjeld. Dette skal ogsaa være skeet, idet Rollag og Flesberg lagdes til Brunlanes provsti (Gjessing: «Jubellærere» III, 100 flg).

Om Peder Vemundssøns familieforhold er at merke, at han den 8de mars 1601 hold bryllup med Raune (vel=Ragnil) Lauritsdatter Holck, moster til borgermester i Tønsberg Laurits Nilssøn. Bryllupet stod paa Sandeherred prestegaard («Personalhistorisk Tidsskrift», I, 151). Han opgives at være død 1622 (Gjessing, 1 e.)».

Lite er kjent om Peder Vemundssøns opphav – ætteboken[iii] for Hosanger forteller kun navnet på en bositter – Vemund Fieldschår – som var på gården Fjellskål omtrent 1540, noe som passer godt med anslaget for fødselsår hos Lorens Berg – og opplysninger om sønnen Peder i ætteboken[iv] er hentet nettop fra ham.

Da Peder kom til verden ble han antagelig døpt i den gamle Hosanger kirke, sannynligvis en stavkirke som ble erstattet av en tømmerkirke rundt 1600.

Han kom seg – eller ble sendt til – Oslo Skole, der Jens Nilssøn var «Skolemester» og hvor han ble kjent med og bestevenn av Halvard Gunnarssøn – de to «vedligeholdt den der sluttede venskabsforbindelse» gjennom hele livet: Hlavard tilegnet Peder sin senere bok, en poetisk bearbeidelse av evangeliene. Ved Oslo Skole ble de begge også kjent med den unge adelsmannen Peder Ivarssøn Jernskjegg[v].

Om tiden ved Oslo Skole er det fortalt[vi]:

«Der er tre af Jens Nilssøns disciple, der særlig ere bekjendte. Den ene var adelsmanden Peder Iverssøn Jernskjæg fra Fritsø, der i nogle aar nød hans undervisning i Oslo skole, medens Jens Nilssøn var hører. Han blev senere eier av sin fædrenegård, vhor Jens Nilssøn mange aar senere besøgte sin gamle elev, der altid vedblev at staa i et venskabeligt forhold til sin lærer. Fremdeles møder man i discipelskaren den bekjendte theologiske og historiske forfatter Halvard Gunnarssøn, der synes at have været fra Sarpsborgkanten, og endelig som den tredie, Peder Vemunssøn, der var født i i nærheden af Bergen og senere var prest i Sandeherred og provst, til sin død 1621».

I en fotnote til denne passusen står det å lese:

«Saaledes beretter Halvard Gunnarssøn selv i sit 1603 udkomne skrift, Evangeliorum dominicalium et festivalium anniversariorum paraphrasis, hvor han i fortalen henvender sig til Peder Vemundssøn i følgende ord: «Quod autem, venerande Dn. Præposite, sub nomine tuo libellum hunc in lucem prodire tibique nuncupare volui, factum est eo, quod ab ineunte ætate ante anon 40 in schola Asloensi, cujus consdiscipuli tum temporis ambo eramus, me ut amicum fraternal qvasi necessitudine devinctum coluisti[vii]». Smlgn. Halvardi Gunnarii Achrostichis, udg. af A. E. Eriksen, s 6 og 35”

Vennen Halvard kom til å studere ute, og under det oppholdet taff Peder Vemundssøn på ham igjen, og ble magister fra Rostock universitet 27 mars 1572:

«Dermed har vel studierne i Rostock været afsluttede, hvorefter han i følge med Peder Vemundssøn begav sig til Wittenberg, den lutherske Theologis berømteste Høiskole[viii]».

I forbindelse med søknaden om tillatelse til å reise på studiereise til utlandet fikk Peder Vemundssøn et svar som er gjengitt i Norske Rigsregistranter[ix]:

«Hr Peder Vemundssøn fik Brev.

        Fr. II G.a.v., at efterdi denne brevviser Hr. Peder Vemundssøn, Sogneprest paa Sande, har underdanigst lade give os tilkjende, hvorledes han er tilsinds og agter at begive sig til et Universitet uden Riget, der en Tid lan at studere og sig udi boglige Kunster forfremme, hvilket vi naadigst bevilget have, da have vi af vor synderlig Gunst og Naade ndt og tilladt og nu med dette vort aabne brev unde og tillade, at forne. Hr. Peder Vemundssøn maa imidlertid og al den Stund han i saa Maade studerer uden Riget være fri for Skat og holde en Kapellan til hans Sogner, hvilket i hans Fraværelse kan gjøre Sognefolket slig tjeneste inden Kirken og uden, som en Guds Ords Tjenere og Sjælesørgere sine Sognefolk pligtig er og bør at gjøre, dog saa at samme Kapellan af Superintendenten tilforn skal examineres og overhøres og af ham der til kjendes duelig og bekvem. Cum. inhib. sol. Drotningborg 2 Juni 1573. R. 44. Afskr. III 48».

Seks år senere fikk Peder vemundssøn, som nevnt av Lorens Berg, brev[x] vedrørende farsgården:

        «Hr. Peder Vemundssøn, Sogneprest til Sanden Sogn udi Brunlag Len, fik Forleningsbrev paa en Gaard, kaldes Fjeldskolle [Fjeldskaal] udi Hammers Prestegjeld, som ligger til Trinitatis Alter udi Bergen og sylder aarligen 1 Løb Smør og 2 Faar, med al samme Gaards Rente og rette Tilliggelse, Intet undertaget, eftersom hæderlig Mand Hr. Peder Simonsen den til des udi Verge havt haver, at maa beholdt kvit og fri, ad gratiam. Cum claus. consv. et inh. sol. Koldinghuus 11 Oktbr. 1579. R. 282. Afskr. III. 272 (Uddr.)”.

Ni år efter dette søkte, og mottok, Peder Vemundssøn byggetillatelse for en gård i Sandefjord, altså nede i byen: de var nøye den gangen med grensene. Tillatelsen[xi] ble utstedt i kongens navn, med skatteplikt og, interessant i seg selv senere krangler med Larvik tatt i betraktning, med eksplisitt rett til å drive en borgerlig næring:

        «Hr. Peder Vemundssøn paa Sande fik K. Maj.s Konfirmats og Stadfæstelse paa et Brev, Knud Grubbe til Asløf, den Tid han havdde Brunlag og Numedals Lene, hannem haver givet paa en Gaard at maatte bygge paa Sandefjord udi Brnla Len, med saadanne Vilkaar og Forord, at hvilken som kommer og bor udi samme Gaard, efter det Aar 1586 er forløbet, skal deer være forløvet at bruge en ærlig, borgerlig Næring til Lands og Vands og give Lensmanden i Brunlag Len aarligen 8 Kölniske Lod Søv eller 16 Mark Enhed og være siden fri for al anden Udgift, være sig ved hvad Navn det kan nævnes, usen Sise og Told. Disse Penge skal udgives 1 Mai 1587 og siden aarligen til samme Termin, men blive de udi de tre Aars Tid igjen staaet eller ubetalet, skal samme Gaard være forbrudt under K. Maj. [Alsløf 3 Febr. 1584.] Cum claus. consv. et h\inhib. sol. Kronborg 4 Juni 1588 [): 1587.] R. 608. Afskr. III. 532. (Yddr.)”.

Som nevnt av Lorens Berg fikk Peder Vemundssøn besøk av kong Jakob VI av Skottland i 1789. Her er en alternativ beskrivelse[xii]:

«Den 8de November løb Kong Jakob ind i Langesund, den 10de overnattede han paa Sandeherred Prestegaard hos Mester Halvards gamle Ven, Peder Vemundssøn, nu Provst i Laurviks Provsti. Herr Peder skal have vundet Kongens Behag, og da han paa dennes Anmodning om at udbede sig en Naade, ønskede at faa sit Provsti forøget med to Prestegjeld, udvirkede Kong Jakob dette hos sin Svoger».

Jakob kom ikke frem til Oslo før 19 samme måned, så man kan bare spekulere over hvorvodt han ble noen dager hos Vemundssøn, og kanskje tittet seg litt omkring i byen og bygden omkring.

Det vil si, et senere notat[xiii] gjort av en efterfølger i embedet, Peter Flor, forteller at kongen reiste videre neste dag og ble i Tønsberg noe dager:

        «Om dette Ophold paa Sandeherreds Præstegaard skriver Præsten Peter Flor i Sandeherreds Kaldsbog:

        « … En større Raritet siges at være vederfaret Hr. Peder Vemundssøn An. 1589, hvori den 19de Novbr. Kong Jakob af Scotland arriverede med sin 6 Skibe til Opsloe … og forefandt sin Brud … Paa samme Søreise skal høistbemeldte Konge for Modvind være kommen i Sandefjord Havn, fundet sin Fornøielse her i Præstegaarden ved Præstens samtale, som til Afsked, paa tilbud, ei forlangte andet at formaa hos vor Konge end has provstelige Territorii Forbedring».

        Efter Sagn i Bygden skulde Borgerstuen i den gamle Sandherreds Præstegaard være opbygged af den engelske Konge. Peder Vemundsen lod ihvertfald omtrent paa den Tid opføre en ny Bygning paa Præsetgaarden, (hvis da ikke dette er den Kjøbmandsgaard, som han ifølge kgl. Bevilling havde faaet Lov til at opføre.) Det heder nemlig i Biskp Jens Nielssøns Visitatsbøger fra Aaret 1591: «Fra Tjøllin reiste vil til Sanden, herbergerede i den nye Gaard, Hr. Peder Væmunssøn lod nyligen bygge og kalled «Florens».

        Det er ogsaa bleven fortalt[xiv] i Sognet, at den engelske Konge først ankrede ved Hellesø ved Langeby, hvor der mødte op e hel Del for a tage imod ham. Derpaa seilede Skibene ind paa Havnen».

En tilbakevendende begivenhet i en sogneprests liv var bispevisitasene: men stiftene var store og reisene langsomme, så det var vel ikke så altfor ofte at slikt fant sted. Men i 1591 kom Oslo-biskopen Nils Jenssøn[xv] til Peder Vemundssøn:

«2. Septbr. Fra Thjødling til Sanden, herberged i den nye gaard, hr. Vemundssøn lod nylig bygge og kallede Florents.

        3-. Der tjenesten var ude, for jeg med hr. Peder Vemundssøn og min søn Christofer (nylig kommen fra Skotland) og nogle andre til et saare højt fjell, heder Mofjell, hvor man kan se langt du i havet og mange gjeld der omkring»  

23 september 1593 var Peder Vemundssøn i barnedåp, det var Peder Ivarssøn Jernskjegg og hustruen, Margreta Breide fra Slesvig, som fikk sin eneste sønn Ivar døpt den dagen. Biskop Nils Jenssøn var der, likeså Halvar Gunnarssøn med hustru – en regelrett «high school reunion». Det var visst et strålende selskap på Fridsø; «Ved Bordet havde Adelstanden den fornemste Plads; af de geislige sat naturligvis Biskopen øverst, næst ham M. Halvard, derefter Provsten Peder Vemundssøn[xvi]».

Peder Vemundssøn og Niels Jenssøn skulle møtes igjen et par år senere, men denne gangen i mindre gledelige omstendigheter: Nils Jenssøn var i Gjerpen og Skien for å delta i Pros Lauritsøns, lagmann i Skien, begravelse. Han oppholdt seg nok i byen, for «kom der til dem hr. Peder Vemundssøn, hr. Thomas, hr. Jens paa Hollen, hr. Laurits paa Sande, hr. Hans Hiort og talede med hannem» Så gikk de over til Pros’ gård, og ventet der en liten stund mens liket ble lagt på sleden, og så kjørte de av gårde til Gjerpen kirke

 «… med en hest, saa gik presterne og alt klereciet for liget næst de 11 degne, som bare voxlysene. Efter kjørte Peder Iverssøn, Knut Knutssøn, Fredrik Lange og Laurits Linstrup, dernæst fru Kirstin, fru Margrete, jomfru Ulvhild, og de andre fruer: fru Ingerd, fru Dorthe Lendow, fru Dorthe, Oluf Galdes, fru Dorthe Juel, og jomfruerne allesaamen. Derefter kjørte bispen, hr Peder Vemundssøn og borgermestere og raad af Skien, som siden bare salig Prosses lig ind i kirken, og satte det i koret indtil prædikenen var endt. Og prædikede bispen og forhandlede den text ad Rom. 5: for syndens skyld kom døden ind i verden etc. Der prædiken var ude, og liget var ude, og liget var begravet udi Gjerpen kirke strax ved koret, blev der sjunget den psalme: nu lader os hans etc.; traadte Fredrik Lange frem i koret og havde en orats til alle, som havde fulgt den salig mand slig til sin hvilested, ædel og uædel, læg og lærd. Siden der alting var ude, gik bispen som snareste hen i prestegaarden paa Gjerpen og op i sit kammer. Der kom Peder Iverssøn og Knut Knutssøn op til hannem og begjerede, at han vilde komme til byen som gjest. Strax derefter drog bispen til byen og gik saa til gjest til Pros Lauritssøns efterlevende husfrue, hvor der var til gjest Peder Iverssøn, Fredrik Lange, Knut Knutssøn, item en stor hob prester, som vare hr. Peder Vemunssøn, hr. Thomas Anderssø, hr. Peder paa Thjødling, hr. Laurits paa Heiderhem, hr. Jens paa Hollen, hr. Søfren paa Bø, hr. Laurits paa Saude, hr. Hans …[xvii]»

Og en hel mengde andre mennesker, høy og lav.

Inntil videre er det alt som er kjent om Peder Vemundssøn, prest i Sandherred, gårdeier i Sandefjord, og en lærd mann.


[i] Berg, Lorens: Sandeherred: en bygdebok: historisk skildring av bygdens utvikling fra gammel tid ned til kjendte nutidsforhold; Kristiania: I kommission hos Norli, 1918, pp 125 – 126 , https://urn.nb.no/URN:NBN:no-nb_digibok_2013100924001
[ii] Bang, A. Chr.; Den norske kirkes geistlighed i reformations-aarhundredet (1536-1600) : biografiske, kulturhistoriske og kirkehistoriske oplysninger; Alb. Cammermeyers forlag (Lars Swanstrøm); pp 85-87; https://urn.nb.no/URN:NBN:no-nb_digibok_2015050408057
[iii] Eknæs, Askild; Ættebok for Hosanger fram til omlag 1960. D. 1; [Tysse]: Hosanger sogelag, 1967; p 234; https://urn.nb.no/URN:NBN:no-nb_digibok_2017091948020
[iv] Eknæs, Askild; Ættebok for Hosanger fram til omlag 1960. D. 1; [Tysse]: Hosanger sogelag, 1967; p 235; https://urn.nb.no/URN:NBN:no-nb_digibok_2017091948020
[v] Hallvard Gunnarsson, Medforfatter/Bidragsyter Erichsen, A.E., Kristiania:[Skolen], 1870, p 6, https://urn.nb.no/URN:NBN:no-nb_digibok_2013040208039
[vi] Jens Nilssøn; Biskop Jens Nilssøns visitatsbøger og reiseoptegnelser 1574-1597; Kristiania:A.W. Brøgger, 1885; p XXII; https://urn.nb.no/URN:NBN:no-nb_digibok_2010111208081
[vii] Veldig røft: «Det er ansett av de høye, at i denne beretningen å  se lyset av deg at jeg ønsket å nevne det faktum at fra en tidlig alder for 40 år siden i skolen, der vi var sammen som elever meg som en venn og med broderlige bånd sammenbundet.”
[viii] Hallvard Gunnarsson, Medforfatter/Bidragsyter Erichsen, A.E., Kristiania:[Skolen], 1870, p 8, https://urn.nb.no/URN:NBN:no-nb_digibok_2013040208039
[ix] Norske Rigs-Registranter : tildeels i Uddrag. 2 [1] : 1572-1588 1572-1579; Christiania:[s.n.], 1862; p 58, https://urn.nb.no/URN:NBN:no-nb_digibok_2017060248063
[x] Petersen, Siegwart og Lundh, Otto Gr., Medforfatter/Bidragsyter; Norske Rigs-Registranter : tildeels i Uddrag. 2 : 1572-1588; Christiania:[s.n.], 1863; https://urn.nb.no/URN:NBN:no-nb_digibok_2018062548003
[xi] Norske Rigs-Registranter : tildeels i Uddrag. 2 [2] : 1572-1588 1579-1588; Christiania:[s.n.], 1863; p 711, https://urn.nb.no/URN:NBN:no-nb_digibok_2014061008141
[xii] Hallvard Gunnarsson, Medforfatter/Bidragsyter Erichsen, A.E., Kristiania:[Skolen], 1870, p 13, https://urn.nb.no/URN:NBN:no-nb_digibok_2013040208039
[xiii] Sørensen, S.A.; Sandefjord og Omegns Industri og Næringsliv i gammel og ny tid : i tekst og billeder; Kristiania:Hanche, 1900; pp 28-29, https://urn.nb.no/URN:NBN:no-nb_digibok_2012061113003
[xiv] Visstnok av «Gamle Christian Auve».
[xv] Nicolaysen, N.; Norske magasin: skrifter og optegnelser angaaende Norge og forfattede efter reformationen. 2; Christiania:Johan Dahls forlagshandel, 1868;  pp 145-146; https://urn.nb.no/URN:NBN:no-nb_digibok_2010053106083
[xvi] Hallvard Gunnarsson, Medforfatter/Bidragsyter Erichsen, A.E., Kristiania:[Skolen], 1870, p 14, https://urn.nb.no/URN:NBN:no-nb_digibok_2013040208039
[xvii] Nicolaysen, N.; Norske magasin: skrifter og optegnelser angaaende Norge og forfattede efter reformationen. 2; Christiania:Johan Dahls forlagshandel, 1868;  pp 161-162; https://urn.nb.no/URN:NBN:no-nb_digibok_2010053106083