Disse korsairer, pachaen berøver kjøbmandssibene med, passerede vi forbi i havnen og saa, hvor usle og stygge de vare. Det første, som paa landet tildrog sig min opmærksomhed, var 2de tyrkere, som sad i en afstand fra hinanden, paa de yderste stene af et forrevet bolverk eller brygge. Jeg tog dem i førstningen for ørne, de sad der halvt omsvøbte af deres graa kapper, ganske ørkesløse og lod sig stege af solen, noget som jeg har hørt skal være meget brugeligt, ja endog høre til deres religiøse øvelser, dog ikke de fornemmeres.
Vi gik op ad byen, og ny begyndte jeg først at se, hvor forreven den var. Paa vor vei til konsulen passerede vi forbi et hus med halvdør og saa 3 strudsunger hvoraf den ene uden at strække halsen, var netop saa høi som jeg og vilde tage sig en dusk af mine haar, om jeg ikke havde forhindret det.
Vi gik til den danske konsuls hus; dette er intet mindre end hyggeligt, skjønt ingen i Tripolis lever saa godt som konsulen. Løitnant Bille red med den venetianske konsul til en lille herregaard 3 mile fra byen og bragte tilbake fra eiermandens have nogle kviste, fulde af deilige apelsiner. Herremanden eller bonden havde 4 koner, men lod ingen af dem komme tilsyne.
Efterat vi andre imidlertid længe havde gaaet omkring i gaarden paa altanerne og paa taget, seet derfra ned i baoens gaard og ne paa se sønderlige moskeer, paa de omstyrtede og faldefæerdige mure og andet mere, besluttede Thorvaldsen, doktoeren og jeg at gjøre en forvoven reise omkring i denne ruinby.
Chefen havde nemlig ladet os vide, at pachaen fordrede haandkys af dem, der fulgte ham til audiens (han selv og konsulen undtagen). Vi fandt det derfor hverken passende eller behageligt for os at følge med chefen hen til ham.
Jeg bad 2de af fore raske sluproere at følge is gjennom byen, og nu gik vi langs lutter ruiner paa den ene og gamle mure paa den anden side.
Vi besøgte nogle kramboder for at kjøbe pibesager.
Ikke et gammelt forrevet gaasehus er styggere end disse boder; de ere omtrent 4 alen i kvadrat, og dette er som oftest den hele bolig. Vi kom ogsaa ind til en sadelmager eller beltemager, som viste os meget af sit arbeide, der var overmaade skjønt. Vi beundrede hans nethændthed, kjøbte et par skind og gik.
Intet andet end tyrker og morer var at se, men disse vrimlede det af i dag, der var marked udenfor byen. Jo længere vi kom op i byen, jo vanskeligere havde vi for at trænge igjennem for kameler, mulæsler og heste. Blant hestene saa jeg nogle, som var de skjønneste, jeg har seet, snehvide, anseelige tyrker i deres stadsdragt paraderede virkelig godt paa dem.
Hændelsvis kommer vi til stadporten gjennem denne vrimmel, og hvor megen lyst jeg end fandt til at gaa du til den store leir, som vi langt henne saa myldrende av mange tusinde mennesker, havde jeg vist ikke vovet det, om ei Thorvaldsen saa instændig havde drevet derpaa. Tyrken, som var saa grum inden skibsborde hos os, havde givet mig en slags respekt for tyrken i almindelighed; jo mere jeg kom ind mellem dem, jo mer opmanede den mig, ingen tid har jeg saa omhyggelige passet paa mig selv, at jeg ikke med øine, mund hænder eller føder skulde begaa nogen bok, der kunde opvække deres vrede.
Tyrkervrede vidste jeg var ei spas, allermindst hvor den hverken kunde dæmpes med mund- eller næve-argumenter. Imidlertid havde det hidentil gaet os godt, og jeg begiver mig nu med de andre du af porten ned mellem nogle nedbrudte mure, som førte hen til leiren. Denne hele vei gaar man i sand; dog gjør den fire udsigt til søen, de mange palme og dadeltrær dette sted ret behageligt, og for mig havde det denne gang usigelig megen interesse.
De mange gaaende og kommende, fodgjængere og ryttere paa mulæsler, heste og kameler, de mange fornemme og ringe morer og tyrker, sorte og brune og blækfarvede, unge og gamle mænd, dise mange mange usedvanlige, til dels ærværdige fysionymier ophøre ikke den hele vei til leiren at give øiet en tilstrækkelig beskjæftigelse.
Snart vare vi ved stedet, hvor disse mangfoldige havde leiret sig, og da vi uden hinder vare komne saa vidt, fik jeg dristighed med ævrige at gaa midt ind inblandt dem. Her slagtede de og solgte kjød; her solgte de frugter og adskillige landsproduktr, her spiste de, her holdtes merkantile og vendkabelige samtaler, her mødtes gode bekjendte, hvis boliger mange miles ørkener adskilte, og jeg var vidne til, med hvilken hertelighed to saadanne hilste hverandre, og hvor glade de bleve ved at kunne tale sammen.
Hvor bebreidede jeg mig siden den frygt, med hvilken jeg nærmede mig disse mennesker! Jeg skulde jo have tænkt: de ere landmænd, langt fra røveri, rænker og bedrag! Deres flid og arbeide føder dem; de har frihed, ingen rigmand eller herremand ængser dem hverken med trælarbeide eller nedtrykkende rigeagt. Paa de sterke kameler lægge de den overflødighed, deres jorder yder; gjennemreise saa lange veie til kjøbstad og vende derfra hjem til deres fredelige boliger, hvor de altid, uden at handle ilde eller mod naturen, sinder alle de fornødenheder, der udkræves.
Vi gikk uhindret rundtom og besaa, hvad der var os nyt og sælsomt. Paa tilbageveien studsede jev en hsølig brølen; det var en kamel som ynkelig belv pryglet, at den skulde lægge sig ned for sin rytter, der vilde bestige den.
Da vi havde seet den store gamle ruin af et slot fra romernes tid og var kommen ind i byen igjen, vandrede vi adskillige gader igjennem, hvorved vi nær havde forvildet os. Gjennem en lang bedækket plads (ventelig Tripolis børs), hvor fornemme tyrker med lange piber spilte dam og krokodille, kom vi endelig til den danske konsuls hus.
Nu var chefen og konsulen kommen tilbage til pachaen. Han hadde kun forlangt 300’000 piaster og en 40 kanons fregat for at slutte fred!
Kl. 8 gik vi fra den danske konsul for at gaa ombord og tog afsked med vor chef, som og inat blev i land for om muligt at virke til sin expeditions gode fortgang.