Begynnelsen: i den engelske kanal

«I Kanalen. Den 14de september. Holdt kl. 10 første gang gudstjeneste. I en meget kort tale viste jeg noget av de naturlige ubehageligheder, som skilsmissen i almindelighed medfører og de grunde, vi havde til ikke at lade disse ubehagelige følelser blive varige hos os til at kunne forspilde vor glæde i livet. En slags undseelse, som grændser temmelig nær til frygt, har jeg lagt merke til der altid indfider sig, naar man træder frem at tale paa et fremmed sted for et nyt auditorium.

            17de Sept. Kl 5 ½ imorges purret med efterretning, at vi skulde have klart skib, da den stoe engelske orlogsmand, som vi igaar havde passeret, nu kom os forud imøde. Strax af køien og paa dækket, hvor morgensolen blidere end nogensinde paa denne reise hilsede mig. Det store skib forud blev, da vi kom det nærmere, til en fregat formodentlig en engelsk Chinafarer.

            Søndag d. 18de sept. I dagvakten passerte vi en stor engelsk fregat og en dansk Vestindiafarer, som honorerede os. Om eftermiddagen drak vi punch; spøg, sang og munterhed krydrede den – ikke uden frakken af til skjorte maatte man nærme sig bollen.

            19de Sept. Eddistons fyr har vi passeret uden at komme saa langt uden at komme saa langt ind i bugten ved Portsmouth, at den blev at se. Den er anlagt paa en liden klippe i søen, og anledningen dertil skal have været, at en ung skibskaptein ved navn Eddiston der strandede og forliste. Han var forlovet med en rig pige i London, som meget sørgede over hans død, og da hun fik vide, hvor han havde tilsat live, lod hun paa egen bekostning oprette paa klippen et fyrtaarn for om muligt at afvende fra andre piger en saa sørgelig skjæbne som den, der havde rammet hend selv».

            I den spanske sø. Efter aftensmaaltidet blev sunget adskillige muntre selskabssange til et glas vin, hvilken munterhed Thorvaldsen gav anledning til.

            (Ved en anden anledning fortæller Pavels, at der ved aftensbordet blev fortalt flere Wesselske anekdoter, saaledes den bekjendte om justitsraad Bertelsen. Denne «en god enfoldig mand» likte ikke, at saa mange, naar de omtalte ham, blot kaldte ha «Bertel», et navn som nogle lystige venner havde sat paa ham.

            I fortrolighed udlod han sig hermed til Wessel og spurgte ham om raad. Wessel svarte, at det lod sig lett rette paa; han behøvede blot bede alle sine kjendinger sammen til et stort gilde, og saa fremholde for gjæsteerne, at han ikke ønskede at blive omtalt under det navn.

            Bertelsen gjorde som Wessel havde raadet til, og under hele lød det kun: «Hr. justitsraad!» og «hr. Justitsraad Bertelsen!». Men da saa den sidste bolle var tømt, rettede Wessel følgende ord til den studsende vert:

                        «Nu bollen er tom og halsen tør,

                        Nu heder du «Bertel» ligesom før»)