1844-27 Sophus Olsen

Sophus ble født 8 og døpt[i] 29 desember 1844. Som fadre fikk han Stine Marie Hansdatter, Sandefjord; Maren Olea Andersdatter Böhle; Anders Paulsen Böhle; Andreas Simonsen [NN]; og Simon Simonsen Raastad.

Foreldrene var Ole Simonsen[ii] og Anna Maria Andersdatter[iii]– de hadde giftet[iv] seg 3 mars 1843.

Første barn var tvillinger. Samuel Arnt og Anders ble født 18 april 1843 – 7 uker efter bryllupet – og hjemmedøpt av jordmor Anna Jacobsen. Dåpen[v] ble bekreftet i kirken 14 mai.

Samuel Arnt døde, tre måneder gammel, 2 august 1843. Han ble begravet[vi] 7 august.

Så var det altså Sophus, og efter ham Jonine Amalia som så dagens lys 1 august 1846 og ble døpt[vii] 13 september. Augustine Marie meldte sin ankomst 21 februar 1848 og ble hjemmedøpt av jordmoren. Dåpen[viii] ble stadfestet i kirken 24 april. Maria Magdalene så dagens lys 1 april 1852. Hun ble døpt[ix] 12 den måneden.

Så ble det et langt opphold frem til neste barn, og i mellomtiden flyttet visst familien fra byen og til Buer, og Ole Christians yrker er blitt «Snedker og Gdm». Nicolai ble født 28 mars 1854 og hjemmedøpt av jordmoren. Dåpen[x] ble bekreftet i kirken 13 august samme år. To år senere var det Helle Paulines tur. Hun så dagens lys 28 oktober 1856 og ble døpt[xi] 9 november. Johan Anton kom til verden 11 april 1859 og ble døpt[xii] 8 mai det året.

Sophus Olsen Buer ble konfirmert[xiii] 9 oktober 1859. Han fikk karakteren Godt og er ført opp som nummer 23 av de 49 guttene som stod for presten denne høsten.

Til sist, to år senere, var det lillebroren Jørgen Oscar som ble født 10 juli 1862 og døpt[xiv] 3 august. Nå var familien flyttet fra Buer til Bugaards-Eiet, og Ole Christian beskrives som «Inderst».

I 1865[xv] er Sophus blitt Sømand, men er bosatt hos familien i Bugaarden, matrikkel nummer 42, bruksnummer 332. Faren beskrives som «Husmand med lidt Jord og Snedker». Sammen med ham og Anne Marie finner man barna Nicolai; Johan Anton; Jørgen Oscar; Marie Magadalene; og Pauline.

Sophus hadde driv, og i 1873 var han blitt skipper. Det går frem i forbindelse med at han gifter seg med Olava Abrahamsen fra Lahelle. Hun var fem år yngre og datter av Anders Abrahamsen. Som forlovere hadde de O. C. Simonsen og Chr. Olsen Westad. Vielsen[xvi] fant sted – «uden forudgaaende Lysning ifølge Kongl. Bevilling af 10de October 1873» – 13 oktober 1873. Paret bosatte seg først i Lahelle.

Det var der de bodde da første barn ,en gutt, Anders, kom til verden 10 august 1874. Da han ble døpt[xvii] 6 september  var fadrene Anne Marie Simensen Bugaarden; [NN] Marie Simensen, Bugaarden; Ole Chr. Simonsen, Bugaarden; Nikolai Olsen, Bugaarden; og Anders Abrahamsen Lahelle.

Ved folketellingen for 1875[xviii] var familien bosatt på Gogstad øvre, bruksnummer 234a. Sophus omtales som «Logerende Husfader og gift med Olava Andersdatter» og «Logerende og Skibsfører», mens Olava beskrives som «Skipperkone». Sønnen Anders er naturligvis hjemme, og til å hjelpe familien i det daglige har paret en tjenestepike, Christiane Pedersdatter – hun var 15 år og fra Sandeherred.

Sophus og Olava var på Gogstad da datteren Anna Marie så dagens lys 12 desember 1875. Hun ble døpt[xix] 23 januar 1876 – men kom altså ikke med i folketellingen. Fadrene hennes var Anne Helvig Hansdatter Gogstad; Anne Martine Abrahamsen  Lahelle; Thorvald Abrahamsen Lahelle; og Ole Kristian Kristofersen Hystad.

Olaf ble født året efter, mens foreldrene fremdeles bodde på Gogstad, 15 november 1877. Da han ble døpt 2 desember fikk han fadrene Junine Amalie Andersen Gogstad; Ine Tonette Sørensdatter, Sandefjord; Ole Kristian Simonsen Bugaarden; Nikolai Olsen; og Thorvald Andersen Lahelle.

Da Oliva, derimot, kom til verden 23 september 1879, bodde familien visstnok på Gjekstad – ifølge kirkebokinnførselen om Olivas dåp[xx]. Den foregikk 12 oktober, og for henne valgte foreldrene fadrene Antonette Andersen Skovstuen; Anne Helvig Olsen; Andreas Olsen Rød; Anders Abrahamsen Lahelle; og Ole Simonsen Bugaarden.

De skulle flytte videre: 12 oktober 1881 så Johan Anton dagens lys, da bodde familien på Vestadejet. Barnet ble døpt[xxi] 6 november og denne gangen var fadrene Martine Olsen Rød; hansine Hansen Vesta; Ole C. Simonsen Bugaarden; Hans Olsen Lahelle; og Oskar Olsen Høgenhal.

Enda videre, til den andre siden av byen: Høgenhall. Sønnen Sofus ble født mens de bodde der. Det skjedde 3 september 1885. Da Sofus ble døpt[xxii] 27 samme måned fikk han fadrene Kone Anne Marie Simonsen Bugaarden; Pige Hansine Hansen Vesta; Snedker Ole Kristian Simensen Bugaarden; Snedker Kristen Borgesen Høgenhal; og Skomager Marthin Brønnuul, Sandefjord.

Sofus ble siste barn, og neste gang man får et glimt av familien er i forbindelse med at Olava dør – bosatt på Gjekstadejet – 4 januar 1892. Hun ble begravet[xxiii] 8 samme måned. Det som tok livet av henne var nyresykdom og mavebetennelse: hun hadde tilsyn av lege, men det hjalp tydeligvis ikke.

Sophus var muligvis ikke hjemme da Olava døde, en notis fra Norsk Skibsførerforening i Norges Sjøfartstidende[xxiv], 11 januar 1892, plasserer ham om bord på Dps «Seaton» – han hadde betalt sine 2 kroner i kontingent for året som nettopp var begynt.

Sophus Olsen forble ikke enkemann – og ganske unge barn hadde han, tross alt, å ta vare på mens han selv seilte. Efter et par år fant han seg en pike på Sørlandet, Maren Aalefjær i Austre Moland i Aust-Agder, datter av Kirkesanger Ole Aalefjær. Hun var født i 1863 og bodde på denne tiden på Karterød. Som forlovere hadde Provst Lange i Sandefjord og Provst Eriksen. Vielsen[xxv] fant sted 26 august 1894.

Sophus fortsatte å seile, og 2 april 1895 kan han plasseres i Genoa i Italia, der han er med «Seaton» og har en last på 46 650 kg Stokfisk. Det berettet Generalkonsulen der i byen i en rapport til Indredepartement 14 mai 1895, gjengitt i Norges Sjøfartstidende[xxvi] samme dag.

Aalesunds Handels- og Søfartstidende[xxvii],[xxviii], 13 januar 1897 plasserer ham på sin kanter, ser det ut til, når de rapporterer at «Den subvenerede  Norsk-Spanske Linies (Otto Thoresen)» skip S|S «Seaton» ført av Capt Sophus Olsen, skulle ekspederes til Italia omkring 23 januar.

Tre måneder senere ble det i samme avis[xxix],[xxx],[xxxi],[xxxii],[xxxiii], 21 april 1897, at S|S Seaton skulle ekspederes til Sevilla via nord-Spania og Portugal, omkring 8 mai. At annonsen ble innrykket hele fem ganger og senest tre dager før adgang er vel et tegn på at det ikke var helt endefremt å få full last denne gangen.

Så gikk det femten måneder og Aalesunds Handels- og Sjøfartstidende har, 18 august 1898, en annonse som forteller at Capt. Sophus Olsen nå har fått en ny skute, for samme rederi: S|S Sevilla skulle ekspederes til Spania og Portugal omkring 31 august.

Senhøstes er han på enda ett nytt skip for samme reder; denne gangen, annonseres det i Aalesunds Handels- og Sjøfartstidende[xxxiv] 30 november 1898, er det S|S Sicilia som skal ekspederes til nord-Spania og Portugal omkring 9 desember. En tilsvarende reise, men til syd-Spania og Italia, ble annonsert[xxxv],[xxxvi],[xxxvii] for 23 november 1900.

I 1900[xxxviii] var Dampskibsfører Sophus Olsen og familien flyttet til Solvang. De bodde i en av to leiligheter i første etasje i forhuset, i annen etasje bodde «Overlærer ved kommunal høiere almenskole», Knut Eilif Hougen som senere skulle utgi «Sandefjords Historie». De andre beboerne, også i en sidebygning, var offiserer i handelsflåten og deres familier, samt en manufaktur-kjøpmann med kone og barn. Sammen med Sophus og konen finner man barna av første ekteskap, Anders, som er blit Dampskibsstyrmand; Anna Marie, som er ansatt i en Manufakturforretning; Johan Anton som ikke er nevnt med noe yrke; og Sofus, som nå var Murerlærling. Sammen med dem bor også 19 år gamle Bård Sellereite fra Suldal: han er Handelsbetjent; Severine Simonsen er 25 år og Tjenestepige; samt Ole Kristian Simonsen, 86 år gammel, og som har egne midler: Sophus’ far.

Året efter be det annonsert i Romsdals Amtstidende[xxxix], 25 januar 1901, at Sicilia, Capt. Sophus Olsen, skulle laste for nord-Spania og Portugal fra 8 til 12 februar. Aalesunds Handels- og Sjøfartstidende[xl],[xli],[xlii], 27 februar 1901, beregnet S|S Sicilia lasteklar omkring 8 Mars samme år.

Efter dette fikk Sophus Olsen samme rederis Sardinia, det går frem av en notis i «Kysten», 13 januar 1905:

            «Skibsreder Otto Thoresens nye Dampskib, der er under Bygning ved Fredriksstad mek. Værksted, skal føres af Kapt. Sophus Olsen, forhen förer af «Sardinia»[xliii]

Fire dager senere, 17 januar 1905, meldte Bergens Tidende[xliv] at «Damper Sicilia, Kapt. Sophus Olsen, ankom Catania den 15de ds.» Samme avis meldte[xlv], 24 januar, at Sicilia at seilt fra Messina foregående lørdag, 21 januar 1905.

To år senere publiserte «Kysten[xlvi]», 17 januar 1907, en skips-liste, og under «Dampskibe» er Sophus Olsen ført opp som fører av «Santa Cruz», et annet av Otto Thoresens skip, på 930 netto register-tonn. Det gikk i rute mellom Norge og Canary Isl.og var i Las Palmas 6 januar 1907.

Allerede 22 januar 1907 fortalte Kysten[xlvii] at Norsk Skibsførerforening var i gang med sin generalforsamling: «… Til medlemmer af Bestyrelsen valgtes Kapteinerne K. P. Kjerulff, Laading, Emil Wettergreen, Michelsen og Gude, Kristiania, Syvertsen Drammen, Gabriellii, do.,Dahl, Moss, Flack, Arendal, Hansen, Bergen, Irgens, do. Wilhelmsen, Tønsberg, Staalhane, Skien, Sten, Holmestrand, og Sophus Olsen, Sandefjord[xlviii]».

Sophus Olsen hadde også andre interesser, og i Stavanger Aftenblad kan man lese 16 juli 1907:

«Pletter paa solen. I et brev, dateret Malaga 24de juni, skriver føreren af damskibet «Santa Cruz», kaptein Sophus Olsen, til «Morgenbladet», at han paa reisen fra Gøteborg i den britisk kanal, under observationer saa to sorte flekker paa solskiven. Den ene var rundaktigomtrent lige under centret; den anden var mindre og havde formen af en langagtig stribe, som saaes strax ovenfor tilvenstre. Kapteinen iagttog de samme flekker hver dag i de følgende dage. Flekkerne bevægede sig paa skraa nedover tilhøire mod solens rand. Den 23de juni paa omtrent 37 grader nordlig bredde og 8 grader vestlig længde var de forsvundne».

I 1908 var det igjen generalforsamling i Skibsførerforeningen, og Kysten[xlix] meldte 22 januar det året at det ble valgt et styre som bestod av P. Michaelsen, Knut Kjerulf, Thv. Hansen, Johan Eitzen, Kristiania, Johan Bryde og Sophus Olsen, Sandefjord, Gabrielli, Kra. Sofus Hegge, A. W. Brække, Kristiania, Flack, Arendal, O. Syvertsen, Drammen, Dahl, Moss, Wilh. Wilhelm, Tønsberg, O. Torgersen, Nøtterøy, og Sigurd Gude, Kristiania.

Norges Sjøfartstidende[l] meldte 24 januar fra samme generalforsamling, som ble holdt i Sandefjord, i Horets [sic] Karls Festsal, at «til Valgkomite valgtes Kaptein Monsen, Sandefjord, Pedersen, Horten, og Sophus Olsen, Sandefjord».

Fire dager senere, 28 januar 1908, meldte Norges Sjøfartstidende[li] at «Kaptein Sophus Olsen er for nogle Dage siden valgt som Formand i Sandefjords Sjømandsforening».

En sak Sophus Olsen var interessert i, var å forsøke å sikre sjøfolks alderdom, rent økonomisk. I den sammen heng skrev han et innlegg i Norges Sjøfartstidende – det stod på trykk 28 februar 1908.

«Sjøfolks Aldersforsikring

Sjøfolks Alderdomspensionering bliver for Tiden mere og mere aktuelt. Skibsførerforeningen har hat denne Sag paa sit Program de 18 Aar den har existeret og virket, men har faaet liden Støtte i denne retning af Sjøfartskredse Landet rundt. Saameget har dog denne Forening drevet igjennem, at Ulykkesforsikringslov er under Opseiling, hvilket er et godt Skridt fremover; men skal man i dette Land, hvor Sjøfarten er Landets vigtigste Næringsvei, skaffe Mandskaber til vor Flaade og holde vor yngre Sjømandsstand mere knyttet til vore egne Skibe, tror Redskriveren, at Alderdomspensionering er det eneste og bedste Middel.

            Man har ogsaa i Aviserne i den senere Tid set dette emne drøftet af flere Personer som stærkt fremholder dette, saaledes i «Norges Sjøfartstidende»s Nummer 12 og 13 og i «Kysten» Nummer 39 og 42 med flere.         

Dessuden har man en Skrivelse med Udkast til Lov om Pensionskasse for norske Sjømænd fra Repræsentanter af 20 norske Skibe i Buenos Ayres og Hovedstyret i Sjømændenes Landsforening, som vedtog Hovelove paa Mødet 15. og 16. dennes, gaaende du paa det samme, nemlig Pensionskasse og anden Understøttelse for nødlidende Sjømænd og deres Efterladte, samt et Circulære fra samme Forening. Disse Dokumenter forelaa i Sandefjords Sjømandsforenings siste Møde til Udtalelse, og blev der fremsat følgende Forslag, som vedtoges:

«Foreningen kan ikke for Nærværende udtale sig om den foreliggende Sag, men vil afvente den under Opseiling værende Lov om Sjømænds Ulykkesforsikring, og paa Grund af, at Pensionssagen er forlidet udredet, trodde man saaledes inden Foreningen at vill faa Anledning til at udtale sig derom senere.

Da Lovudkastet til Selvpensioneringskasse for Sjøfolk fra de i Buenos Ayres værende Sjømænd ble omdiskutetteret, udtalte en af Forsamling sin Frygt for, at skulde det bli Lov, at 3 Procent af Mandskabets hele Hyrebeløb afkrævedes ham ved Afmønstringen, vilde Hyrerne stige proporsjonalt og saalede kom ogsaa denne Udgift indirekte paa Skibene.

            Dette siste vil Undertegnede ikke gaa videre ind paa. Ser man imidlertid hen til den svenske Pensionskasse, hvor enhver svensk Sjømand maa betale sin Afgift til Sjømandshuset ved Utmønstringen, har man aldrig hørt, at dette har hat nogen Indflydelse paa Hyrerne, naar man har forhyret Mandskaber i Sverige; Hyrerne har varieret, eftersom det har været flere eller færre Hyresøgende, hvilket jeg tror ogsaa vil bli Tilfældet her i vort Land, selv om Afgiften blir 3 Procent eller mindre.

Bevirker en Pensionskasse, at vore unge Sjømænd bevares for Landet og og vor egen Flaade, vil jo dette ogsaa have til Følge, at ikke Hyrerne bliver større, da Tilgangen paa Mandskaber  isaafald vil øges. Som det nu for Tiden er, er det jo trangt nok om Sjøfolk, specielt for Seilskibene, og naar man tænker paa, hvor mange af vore unge Gutter drager over til Amerika, og alle de som farer i engelske Skibe, bør man gjøre alt mulig for at hindre dette, da det ikke alene er til Skade for vor egen Skibsfart, men ogsaa for Mandskaberne selv. For de fleste af dem, som færdes ude i fremmede Lande og seiler i fremmede nationers Skibe, gaar deres just erhvervede Fortjeneste for Største delen i Boardingmasternes Kommer, og det beste Botemiddel derimod er utvilsomt, at Understøttelskasser og Alderdomspensioneringskasse oprettes snarest mulig, efter at Ulykkesforsikringsloven er traadt i kraft.

                        Sandefjord, 24-2-08.

                                                Sophus Olsen[lii]».

«En Skandaløs Artikel i «Sosialdemokraten»          

«Socialdemokraten» abonnerer undertegnede ikke paa, men nævnte Blad Nummer 71 af 24. Mars kom mig tilfældigvis ihænde; og jeg blev opmerksom paa en Artikel med Overskrift: «En Sjømands Lidelser», «Skandaløs Lægebehandling». Artikkelen omhandler Stuert Samuelsen, der var med Otto Thoresens Dampskib «Santacruz», Kaptein Olsen, da den Ulykke skede, at Samuelsen faldt i Rummet og brak Arm og Laarben.

            Da denne Artikel i nogle Punkter er misvisende, kan undertegnede ikke lade den staa uimodsagt. At Samuelsen har lidt svært meget er sandt nok, og han er som Krøbling at beklage; men naar Ulykken engang er sked, hvad saa? At man har sørget bedst mulig for ham og Familien det kan jeg bevidne.

            Den 6. September Klokken 9 Aften, da Uheldet indtraf, gives Ordre til førstemaskinisten om at lade drive Maskinen til det yderste, og samtidig blev Samuelsen forbundet og spjelket bedst mulig, og en Mand blev stadig sat til Vagt hos ham. Næste Aften Klokken 11 ½, da man løb ind Las Palmas Havn, Puerto de la Luz, og Lodsbaden med Lodsen, som ogsaa vanligvis bruges til at fortøie Skibet, fik min Ordre, – idet Lodsen kom paa Dæk – om hurtigst mulig at ro i land, mede Uheldet hos Saniteten, tilkalde Hospitallægen og Bringe Bærebaar fra Hospitalet. Allerede Klokken 12 blev Samuelsen bragt i land og baaret til Hospitalet af Skibets Mandskab, et Stykke Vei paa 10 Minuter. Mere kunde ikke gjøres fra min Side.

            «Socialdemokraten» skriver blant andet: «Han blev samlet op, og da Damperen et Døgn efter ankom Las Palmas, bragt paa Hospitalet i denne By. Skibet afgik Strax efter og den lemlæstede Samuelsen var da overladt fuldstændig alene til bare Fremmede, som øiensynlyg ingen anden Interesse havde af dette stakkars Menneske, end at faa Betaling for Hospitalopholdet, og lade Værdien af et Menneske med alt, hvad denne opretholdt, gaa fuldstændig tilgrunde».

            Videre skrives: «Det er unødvendig at beskrive denne Mands saavel legemlige som sjelelige Lidelser i denne Tid, Lidelser, som blir saa meget verre, naar det, som ogsaa af Lægerne i London sagt, kan tilskrives den rene Uhyrlighed eller Slurveri fra ens Side, som Folk er nødt til at gi sig hen til med fuld Tillid. Det er denne Tillid, man i saa mange Tilfælder ikke tør nære; man maa følge med og dømme lidt selv, og særlig Sjøfolk maa lægges paa Herte, at naar der i Sjøfartsloven staar, at man skal ha gratis Lægebehandling, man ike være for beskeden ligeoverfor mulige Forsøg paa at kunne slippe billigst mulig; thi Loven kjender ingen Begrænsning for god og sikker Behandling».

            Nu maa jeg spørge «Socialdemokraten: Hvad skulde jeg, som Skibets Fører, i dette Tilfælde gjøre mere eller bedre, end hvad her er gjort? Som nævnt blev han bragt til Victoria Hospital hurtigst mulig – dette Hopsital er helt engelsk, bygget for engelske Penge, Diakonisserne, tre i Tallet, er engelske, og Lægerne er Engelskmænd.

Hvad «Socialdemokraten» mener med: «Samuelsen var da overladt fuldstændig alene til bare Fremmede, som øiensynlig ingen anden Interesse havde af dette stakkars Menneske end Sygehusbetalingen» – forstaar jeg ikke, kan «Socialdemokraten» oplyse Sjømandsstanden om noget bedre Sted i Las Palma at sende en kvæstet Sjømand til, da vil sikkert hele Sjømandsstanden, som befarer dette Sted, være Bladet meget taknemmelig. At Lægerne ved dette Hospital ikke har været dygtige nok, eller forstaaet sig paa at kurere Benbrud er jo desværre nu tydelig bevist, men det var hverken mig (Skibets Fører) eller Rederiet bekjendt. Naar «Socialdemokraten» skriver: At der maa lægges Sjøfolk paa Hjerte, at naar der i Sjøfartsloven staar saa og saa, maa jeg virkeligen spørge: hvad skulde jeg i dette Tilfælde ha gjort? Samuelsen blev ikke bragt til ospitalet for at slippe billigst mulig som «Socialdemokraten» siger.

Mener kanske Blade, at jeg skulde ladet en Læge forbundet Manden, tilseet ham de Par Dage Skibet laa der og derpaa bragt ham med hjem. Dette havde nok blit aller billigste for Rederiet, men det vilde stredet mod al sund Fornuft. Kanske dette havde været det heldigste, og jeg vilde isaafald ha sluppet med en Bebreidelse; men ifald dt ha resulteret i, at Manden i saa Fald havde blit den samme Krøbling, som han nu er, vilde jeg vistnok ha været strafskyldig.

            Undertegnede har seilet i Ruefat paa Norge-Spanien i 12 ½ Aar, og jeg har altid hørt, at spanske Læger skal være mindre anseet, og skandinaviske, tyske og engelske altid har været efterspurgt og søgte paa de spanske Steder hvor saadanne har været bosat.

«Socialdemokraten» bemærker tilslut, at paa Spørsmaal om Familiet har ha noget at leve af i disse 6 Maaneder, skal Samuelsen ha svaret: «Nei, det har naturligvis været lidet det».

            Desangaaende henvendte jeg mig til Samuelsen, og spurgte ham, om dette var sandt, hvortil han svarte nei. Jeg skal i denne Henseende oplyse «Socialdemokraten» om, at Samuelsen var bragt paa Hospitalet, bad jeg ham ikke være bekymret for sin Familie; jeg skulde sørge for, at Familien skulde faa pr. Maaned ikke mindre end hvad hans Hustru havde hat i Træk, Kr. 70. Hvad jeg ikke kunde samle blant Kollegaer og Bekjendte, skulde jeg lægge til af egen Pung. Dette Løfte til Samuelsen har jeg holdt. Af Rederiets Skibsmandskaber, Rederiets Kontorpersonale og nogle Venner med det lille jeg selv har lagt til, har jeg leveret Samuelsens Hustru godt og vel 520 Kroner, og nu da Samuelsen kom hjem, fik han af Rederiet 100 Kroner, fortalte han mig selv. Saaledes tror jeg «Socialdemokraten» ikke bør være bekymret saalangt; Samuelsens Familie er i saa maade selv Tilfreds.

                                    Sandefjord, 13. April

                                            Sophus Olsen,

                                         Fører af «Santa Cruz[liii]».»

Ikke lenge efter at han skrev i «Socialdemokraten» finner man Sophus Olsen i en annen rolle en skipper: i Kysten, 5 august 1908, opplyses det fra Grmstad at «Herr. J. C. Jørgensen Vik har i disse Dage leveret Hr. Otto Toresen, Kristiania, 2 Lægtere 65×17’x10’ med en Bærevne af ca. 200 Ton dw. Lægterne er helt overdækkede og forsynede med store Luger med Skraatag over. De skal væsentlig tjene som Oplagslægtere for Last. Den ene afgik Fredag, slæbt af Selskabets Damper «Sicilia», den anden gik paa Vandet Lørdag og vil blive hentet en af de første Dage. Lægterne er besiktigede af Firmaets Inspektør Hr. Kapt. Sophus Olsen, der erklærede sig meget tilfreds med Arbeidet[liv]». 

Dagen efter, 6 august 1908, meldte Norsk Sjøfartstidende:

«Sjømænds Forhyring

            Som Medlemmer af den departementale Komite til Behandling af Sjømænds Forhuring med videre, har Norsk Skibsfører Bestyrelse bragt i Forslag Kapteinerne A. Schumann Hansen; Sophus Olsen, Sandefjord og K. P. Kjerulff[lv]».

            «Kysten» bragte samme sak, i form av et leserbrev, 13 august:

 

«Omordning   af Forhyrings-
                        Og Mønstringsvæsenet m.v.

August 1908.

            Norsk Skibsførerforenings Bestyrelse sees at have foreslaaet Kapteinerne A. Schumann Hansen, Sophus Olsen og K. P. Kjerulf som Medlemmer af den departementale Komite til behandling af Sjømænds Forhyrelse med videre.

            Forinden det er for sent, vil jeg ikke undlade at fremhæve, at som Medlem af en saadan Komite bør der ogsaa sidde en med Forhyring, Paamønstring og Afmønstring af Sjøfolk i Udlandet erfaren Konsulatfunktionær

Right[lvi]».

Ogsaa Nedenæs Amtstidende fant denne komiteen af interesse, og 22 august skrives det

«Sjømænds Forhyring.

Norsk Skibsførerforenings bestyrelse har efter Anmodning af Departementet bragt Kapteinerne A. Schumann-Hansen, Sophus Olsen og K. P. Kierulff i Forslag til Medlemmer af en Komite til Behandling af Spørgsmaalet om Sjømænds Forhyring og de i Forbindelse dermed staaende Forhold[lvii]

Hjemme i Sandefjord gikk livet sin gang, og Norges Sjøfartstidende kunne, 19 januar 1909, melde at

«Sandefjords Sjømandsforening har til Formand enstemmig gjenvalgt Formanden, Kaptein Sophus Olsen, samt Nøstformanden, Kaptein Tellef Sølvesen og den øvrige Bestyrelse, Kaptein Fagerlie og Kjøbmand G. A. Raastad[lviii]». 

Det fantes sikkert mange saker å ta fatt på, men en av de første – og kanskje største – i denne valgperioden er beskrevet i Norges Sjøfartstidende 12 februar 1909:

«Sandefjord og Omegns Sjømandsforening

Tilslutning til Kristianias rederforening i Veritassagen

Sjøfartskontoret bør faa en ny Ledelse

Fra vor Korrespondent.

                        Sandefjord, 12. Februar

            Sandefjord og Omegns Sjømandsforening har paa Møde 1. Februar vedtaget at slutte sig til den af Kristiania Damskibsrederforening udtalte Opfatning angaaende Veritas’s Stilling ligeoverfor Sjøfartskontoret, hvad Sagen i sin Realitet angaar, nemlig Veritas’s Kompetence til at udøve Kontrollen tilfredsstillende.

            Ligeoverfor fremkomne uvederheftige Insinuationer, om at Veritas er en privat Kontrol, hvor Rederne er Part i Sagen, finder man det paakrevet at gjendrive det uholdbare i denne Paastand, da Veritas er oprettet og bestaar af samtlige Landets gjensidige Assuranceforeninger, i hvis Interesse det er at forminske enhver Risiko ved Skib mest mulig.

            Man henstiller imidlertid til Direktion for Veritas at søge at undgaa Brud paa Befatningen med Skibskontrollen, idet man er overbeviist om, at denne vil komme i de bedste Hænder og spare Skibsfarten for de unødige, store Udgifter, som vil opstaa ved Oprettelse af en særskilt Institution til Sjøkontrol. Samtidig vil man have udtalt, at dette er en saa vigtig Sag for Skibsfarten, at om ikke en Overenskomst kan komme istand udenom Veritas’s angivelige Ultimatum om en Forandring i Sjøfartskontorets Ledels, da bør Veritas’s Paastand blive taget tilfølge, idet man ogsaa er fuldt pa det Rene med den Skade som allerede er tilføiet Skibsfarten gjennem de officielt udslyngede Bebreidelser overfor Veritas.

            Man har endvidere ønsket at nedlægge en kraftig Protest mod den ærekrænkende Offentilggjørelse i Aarbogen om Skibsførernes Uheld, idet saadan Offentliggjørelse stiller de respektive Sjømænd i Klasse med Forbrydere. Derimod at virke tjenligt vil den utilladelige Fremgangsmaade virke demoraliserende og undergrave Sjømandens Handlekraft og personlige Initiativ, som er det nødvendigste under kritiske Tilfælder.

                                                            Sophus Olsen

T. Formand

                                     Bedes indtaget i andre Aviser[lix],[lx]».

Ved siden av sin profesjonelle gjøremål, fagforeningsarbeidet, og hobbyer, var Sophus Olsen virksom i forbindelse med Sandefjord Sjømandsskole, det går frem av en notis i Norges Sjøfartstidendene 6 mai 1909:

«Styrmandsexamen

Fra vor Korrespondent

Sandefjord, 6. Mai

            Ved Sandejords Sjømandsskole er er fra 3. til 5. Mai afhold Styrmandsexamen for 5 Elever, som alle bestod Examen. Deres Navne er: Nils Hansen, Sandeherred, Olaf Melsom Dreyer, Johs. Antonsen, Sandeherred, Nils Edvard Martinsen, Nordby i Stokke, og Ole W. Sten Firing fra Haaøen. Alle fem fik Hovedkarakteren Bestaaet.

Censorer var Overinendant haald Pedersen, Skibsfører Nilsen-Alonso,  og Skibsfører Sophus Olsen, Skolens Bestyrer, Skibsfører H. Andersen, var Examenskommisjonens Formand[lxi]».

Mot slutten av året, 26 november brakte Kysten en notis om

«Sjøfartsraadet

            Sandefjord og Omegns Sjømandsforening har bragt i Forslag følgende Herrer til at komme i Betragtning ved Valg paa Medlemmer af Sjøfartsraadet:

            Af Skibsredere  : N. A. P Staubo, T. Dannevig, Karsten Grøn.

            Af Skibsførere   : H. Monsen, Sophus Olsen, T. Sølvesen

            Af Maskinister   : C. M. Olsen, C. Didriksen, S. Numme

           Af Dæksmænd  : Baadsmand C. Sivertsen, Stuert Severin Olsen, Matros Jacob Pedersen[lxii]».

Likesom andre år, hadde Sjømannsforeningen generalforsamling i januar 1910, det meldte Norges Sjøfartstidende 19 januar det året:

«Sandefjords Sjømandsforening

Fra vor korrespondent.

Sandefjord 19 januar.

            Sandefjords og Omegn Sjømandsforening afholdt igaaraftes generalforsamling under ledelse af formanden, Skibsreder Sophus Olsen. Foreningen tæller nu 54 medlemmer og antallet er i stærk vækst. I aarets løb er to medlemmer, konsul H. C. A. Mickelsen og kaptein Martin Olsen, afgaat ved døden.

            Til formand gjenvalgtes enstemmig Sophus Olsen. Til medlemmer af bestyrelsen valgtes kaptein Monsen, som blev næstformand, samt kaptien Andersen Fagertun, kasserer, kaptein Fagerlig og Kjøbmand G. A. Raastad. For de tre sidstes vedkommende er det gjenvalg. Varamand blev Skibsreder Staubo.

            Under stor tilsutning blev foreningens ældste medlem, kaptein Kristen Hansen, Freberg, udnævnt til æres medlem af foreningen. Kaptein Hansen er nu 74 aar gammel og har fart tilsjøs i 50 aar, hvoraf 38 som Skibsfører[lxiii]».        

To dager efter dette møtet var Sophus Olsen i Kristiania, iføge Kysten 20 januar 1910:

«Norsk Skibsførerforenings

Generalforsamling

Aabnedes paa Børsen i dag Kl. 1 under ledelse af Formanden, Kapt Peter Michaelsen.

Forslag til nye Love

Formanden oplyste, at man ved Afstemningen blant Førerne havde været nødt til at stemme over Vedtagelse eller Forkastelse. Mulige Forandringer maatte senere blive at foretage i Generalforsamlinger. (Forslaget før refereret i «Kysten»).

            Kaptein Dahl fandt de minde Hensynsfuldt , at der ikke havde været adgang til a foreslaa Forandringer. Det var noget Taleren, var enig i, andet ikke. Man maatte kundet stemme over den enkelte Paragraf.

            Kapt. Salvesen var Foreningen Taknemligfor Lovforslaget, skjønt han ikke var enig i alt.

            Kapt. P. Michaelsen forsvarede Fremgangsmaaden. Det oplystes, at der var 118 Førere, som havde stemt for og 4 mod.

            Hirsch troede ikke, der var nogen anden Fremgangsmaade at vælge.

Gogstad sluttede sig til de sidste Talere.

            Kapt. Sophus Olsen udtalte si samme Retning.

Deltagelse i en skandinavisk

Kongres af Skibsbefal

            Tal. trodde, Skibsførerne vilde udtale sig mere uforbeholdent i et saadant Møde.  Her hjemme gjør Hensynene, at man tier. Det var en Nødvendighed at Skibsførernes syn kom frem. Tal. berørte herunder det at Skibene bygges efter Beregninger af Ingeniører, som aldrig har været til sjøs, uden fornøden Medvirkning af praktiske Sjøfolk. Spørgsmaalet Skandinavisk Kongres behandles fortiden i Sverige. Han troede Møderne vilde gjøre Nytte for, hvad det vilde koste.

            Kapt. Michaelsen og Kapt. Sophus Olsen anbefaledes ligeledes Forslag, ligeledes Kapt. Salvesen[lxiv]. …»

Generalforsamlingen fortsatte dagen efter:

«Afdelingskontor af Skibsførerforeningen

Sagen havde været udsændt. Af de indkomne Svar var 24 Ja, 4 Nei. Formanden redegjorde for hensigten med disse Kontorer. Salvesen havde været inde paa den Tanke, atDannelse af Lokalforeninger kunde være heldig. Hvorvidt det var heldigt at gaa til Oprettelse af Afdelingskontorer, var han i Tvil om.

            Sophus Olsen mente, man burde bemyndige Bestyrelsen til at forhandle med lokalkjendte Mænd om, hvordan dette skulle ordnes. Han antydede et Samrbeide med Sjømandsforeningerne og benytte samme Lokaler som disse.

            L.E. Øvergaard udtalte betænkeligheder ved at belaste Foreningen med flere Udgifter.

            Emil Dahl mente ikke, det ville blive saa stort udbytte af disse Lokalforeninger, og foreslog Sagen udsat til næste Generalforsamling.

            Sophus Dahl udtalte sig i samme Rætning.»

En annen sak på dagsorden var «Disciplinærforholdeneombord i vore Skibe, og hvad der bør foretages for at forbedre disse».  En Kapteim Eitrem holdt et foredrag, og fremsatte et resolusjonsforslag i 7 punkter som omhandlet en henvendelse til myndighetene om å foreta seg noe; at konsulatene skulle informeres om mulkter som var ilagt enkelte mannskaper; at oppførsel som skader disiplinen skulle kunne føre til øyeblikkelig avskjedigelse, uten erstatning, hvorsomhelst i verden; at skipperne skulle rapportere manglende støtte fra konsulatene, til Foreningen; at de også skulle rapportere Boardingmastere, Runnere og Shippingmastere som medvirket til rømning, og at navnene på disse skulle offentliggjøres; at skipperne skulle gjøre mer bruk av den myndighet de hadde til å bøtelegge besteningsmedlemmer; og at alle medlemmer av Foreningen skulle opprettholde streng disiplin og orden om bord sine skip.

Til dette var det bemerkninger: « Kapt Sophus Olsen paapegte den store Skade, som de socialistiske Foreningers Agenter afstedkommer». I diskusjonen kom det opp en del tanker om renslighet og passende klesdrakt – ikke i stil men i mengde. «Sophus Olsen mente, det vilde føre til et farligt Bryderi for Fartøierne, om der skulle kontrolleres at Mandskabet havde Tøi[lxv]».»   

I Norges Sjøfartstidendes reportasje fra samme møte, samme dag – 21 januar – får å vite at under behandlingen av spørsmålet om en Skandinavisk skibsførerkongress, kom «vår mann» på banen: «Sophus Olsen, Sandefjord, ville støtte forslaget om foreningens tilslutning til de eventuelle kongresser og trodde heller ikke, at man skulde lade sig holde tilbage paa grund af kongressspørsmaalet[lxvi]

Så fulgte diskusjonen om opprettelse av lokale kontorer for Foreningen på tre ulike steder. «Sophus Olsen, Sandefjord, støttet tanken og antydet blant andet at man maaske kunde finde et arrangement med vedkommende steds sjømandsforening. Anbefalte, at generalforsamlingen overlader til bestyrelsen at konferere med medlemmerne paa de tilsigtede steder[lxvii]».

I forbindelse met et resolusjonsforslag om displinen ombord, kom det opp at «Sophus Olsen, Sandefjord, henledet blant andet opmærksomheden paa de fremvoksende matrosorganisationer og den maade, hvorpa disse opagiteres. En modvægt herimod vilde blant andet stærke skibsførerorganisationer være[lxviii]».

«Til bestyrelse for 1910 valgtes: Kapteinerne Eitrem, F. Jæger, S. Hegge,  K. S. Irgens, M. G. Steen, Michaelsen, T. Salvesen, A. W. Brekke, G. Kirsebom, T. Helliesen, S. Gude, A. Bjørnsen, I. Johannessen, T. Cappelen og Sophus Olsen. Suppleanter blev: A. Beer, H. I. Hellum,, Stephensen,  G.L. Birkeland og T. Nergaard[lxix],[lxx]».

Og videre i samme artikkel: «Efter generalforsamlingen samledes deltagerne til en særdeles hyggelig sexa i Haandværks- og Industriforeningens selskabslokaler. Indbudne var sjøfartsdirektør Magnus Andersen, Sjømandsskolens bestyrer, commander harold Lundh, som imidlertid var forhindret fra at delta, marinekaptein Hoff, repræsentanter for pressen med flere. Talernes række indlededes af formanden, som udbragte Kongens skaal, der efterfulgtes af kongesangen. Skaalen for fædrelandet, hvortil sluttet sig «Ja, vi elsker», blev udbragt af kaptein Sophus Olsen. De fraværendes skaal udbragtes af formanden, formeningens af skibsreder Gogstad[lxxi]».

Sent på året i 1909, ifølge Norges Sjøfartstidende 17 februar 1910, gikk flere unge menn ut fra sjømannsskolen i Sandefjord:

 

«Navigationsexamen.
Fra vor Korrespondent.
Sandefjord, 17 December.

            Navigationsexamen er i dag afsltutet her. Der var 5 examinander, som alle bestod examen. Karl Os.car Larsen, Engeli, Sandeherred, fik karakteren «bestaaet med udmærkelse». De øvrige fire fik karakteren «bestaet». Examenskommisjonen besto af kommandørkaptein H. Petersen samt skibsførerne Nielsen-Alonso og Sophus Olsen[lxxii]

I Kysten for 2 mars 1910 er det en liten notis:

«Sjøfarsraadet

            Til Medlemmer af Sjøfartsraadet er af Norsk Skibsførerforening indstillet:          

            For Lastedampskibe:

            Kapteinerne Chr. Eitrem, Kristiania, Thor Helliesen, D. «Ruth», Kr.ania, og Sophus Olsen, Sandefjord[lxxiii]… ».

Norges Sjøfartstidene har mer om Sophus Olsen 8 dager senere, den 10 mars 1910:

«Privat-Telegrammer
Til
Norges Sjøfartstidende
______
Sjømændenes Landsforening
Fra vor korrespondent

                                    Sandefjord , 10 mars.

            Efter sekretær Holtvedts foredrag hernede om sjømændenes landsforenings opgaver og virkemaade er den herværende kreds af foreningen igjen vaagnet til liv. Kredsen holdt igaar under stor tilslutning et møde, hvor det valgtes en bestyrelse paa 10 medlemmer, 5 damer og 5 herrer. Formand blev  skibsfører Sophus Olsen, næstformand direktør Wegger, Framnæs værksted. Kredsen tæller 80 medlemmer, hvoraf flere betaler et aarligt bidrag paa 5 kroner. Aarskontigenten er ellers en krone[lxxiv]». [5 kroner i 1910 tilsvarer 303,91 kroner i 2015[lxxv]]

 

På denne tiden var Sophus Olsen aktivt opptatt med en nokså radikal endring i sitt eget liv: Norges Sjøfartstidende for 11 mars fortalte:

«Kristiania Sjømandshjems nye Bestyrer

Kaptein Sophus Olsen

            Kristiania Sjømandshjems direktion har igaar enstemmig ansat kaptein Sophus Olsen af Sandefjord som bestyrer af Sjømandshjemmet.

            Kaptein Sophus Olsen er en mand paa omkring 60 aar. Han ahr faret til sjøs fra han var en «næve stor», omtrent hele tiden uden afbrydelse først hos Otto Thorsens fars rederi i Tønsberg, siden hos Otto Thorsen i Kritiania, indtil han for et par aar siden trak sig tilbage for at tilbringe sit otium paa landjorden. I Otto Thoresens og hans fars rederi har han vel været omkring 40 aar, og han var en af Otto Thoresens mest betrodde skibsførerere, en tout a fait kaptein og en hædersmand i alle dele. Han var den som aabnet Otto Thoresens Spanskelinje med dampskibet «Seaton». Under sin lange sjøfart har hr. Sophus Olsen flere gange udført redningsbedrifter; for en af disse blev han tildelt den portugisiske redningsmedalje.

            Siden han for et par aar siden nedsatte sig i Sandefjordhar han bragt nyt liv i sjøfartsorganisationerne dersteds. Han er valgt til formand i sjømandsforeningen, endnu sa sent som igaar blev han valgt til formand i den reorganiserte Sandefjordskreds af Sjømændenes Landsforening.  I det hele tat er hr. Sophus Olsen i den korte tid han har væeret «i ro» i Sandefjord blit en meget benyttet mand i forskjellige tillidshverv. Han er ogsaa et skattet medlem af Norsk Skibsførerforening, i hvis bestyrelse han er indvalgt.

Sjømandshjemmets direktion har visselig gjort et overmaade heldig valg vet at ansætte den dygtige, virkelystne sindige, omgjængelige og i alle sjøfartskredse vel ansete mand som bestyrer af sjømandshjemmet. Han og hans frue vil sikkerlig gjøre Kristiania Sjømandshjem populært blant sjøfolkene baade i høi og lav stilling[lxxvi]

Noen dager efter at han var tilsatt som bestyrer for Kristiania Sjømandshjem, var Sophus Olsen igjen censor på sjømannsskolen i Sandefjord, forteller Norges Sjøfatstidende 17 mars:

«Styrmandsexamen
Fra vor korrespondent.
Sandefjord, 17. mars.

            Styrmandsexamen afsluttedes igaar ved Sandefjords sjømandsskole. Tre kandidater fremstillet sig til examen, Sophus Johannessen, Sandeherred, Jentoft Stavem, Bodø, og Amund Krisstiansen, Stokke. Samtlige bestod examen med karakteren «bestaaet». Examenskommissionen  bestod af kommandørkaptein Pedersen og skibsførerne Sophus Olsen og Nielsen-Alonso. Som examinator fungerte navigationslærer Andersen[lxxvii]».

Sophus Olsens karriereskifte ble lagt merke til, og i Norges Sjøfartstidende 12 mai 1910 kan man lese:

«Kaptein Sophus Olsen feires.

            Vor korrespondent i Sandefjord telefonerer i dag:

            Sandefjords Sjømandsforening holdt igaaraftes under stor tilslutning en smuk arrangeret afskedsfest for kaptein Sophus Olsen, som i den nærmeste fremtid flytter til Kristiania for at overta bestyrerposten af Kristiania Sjømandshjem.

            Talen for æresgjesten holdtes i anslaaende ord af foreningens nye formand, kaptein M. H. Monsen, for det ihærdige og dygtige arbeide han har nedlagt i foreningens og standens interesser. Taleren ønsket æresgjesten held og lykke til sin nye gjerning, for hvilken kaptein Olsen og frue visselig var vel skikket og udrustet. Almindelig jubel og tilslutning af de tilstedeværende.

            Kaptein Olsen takket sine kollegaer for det udmærkede samarbeide i sjømandsforeningen og henstillet til dem med vaagen interesse at følge og delta i behandling af de mange vigtige sager, som fortiden er oppe paa sjøfartens område[lxxviii]».

Han brøt ikke alle forbindelser med Sandefjord med en gang: i Norges Sjøfartstidende 26 juli 1910 heter det:

 

«Sjømandsforeningernes
Fællesforenings
7de (extraordinaire)
Delegeretmøde
Mødet idag
aabnedes klokken 9, idet protokollen oplæstes og vedtoges.
            Formanden oplyste, at Sandefjords Sjømandsforening hadde opnævnt kaptein Sophus Olsen som sin delegerte[lxxix]. …»

 

At han faktisk møtte ble bekreftet i Morgenbladet samme dag: «Sjømændenes Fællesforening traadte samme til Møte her i Byen Kl. 9 igaar Formiddag under Ledelse af Formanden, Commander Lundh. Der møtte: … Sandefjord Kapt. Sophus Olsen[lxxx]; …»

Så flyttet alts Sophus Olsen fra Sandefjord, og ved foketellingen for 1910[lxxxi] – avholdt 1 desember det året[lxxxii] – finner man ham og konen bosatt i Raadhusgaten 25 i Kristiania, en 5 etasjers bygning der det befant seg 43 personer hvorav 7 bodde der fast. Av disse var Sophus Olsen og konen- nevnt som Bestyrer og Bestyrerinde – og de andre var seks tjenestepiker og to tjenestegutter. De andre var en blandet gruppe, foruten ti seilende sjøfolk, finner man en Kapelmester; to skibsredere (hvorav en var hvalganger); to skoleelever; en handelsbetjent i manufaktur, en hver av vinprøver, maskinarbeider, disponent og restratør, samt en kommandørkaptein og en telegraffuldmægtig, for ikke  snakke om en Stortingsmand, Bjørn Christensen fra Moss.

Om han enn hadde skiftet arbeid, så fortsatte han sin virksomhet i organisasjonslivet og 23 januar 1911 forteller Kysten i sin rapport fra «Skibsførernes Generalmøde» som ble holdt i Bergen 20 januar det året: «Som Dirigent valgtes Foreningens Formand, Kapt. Michaelsen, og som Vice-Dirigent Viceformanden, Sophus Olsen[lxxxiii]».  

I samme referat lærer man at

«Kaptein Sophus Olsen fremsatte saadant Forslag: Da man har Erfaring for, at Tilgangen paa dygtige Sjøfolk er i Aftaende i vort Land, anmoder Forsamlingen Bestyrelsen om at sende en Henstilling til Norgs Rederforbund om at søge udvirket hos sine Medlemmer, at disse medtager  1-2-3 Unggutter paa sine Skibe efter deres Størrelse for ad denne Vei at øge Tilgangen paa dygtige Sjøfolk til vor Handelsmarine. Enstemmig vedtaget[lxxxiv]».

Et annet tema på generalforsamlingen var om styrmenn med skippereksamen skulle kunne bli medlemmer. Styrmannsforeningen hadde fremsatt et forslag om de ikke skulle kunne. «Kaptein Sophus Olsen troede ikke, at man kunde negte en Styrmand med Skippercertificat at komme ind i Skibsførerforeningen[lxxxv]».

Sjømandshjemmet sendte ut årsberetningen sin og dette ble nevnt i Norges Sjøfartstidende 15 mars 1911:

«Kristiania Sjømandshjem

har udent aarsberetningen med regnskab for 1810. Hjemmet har i det forløpne aar været besøkt av 3451 gjester hvoraf 2157 sjømænd, herav var 1453 norske, 194 svenske, 167 finner, 114 danske, 74 tyske, 61 russere, 48 englændere, 19 amerikanere, 6 hollændere, 4 franskmænd, 4 østerrikere, 3 beligere, 3 spaniere, 2 portugisere, 1 italiener og 4 japanere. 

[Sjømaandshjemmet hadde økonomiske vanskeligheter, inntektene dekket driften men ikke kapitalkostnadene, og institusjonen avhang av bidrag fra insitutsjoner med interesse for sjøfolks velferd]

Direktionen, der bestaar af Thos. Fearnley jr, O. Ditlef Simonsen, og G. Sørensen med kaptein Sophus Olsen som bestyrer, uttaler sin dypt følte tak til alle dem, som i det forløpne aar har hjulpet Sjømandshjemmet med bidrag og paa anden maate, og retter en indtrengende appel til enhver, der har et varmt hjerte for sjømændenes ve og vel, om at yde den gode sak sin støtte.

Fra Norge er i 1910 indkommet kr. 7098.14 og fra Sverige kr. 144.25[lxxxvi]».  

Kysten refererte til den samme årsberetningen 17 mars 1911, med samme opplysninger[lxxxvii].

Uken efter, 23 mars 1911, nevnes Fru Sophus Bugge av Norges Sjøfartstidende[lxxxviii] som medlem i styret for Sjmandsmissionen i norske havne, sammen med damskibsexpeditør  Axel Amundsen, frøken Betzy Anker, Sogneprest Jonas Dahl, udskiftningsformand Frost, pastor Gleditsch, maskinist Aug. Hansen, skibsreder Harold Heitmann, fru skibsreder Klaveness, sogneprest Herm. Lunde, skibsreder Fred. Olsen, kommandørkaptein Scott-Hansen, skibsreder Otto Thoresen, skibsreder Thor Thoresen jr, og en representant for til tilslutede kvinneforeninger.

Selv om han hadde en ny rolle, fortsatte Sophus Olsen å delta i arbeidet for pensjon for sjøfolk, og i Norsk Sjøfartstidende for 29 mai 1911 kan man lese:

«Alderdomspensionskasse for Sjøfolk

            Hr. Statsraad Brenne,

Departementet for handel, sjøfart og industri,

                                    Kristiania.

            Som bekjendt blev der for omkring 2 aar siden fastslat ved lov, at hvad fyr- og lastepengene indbringer over 2,200,000 kroner aarlig, skal anvendes til bedste for skibsfarten og sjømandssanden.

            Saavidt vi har bragt i erfarin, er der endnu ikke truffet nogen bestemmelse om, hvorledes denne halvdel, som tilfalder sjømandssanden, skal anvendes.

             Vor organisation har som bekjendt siden sin stiftelse i 1889 arbeidet for at faa istandbragt alderdomsforsikring og ulykkesforsikring for sjøfolk.

            Ulykkesforskringen er der efter løfte utsigt til at fa gjennemført iaar, og da er man jo kommet et stykke paa vei, men alderdomsforsikringe, den største og viktigste del av dette program, staar endnu tilbage.

            Da et større beløp, som ovenfor nævnt, ved lov er fastslaat anvendt til sjømandsstandens bedste, tror man, at der vanskelig kan findes en bedre anvendelse for samme end at avsætte det til et grundfond for en alderdomspensionskasse for veltjente norske sjøfolk.

            Skal man i nogelunde nær fremtid kunne istandbringe en alderdomspensionskasse for vore sjøfolk, kan dette, efter vor mening, kun skje paa basis av bidrag fra stat, reder og sjømand.

            Rederibedriften er før belastet med forskellige trykkende byrder, ved ulykkesforsikringslovens ikrafttræden vil den faa en yderligere saadan.

            Dersom man ved lov kan faa fastsat, at ovennævnte eløp, eller ihvertfald en større del av samme, som skal anvendes til sjømandsstandens bedste, avsættes i en del aar for ad denne vei at danne et grundfond til alderdomspensionskasse for norske sjøfolk, vil man være kmmet langt paa vei til en særdeles stor og betydelig social reform, som vi er overbevist om vil bli hilset med udelt glæde av den samlede sjømandsstand, samtidig som man muligens paa denne maate kunde bli istand til at reducere redernes eventuelle bidrag, ja med tiden maaaske helt ophæve dette.

            Man tillater sig derfor i ærbødighet a henstille til hr. statsraaden at ta dette spørsmaal under overveielse og utredning snares mulig.

Ærbødigst

I Bestyrelsen for Norsk Skibsførerforening

M. Michaelsen, Thor Helliesen
Hegge, Sophus Olsen
Salvesen, A. W. Brekke[lxxxix]».

 

Afteposten fant anledning til å markere en fødselsdag i 1914, og skrev:

«70 aar

fylder idag bestyreren af Kristiania sjømandshjem, skibskaptein Sophus Olsen, tidligere i mange aar skibsfører i Otto Thoresens rederi.

            Den gamle hædersmand, som i sine unge dage ved energi og dygtighed arbeidede sig op fra dæksgut til fører, vil fra vaaren forlade stillingen som bestyrer af sjømandshjemmet og flytte hjem til sin fødeby, Sandefjord, til et fortjent otium[xc]».

De ble stillere tilbake i Sandefjord, og neste gang Sophus Olsen nevnes er i Aftenposten 23 august 1919. Da skriver avisen:

«Personalia

Sølvbryllup

            feires tirsdag 26de ds. i Sandefjord, villa «Frivoll», af fhv. skibsfører Sophus Olsen og hustru Maren, f.  Aalefjer[xci][xcii]. …» 

Om han var  blitt 75 år var Sophus Olsen fremdeles samfunnsengasjert og bidro med 50 kroner til Aftenpostens innsamling «Hjælp» i november 1919[xciii].

Når Sophus Olsen døde er ikke, foreløpig, kjent.


[i] SAKO, Sandar kirkebøker, F/Fa/L0005: Ministerialbok nr. 5, 1832-1847, s. 280-281
[ii] 1843-9 Ole Christian Simonsen
[iii] 1843-10 Anne Marie Andersdatter
[iv] SAKO, Sandar kirkebøker, Ministerialbok nr. 5, 1832-1847, s. 636-637, Brukslenke for sidevisning: https://media.digitalarkivet.no/kb20051018051098
[v] SAKO, Sandar kirkebøker, Ministerialbok nr. 5, 1832-1847, s. 246-247, Brukslenke for sidevisning: https://media.digitalarkivet.no/kb20051018050962
[vi] SAKO, Sandar kirkebøker, Ministerialbok nr. 5, 1832-1847, s. 732-733, Brukslenke for sidevisning: https://media.digitalarkivet.no/kb20051018051146
[vii] SAKO, Sandar kirkebøker, Ministerialbok nr. 5, 1832-1847, s. 320-321, Brukslenke for sidevisning: https://media.digitalarkivet.no/kb20051018051000
[viii] SAKO, Sandar kirkebøker, Ministerialbok nr. 6, 1847-1860, s. 79, Brukslenke for sidevisning: https://media.digitalarkivet.no/kb20051018040086
[ix] SAKO, Sandar kirkebøker, Ministerialbok nr. 6, 1847-1860, s. 117. Brukslenke for sidevisning: https://media.digitalarkivet.no/kb20051018040124
[x] SAKO, Sandar kirkebøker, Ministerialbok nr. 6, 1847-1860, s. 152. Brukslenke for sidevisning: https://media.digitalarkivet.no/kb20051018040159
[xi] SAKO, Sandar kirkebøker, Ministerialbok nr. 7, 1855-1861, s. 101. Brukslenke for sidevisning: https://media.digitalarkivet.no/kb20051018040557
[xii] SAKO, Sandar kirkebøker, Ministerialbok nr. 7, 1855-1861, s. 53, Brukslenke for sidevisning: https://media.digitalarkivet.no/kb20051018040505
[xiii] SAKO, Sandar kirkebøker, F/Fa/L0007: Ministerialbok nr. 7, 1855-1861, s. 190, Brukslenke for sidevisning: https://media.digitalarkivet.no/kb20051018040652
[xiv] SAKO, Sandar kirkebøker, Ministerialbok nr. 8, 1862-1871, s. 13, Brukslenke for sidevisning: https://media.digitalarkivet.no/kb20051018040938
[xv] Folketelling 1865 for 0724L Sandeherred prestegjeld, Sandeherred sokn, http://digitalarkivet.arkivverket.no/ft/person/pf01038120000419
[xvi] SAKO, Sandar kirkebøker, F/Fa/L0011: Ministerialbok nr. 11, 1872-1882, s. 15, Brukslenke for sidevisning: https://media.digitalarkivet.no/kb20061106330359
[xvii] SAKO, Sandar kirkebøker, F/Fa/L0010: Ministerialbok nr. 10, 1872-1882, s. 49, Brukslenke for sidevisning: https://media.digitalarkivet.no/kb20060125010849
[xviii] Folketelling 1875 for 0724L Sandeherred prestegjeld, Sandeherred sokn, http://digitalarkivet.arkivverket.no/ft/person/pf01052152001024
[xix] SAKO, Sandar kirkebøker, F/Fa/L0010: Ministerialbok nr. 10, 1872-1882, s. 80, Brukslenke for sidevisning: https://media.digitalarkivet.no/kb20061106330026
[xx] SAKO, Sandar kirkebøker, F/Fa/L0010: Ministerialbok nr. 10, 1872-1882, s. 168, Brukslenke for sidevisning: https://media.digitalarkivet.no/kb20061106330114
[xxi] SAKO, Sandar kirkebøker, F/Fa/L0010: Ministerialbok nr. 10, 1872-1882, s. 224, Brukslenke for sidevisning: https://media.digitalarkivet.no/kb20061106330170
[xxii] SAKO, Sandar kirkebøker, F/Fa/L0012: Ministerialbok nr. 12, 1883-1895, s. 65, Brukslenke for sidevisning: https://media.digitalarkivet.no/kb20060628020367
[xxiii] SAKO, Sandar kirkebøker, F/Fa/L0013: Ministerialbok nr. 13, 1883-1895, s. 185, Brukslenke for sidevisning: https://media.digitalarkivet.no/kb20060628030293
[xxv] SAK, Austre Moland sokneprestkontor, F/Fa/Faa/L0010: Ministerialbok nr. A 10, 1880-1904, s. 149
[xxxviii] Folketelling 1900 for 0706 Sandefjord kjøpstad, http://digitalarkivet.arkivverket.no/ft/person/pf01037133001033 
[lxxxi] Folketelling 1910 for 0301 Kristiania kjøpstad, http://digitalarkivet.arkivverket.no/ft/person/pf01036392024555