Tunis og Algiers

            Paa begge steder skal pesten grassere forfærdelig; her er kommen et skib, som beretter, at der daglig dør 5 a 600 mennesker af pest. Der skal vi hen at afhente konsul Olsen, der skal ansættes i Algir i konsul Rebbinders sted.

           24de. mai. Seilskuddet gik nu. De 6 koffardiskibe, som skal gaa under vaar konvoi til Sardinien, vare snart under seil, og i mørkningen passerede vi udløbet fra Malta.

            28de Mai. Peilte kl. 12. Kap Carthago i vest 1 mil fra os, lod kl. 2 ankret falde.

             Man ser byen Tunis udbrede sig over en uhyre strækning af det flade land i en særdeles yndig egn, som de deiligste frugttrær af mandler, oliven apelsiner, ferskener, figener o.s.v. ere størede omkring paa.

             En lang strækning af kolossale vandledninger fra Carthaginiensernes tid er det mest af hvad vi her fra søen kan se af denne gamle stad, hvis riner skal være høist interessante.

              Konsul Olsen, som ligesaa uventet som ugjerne saa denne sin forflytning til Algier, fortalte, da han kom ombord, at pesten iforgaars havde bortrevet 500 mennesker.

              5te juni. Vi har faaet efterretning om, at der er holdt bataille ved Tripoli mellem den danske fregat og pachaens korsarer, og at de sidste har faaeet børst.

              17 juni. Idag ere vi efter 10 dages reise kommen til det tilsigtede Algir, som vort ønske nu er at kunne forlade jo før jo heller.

              Vi hører, at ambassadøren ved sin tilbagekomst skulde havt 300 slak kanonande for hans slet udviste konduite ved sin ambassade til Tripoli, men at han blev skaanet paa vor konsuls forbøn. Han havde vist sig som en skurk, baade da han var hos os og efter han forlod os, og saaledes kunde gjerne fortjent en skikkelig revselse.

             Der kom bud fra deyen, at han uden forhaling vilde tale med chefen og konsulen. Begge gik iland.

            Chefen kom igjen ombord kl. 6 og fortalte, at deye havde sagt: «Jeg modtager ikke som konsl hos mig en person, som kongen af Danmark har skikket til min slave, deyen af Tunis».

            19de juni. Kl. 2 kom chefen, konsul Olsen og de øvrige ombord. Deyen havde ingen audiens modtaget.

            Til bevis paa, til hvad grad de barbariske røverhoffers dumme stolthed og indbildning om dem selv er stegt ved de europæiske regjerings taabelighed og ydmyghed og deres repræsentanter krybene adfærtd for disse raa karle kan blant andet vidne det brev fra deye af Algir til kongen af Danmark, som nu skal gaa med fregatten. Det lyder omtrent saa:

            «Du har ved kapteinen paa din fregat «Thetis» send mig en konsul, som har været hos min slave beyen i tunis. Vil du sende mig nogen, skal det være en saadan en, som du skikker til Konstantinopel eller London. Men den anden konsul, jeg har fra dig, sender jeg ikke bort, før du skikker mig saadan en tillige med den fregat, jeg har forlangt af dig. Hvad presenterne for iaar angaar, saa vil jeg i betragtning af krigen ikke blive vred, om du udebliver et par maneder over den bestemte tid.

                                                Hassan Pacha».

            Disse grovheder, som vare indvævede i det væmmeligste sludder og uden segl indkallede i en ubeskaaren konvolut med udenpaaskrift «Til Christian den syvende», skulde endog ansees som usædvanlig galant.

           Saaledes er i almindelighed den her herskende tone indtil væmmelig afskyelig afskylig og saadan, at enhver brav mand, som blev sendebud fra sin regjering, maa blues ved at stemme sig efter den, naar noget skal afhandles.

            De, han da har at bestille med, er ikke deyen selv, ikke hellere hans ministre, men disses tjenere og tjeneres tjenere; som oftest jøder, folk, som tyrkerne foragter og har lov til at spytte i øinene, men som i almindelighed ved hofferne i Barbariet bliver brugt endog i de høieste embedsposter for den snildhed og smidighed, de besidder forud tyrker og morer.

            Med saadanne usle karle, der med foræringer maa drives, som trældyret med svøben, til alt hva man ønsker, de skal udrette; disse folk som af fryg for hovedets forlis ikke tør engan ytre noget for deyen, der kunde mishage – med disse skal der handles.

             Premierministren skaffede sig siden vor sidste nærværelse her en profit paa følgende maade. Han indbilder deyen, at der er komemt efterretning fra Neapel, at hans tyrker fra levanten, som for temmelig længe siden, paa et dansk skib blv optagne af Neapolitanerne, bleve grusom behandlede i det haardeste slaveri. Deye, opbragt over sligt, giver strax ordere, at alle folkene paa danske skibe, som da befandt sig her, strax skulde tages og smides i slaveri.

            At forebygge dette, helst nu i pestens tid, maatte være konsulen magtpaaliggende, som og fik denne ordre hævet mod at betale ministeren 6000 pjastre, maa derpaa strax lade afgaa et skib til Neapel for at undersøge sagen. Det blev befundet at være løgn og opspind. Imidlertid forbliver og vil de 6000 piastre forblive i ministerens lomme og de andres, der ere med i ledtog i slige affairer.

            For ambassaden, som skulde koste 600 pjastre, hvis den lykkedes; har de vist at opsmøre regninger til 2’000 pjastre.

           23de juni. Konsul Rebbinder kom ombord kl. 9 og blev til i eftermiddag. Konsul Olsen fulgte denne sin formand og efterand i embedet iland. Olsen gaar nu med fregatten til Kjøbenhavn. Vi gaar nu lige til Malaga for at proviantere til hjemreisen.

            29de juni. Fik 4 seilere at at se, hvoriblandt en spansk fregat og brig. Vi skjød et skarpt skud, da heiste den ene seiler dansk flag og holdt ned til os. De spanske skyndte sig, alt hvad de kunde, ind ad landet, ventelig af frygt for at vi var engelske.

            Chaluppen blev sat ud, og en løitnant foer ombord paa det danske[1] skib, som havde misttet sin storstang.

            Her fandt han, at skibet var gjort til pris af en fransk kutter, som havde sat et par mand ombord her. Disse bleve bragt over til os for at følge til Malaga.

            En løitnant blev sendt ombord paa bergenseren med tømmermænd og folk, som i føie tid reparerede hans skade. Han fulgte nu med os.

            1ste juli. Idag tidlig blev vi var en kutter under engelsk flag, som laa opbrast mellem nogle koffardiskibe under dansk flag. Vi gjorde jagt paa ham, skjød et karpt skud; han søgte at undløbe, men ble afskaaret og maatte brase op. Idetsamme heiste han fransk flag og skjød under slaget.

            Kutterchefen blev befalet at komme ombord. Med dødsangst nærmer han sig i den tanke, at vi vare engelske, men kameraten vi havde ombord, lod ham ei længe være i denne frygt.

            Herpaa fulgte en almindelig glæde blant kaperens mandskab, som laa ved siden af os med sine 4 smaa kanoner. Det var den samme som havde taget og sat folk ombord paa det danske skib.

            Han viste os sit kaperpatent og folkeliste, hvorefter hans mandskab blev mønstret, og dette befandtes rigtig.

            Han foregav som et mangelspunkt i skipperens papirer, hvorfor han havde taget ham, skjønt den kom fra Livorno og gik til Malaga. Saaledes fik han sine folk igjen og lov til at seile fort. Koffardiskibene fulgte os.


[1] Pavels bruger udtrykket «dansk», selv naar vi, heldigvis  nu, siger «norsk». Af det følgende sees, at skibet var fra Bergen