Til Tripolis

Den 7de November lettede vi anker for at gaa til Tripolis. Vi havde lods fra Malta ombord.

            Søndagen den 13de fik vi se land forud. Kl. 2 saa vi tarnene, og flag vaie, og blev overtydet om, at vi havde stevnet lige til Tripolis. Et tyrkisk fartøi var strax ved borde hos os for at kunde udnerrette gourvernementet om, hvilken fregat det var. Disse tyrkere var føre karle med umaadelig tykke halse, sterke karaktertræk i ansigtet og besad en afskylig ubeskedenhed. Den ene havde det vakreste ansigt man kunde se, og den anden var den største gavtyv, ifald hans ansigt ikke løi forskrækkelig. Om aftenen kom vi til ankers, og konsulen kom om bord.

            Om denne expedition vil blive behagelig eller ikke, vil nu bero paa det større eller mindre held, chefen har i at handle med pachaen om fredes oprettelse. Bliver den istand, er det bedste at habe; bliver den ikke, da maa vi vente længe at blive her uden at drage nogen stor nytte deraf.

            Ved vor ankomst fik vi vide, at de forenede stater i Amerika og Sverige, som vi troede Tripolis endnu havde krig med, var komne i akkord med pachaen om fred, og at fiendtlighederne mellem dem var hævede; som siger ved mellemhandling af Beien i Algier.

            Kysten af Tripoli ser ikke nær saa barsk du, som dens indvaanere baade synes og nok virkelig er.

            Landet er meget fladt; deilig grøn dadelskov gjorde det yndigt næsten som Sjællands kyst, naar ei den røde og hvide sand tydelig vidnede om, at man end ikke i juni maaned her ser nogen græseng. Folket er ved neppe, hvordan en mark, naar den er grøn, ser du. Men skovene her er evig grønne. I baggrunden langt borte ser man fjeldene opløfte sig skygraa. Fire uanselige taarne, nogle mure, de danske, svenske, spanske, franske og amerikanske flag vaiende og nogle smaaskibe ved landet er alt, hvad der er at se ved bysiden.

            Kl. 12 i dag, den 14de novbr. gik chefen i land for at aflægge en statsvisit hos pachaen. De flesgte af officerene fulgte med.

            En tyrkisk baad var iforveien lagt til borde med reddiker, dadler og hvedebrød, som disse tyrker solgte til mandskabet.

            Da Capitaine Blom saa disse herrers djerve fremfaren og kikken allevegne, lader han sætte vagter, som skulde hindre dem nedgangen til batteriet. Som vi nu sad til bords, hører vi en alt sterkere og sterkere allarm paa dækket. Vi blev straks underrettet om, at det var en af tyrkerne, som afestedkom den. Han havde trods skildvagten vildet trænge sig ned til             batteriet, og da saa denne, som hverken ved sit danske foredrage eller ved pantomime kunde faa ham til at gaa tilbage, tager ham fat i skuldrene for at stanse ham i farten, er det, at han anstiller sig som et rasende menneske, fnyser af forbittrelse, skjænder forskrækkeligt paa tyrkisk, saa det gjenlød over det hele skib; slaar sig med begge næver, saa det skingrede i det haardføre bryst; syntes at ville kyse hele mandskabet, som samlede sig: tillod ikke vor maltesiske lods, som kunde tale med ham, at fremføre et ord til at formilde ham, saa strømmende udbrandt hans forbittrede skrig og skjælden fra de sterke lunger.

            Han truede med strax at vilde gaa til pachaen for at beklage sig over den fornærmelse, der var tilføiet ham paa e dansk fregat. Uagtet officerenes nærværelse, omgivet af 400 mand paa fremmed skib, havde han dog uforskammethed, dristighet og afsindighed nok til at lade sin heftighed rast fort, saalænge til at lodsen havde indbildt ha, at skildvagten, der nu blev kaldt op, skulde blive straffet for fornærmelsen, som han havde tilføiet ham.

Nu blev denne grummer afrikaner tam og begjærede tilgivelse for sin fiende, som han paa capitainens vink med et haandslag strax sluttede forlig med.

Vi bleve omsider skilte ved disse tyrker, som ved den grovhed, de viste om bord, syntes meget vel at egne sig til de forretninger, de udøver; thei vi erfarede, ad de var blant de faste folk, som sendes du at plydre og opbringe de værgeløse kjøbmandsskib.

            Kl. 8 kom travailleslupen tilborde. Vi fik da det lidet behagelige at høre, at pachaen havde ladet sig merke med, at han paa ingen maade vilde indlade sig i nogen fredshandling, saalænge tilstanden varer (til januar).

Dette vild i saa fald blive en styg streg i den regning jeg har gjort over alt den nye og skjønne og gamle, som paa Sicilien, i Neapel og maaske i Rom skulde i disse tilstundende maaneder give sjælen og øine og øren saamegen lærende og behagelig beskæftigelse til erstatning for de man sure og rædsomme timer, man lever paa søen.

Kl. 11 kom de øvrige officerer om bord og fortalte, at pachaen ingen audiens havde govet i dag, og at de fra land havde skudt paa dem med musketter, men ikke truffet.

Den følgende dag gik jeg fra borde sammen med nogle af officerene. Skjønt, klart veir havde vi, og en rask kuling bragte os snart til landet.