Til Tripolis en gang til

             Der blev i de følgende dage noget stormfuldt veir, og fregatten hold de da krydsende udenfor Tripoli.

             6te februar. Saa en seiler forud; alle seil blev tilsat, og snart halede vi ham ind. Det var en fransk skonnert og ingen tripolitansk korsar. Praiede ham kl. 7, han kom fra Tripoli og vilde gaa til Morea, fortalte at der var indbragt en genuesisk pris, som var taget av pachaens korsarer, samt at man ventede fregatten i Tripoli for at underhandle om freden.

             9de februar. Konsulen kom ombord med et tyrkisk fartøi og fem mand, hvoriblandt den brutale karl, som i skumringen blant mængden straks kjendte sin forrige modstander igjen. Han hilste ham nu venlig.

             Til 80’000 pjaster har pachaen nu nedsat vilkaarene, men 35’000 er det meste, chefen har bestemt at spendere paa ham, ellers krig.           

              Naar chefen kommer i land, vil pachaen for hans skyld afslaa noget, men uden skriftlig tilladelse til at gaa i land, og om tingene ei bliver bilagte, da siker med sine folk at gaa om bord igjen, kommer han der naturligvis ikke.

              I morgen ventes efterretning, om pachaen vil udstede dette haandskrift, isaafald gaar chefen straks iland, og saa kunde man kanske endnu haabe afjørelse paa de affærer, der forvolde os denne  krydstour, hvoraf enhver er kjed og lei. Sker det ikke faar vi føre krig og tage, hvad vi kan.

              10de februar. Denne dag har gjort et slet udlag paa fredsforhandlingerne.

              Mens vi i formiddag laa tilankers, observeredes tvende seiler østenfor Tripoli, langt borte. Der bliver strax givet ordre om at hive ankeret, og mulgiste hast vare vi under seil. Man glædede sig ved, da vinden var gunstif, sikkert at kunne afskjære dem fra landet og saaledes maaske tage pachaens fregat, som man syntes at kjende i den ene seiler , eller dog et par af hans priser, men disse behagelige udsigter fordunkledes snart, da vinden i en hast først blev stille for os, medens de vanacerede alt nærmere og nærmere under landet, og siden sprang 6 streger om til N. O., saa d, medens vi krydsede, kom den kunstigste vind ind melle skjærene og under fæstningerne, inden vi fik naa den høide at kunne forhindre dem indløbet.

           Vor bevægelse havde dat pachaen i den største frygt og forvirring. Ligesaa glad var han bleven, dan han saa vinden vendte sig, at vi ei kunde naa dem. At vi nu ei med armerede fatrøier skulde kunne udrette noget, sendte han strax sin sin sidste korsar og 2 kanonbaade for at komme priserne til undsætning, som langsmed landet bleve saluterede med etpar   skud vra hver af de smaafæstninger, de passerede forbi.

           At se disse undløbe os var intet behageligt syn, men at se efter ankringen det danske flag heiset under bugsprydet paa den tremastede af de indkomne skibe var et syn at blive gal af. Dette  maatte vi døie, og idet enhver forestillede sig tingen fra sin side, som dog altid blev like fortrædelig, lige fæl og modbydelig, hvordan man saa den, hendriv vi nu alle med nedslaaet sind og alvorlige minder denne eftermiddag og aften paa den kjedsommeligste.

              At se tvende af vore landsmænds skibe slæbes hen i kløerne paa denne rovgjerrige barbar uden at kunne ile dem tilhjælp; at tænke sig de arme fangne og ventelig ishandlede matrosers glæde, saa snart de saa os, i hvem de havde ventet deres befirelse, og siden deres skuffede haab!! Hos nogle lagde grubleriene over, hvorfor pachaen skulde være mere heldig en vi, vægt til melankolien.

            Ingen fred fred er nu at vente.

            11te februar. Vi har idag intet fartøi, ingen konsul faaet ud til os. Pachaens flag vaier nu paa den danske tremastede.

             12te febr. Junimaaneds solskin. Idag kom konsulen med sin tjener og sit tøi om bord paa en ragusælsk baad. Han fortalte, at priserne vare norske, den store fra Kristiania, at pachaens korsar havde taget dem, da de laa tilankers ved Morea, kappet deres tauge, og at kapteinerne og nogle af matroserne var der bleve tilbage i land; at havde fra Morea skudt efter korsaren, hvis kaptein og folk siden i haardt veir havde reddet sig paa priserne, og at korsarskibet var tilsat. Paa prisernevar nu omtrent 17 matroser, som for nærværende med Tripolitanerne maa arbeide paa at tilruste den store pris til korsar. De laa under ladning i Morea, og den ene havde kun nogen rosiner inde.

            Pachaen, som for 3 dage siden forlangte 80’000 pjaster for freden, vil nu have 200’000. VI har derfor nu krig og konsulen om bord. Pachaen blev hilset at kunne henvende sig til den spanske konsul, naar hans fordringer for fremtiden kunde blive mindre latterlige og umulige.

            Til ministeren i Konstantinopel skrev chefen og besværede sig over denne overlast under storsultanens territorium. Om freden gjennem sultanen skal bevirkes, synes dette at være en god anledning dertil.