24de marts lod vi ankeret falde paa Algirs rhed. De saluterede os fra fæstningen med 21 skud som betakkede med ligesaa mange.
24de marts kom vor konsul om bord. han var meget glad over fregattens ankomst. Han fortalte at beien af Mascara havde ladet beien af Algir forstaa, at alt dette sølv- og guldtøi havde han med det danske skib ville sende til Frankrig for at omarbeide til moderne smykker, ringe, etc. og gjøre present deraf til hans datter.
Konsulen paastod, at hun sikkerlig var den rigeste prinsesse i verden, og at ikke store mogat selv skulde kunne give sin datter, om ha har nogen, et udstyr i rede pengen, saa stort som denne røverdatter vil bringe den lykkelige, der engang modtager hendes haand. Hun er nu 10 aar gammel og hans eneste barn.
Konsulen fortalte, at de presenter, som vi bragte, blev meget gunstig modtagne, og det øvrige af ankere, toug, etc. som ikke hørte til presenterne, strax betalt efter den pris, de var kjøbt for, men nogle dage efter kommer beyens minister til konsulen:
«Deyen hilser dig, at han har betalt 4’000 petitdorer for meget for de fra Danmark kjøbte varer; han forlanger at du stracx udbetaler ham dem igjen».
«Hils deyen», svarte konsulen «at han selv har forlangt disse varer kjøbte, og at det ikke er noget, som den danske regjering har at bestille med. Jeg har ikke forlangt en skilling over hvad de har kostet og hver skilling, som jeg her maa betale tilbage, gaar fra min kone og mine børn, og at saa skal ske, vil deyen vist ikke».
Herpaa lod han svare:
«Deyen hilser, han vil ikke tage noget fra din kone og dine børn; behold pengene, han er fornøiet med kjøbet».
Hermed syntes alt at være godt, men ikke længe derefter havde en anden af hans ministre vidst at udvirke en ny befaling om at udlevere disse pengene, og konsulen maatte uden flere indvendinger give 4’000 piaster tilbage af den for de bekomne varer betalte sum. Denne slyngel af minister faldt kort derpaa i unaade; han skulde have mistet hovedet, men blev paa megen forbøn benaadet mod at faa tusinde vældige stokkprygl og løbepas.
Chefen blev anmeldt til audiens hos deyen imorgen.
25 marts. Da chefen steg iland, blev han saluteret med 5 kanonskud fra fæstningen. Kort derpaa kom 3 stude om bord i present fra deyen, 6 faar og endel grønt. Disse faar og stude bleve, saasnart de vare om bord, saluterede af fregatten med 5 skud. At saadant var skik og brug, tilkjendegav konsulen igaar.
Den 27de marts. jeg og nogle af officererne gik i formiddag iland, vi tog med piber og tobak or i det grønne udenfor porten at divertere os dermed, men før vi gik du, vilde vi passere de nær ved vor vei liggende pallads.Ved at nærme os deyens janitscharer eller livvagt, som ved entreen laa paa nogle bænke i en sval, blev der skreget, at hatterne skuld af. Dette skeede. Da vi havde passeret revy for disse sølvdolkede karle, kommer oppasserne med beklagelser, at disse herrer havde revet vor piber, som de bar fra dem, smidt dem i gaden traadt paa hoderne og beholdt rørene. At de pegede paa eiermændene, hjalp intet; heller ikke at vi, ved at gaa samme vei tilbage, gave dem leielighed til at være litt honette og give os dem igjen. De tøpere gjorde det ikke. Vi spadserede nu uden piber et langt stykke vei. Da vi kom ind i byen igjen, fik vi regn og søgte skuld i ens tor gaard. ogle vare høflige og bad os gaa nærmere: andre viste os væk.
Paa gaden vrænger nogle mund ad en; disse ere mest drenge; ogle spytter af foragt ad den, som uforvarende har det uheld at rende dem paa armen i de snevre gader. Nogle spurgte, om vi vare danske og med fregatten og gav, da de erfarede det, med megen høflighed og nik deres venskabelige sindelag tilkjende med «a bono! bene gente!». Andre igjen tog, idet de passerede, af kaadhed en om hagen, slog knep under næsen og øvede flere slige galanterier til vidne om, hvor aimable de vare.
Medens vi har været her, har deres fastetid været; den udløber iaften og afløse med en fest «Ramazan», som varer i tre dage. I denne fastetid har man ikke seet nogen med pibe i munden, i hvor store slaver tyrkerne end ere af tobak.
28de marts. En engelsk kutter kom ieftermiddag ind paa bugten ved Algir og gik til ankers. Løitnant Bille, som var ombord hos ham, medbragte rapport, uddraget af hans journal, om den ved Cap Vincent holdte søbataille mellom den spanske og engelske flaade, den første bestaaende af 27 linjeskibe og 12 fregatter, den anden af 15 linjeskibe og 6 fregatter.
I denne famøse bataille, hvorom der allerede i Cagliari løb et upaalideligt rygte, har de engelske taget 2 orlogsskibe paa 112 kanoner, 1 paa 84 og 1 paa 74 samt en brig og opbragt disse gode priser til Lissabon.
Den 29de marts. Kl. 6 idag tidlig gik chaluppen fra odre med alle dem, som vilde beivaane audientsen deyen af Algir. Jeg havde lyst til at se denne herre, som Europas mægtigste nationer ydmygeligen maa krybe for og udbetale, hvad summer han vilkaarligen paabyder dem; ham, til hvem 3 underordene beyer i Oran, Constantin og Titiri aarligen maa sende det meste af hvad de har udsuget follket for, og til hvem de i egen person hvert tredie aar ere nødte til at komme selv, til bevis paa Algierernes souverænitet og deres afhængighed; ham, Tunis aarligen maa skatte 40’000 dukater til foruden kostbare foræringer af Rosenolje o.m.; ham paa hvis vink uden lov og dom saa mange hoveder springe, og som selv hvert øieblig dog svæver i frygt for at miste sit; denne tyran, hvis heftighed og vrede jeg har hørt beskrive saa skræksomt; som aldrig har vidst at tilgive og aldrig at tæmme sine vilde lidenskaber, og endelige ham, som har den rigeste datter paa jorden, maatte det vel interessere mig at se.
Jeg tog altsaa imod chefens tilbud at følge med til audiensen. Denne skulde være brilliant idag, den fornemste fest begyndte. Adkillige gymnastiske øvelser skulde her være at se, aabent tafel, etc. Flaggene var allerede kl. 6, da vi gik fra borde, heist for os og under saluten af 21 skud fra Thetis, som ogsaa blev givne ianledning festen, roede vi iland.
Konsulen tog imod chefen ved havnen og ledsagede os strax il deyens palads. Her havde vagten sin fulde hyre med at standse den strøm af mennesker, som vilde trænge ind ad porten, og jeg merkede, tyrker ere ikke saa bange for andre tyrker. Vi bleve strax indladte.
Gjennem en hob tyrker, som vi herinde allevegne mødte, kom vi opad nogle trapper til et stort galleri som vendte til gaarden. Her var samlet de fleste konsuler; her kom deyens første kammerherre og hilste chefen og konsulen; ligesa hans barberer, der tillige er den første og eneste livsmedikus; ligesaa hofmusikanten. Foruden disse herrer kom og en hel del andre fornemme tyrker af konsulens bekjendtskab, hvoraf dog den største del hørte til de 200, som ved presenter suddeling af konsulen infriede sig hos ham og efter deres stilling og værdighed modtager forholdsvis fra dukater, over tusinde, i diamantbesatte daaser til 2 alen klæde, som den ringeste af disse pensionærer maa nøies med.
Forresten gik vi op paa taget, ned og op igjen, ogsaa ned i garden, hvor der med fare for arme og der blev gramset efter stegte duer og andre levninger, som blev givne til pris fra deyens bor, der nu kl. 6 ½ allerede havde holdt tafel.
Dette endt, blev pladsen, som idag var bestemt at brydes paa, overdynget med sand. Athleterne stillede sig frem, et halvt snes stykker i en rad, nøgne saa nær som hvad et par hvide bukser skjuler; indsmurte og gnedne med olje; muskuløse, sterke og barske saa de ud.
Ringe havde de fleste om høire arm; 1 a 2 til merke paa, hvormange gange de vare gaaede du med seiren fra disse øvelser.
En musik, sørgelig skræksom og morderisk, som kunde den være bestemt at ledsage misdædere til skafottet med, stemte nu i. Den bestod af et snes skarpskingrende piber og ligesaamange rommer og gongoner, som nu og da faldt ind.
Nu anmeldte en Herold stridens begyndelse; en af atleterne træder du af raden, og efter adskillige armbevægelser, hvorved han synes som at udbyde til kamp, kommer en anden frem, som har lyst at vove dysten med denne.
Stridslovene bliver lydelig forkyndte paa ny ved hvert parti, der træder du i sandet. De tager fat paa hinanden den enes hænder over den andens hals, men saa snart paa merket over de røde skuldre og hals, at de ikke tog lempfældig i hverandre.
Det første par blev længe ved, inden seiren blev decideret; matte og trætte laa begge længe og samlede nye kræfter; den paa knærne med ansigtet mod jorden, støttende sig paa den muskelspændte arm, medens den anden, som allrede syntes at faa overhaand, søgte ved hjælp af omslyngende den at dreie den underliggende paa ryggen.
Ofte afværgede denne dette imod formodning og kom ved styrke og smidighed paa benene.
Seieren blev bestemt for den, som fik sin modpart paa ryggen og derpaa med en overordentlig styrke med en haand under laaret letted ham og smed ham ned paa maven.
Da første tvekamp var endt, kom flere stridende partier paa en gang. Nogle angreb med forfærdelig heftighed og striden var snart endt; nogle vise beundringsverdig smidighed.
Under hele striden vedvarede musiken; jo harderehin, des skræsksommere denne, den gjorde ørene syge og hjertet saart.
Dersom dette, som man sagde skulde være en afbildning af de olympiske lege, saa tviler jeg paa at enten disse har havt det meget høitidelige g tiltrækkende ved sig, som man foregiver, eller at det folk, som bivaanede dem, var saa ganske fri for det barbari, som man nu tillægger tyrkerne.
For dem havde disse lege rigtignok meget tiltrækkende; her vare tilskuere saa mange, som kunne rummes paa balustradene inde i deyens gaard; de saa med opmærksomhed og interesse til, men intet bifaldsraab for de seirende, ingen styrkende opmuntring for dem, som længe holdt sig kjækt mod dem, der var dem overlegne i kræfter. Man vandt ingen kranser om seiervinderens tindinger, som i de olympiske. I en venskabelig stilling fulgtes de ud ad pladsen og fik nogle penge at holde sig lystig med.
Sanden blev feiet bort, musikken ophørte, og en mand traadte frem og holdt med en forunderlig tone en kort tale. Han erinddrede dem om, at den store fest nu var kommen; alt uvenskab maatte derfor være glem imellem hver. Han opmuntrede dem til, at de skulde tilgive sine fiender: Han talte i 2 minutter og gik bort. Nu blev der en hilsen og kyssen mellem alle tyrkerne.
Deyen begyndte nu at give audients. Da den enelske og franske konsul, som fik hverandre i brystet i striden om, hvem der først skulde have den ære at nærme sig deyen og tage ham i haanden, havde været fremme, som den svenske, som paastod altid at have rangen for den danske, og trængte sig forbi vor konsul.
Vor chef, som ved at bie, til alle disse ærejægere var passerede, syntes at ville undgaa leiligheden til at komme i disput og haandgemæng, gik nu med konsulen hen og gjorde sin opvartning. Konsulen blev staaende ved deyen og presenterte os andre for ham. Han nikkede og ga med sit «sta buono» «sta buono» sit velbehag tilkjende.
Vi gik, da vi havde taget ham i næven efter konsulens paamindelse, som sagde, at deyen ansaa det haandtag som bekræftelse paa, at man mener noget med sine komplimenter. Ha saa ud som en gammel norsk bonde med sit skjæg om hagen; havde mine til at være redelig, men og til at være streng.
Forresten var han ikke omgiven af pragt; en diamant som glimrede i hans turban, var det eneste, som adskilte ham fra de andre tyrker.
Alt, hvad jeg elles saa af hans palads, af stedet, han gav audients paa, var saa flaut og smagløst, at man med rimelighed ikke vilde finde meget rart ved det øvrige eller tab ved ikke at se det.
Da denne stas var forbi, gik vi ind til konsulen og spiste forkost. Han viste os dødslister, holdt i adskillige aar, og med forundring saa vi, at i et aar alene havde pesten borttaget 17’000 mennesker, i andre aar noget mindre.
Den begynner i marts eller april, er paa det sterkest i mai, tager saa af noget og begynder voldsomt igjen igjen til oktober eller november, da den i almindelighed har udraset.
Konsulerne maa da stænge sig inde, vaske sig flittig og tage imod hvad breve eller papirer der kan blive ham tilstillede gjennem eet hul i et vandfad, da alt flydende er kontrasterende med pest.
Den har nu begynt at vise sig, og over 20 mennesker døde igaar. Her er altsaa nu ikke meget behageligt at opholde sig.
30te marts. Vi har beset verftet, hvor en skjærbekker var under arbeide paa stabelen. Ved at spadsere rundt om den lille med kunst byggede havn, hvor deyens flaade ligger, havde vi den bedste leilighed til at bese denne i al dens usselhed. Den bestaar af 4 fregatter sørgelige at se til; de vare komne fra Neapel, Spanien, Frakrig og Konstantinopel, en kutter, taget fra venetianrne og nogle smaa korsarer. Paa agterspeilet af den ene fregat var i billedhuggerarbeide anbragt en høg med kløerne i en due, som den plukker fjærene af. Den mest træffende allegori! Alle vegne, hvor man her gaar, ligger kanner, og man ser, at de have mere end de behøve, at de ikke har kostet dem meget, og at de vel heller ikke sætter saa stor pris paa dem for fremtiden som paa rede penge.
Det er en nyk at se her i land den mængde slaver, mest genuesiske og venetianske, som her saa jammerlig maa i græmmelse, jern, strengt arbeide og ussel forpleining, uden udsigter til frihed, forøde og hensørge sine dage, fordi de vare saa ulykkelige at falde i disse røveres hænder. Anden er ikke deres brøde, end at de vare sjøfarende paa handelsskibe, og dog har de det nok ikke bedre en spitsbuberne paa Maltas galeier.
En af disse slaver her i Algir, som havde opsigt over nogle løver, tiger og tigerløver hos en fornem mand, gav mig og de andre, som vare i følge, anledning til at se disse dyr, og skjønt vi til sammen kun gav ham en pjaster for sin umage, vilde neppe nogen af os undværet dette syn for ti. Vi saa, hvorledes han tumlede med de grumme løver og kjælede for de store troløse tigere. Den ene løve, som han forsikrede var saa tam, at den so hund vilde følge ham, hvor han gik, saa med al sin alvorlighed og storhed saa from ud, at jeg fik lyst til ogsaa at trine ind og klappe den, hvilket han dog ikke fandt raadeligt. Jeg fik dog fat i den silkebløde hale til de lange tigere, naar de vendte jovedet væk. Et par hyæner, indesluttede i kasser, maat vi vogte os for at komme nær.
2den april. Lettede anker og var, da det blev mørkt, allerede langt fra kysten.
Deyen af Algir havde idethele vist sig meget galant, ja tilbudt at sende med os en ambassadør til Tripoli tilligemed et tordenbrev til pachaen. Om han ei sluttede fred, saa skulde han vise ham andet.
Denne herre var nu kommen ombord tilligemed en alvorlig sekretær og en kok. For disse er her indrette værelse, og vi skal nu træffes med dem og omgaaes dem varligen. Vilde det kun hjælpe, maatte man ei fortryde hverken bekostningerne eller euliligheden. Imidlertid haaber vi dog alle meget af dette.