Mdina, Maltas gamle hovedstad

             Blant de største seværdigheder paa Malta henhører den gamle hovedstad, som endnu har beholdt sit arabiske navn Mdina. Allerede for 8 dage siden vare kalescherne betalte med 3 Piastre og 2 Piastre givet i forskud til at anskaffe forfriskninger for, da der i den gamle by ikke fandtes noget vertshus.

            Omtrent kl. 8 vare vi udenfor portene, Den skjønneste morgenstund bebudede os en fornøielig reise; rask rullede vi hen ad veien, som vr bedre en jeg ventede; de raske malteserkudske løb ved siden den hele vei. Dette syn er ellers ikke meget oplivende,men der var ingen leilighed for dem at sidde, og vanen havde gjort dem istand til at udholde denne strabas som nix.

Mure og gjerder er det meste, man ser ad denne vei som over hele øen; de krydse hinanden overalt paa langs og qvær. Den kaal og grønt, som man ser i disse haver, bærer et uimodsigeligt vidnesbyrd om maltesernes arbeidsomhed og vindkibelighed, som trods naturen har paa de fleste steder af øen vidst at omdanne de tørre klippe og stenhobe til frugtbringende haver, endskjønt jeg næsten tror, at murene, som omgjerde dem, optage større plads en haverne selv.

            Den gamle by (cita vechia) kom vi til ad en temmelig høi bakke. Her tildrog sig først af alt nogle apelsintrær min opmerksomhed; de stod paa censtre side af veien nede i en dal, saa skjønne at se, med sin frugt saa indbydende at smage; aldrig før saa jeg det sted saa prydet; mine øine vilde ikke forlade deres gule og grønne friske velsignede kroner.

            Fra denne bakke oversaa vi den hel ø. Vi saa de mange landsbyer hist og her omstrødde; St Pauls Havn, hvor St. Paulus led skibbrud, byen mascias hvor indbyggerne, efter hvad de nuværende foregive, var de første der lod sig døbe af Paulus. Den frie udsigt over landet og havet gjøre stedet ganske behageligt.

            Vi gi nu ind i et franziskanerkloster, hvor vi hos en pater, som iforveien var udnerrettet kom vor komme, skulde nyde vort landlige maaltid. Længe opholdt vi os ei for ei at spilde tiden. Vi gik ned ad byen og hen til kathedralkirken. Det er den rigeste kirke paa Malta og efter mit skjøn den smukkeste.

            Den første biskop paa Malta skal Publius have været, som var protes paa øen, da Paulus led skibbrud der. De siger, at kathedralkirken er bygget paa den tomt, hvor Publius’ palads har staaet. Noget af det mekværdigste i denne by, og som for den, der har lært af Pauli skrifter at erkjende hans overordentlige fortjenester og ære hans minde, er den plads, hvor han ved sit ophold paa Malta stod og talede offentlig for det forsamlede folk. Paa pladsen staar hans støtte paa en hvælvet kobberforhøining med en ballustrade om. Pauli Grotte i nærheden af kirken har tjent øens første kristne til samlingssted ved deres religiøse øvelser. I Grotten staar Pauli billedstøtte i marmor, meget god udhugget.

            Vi gik nu hen for at se Katakomberne. Disse underjoriske gangen og krinkelkroge, udhulede i klippen, er deet forunderligste jeg har seet, og noget nær det merkværdigste paa Malta, især om man kan tro den beretning, t en af disse løbegrave løber lige til Valeta, omtrent 2 danske mile.

           Man mener, de først er indrettede til begravelser og siden er blevne udvidede og har tjente de svagere partier til skjul og tilflugtsted i de tider, da øen var gjenstand for disse idelige overfald af phønicier, græker, romere, araber, gother og vandaler, hvilke folkeslag denne ø tid efter anden har maattet erkjende for herrer.

            Da vi, hver med et vokslys i haanden, længe havde vandret i disse gange, saa langt vi turde vove os, gav vi vore ledagere en Doceur og gik tilbage til klostret for at gjøre os færdige til at forlade cita vechia. Der var intet tilbage af det apollotempel, som skal have staaet paa pladsen udenfor magistratspaladset.

            Da vi var i klostret igjen, kommer præsten, som havde prædiket om formiddagen, en løierlig mand. Jeg slap ham ei, før han paa latin havde temmelig vidtløftig gjentaget for mig hele planen af hans prædiken om forholdet mellem Gus godhed og refærdighed. Han blev saa hjertelig glad, da han hørte, vilde reise for at føre krig med pachaen af Tripoli. De forbandede barbarer! udraabte han forskjellige gange og vilde slet ikke give mig gehør, naar jeg søgte at formilde ham noget mod dem. Jeg forlod ham og fik de bedste ønsker med om held til at bringe ulykker over dem.

            Den hele dag har vi havt det skjønneste veir. Da det var mørkt, vare vi tilbage igjen i Valetta.